Prædiken til 2. søndag efter Helligtrekonger holdt i Vestervang Kirke den 19. januar 2025.

Af sognepræst Troels Bak Stensgaard

Salmer: 16 O Gud!, hvor er du mer end skøn; 22 Underfuld er du, vor Gud; 299 Ånd over ånder, kom ned fra det høre; 143 Med den Enbårnes herlighed; 192, kun v. 7 Du, som har dig selv mig givet; 14 Tænk, at livet koster livet!

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes: 

Den tredje dag var der bryllup i Kana i Galilæa, og dér var Jesu mor med; også Jesus og hans disciple var indbudt til brylluppet. Men vinen slap op, og Jesu mor sagde til ham: »De har ikke mere vin.« Jesus sagde til hende: »“Hvad vil du mig, kvinde? Min time er endnu ikke kommet.« Hans mor sagde til tjenerne: »Gør, hvad som helst han siger til jer.« Der var dér seks vandkar af sten; de stod der efter jødernes regler for renselse og rummede hver to til tre spande. Jesus sagde til dem: »Fyld karrene med vand.« Og de fyldte dem helt op. Og han sagde til dem: »Øs nu op og bær det hen til skafferen.« Det gjorde de så. Men da skafferen havde smagt på vandet, der var blevet til vin – han vidste ikke, hvor den kom fra, men det vidste de tjenere, som havde øst vandet op – kaldte han på brudgommen og sagde til ham: »Man sætter ellers den gode vin frem først, og når folk har drukket godt, så den ringere. Du har gemt den gode vin til nu.« Dette gjorde Jesus i Kana i Galilæa som begyndelsen på sine tegn og åbenbarede sin herlighed, og hans disciple troede på ham. Amen (Johannesevangeliet 2,1-11).

Kære menighed!

Hvad Jesus gør ved brylluppet i Kana ved at forvandle vand til en overflod af god vin er et tegn, siges det til sidst. Men hvad betegner det? Tja, det er det første af de syv tegn, som i Johannesevangeliet åbenbarer Jesu herlighed eller det nye liv, og som for troen åbenbares fuldt ud i Jesu død på korset, dér hvor livet for forstanden at se er helt fraværende og opslugt af sin modsætning, af døden.

Derfor får miraklet kun Jesu disciple til at tro på ham, mens forstandsmennesket, skafferen, altså vintjeneren eller vineksperten, mener, at det må være værten, som helt usædvanligt har gemt den gode vin til sidst.

Det er i sig selv et godt evangelium for enhver, som kender til forstandens tvivl på Guds magt og godhed, at vi har den bedste del, den gode vin, til gode. 

Men tegnet, vinunderet i Kana, peger også på et mirakel, som her og nu ville møde os overalt, hvis vi bare kunne se det eller rumme det, og som vi først kan se og åbne os for i tro på korsets gåde, dvs. i tro på den kærlighed eller det nye liv i Kristus, som er stærkere end alt, hvad der skiller os fra hinanden og fra Gud, stærkere end døden selv. 

Dette kan jeg måske bedst vise ved hjælp af en god novelle fra 1969 af den skotske forfatter George Mackay Brown, som hedder ”A Treading of Grapes” eller ”En persning af vindruer”. George Mackay Brown boede på og skrev om livet på de forblæste og fattige Orkneyøer i Nordatlanten, og han bringer i novellen hele tre prædikener over dagens tekst, som holdes af tre forskellige præster i det samme fattige sogn på Orkney til forskellige tider.

[Den skotske forfatter George Mackay Brown, 1921-96]

I den yngste og ret så sjælløse prædiken fra vor tid forvandles vand slet ikke til vin! Her beskriver en rationalistisk moderne præst Jesus som verdens bedste organisator og administrator, der i tide sørger for at tjenerne skaffer ekstra forsyninger af vin, så at værten ved brylluppet slipper for den truende og på Jesu tid skamfulde katastrofe at løbe tør for vin. Og bemærk: Et bryllup varede på Jesu tid typisk syv dage - og var dermed et billede på skabelsen selv - og alle i landsbyen var typisk inviteret med.

Efter sin prædiken opfordrer præsten så ovenikøbet menigheden til at holde en afstemning om indførelse af alkoholfri altervin. Hvilket må siges at være noget upassende på dagen, hvor Jesus ifølge evangeliet forvandler vand til ikke mindre end omtrent 600 liter god vin!

Jeg vil - upassende eller ej - her tillade mig en indskudt kommentar til dette forslag, fordi biskoppen i Odense den 5. januar i et indlæg i Jyllands Posten argumenterede for at afskaffe vin ved nadveren, hvilket har medført en del debat i kirkelige kredse.

