Prædiken til 18. søndag efter trinitatis holdt i Vestervang Kirke den 4. oktober 2026.

Af sognepræst Andreas Peter Dornonville de la Cour.

Salmer: 749 I østen stiger solen op; 51 Jeg er i Herrens hænder; nr. 71 i Højskolesangbogen: Et hus at komme; 368 Vintræ og grene; 477 Som korn fra mange marker; 335 Flammerne er mange, lyset er ét. Dagens tre bibelske læsninger kan læses ved at klikke HER. 

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes: 

Jesus sagde: »Jeg er det sande vintræ, og min fader er vingårdsmanden. Hver gren på mig, som ikke bærer frugt, den fjerner han, og hver gren, som bærer frugt, den renser han, for at den skal bære mere frugt. I er allerede rene på grund af det ord, jeg har talt til jer. Bliv i mig, og jeg bliver i jer. Ligesom en gren ikke kan bære frugt af sig selv, men kun når den bliver på vintræet, sådan kan I det heller ikke, hvis I ikke bliver i mig. Jeg er vintræet, I er grenene. Den, der bliver i mig, og jeg i ham, han bærer megen frugt; for skilt fra mig kan I slet intet gøre. Den, der ikke bliver i mig, kastes væk som en gren og visner; man samler dem sammen og kaster dem i ilden, og de bliver brændt. Hvis I bliver i mig, og mine ord bliver i jer, så bed om, hvad I vil, og I skal få det. Derved herliggøres min fader, at I bærer megen frugt og bliver mine disciple. Som Faderen har elsket mig, har også jeg elsket jer; bliv i min kærlighed. Hvis I holder mine bud, vil I blive i min kærlighed, ligesom jeg har holdt min faders bud og bliver i hans kærlighed. Sådan har jeg talt til jer, for at min glæde kan være i jer og jeres glæde blive fuldkommen.« Amen (Johannesevangeliet 15,1-11).

I Faderens og Sønnens og Helligåndens navn. Amen.

Skyggerne bliver længere i disse dage, og de mørke timer tager til. Hvis det her var en vejrudsigt, lød der i disse ord en blot og bar konstatering af jordens hældning i dens bane omkring solen. Men nu er vi som bekendt ikke midt i en vejrudsigt for den kommende uge. Vi er midt i en gudstjeneste. Og når ordene lyder her, så kan de selvsamme ord pege på noget andet. Det kan være forholdet mellem lys og mørke i et menneskeliv. Det kan være forholdet mellem velsignelse og forbandelse.

I dagens første læsning fra salme 121 i Det Gamle Testamente hører vi om, hvilken grundlæggende velsignelse det er at være skabt og leve sit liv i tillid til Gud. Herren bevare dit liv, synger salmisten, Herren bevare din udgang og indgang fra nu af og til evig tid. Sådan lyder velsignelsen, som er knyttet til livet i tillid til Gud, og derfor knytter vi også disse ord til dåben, når de lyder over et dåbsbarn her i kirkens fællesskab. At være til og at være omsluttet af Guds omsorg er en grundlæggende velsignelse i Det Gamle såvel som Det Nye Testamente. Men imellem de to testamenter sker der noget med velsignelsen. I mangel af bedre ord er det, som om Guds velsignelse og betydningen af denne foldes videre ud. På hvilken måde det skal forstås, det er det, jeg vil forfølge i denne prædiken. 

På trods af ovenstående tese udgør salme 121 ikke desto mindre en god og solid grund for en kristen gudstjeneste og vores møde i kirken i dag. Først og fremmest på grund af den dybe tillid til Gud, som salmen udtrykker, og til den velsignelse, som Gud har knyttet til hele sin skabning. Heri ligger en grund i forholdet mellem Gud og menneske, som vi undervejs i Det Gamle Testamente ser knytte sig særligt an til et udvalgt folk, Israel. En velsignelse som vi kan følge fra skabelsens morgen og frem på tærsklen til det hellige land, hvor vi hører vore forfædres, Abrahams, Isaks og Jakobs Gud sige: Jeg har stillet dig overfor livet og døden, velsignelsen og forbandelsen. Og han fortsætter: Så vælg da livet, at du og dine efterkommere må leve. Det er stærke ord. Tilsyneladende så lige til og så slet ikke.

For uanset hvor umage vi gør os, så viser døden sig før eller siden i dette menneskeliv. Helt konkret i dem vi mister. Mere abstrakt i alle de forkerte valg, vi træffer, og i de handlinger vi gør. I den kristne ordbog samler vi det hele under synden. Og når denne får overhånden i et menneskeliv, så er det som om velsignelsen bliver helt borte. Der går en mørk sky for solen, og i sådanne perioder og faser i vore liv løfter vi måske vore øjnene mod bjergene, altså opad og udad i horisonten, og vi spørger med salmisten, hvorfra kommer min hjælp? Og hvad så hvis vi slet ikke hører noget, idet vi råber om hjælp? Eller ser noget i det fjerne, når vi skuer ud over horisonten? Noget som kan få de mørke skyer på himlen til at lette? 

