Studiekreds om Luthers Lille Katekismus
I Vestervang Kirkes studiekreds om folkekirkens bekendelsesskrifter har vi i efteråret gennemgået de tre ordkirkelige bekendelser og ”Den augsburgske Bekendelse”. Det betyder, at vi i resten af studiekredsen fordyber os i Luthers lille, men dybt originale skrift fra 1529, ”Den lille Katekismus”, som i århundreder har været den mest benyttede indføring i luthersk kristendom, og som enhver konfirmand før i tiden skulle blive fortrolig med.
Det meste og vigtigste af den lille Katekismus er optrykt på blot ti sider bagerst i Salmebogen og rummer Luthers fortolkninger af De ti bud, Fadervor, Den apostolske trosbekendelse, skriftemålet, dåbens og nadverens sakramente.
Den lille Katekismus er ikke alene den korteste og mest udbredte, men trods dens tilsyneladende så simple og ’gammeldags’ klingende ord stadigvæk en uudtømmelig rig kilde til Luthers kristendomsforståelse!
Studiekredsen ledes i fællesskab af sognepræsterne Troels Bak Stensgaard og Andreas la Cour og stud.theol. Nicolai Wichmann.
Vi mødes i kirken i foråret følgende tirsdage kl. 16.00 – 17.30: 7/1, 21/1, 4/2, 18/2, 4/3, 18/3, 1/4, 22/4, 6/5.
Vi begyndte på Den lille Katekismus den 17. december, men hylder et ord af Luther, som lyder: ”At gå fremad (i troens verden) er altid at begynde forfra”.
Derfor er det ikke nødvendigt at deltage alle gangene for at kunne være med, og du kan altid komme og være med, selv om du ikke har deltaget tidligere.
Du kan downloade en ny oversættelse af Luthers Lille Katekismus her:
https://www.forkynderfonden.dk/Katekismus_2022.pdf
Med venlig hilsen fra
Stud.theol. Nicolai Wichmann Larsen
Sognepræst Troels Bak Stensgaard
Sognepræst Andreas de la Cour
Luthers Lille Katekismus blev i århundrede indterpet i skolerne og danske biskopper udgav den i kommenterede udgaver. Som det fremgår af nedenstående billede af den ripensiske biskop C. F. Balslevs (1805-1899) udgave til "den ukonfirmerede ungdom", som kom i førsteudgave i 1849, blev den læst i laser. Før Biskop Balslevs udgave brugte man "Balles Lærebog", en kommenteret udgave af katekismen af biskop Nicolai Edinger Balle (1744-1866) fra 1791. Dens forgænger var "Sandhed til Gudfrygtighed", den bergensiske biskop, hofpræst, professor ved Københavns Universitet, teologen, ornitologen, historikeren og romanforfatteren (!) Erik Pontoppidans forklaring over Den Lille Katekismus, som på Christian VI's opfordring blev udgivet i forbindelse med konfirmationens indførelse i Danmark og Norge i 1737 og ved lov blev ungdommens officielle konfirmationslærebog.
Disse lærebøger i luthersk kristendom med biskoppernes kommentarer har sikkert til tider kedet "den ukonfirmerede ungdom" gudsjammerligt, og som man kan se har en læser forsøgt at peppe Balslevs udgave op med nogle små muntre tegninger. Men Luthers Lille Katekismus har i århundreder formet det evangeliske trosliv herhjemme, og er stadigvæk den bedste, den mest prægnante og korteste indføring i Luthers revolutionerede tanker om kristendommen.
I Vestervang Kirkes Studiekreds har du nu også mulighed for at fordybe dig i dens teologiske dybder . . . Vel mødt!
senest redigeret: Wednesday 07-Feb-24 13:20:29