Der kan selvsagt være forskellige meninger om alkoholfri nadver, og jeg har ikke patent på sandheden. Men hvis vi skifter den gærede vin ud med druesaft eller saftevand, så skubber vi for mig at se til en kedelig udvikling i disse år i Folkekirken, hvor dåb og nadver i stigende grad synes at blive opfattet som rent ydre og egentlig tilfældige og ligegyldige symboler, som ikke giver noget vigtigt, konkret og livsforandrende til dem, som døbes eller går til alters. Og troen bliver da helt tilsvarende let til noget indre og privat og uforpligtende, en holdning eller en følelse, i stedet for at være en reel fornyelse af dette vores sanselige og fysiske, men også flygtige og af synden dødsmærkede liv med hinanden.

Dette er selvfølgelig slet ikke intentionen hos dem, som ønsker alkoholfri altervin, for de ønsker jo bare og sympatisk, at alle skal kunne deltage i nadveren, inkl. dem ikke kan lide eller ikke kan tåle normal vin. Men hvis folk ikke kan tåle vinen, så kan de jo ligesom lægfolk i de katolske kirker nøjes med brødet og alligevel få del i nadverens fulde mysterium, og man kan jo også bare sætte bægeret for munden og berøre vinen med læberne uden at synke den.   

Man bør ved nadveren efter min mening kun bruge druesaft i stedet for rigtig vin ved helt specielle lejligheder som f.eks. børnegudstjenester. Først og fremmest fordi Jesus ved nadverens indstiftelse selv har knyttet sit nærvær til vin og ikke til saftevand. Men også fordi vinen ligesom bryllupsfesten i bibelen symboliserer glæden og fællesskabet og det i god forstand løsslupne eller frisatte liv i Kristus, selv om Bibelen klogt også advarer os mod alkoholens velkendte farer. 

Drikfældighed advares der da også imod i den anden prædiken i George Mackay Browns novelle, som er en moralprædiken fra 1700-tallet, hvor præsten bramfrit og og ved navns nævnelse revser medlemmer af sin menighed for druk ved deres egne bryllupper. 

Det er derimod kun i den tredje prædiken i novellen, som holdes af en katolsk præst, fader Halcrow i 1548, lige før reformations indførelse i Skotland, at miraklet ved brylluppet i Kana virkelig forstås og udfoldes i alt dets sanselige og livsbekræftende fylde. 

I starten af sin prædiken taler fader Halkrow om vinstokken, som får druer, og hvor hver eneste drue indeholder, som han poetisk siger, jordens raske pulsslag, til glæde og lyst.  Og han fortaber sig i høsten og bearbejdelsen af druerne og beskriver, hvordan vinen siden gærer og bobler i vinfadene og ligesom klæder sig i sang og jubel. Han fortæller om festens forberedelse og værtens indkøb i vinhandlen, og om hvordan gæsternes hyggelige snak bliver til spændt tavshed, da brud og gom endelig står sammen - i forventning om at al deres lyst og længsel nu snart skal forenes.

Og præsten velsigner parret, og festen går i gang, og bliver bedre og bedre, mens lysene brænder ned og brudeparret forsvinder ind i brudekammeret.

Indtil tjeneren med ét kommer og fortæller, at der ikke er mere vin, og værten bliver flov!

Da forvandler Kristus vand til vin, og fader Halcrow forklarer til sin fattige menighed, at sådan forandrer Kristus selv det mest tarvelige liv og gør det til en del af noget uendeligt rigt og kostbart: ”Lad mig fortælle jer en hemmelighed”, siger han til dem”, ”Kristus, vor konge, har løftet os op lige så vidunderligt, som han klædte vandet i vinens strålende røde kappe.” 

”Derfor, I prinser”, fortsætter han, ”for jeg vil ikke længere kalde jer Olaf Fisker og Jakob Bonde, men jeg vil give jer de navne, som Skaberen skal give jer på den yderste dag . . prinser, jeg har godt nyt til jer: I er indbudt til bryllup allerede . .  . Hvor skal det bryllup finde sted?, spørger I. Alle steder, siger jeg jer, men frem for alt, I herrer og prinser, i denne lille kirke ved havet, hvor I nu sidder. Og hvornår skal det bryllup finde sted?, spørger I. Altid, svarer jeg, men frem for alt lige netop nu, når jeg bøjer mig over det brød, I har bragt til kirken, og siger: Dette er mit legeme. Da er Kristus igen konge for sit folk, og dette alter med brødet og vinen bærer et rigt måltid, hvor Himlens og jordens skatte forenes.”

