Prædiken til 17. s. e. trinitatis holdt i Vestervang Kirke den 27. september 2026.

Af sognepræst Troels Bak Stensgaard.

Salmer: 4 Giv mig, Gud, en salmetunge; 447 Herre strækker ud sin arm

674 Sov sødt barnlille; 487 Nu fryde sig hver kristen mand; 321, kun vers 6; 414 Den mægtige finder vi ikke.

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Markus: 

Da Jesus gik videre, så han Levi, Alfæus' søn, sidde ved toldboden, og han sagde til ham: »Følg mig!« Og han rejste sig og fulgte ham. Senere sad Jesus til bords i hans hus, og mange toldere og syndere sad til bords sammen med ham og hans disciple, for der var mange, som fulgte ham. Da de skriftkloge blandt farisæerne så, at han spiste sammen med syndere og toldere, spurgte de hans disciple: »Hvorfor spiser han sammen med toldere og syndere?« Men da Jesus hørte det, sagde han til dem: »De raske har ikke brug for læge, det har de syge. Jeg er ikke kommet for at kalde retfærdige, men syndere.« Johannes' disciple og farisæerne holdt faste. Da kom der nogle til ham og spurgte: »Hvorfor faster Johannes' disciple og farisæernes disciple, men dine disciple faster ikke?« Jesus svarede dem: »Kan brudesvendene faste, mens brudgommen er sammen med dem? Så længe de har brudgommen hos sig, kan de ikke faste. Men der kommer dage, da brudgommen er taget fra dem, og den dag skal de faste. Ingen sætter en lap af ukrympet stof på en gammel kappe; for så river den nye lap det gamle i stykker, og hullet bliver værre. Og ingen fylder ung vin på gamle lædersække; for så sprænger vinen sækkene, og både vin og sække ødelægges. Nej, ung vin på nye sække!« Amen (Markusevangeliet 2,14-22).

Kære menighed!

I onsdags begyndte vi på vores nye store studiekreds om Første Mosebog, og læste det første kapitel, hvor Gud på seks dage skaber verden. Det er en svimlende smuk fortælling, hvor Gud dag efter dag kalder en hel verden frem alene med sit ord, og skaber et velordnet kosmos, hvor planter, dyr og mennesker kan trives. Og Gud så, at det var godt, lyder det igen og igen.

Det er mærkeligt at tænke på, at denne fortælling ifølge den dominerende bibelforskning er blevet til, da det jødiske folks ledende kredse i år 586 til år 538 før Jesu fødsel var blevet ført i eksil i Babylon. Deres land var erobret og Jerusalem og kong Salomos store tempel var ødelagt, og nu sad de i det babylonske fangenskab, tvunget til at bo i et fjendtligt land. De sad ikke i fangehuller, og fik lov til at bo relativt frit i Babylon, men man kunne måske godt have forstået det, hvis de i den situation havde opgivet troen på deres Gud og begyndt at dyrke de babylonske guder.

Man kunne også sagtens have forstået det, hvis de havde ladet sig inspirere af den babylonske religions skabelseslære, som siger, at verden er blevet skabt af kroppen fra et farligt fortidsuhyre, som Marduk, den babylonske hovedgud havde slået ihjel. For verden er ofte tvetydig, og det havde været til at forstå, hvis jøderne i den situation, da de tilsyneladende havde tabt alt, havde konkluderet, at verden var et kaotisk sted, eller at ondskaben, vold og død var en uundgåelig del af verden, og ville få overtaget, hvis ikke den blev holdt i tømme og nedkæmpet af den Gud, som man selv dyrkede. 

[Assyrisk basrelief, fundet i Nimrud, fra o. 885-860 f. Kr. Motivet er ofte blevet fortolket som guden Marduk i kamp mod Tiamat, det vilde salte urhav, som sammen med ferskvandet Apsu skabte de første guder. Tiamat blev  besejret og delt i to af Marduk, som brugte hendes krop til at skabe himlen og jorden. Tilsvarende er jorden i den nordiske mytologi skabt af jætten Ymers lig, og man kan sige, at ligstanken hænger ved! Forfatterne til den bibelske skabelsesberetning har kendt den babylonske skabelsesmyte, hvilket bl.a. fremgår af, at "Tiamat" er blevet til ordet, som vi oversætter med "urdybet" i 1 Mos 1,2. Tilsvarende er solen, månen og stjernerne i den bibelske skabelsesberetning ikke længere store guder eller skæbnemagter, men blot lamper, som Gud hænger op på himlen på den 4. skabelsesdag, så tiden får en fast rytme og mennesker kan fastsætte "festtiderne" (1 Mos 1,14). De destruktive drager i urtiden i de ældre mellemøstlige myter, som skal slås ihjel, før der kan komme et velordnet kosmos ud af urtidens kaos, er i bibelen tilsvarende blevet til "de store havdyr", som Gud selv skaber og først på den 5. dag (1 Mos 1,21).]

