Studiekreds om Første Mosebog


Studiekreds om Første Mosebog

- v. Troels Bak Stensgaard.

 

Tak for første og godt fremmøde i studiekredsen om Første Mosebog. Det næste møde er onsdag den 7. oktober og nye deltagere er velkomne,

Du kan finde en oversigt over studiekredsens 12 mødegange ved at klikke HER.

 

Referat af 1. møde om skabelsesberetningen i Første Mosebog 1,1 - 2,4a.

 

Det var rigtig meget stof denne første gang om skabelsen, men fortvivl ikke, for når vi kommer videre ind i Første Mosebog bliver pointerne meget færre og alting mere simpelt og klart! I skal kun læse følgende referat hvis I har tid og lyst, selvfølgelig.

 

I)     Vi så først det berømte billede af jorden, som står op over månens horisont, som besætningen på Apollo 8 tog juleaften 1968, da de som de første mennesker kom op til månen og fløj omkring den for at forberede den første månelanding den 21. juli 1969. De tre astronauter i Apollo 8 valgte selv i deres transmission juleaften 1968 til alverdens radio- og tv-seere oppe fra rumskibet at bede en ydmyg bøn om fred på jord. Derefter læste de på skift beretningen i 1 Mosebog kapitel 1 om verdens skabelse, før kaptajn Frank Borman sluttede udsendelsen med ordene: "Good night, good luck, a Merry Christmas, and God bless all of you—all of you on the good Earth." Vi diskuterede, hvorfor de i denne historiske situation valgte at læse netop den bibelske skabelsesberetning.

 

 

II)     Jeg redegjorde derefter i al korthed for, at folkeslagenes skabelsesmyter handler om overgang fra kaos til orden, og at det som ofte sker ved, at en helt (Odin i den nordiske eller Marduk i den babylonske mytologi) slår en urgud ihjel (typisk den personificerede jord eller det personificerede hav, Tiamat, eller i Norden urkoen Ymer). Ud af liget skabes så jorden og/eller menneskene. Denne tanke, at verdens oprindelse skyldes en voldelig kamp mod urtidsuhyrer, kaos- eller dragekræfter, ser vi endnu enkelte rester af i Salmernes bog i GT, men i skabelsesberetningen i Første Mosebog kap. 1 møder vi en helt anden og revolutionerende ny tankegang i menneskehedens historie. Den babylonske skabelsesmyte er især vigtig i denne sammenhæng, fordi forfatteren til den bibelske skabelsesberetning utvivlsomt har kendt den, og tydeligvis flere steder indirekte kritiserer den. ”Urdybet” og ”de store havdyr” i den bibelske skabelsesberetning har navne, som er tæt beslægtet med navnene på kaoskræfterne i den babylonske mytologi, men i bibelen er de ikke selvstændige guder/fortidsuhyrer, men er Guds skabninger. Månen og solen er tilsvarende ikke store guder, men blot lamper, som Gud sætter på himlen på den fjerde dag.

 

III) Derefter forsøgte jeg kort at skitsere det yderst komplicerede spørgsmål om Første Mosebog og de øvrige fire Mosebøgers kilder og langvarige tilblivelseshistorie. Det vigtige her er, at man kan finde mindst fire ' litterære lag' i den nuværende bibeltekst, som måske er blevet til over mere end 500 år. Traditionelt kaldes disse lag for:

Elohisten, fordi denne kilde bruger ordet Elohim, som vi oversætter med Gud.

Jahvisten, som bruger navnet Jahve eller i dansk oversættelse "Herren" for Gud, og som f.eks. står bag ved fortællingerne om Adam og Eva i Edens have og syndefaldet, hvor Gud fremstår i en meget mere menneskelig eller 'mytologisk' form end hos elohisten, og f.eks. former Adam af ler som en håndværker former sit materiale og går aftentur i Edens have og kalder på Adam og Eva.

Deuteronomisten fra tiden omkring eller efter Kong Josias reform i år. 622 f. Kr., hvor den jødiske offergudstjeneste blev centraliseret og kun tilladt i templet i Jerusalem, og som står bag især 5. Mosebog og de fortællinger, som kritiserer de gamle kultsteder udenfor Jerusalem. 'Deuteronisterne' står også bag meget af den gammeltestamentlige historieskrivning, fra Josvas Bog over Dommerbogen til Samuelsbøgerne og Kongebøgerne, som handler om, hvordan kongerne og folket gang på gang svigter pagten med Gud og dyrker de kanaanæiske guder, indtil først de ti af Israels tolv stammer i Nordriget erobres af Assyrien og går under for altid i år 722 f. Kr., og de ledende kredse i Sydriget siden i år 586 føres i eksil i Babylon.