Det er denne erfaring af død og meningsløshed, som i det nye testamente tages så alvorligt, så bogstaveligt i Jesu liv og død, at jeg tør sige, at den velsignelse, som vi hører om i det gamle testamente, og som vi selv erfarer; dette under overhovedet at være i live, ja, denne velsignelse udfoldes og vokser i mangel af bedre ord i Det Nye Testamente. Igennem evangeliernes fortælling om Jesu liv og død kan vi følges med disciplene i deres vandring henimod det punkt, hvor meningen med det hele forsvinder konkret på langfredag. Da vi når dertil, er det, som om menneskelivets velsignelse er blevet langt borte, måske så langt, at vi ikke længere kan få øje på den.

Disciplene var ellers velsignede. Meningen med det hele var helt konkret og fysisk til stede midt iblandt dem. Og de blev da også styrkede på ubegribelig vis heraf. De fandt kræfter, som ingen anede, de havde. De forlod deres hjem og tryghed, og de begyndte et nyt liv sammen, hvis mål ikke var dem selv, men noget andet, noget udenfor dem selv. Målet blev i stedet deres næste, det menneske, som kaldte på dem. Sådan bød Jesus dem i hvert fald at gøre. Og dog levede disciplene ifølge evangelierne langt fra altid op til Jesu ord. Langt fra. På den måde tjener disciplene både i deres styrke, men så sandelig også i deres svaghed og fejlbarlighed som billeder for os i dag på, hvad det vil sige at være et menneske. Den kraft, som disciplene pludselig erfarede i deres liv, var ikke deres alene, men den kom fra en ånd, de delte med hinanden, og som forbandt dem i et fællesskab. Det var en ånd, som var givet dem af Jesus Kristus. En ånd vi i kirken kalder for Helligånden. Med Grundtvig kan vi også kalde den kærlighedens ånd. Og med kærlighedens ånd kommer liv og velsignelse, men hvad sker der, den dag ånden forsvinder? Det er den erfaring, som det nye testamente tager så alvorligt. For det var jo det, som skete. Jesus døde. Døden som, om end ingen af os går fri af den, vi ikke kan tale om, fordi dens vælde, magt og styrke overvælder os igen og igen. Det, der overvælder os, er det, vi ikke kan tale om. Heri lyder ingen bebrejdelse. Snarere en konstatering. Det er sådan, det er for langt de fleste mennesker. 

Men Jesus talte om den, døden. Cirka tre fulde kapitler udgør hans afskedstale i Johannesevangeliet ud af dets i alt 21 fra skærtorsdagsaften. Løbende igennem sit liv har han allerede forsøgt at lade disciplene forstå, at han en dag skal dø. Og derfor er et liv i Kristus, et kristent liv, også en forberedelse på døden. En forberedelse på, at den, vi elsker, bliver væk. At nogen bliver væk. At noget bliver væk. Meningen. Sammenhængen i tilværelsen. Noget bliver brudt. 

Og lige i det punkt skal meningen findes på ny. Velsignelsen lyse og lyde på ny. I vor Herres tale skærtorsdag aften bryder evangeliet ind, ja, evangeliet er forgrunden for hele hans tale. Vær ikke bange. Tro på Gud og tro på mig, sådan begynder han, og han giver sig så til at forkynde det utrolige, at i hans død, i hans fravær, i meningsløsheden, findes også hans opstandelse. Vi glemmer det ofte, jeg glemmer det ofte, at al kristen tale om opstandelsen har bund i denne dybe erfaring af fravær og død i tilværelsen. Kristi opstandelse er opstandelse på trods. 

[Angelos Akotantos, ikonmaler fra Kreta, (o. 1390-1457): Kristus som vintræet]

Kristi opstandelse fandt sted Påskedag. Men hvordan skal vi tale om opstandelsen i vores liv? Måske vi i dag kan tale om den som et hus at komme til. Et sted at være til. Et liv at høre til. For I hører til mig, siger Kristus til disciplene i dag, som grenene på vintræ. Jeg er vintræet, I er grenene. Igen et billede ligesom i begyndelsen da vi talte om forholdet mellem lys og mørke i et menneskeliv som et billede på velsignelsen og forbandelsen i samme. I menneskesprog kan ikke beskrive eller erkende disse ting fuldt ud. Ingen har nogen sinde set Gud, skriver apostlen Johannes til os i dag, og dog har Gud i Kristus givet os så mange billeder på og veje til ham ad hvilke, vi kan nærme os ham og hans velsignelse, mening og livsfylde. I Kristus peger Gud ikke på sig selv, han peger på vores næste som det sted, hvor vi kan se Gud. Ingen har nogensinde set Gud, men hvis vi elsker hinanden, skriver Johannes, bliver Gud i os. I billedet af vintræet peger Gud på stammen, hvorfra vi skal hente kræfter og næring, når vores kræfter slipper op. Han peger på fællesskabet mellem de levende og døde, som findes i hans levende, evige stamme. Ud af ham lever vi. Somme tider står lysende klart for os. Andre gange bliver det sløret, ja helt mørkt for os. I kirken kommer vi for at få retning igen på vores vandring. Måske endda få skåret nogle af de grene af, som er vokset frem i os selv og som skygger på vores vej. Så vi kan blive et menneske blandt mennesker igen. 

Amen.