Prædiken til 4. søndag efter Trinitatis holdt i Vestervang Kirke den 28. juni 2026.

Af sognepræst Troels Bak Stensgaard.

Salmer: 750 Nu titte til hinanden; 450 Du kommer, Jesus, i vor dåb;

318 Stiftet Guds søn; 695 Nåden hun er af kongeblod; 321/kun vers 6; 725 Det dufter lysegrønt af græs.

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus: 

Jesus sagde: »I har hørt, at der er sagt: ›Du skal elske din næste og hade din fjende.‹ Men jeg siger jer: Elsk jeres fjender og bed for dem, der forfølger jer, for at I må være jeres himmelske faders børn; for han lader sin sol stå op over onde og gode og lader det regne over retfærdige og uretfærdige. Hvis I kun elsker dem, der elsker jer, hvad løn kan I så vente? Det gør tolderne også. Og hvis I kun hilser på jeres brødre, hvad særligt gør I så? Det gør hedningerne også. Så vær da fuldkomne, som jeres himmelske fader er fuldkommen!« Amen (Matthæusevangeliet 5,43-48).

Kære menighed!

Engang spurgte min svigermors søster, hvorfor jeg så så bekymret ud, og jeg svarede, at det nok var fordi, at jeg var ved at skrive en prædiken om fjendekærlighed. ”Kvinde-kærlighed?”, undrede Tante Bente sig, for hun havde hørt forkert, og tilføjede optimistisk: ”Det kan da ikke være så svært at tale om.” Ja ak, gid det var så vel! For det ville nok være lettere at prædike over kærlighed til kvinder end over kærlighed til fjender, synes jeg. For slet ikke at tale om at praktisere det. Men fjendekærlighed? Elske sin fjende. Kan vi det? Det kan som bekendt til tider være svært nok bare at elske vores nærmeste, og dem der ligner os selv. Men det er altså fjendekærlighed, som Jesus taler om i evangeliet til i dag og ikke kvindekærlighed. 

Jeg synes som antydet, at det er svært som Jesus at tale om fjendekærlighed. Derfor vil jeg gerne begynde med et interview i bladet Danmission, hvor forfatteren og indvandrerpræsten på Vesterbro Niels Nymann Eriksen, som flere gange har besøgt os her i kirken, fortalte om sit arbejde med indvandrere og flygtninge, hvoriblandt mange er muslimer. 

"I bønnen vender vi os sammen mod den Gud, som kan bygge os op i vores sårbarhed og skrøbelighed", sagde han. Og han uddybede: "Som præst er jeg ikke blot en der skal betjene eller hjælpe en anden, men min egen sårbarhed bliver bragt i spil og det skaber en gensidighed".

Niels Nymann Eriksen beskrev også, hvordan han i sit sociale arbejde blandt de ofte meget svage indvandrere i begyndelsen måtte betale dyre lærepenge: "Jeg havde tit en usund frelserrolle", fortalte han. De var var svage, og han var stærk, så han smøgede ærmerne op og gjorde hvad han kunne for at hjælpe dem. Men han måtte indse, at det ikke altid var en god ide. At han selv blev stimuleret af at mærke andres afhængighed af hans hjælp, og at nogle af dem, som han havde gjort meget for at hjælpe, vendte sig mod ham i vrede, fordi de blev umyndiggjorte. "Jeg har måttet øve mig i at hjælpe andre mennesker til at stå selv snarere end at tage dem på mine skuldre. Vi skal ikke fikse andre menneskers liv, men gøre plads til at Ånden kan virke, og det er min erfaring, at det gør den ofte bag om ryggen på os!". Sådan sagde Niels Nymann Eriksen, og hvad han her beskriver, kan måske hjælpe os med at forstå dagens tekst, ja evangeliet som sådan.

”Elsk jeres fjender og bed for dem, der forfølger jer”, siger Jesus.

Det er mildt sagt lettere sagt end gjort, men vi må starte med at erkende vores afmagt – vores egen skrøbelighed og svaghed – og først da – paradoksalt – kan vi måske få kraft til at elske selv vores fjender.

Før vi afviser Jesu berømte ord som urealistiske, så lad os også holde fast i, at han selv gjorde som han sagde. For da de henrettede Jesus, sagde han på korset: ”Fader, tilgiv dem, for de ved ikke hvad de gør.” Derfor kunne han i sin bjergprædiken også tillade sig at sige: Elsk dine fjender og bed for dem. Men vi kan ikke tillade os at sige det til andre.

Jeg kan f.eks. ikke sige til ofre for terror eller krig at de bare skal tilgive dem der har ødelagt deres tilværelse. 

Jeg kan til tider knap nok sige det til mine personlige venner, når de f.eks. bliver skilt og pludselig ikke længere kan være i stue med hinanden.

Men jeg kan sige, at vi må tro på Kristus, som elskede og tilgav og bad for sine fjender - i håb om at Kristi kærlighed måske kan smitte af på os selv.

Og vi kan tage det stik modsatte udgangspunkt end både terrorister og bedrevidende moralister, for vi kan tage udgangspunkt i, at vi ikke er de gode, som skal frelse verden, men at vi selv har behov for at blive elsket og tilgivet for at blive frelst. Måske kan det endda forandre os selv, så vi bliver bedre til at elske vores fjender, helt sikkert ikke hele tiden, men i glimt og forsøgsvis. Og hvis vi ikke kan det, så kan vi i hvert fald bede for dem, sådan som Jesus opfordrer os til i dag.