I stedet for skabte  de jødiske lærde i deres babylonske fangenskab den storslåede fortælling på Bibelens første side, som siger, at verdens gode orden ikke skyldes vold og drab på kaoskræfter eller fjendtlige urjætter; for verden er ifølge Bibelen skabt god, og det onde i verden skyldes ikke, at Gud er for svag, eller at stærke onde kræfter er en uundgåelig del af verden, men skyldes derimod en menneskelig fejl eller menneskets synd og oprør mod Gud. De fortalte en historie, hvor de ikke gjorde sig selv til triste ofre for den babylonske overmagt, men som sitrer af glæde over verdens skønhed og skaberværkets orden og mangfoldighed, og som ender med, at Gud efter at have skabt den skønne verden på seks dage som rosinen i pølseenden skaber ethvert menneske i sit billede, både mand og kvinde. Hvorefter Gud hviler sig på den syvende dag for at glæde sig over godt og fuldført skaberværk.

Jeg synes, at vi mere end nogen sinde har brug for at holde fast i denne gamle bibelske skabelseshistorie. For vi lever i en tid, hvor vi konstant hører, at verden er et tvetydigt og nærmest skummelt sted, fuld af onde kræfter der konstant truer vores lykke.

Vi hørte den ene dag i den forgangne uge om russerne, som ifølge den sidste trusselsrapport fra Forsvarets Efterretningstjeneste angriber os med ufine midler i hybridkrigen, og måske kan finde på at udvide deres angrebskrig mod Ukraine ved at gå ind i et Natoland; og vi hørte i den forgange uge også dystert klingende advarsler mod den nye kunstige intelligens evne til så at sige på eget initiativ at infiltrere vores digitale verden og ødelægge samfundsvigtige computersystemer indefra.

Det er sikkert reelle trusler, som vi gør klogt i at tage vores forholdsregler imod, men hvis vi ikke holder fast i, at verden er skabt god, trods alt ondt, og at ethvert menneske er skabt godt, og derfor altid kan vende sig fra det onde og til det gode, så ender vi med at blive kynikere og miste den glæde over livet og det håb for fremtiden, som går som en rød tråd gennem hele bibelen. 

Og så kan vi til sidst måske slet ikke forstå, endsige tro på den glæde, som greb tolderen Levi den dag, da Jesus gik forbi hans toldbod og sagde ”Følg mig!”.

Måske tolderen Levi selv slet ikke kunne forstå, at han pludselig blev overrumplet af en uforståelig og uimodståelig glæde som gjorde, at han rejste sig og fulgte Jesus.

De lærde og religiøse mennesker, som i Det nye Testamente kaldes for de skriftkloge og farisæerne, kunne i hvert fald ikke forstå det, for da de senere så Jesus i tolderens Levis hus, så blev de ikke glade, men sure. ”Hvorfor spiser han sammen med toldere og syndere?” Sådan spurgte de forargede.

Sådan er vi ofte selv blinde og uforstående overfor den glæde, som kan forbinde os på tværs af de skel, som ofte adskiller os fra hinanden. Men det kristne evangelium handler om den glæde.

Derfor begynder juleevangeliet med en engel, som for nogle fattige hyrder forkynder en stor glæde, som skal være for hele folket.

Derfor slutter evangelierne i Det nye Testamente med nogle kvinder, som ved en tom grav uden for Jerusalem af en engel får den ubegribelige besked, at deres ven, som de troede, at de for altid havde mistet, ikke var død og borte, men var opstanden, dvs. at de skulle være sammen med ham igen på en ny og anderledes måde. Derfor følte disse kvinder ved den tomme grav en stor glæde sitre i deres triste hjerter, så de trods frygt og angst for dette ubegribelige ikke kunne lade være med at fortælle det til de andre mandlige disciple og de fortalte det også videre, og det er i dag blevet et budskab, som forener folk fra hele verden og fra alle nationer og os med dem.

Derfor læser vi så ofte i Det nye Testamente om en glæde, som vi som kristne er kaldede til at tro på og lade os fylde af: ”Glæd jer altid i Herren! Jeg siger atter: Glæd jer!”. Sådan skriver f.eks. apostlen Paulus.

Denne glæde var en helt grundlæggende erfaring hos de første kristne. Noget som også gjorde, at de holdt ud trods latterliggørelse, modgang og blodige forfølgelser. 

Vi kender alle til noget af den glæde. Når vi f.eks. glemmer os selv til fordel for noget andet eller en anden i f.eks. leg og spil, sang og musik, arbejde og kærlighed. Eller når vi står med vores nyfødte børn i vores hænder og ved, at nu drejer livet sig ikke længere om os selv og vores egne behov, men om det dyrebare, som vi har fået betroet, og skal passe på. 

Vi kender alle til glæden, men det er som om, at vi kun kan tage imod den i nådige øjeblikke og ikke tør dele den med andre eller tro på, at den kan vare ved og er sandheden om vores liv. Måske fordi vi hele tiden glemmer, at det vigtigste i livet ikke er, hvad vi selv gør eller kan forandre, f.eks. politisk, men hvad der skænkes os hvert eneste øjeblik.

