Prædiken til julesøndag holdt i Vestervang Kirke den 29. december 2024

Af sognepræst Andreas Peter Dornonville de la Cour.

Salmer: 115 Lad det klinge sødt i sky; 133 Guds engle i flok; 123 Her kommer, Jesus, dine små; 108 Lovet være du, Jesus Krist; 94, vers 9 Kom Jesus, vær vor hyttegæst; 399 Klokken slår tiden går.

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas: 

I Jerusalem var der en mand ved navn Simeon; han var retfærdig og from og ventede Israels trøst. Helligånden var over ham, og den havde åbenbaret for ham, at han ikke skulle se døden, før han havde set Herrens salvede. Tilskyndet af Ånden kom han til templet, og da forældrene kom ind med barnet Jesus for at gøre med ham, som det var sædvane efter loven, tog han barnet i sine arme og lovpriste Gud:
»Herre, nu lader du din tjener gå bort med fred efter dit ord.
For mine øjne har set din frelse,
som du har beredt for alle folk:
Et lys til åbenbaring for hedninger
og en herlighed for dit folk Israel.«
Hans far og mor undrede sig over det, der blev sagt om ham. Og Simeon velsignede dem og sagde til Maria, hans mor: »Se, dette barn er bestemt til fald og oprejsning for mange i Israel og til at være et tegn, som modsiges – ja, også din egen sjæl skal et sværd gennemtrænge – for at mange hjerters tanker kan komme for en dag.« Der var også en profetinde ved navn Anna, en datter af Fanuel, af Ashers stamme. Hun var højt oppe i årene; som ung jomfru var hun blevet gift og havde levet syv år med sin mand, og hun var nu en enke på fireogfirs. Hun forlod aldrig templet, men tjente Gud nat og dag med faste og bøn. Hun trådte frem i samme stund, priste Gud og talte om barnet til alle, der ventede Jerusalems forløsning. Da de havde udført alt i overensstemmelse med Herrens lov, vendte de tilbage til Galilæa, til deres egen by Nazaret. Og drengen voksede op, blev stærk og fyldt med visdom, og Guds nåde var over ham. Amen (Lukasevangeliet 2,25-40).

I Faderens, Sønnens og Helligåndens navn.

Som feltpræst har jeg i ny og næ min gang rundt omkring i det danske forsvar. Mere specifikt er jeg fast tilknyttet en enhed ved Antvorskov kaserne i Slagelse. Her kommer jeg, når der bliver kaldt på mig. Og så besøger jeg min enhed sådan ca. en gang om måneden for at blive kendt med enheden og folkene der. ”Relationsopbygning” tror jeg, man vil kalde det i dag med en teknisk term. Og det har jeg så gjort i nogle år nu efterhånden. Det lyder måske som en simpel opgave… Men det er det faktisk ikke! For der er en særlig vanskelighed knyttet til det arbejde, som først for alvor gik op for mig efter nogle år, hvor jeg havde kæmpet med denne ”relationsopbygning”: Nemlig dette at Forsvaret som arbejdsplads i dag er indrettet således, at særligt officerer, men også befalingsmænd helst ikke skal sidde for længe i den samme stol. I stedet skal der roteres. Så nye kompetencer og færdigheder kan indøves og oplæres. Så man ikke går i stå i sin udvikling og uddannelse og karriere. Og det lyder jo meget godt, og det har ganske givet også meget for sig. Men der er altså en slagside efter min bedste mening; nemlig denne at hukommelsen og traditionen, alt det der også udgør kulturen i en enhed og på et sted og i et fællesskab får meget trange kår. For de mennesker som skulle udgøre hukommelsen og traditionen, ånden og kulturen, ja, de er der simpelthen ikke. De er taget videre til en ny stilling.

Julesøndag er det blevet i dag. Og ingen er kommet i kirke i dag for at høre en analyse af Forsvarets personalepolitik, ej heller om mine kvaler med at opbygge varige relationer i en militær sammenhæng. Så hvad er meningen? Jo, for det første er det at sige: Vi skal tage vare på og ære dem der bærer på en erindring og er rodfæstede i en tradition. For når der findes erindring og tradition findes der også en kultur og en ånd og dermed et særligt fællesskab. At opbygge en erindring og bære på en tradition kræver tid og udholdenhed af et menneske. Eller sagt med andre ord og ligefremt: Det kræver gamle mennesker! 