Vi kan også blive bedre til at huske hinanden på, at intet menneske kun er lig med sine handlinger, hvor forfærdelige de end er. 

Jeg ville selv være ked af det, hvis jeg kun blev bedømt på det, jeg har gjort, eller undladt at gøre. For en person er altid mere end sine handlinger. Der er heldigvis mere at sige om enhver af os!

Derfor skal vi huske på, at selv vores modstandere og fjender også altid er nogens. Nogens far eller mor, bror eller søster, søn eller datter eller barnebarn. Men vi skal også huske, at de er Guds, og at hans søn også døde for deres skyld.

Vi har netop døbt Ophelia, og hendes smukke navn er sikkert valgt af hendes forældre, Julie og Rasmus, fordi Ophelia er prins Hamlets elskede i William Shakespeares berømte tragedie Hamlet, der foregår på Kronborg Slot her i Helsingør. Derfor kan jeg ikke lade være med at nævne et eksempel på fjendekærlighed og dens sammenhæng med bønnen i Shakespeares skuespil. 

Det er en scene, hvor Hamlet ser sin farbror og stedfar Claudius alene i et værelse på Kronborg. Hvilket for Hamlet er en uventet og eftertragtet mulighed for at hævne sig på dette umenneske, der har dræbt Hamlets far, den danske konge, og giftet sig med hans mor, dronning Gertrud, for at sikre sig tronen. Men da Hamlet ser, at Claudius beder, kan han ikke dræbe ham. For tænk hvis Claudius i dette øjeblik i sin bøn angrer og dør forsonet med Gud. Og Hamlet siger: ”Har jeg da fået hævn, hvis jeg nu dræber ham, imens han lutrer sin sjæl, beredt og moden til sin bortgang? Nej!”

Der findes selvfølgelig fjender, som vi må bekæmpe med de nødvendige midler for at holde ondskaben i ave.

Man kan måske selv vende den anden kind, men man må aldrig vende den andens kind til.

De fleste af os deler nok også forfatteren Benny Andersens oplevelse, når han i et digt siger: ”Jeg går også ind for at vende den anden kind til, men har i længden ikke kinder nok.”

Derfor skal vi ikke pege fingre og moralisere og sige til andre ”elsk din fjende”. 

Vi skal pege på ham, som sagde de ord til verden og indse, hvad det betyder, at han gjorde Guds kærlighed nærværende i denne verden. At han gav os del i noget, der er langt større end alt, hvad der skiller mennesker fra hinanden. 

Gud lader sin sol stå op over både gode og onde og lader det regne over retfærdige og uretfærdige, siger Jesus selv i dagens tekst som en begrundelse for fjendekærlighed. Det er, som om han med de ord vil slå vinduet op til en langt større og generøs verden, som vi først må åbne os for og lade os fylde af, hvis vi skal høre hans ord om fjendekærlig som andet end en letkøbt formaning.

Og hvis er sandt, at vi i dåben blev gjort til Guds børn og fik Helligånden med syndernes forladelse og det evige liv i dåbs- eller adoptionsgave, hvordan kan det så undgås, at Guds kraft og kærlighed virker i os?

Du skal elske, siger Jesus, for den tankegang, at kærligheden blot er en følelse, som kommer og går over af sig selv, er helt fremmed for bibelen. Kærligheden – såvel den naturlige som den kristne kærlighed - kan vælges til, og den kan dyrkes, men den kan også svigtes. Men vores kræfter og vilje gør det ikke alene. Og som et kristent menneske skal jeg endda gøre noget helt særligt, som andre ikke gør eller skal, for jeg skal ikke kun elske min familie og mine venner, men også mine fjender.

Derfor er den kristne kærlighed heller ikke noget, som vi hver for sig kan præstere på kommando.

Den kristne kærlighed er noget, som vi har fået del i, og den næres igennem bønnen og især i gudstjenestens fællesskab, selv om Helligånden går sine egne veje, og som Niels Nymann Eriksen formulerede det ofte går bag om ryggen på os.

For bare ved at komme her og bede og synge salmerne og lytte til evangeliet sammen med andre, som måske ikke er vores venner eller familie, og som vi måske ikke har så meget til fælles med i øvrigt, får vi i del i den korsfæstede og opstandne Kristus’ liv og formes af Hans ord og sakramenter. Så vi måske uden selv at bemærke det langsomt forandres og bliver mere generøse og helstøbte mennesker, mere forsonende, tilgivende og kærlige overfor andre.

Guds ord lyder nemlig aldrig uden at så et kim, og det gør alting nyt.

Det er det store løfte, som vi fik i vores dåb. 

Derfor skal vi lade Kristi kærlighed vokse i os og sætte frugt.

Det er ikke sikkert, at vi selv kan se frugterne, for den kristne kærlighed er ofte en lidende kærlighed

Men husk: Der er altid noget hos ethvert barn, hvor man kan se træk af forældrene, hvis man bare ved, hvad man skal se efter. 

”Så vær da fuldkomne, som jeres himmelske Fader er fuldkomnen!” 

Amen.