[Det berømte billede af jorden, som står op over månens horisont, som besætningen på Apollo 8 tog juleaften 1968, da de som de første mennesker kom op til månen for at forberede den første månelanding den 21. juli 1969. De tre astronauter i Apollo 8 valgte selv i transmission juleaften 1968 til alverdens radio- og tv-seere oppe fra rumskibet at bede en ydmyg bøn om fred på jord. Derefter læste de på skift de første 11 vers i 1 Mosebogs første kapitel om verdens gode skabelse, før udsendelsen blev afsluttet med ordene: "Good night, good luck, a Merry Christmas, and God bless all of you—all of you on the good Earth."]

Den store danske teolog K. E. Løgstrup skrev engang: ”Glædesløshed er måske vor livs alvorligste og største forsyndelse. Vi går det glædelige forbi, ænser det ikke, vi er alt for optagne af selvkredsende tanker og følelser. Vi bilder os ind, at glæde går af sig selv. Men det er ikke rigtigt. Hvad der er glædeligt, overøses vi med, forgæves. Vi gider ikke glæde os, og det tror vi gør ingenting. Men det er en dødssynd. Måske mere end noget andet spolerer vi vort eget og hinandens liv med manglende glædesevne . . .  Der hører åndelig kraft til at glæde sig, og den kraft mangler vi kan hænde mere end noget andet.” Sådan skrev K.E. Løgstrup. 

Hvordan kan vi få denne glædeskraft, som Løgstrup efterlyste? Eller hvordan kan vi i denne tid undgå at blive kynikere eller modløse defaitister og holde fast i den glæde ved livet, som verden ifølge Bibelen er skabt af og skabt til?  Tja, det er det store 1000-kroners spørgsmål i dag, som vi dybest set må svare på hver især . . .

Men vi skal om lidt synge en salme af vores reformator Martin Luther, som har givet navn til vores evangelisk-lutherske folkekirke. I sin ungdom levede Luther som bekendt som en streng munk i et kloster i Wittenberg, og blev næsten sindssyg, fordi han følte, at han ikke troede seriøst nok på Gud eller var god nok til at gøre Gud tilfreds. Men så en dag læste Luther i bibelen et sted hos Paulus, hvor der står, at den retfærdige skal leve af tro. Og med ét forstod han, at det slet ikke handlede om hans tro eller om noget, som han skulle give til Gud ved at føle eller tænke eller præstere noget bestemt. Det handlede om noget, som Gud gav til ham. Det var ikke hans egen tro, som han skulle leve af. Men den tro der mødte ham i evangeliet om Guds søn, som blev menneske som os for at dele livet og døden med os og tog vores skyld på sine skuldre. 

Da var det, som om paradisets dør åbnede sig for mig, skrev Luther senere. Og så forlod Luther klosteret og fandt glæden ude i verden – i det almindelige fysiske og sanselige liv med familie og børn og venner – hvor man til tider kan feste og springe højt af glæde, ja verden blev som et nyt stort kloster for ham – et sted hvor Gud skal dyrkes i glæde og taknemmelighed over det gode, som tilværelsen heldigvis også rummer. 

Det betød ikke, at Luther fornægtede ondskaben i verden eller ikke længere kendte til modgang og sorg eller til den lede ved livet, som vi alle kan gribes af. For i ethvert liv er der perioder, hvor vi må faste i overført betydning, eller hvor vi ikke kan se livet som en god gave og hvor livsappetitten og glæden forsvinder.

Der kommer dage, siger Jesus i dagens tekst, hvor disciplene ikke vil feste som den dag i tolderens Levis hus, men føle sig langt borte fra ham og fra det liv, som han gav dem del i. Men så hjælper det os ikke at bebrejde os selv eller love bod og bedring med angerfuld mine. Det hjælper kun at huske på de glæder, som vi har haft, og så at tro på dåbens løfte, at vi i vor dåb blev genfødt til et andet og bedre liv – et liv som vi kan få en forsmag på allerede i dette liv.

For at tro og lade sig fylde af evangeliets glæde er i grunden så ligetil som at rejse sig og som tolderen Levi gå med, når en kommer og siger ”følg mig!”

Det er så simpel som at sige ja tak, når man bydes op til dans, selv om man måske er genert, og slet ikke tror, at man kan finde ud af det. Eller selv om man måske har haft en stor sorg.

Det er som at synge med, når man hører en god melodi, fordi man bare ikke kan lade være. 

Det er at se bort fra sit eget, og det man selv kan, eller tror man kan, i det mindste for en stund. 

Og se, hvad der så sker. 

Amen.

Henvisninger:

Den i prædiken omtalte studiekreds over 12 gange om Første Mosebog har sine næste møder onsdag den 7. oktober og torsdag den 22. oktober kl. 16.30 og nye deltagere er altid velkomne. Man kan læse mere om studiekredsen, mødedatoer samt finde referat af de hidtidige mødegange i opslag på hjemmesidens forside ved at klikke HER og HER.