Og her skulle vi gerne være nået frem til sammenhængen mellem denne prædikens begyndelse og dagens evangelielæsning fra Lukas. For i dag møder vi nemlig to, gamle, erfarne mennesker. Dybt rodfæstede i traditionen og historien. Profeten Simeon og profetinden Anna. Om Anna fortælles det blandt andet, at hun var en enke 84 år, som aldrig forlod templet. Om Simeon siges det, at han var en retfærdig og gudfrygtig mand, som ventede Israels trøst, og at han, efter at set det otte dage gamle Jesusbarn, nu erklærer sig klar til at dø med ordene: ”Herre, nu lader du din tjener gå bort med fred efter dit ord” (nunc dimittis). Og sådan bliver de to, Simeon og Anna, ifølge traditionen retteligt forstået som ”gamle”, og søndagen i dag, julesøndag, kendes således som ”de gamles dag”. Herved fremhæver kirkeårets rytme et fuldkommen afgørende element ved den kristne åbenbaring: At julens evangelium åbenbarer det, der hele tiden har været meningen. I julen opfylder Gud det løfte, han har gjort til folket i de gamle tider. Men opfyldelsen sker altså nu ved, at folket ikke længere er den særlige etniske og religiøse stamme, som Simeon og Anna kom ud af, men til folket må enhver sig regne som i Jesusbarnet ser Guds opfyldelse af sine løfter. 

Det er dette, som også apostlen Paulus taler om i brevet til galaterne, som vi hørte for lidt siden. I galatermenigheden er nemlig opstået en strid om, hvorvidt omskærelsen som det fysiske kendetegn på pagten mellem Gud og folk og menneske stadig gælder det nye Guds folk. Paulus svarer nej. Gud sendte sin søn til verden og til jorden for at ethvert menneske kan modtage Guds løfte om troskab, følgeskab, broderskab, nåde og glæde.

[Rembrandt (1606-69): Simeon og Anna i templet (1627)]

Simeon og Anna var bærere af den tradition, som forventede og længtes efter, at Gud skulle komme til jorden og frelse sit folk. For at knytte an til hvad jeg talte om i begyndelsen; de var kulturbærere og erindringsbærere. Uden dem ville templet være tomt. Uden dem ingen tradition. Ingen forventninger. Maria og Josef levede op til traditionen. De gik til templet med deres nyfødte sådan som traditionen foreskrev. Og sådan er kristendommen født. Ind i en tradition. Ind i en kultur. Ind i en historie. Kristendommen er ikke skrevet på et blankt stykke papir. 

Og dog er den en ny begyndelse. Dog indvarsler julen en anden tid. Opfyldelsens tid. Det er nu. Lige nu. Den 29. december 2024 er vi forløste ved Kristus. Løst fra alt hvad der skiller os her på jorden. Status, køn, alder, magt. I Kristus er vi lige, og vi forstår i ham og i den ånd som er indgydt i os i dåben, at vi er elsket af Gud, så vi i ånden kan bede Fadervor!

For et par dage siden hørte vi om Stefanus. Ifølge traditionen det første menneske som måtte dø for denne tro. I dag hører vi om de to første mennesker, som bevidnede denne tro. Det var de to gamle mennesker Simeon og Anna, som så det otte dage gamle menneskebarn, og i ham så opfyldelsen af alle deres forventninger. Simeon og Anna var dybt rodfæstede i traditionen og dog, og det er afgørende, var det dem, som var åbne for det nye. Det synes jeg bærer sin egen lille evangeliske pointe: måske kommer fornyelsen, den sande fornyelse fra de mennesker, som kender historien og traditionen, og de som er trofaste overfor det nedarvede, og det som er overleveret… og dog åbne for det nye.

I Simeon og Anna bindes oprør og trofasthed på en måde sammen. Ofte forstår vi disse i modsætning til hinanden. Men der er noget, som binder dem sammen, og det er sansen for det ægte, for noget oprindeligt, for en kerne. En finden frem til det der hele tiden var meningen.

I dag, de gamles søndag, skal være til ære og pris for alle de mennesker, som bærer på erindringen og traditionen, og som giver os andre en ånd og en kultur at eksistere i – for derigennem at kunne træde ind i det nye og forblive åbne overfor den evige mulighed, at Gud og livet overrasker os på uransalige måder og igennem uransalige veje. Som det for eksempel skete dengang Gud kom til verden i et menneskebarn og gjorde hele verden ny, fordi han gav os alle en ny begyndelse og en ny horisont for vores tilværelse, som kun kunne formuleres igennem menneskebarnets fødsel – det sted ethvert menneske – også det gamle - er begyndt, der hvor verden står åben, og livet frit endnu, ikke afgjort til hverken det ene eller andet end et liv med Guds kærlighed og bistand som løfte og arv. 

Ære være Faderen, Sønnen og Helligånden, som det var i begyndelsen, således også nu og altid og i al evighed. Amen.

[Rembrandt (1606-69): Simeons lovsang (1669). Hvis man sammenligner dette, som er Rembrandts sidste og ufuldfærdige maleri fra kunstnerens dødsår, med ungdomsbilledet overfor, ser man tydeligt den velkendte udvikling i mesterens portrætkunst og fordybelse i menneskesindets lag i den gamle Simeons slidte ansigtstræk og billedets mørke farver. Kvinden i baggrunden, velsagtens profetinden Anna, er måske en elevs senere tilføjelse.]