Og fader Halkrow slutter sin prædiken med ordene: ”Dans da, I prinser og adelsdamer, dette bryllup får aldrig ende, men det fortsætter ved hvert eneste alter over hele jorden, lige til verdens ende. Dette brød, som jeg holder over jeres bøjede hoveder ved denne gudstjeneste, er den fuldkomne og fuldbårne Kristus. Hans bebudelse, fødsel, forklarelse, lidelse, død og opstandelse, himmelfart og herlighed, samlet i ét eneste tilbud: den himmelske herlighed, som I her er vidne til. Og ikke bare I prinser, men hele skabningen glæder sig over formælingen mellem Kristus og hans kirke – dyr, fisk, planter, ja vand og vin og jord, ild og stjerner og lige ned til det mindste støvgran, som blæser rundt på marken og her på kirkegård. I Faderens og Sønnens og Helligåndens navn”. Amen.

Sådan slutter fader John Halcrow sin prædiken i George Mackay Browns novelle ”Vindruers persning”.

Og hvis jeg nu må forsøge at gøre hans ord til mine, så vil jeg sige: Kære menighed her i Vestervang sogn! Vi sidder ikke i en kirke på en fattig klippeø i Nordatlanten i 1500-tallet. Vi sidder i en anden kirke og i en anderledes rig egn her ved Øresunds milde kyster og i en helt anden tid. Men vi kender alle til sorg og dagliglivets bekymringer – til ensomhed, tristesse og åndelig sult og tørst og til sygdom og død.  Og til os siger evangeliet, at vort eget aldrig strækker til, for vi er som kar, der bestandigt må fyldes op igen. Fyldes op igen af den glæde, der altid kommer udefra, og som vi skal åbne os overfor og lade os fylde af dag for dag. Så vi måske også føler os som små prinser og prinsesser og både i sind og krop oplever vores tilværelse som et under og en gave, som vi slet ikke kan lade være med at dele med hinanden. Som når man drikker vin ved en perfekt fest og stemningen stiger, og man giver slip på sig selv og sine forbehold og indgår i et fællesskab, præget af nærvær og livslyst, gavmildhed og glæde. Og måske endda føler sig som del af en større sammenhæng med alle mennesker - ja, måske fornemmer en dyb sammenhæng med hele Guds gode skaberværk.

Det kan vi ikke opleve hele tiden eller hver eneste dag! Men det kan ske i nådefulde øjeblikke, at vi i sind og krop mærker det levende, pulserende og evige liv, hvis kilde og inderste grund ifølge bibelen er Faderens og Sønnens indbyrdes kærlighed i Helligåndens enhed.

Eller som præsten Claus Thomas Nielsen har skrevet:

”Gud har skabt verden, så træet kan vokse og blive til vinstok, som suger vand og forvandler det ved solens stråler til vin. Hver dråbe vin burde få os til at se hen til ham, der er vinens giver. Men vi ser i stedet de falske guder Bacchus og Dionysos eller lader tanken stoppe ved mellemregninger, der handler om biologiske processer. 

Hvad Gud gør hvert år, udfører han ved brylluppet i Kana småt, lokalt og hurtigt, så vi i Jesus ser Gud selv – skaberen – såvel som hvert glas vin i hånden burde vise os hen til ham, der sad med ved bordet ved brylluppet i Kana. Og på samme må med bespisningsunderne og helbredelserne, som Jesus udfører. Dér ser vi synligt den samme kærlighed som i skabelsen, den samme kraft der opretholder det hele og er altings mening.” Sådan skrev Claus Thomas Nielsen.

Vi kan ikke se det af os selv. Det er alt for stort til, at vi selv kan rumme det, endsige fastholde og forstå det. Derfor må det at kunne se og sanse det bestandigt gives os på ny i nadverens sakramente, som vi ikke skal forstå, men tage imod.

For vi er også inviteret til det bryllup, som underet ved brylluppet i Kana er et tegn på. Vi der i dag kan gå til nadvers og ved alterbordets store mysterium få del i den kærlighed, som med digterens Dantes udødelige ord drejer solen og de andre stjerner, og som også kan åbne os for tilværelsens store mirakel. 

Amen.

Henvisninger:

George Mackay Browns novelle "A Treading of Grapes" kan læses i sammes "A Time to Keep and Other Stories" (1969). Et uddrag blev oversat til dansk i en prædikenvejledning til 2. s. e. Helligtrekonger i Præsteforeningens Blad for mange år siden, som jeg er blevet inspireret af.

Claus Thomas Nielsens artikel "Mirakler" stod i Tidehverv, årg. 81 (2007), nr. 5, s. 95-107. Jeg har tilladt mig at forkorte lidt i citatet.