Præsteskriftet, det yngste og sidste lag, som har stor interesse i loven og den rette gudsdyrkelse og templets indretning og stammer fra tiden i eksilet i Babylon (586 - 538 f. Kr.) eller fra årene derefter. Præsteskriftet står f.eks. bag skabelsesberetningen i 1 Mos kap. 1. Meget af lovstoffet i 2 - 4 Mosebog, stammer fra præsteskriftet, der nu som en selvfølge hævder den jødiske monoteisme eller troen på én og kun én Gud, som er udenfor denne verden, og som man ikke kan gøre sig et billede af. Præsteskriftet får som en selvfølge også ud fra, at jøderne kun har ét tempel og offersted, nemlig templet i Jerusalem.

Det er dog langt fra enighed i forskningen om, hvilke dele af Første Mosebog som stammer fra hvilke af disse tilblivelses- eller redaktionslag. Det er derfor ikke et spørgsmål, som vi i studiekredsen vil fordybe os mere i fremover.

 

IV)     Derfor gennemgik vi nøje selve teksten (1 Mos 1,1-2,4a), som skematisk kan opstilles sådan her:

1. Dag (1,3-5): Lys som adskilles fra mørke. Tiden som en grundstruktur.

2. dag: (1,6-8): Hvælvingen. Vandet foroven adskilles fra vandet forneden. Der skabes et rum med himlen og vandet forneden.

3. dag (1,9-13): Det tørre land kommer til, vad at vandet skal samle sig på ét sted. Planterne skabes. 

4. dag (1,14-19): De to himmellys og stjernerne. Tiden bliver til en rytme (jf. 1. dag).

5. dag (1,20-23): Dyrene i luften og i vandet (jf. 2. dag).

6. dag (1,24-31): Landdyrene og mennesket (jf. 3. dag).

7. dag (2,1-3) Sabbat. Guds hvile og tidens fuldendelse.

 

V) De afgørende pointer i vores gennemgang af den bibelske tekst (1 Mos 1,1-2,4a) kan opsummeres sådan her:

 

a) I stedet for en kamp mellem guder, taler Gud i den bibelske skabelsesberetning fredfyldt og majestætisk og fremkalder i ro og orden kosmos: lys adskilles fra mørke; land fra vand; planter spirer frem, sol og måne og stjerner hænges op. Der er rytme og ro og velsignelse over det hele! Senere vil man i ’skabelseslæren’ tale om en creatio ex nihilo, en skabelse fra intet, men denne meget vanskelige tanke (for hvad er intet?) kommer først mere klart frem i historien langt senere og hænger ganske logisk sammen med den kristne forkyndelse af syndernes forladelse og Kristi opstandelse, som jo netop er en forkyndelse af, at noget helt nyt kan ske også i vort eget liv. I Biblen taler man i stedet for om ’øde og tomhed’ (1 Mos 1,2) som det første i skabelsen, eller i den anden skabelsesberetning om (1 Mos 2), at i begyndelsen var der ingen buske og planter på jorden, som man altså forestillede sig som en gold ørken, men så lod Gud det regne og en kilde spire frem. Mere om dette næste gang!

 

b) I stedet for et kosmos, som er skabt ud af liget af en slagtet guddom, hvor ligstanken hænger ved, hører vi i bibelens skabelsesberetning igen og igen, at verden er skabt god. Verden er før syndefaldet ifølge bibelen ikke en tvetydig eller skummel affære! Ondskaben er ikke en uundgåelig del af verden, men skyldes menenskets oprør mod Gud, hvilket vil skal høre mere om 2. mødegang, når vi gennemgår syndefaldsberetningen i Første Mosebog kap. 3.

 

c) Verden er endda ifølge bibelen et rationelt eller velordnet sted. Gud er ikke en del af verden. Verden er ikke skabt på nogens bekostning. Det er i virkeligheden forudsætningen for den senere videnskab! Sproget har skaberkraft. Ord er ikke bare retoriske våben. Verden er sproglig, fordi det er skabt af Guds ord, og det er derfor en verden, som man kan udforske og lære at kende og forstå. En verden med mening.

 

d) Gud velsigner verden, så dyr, planter og mennesker selv kan formere sig. Naturens liv skyldes med andre ord ikke de gamle (frugtbarheds)afguder, som man derfor skal holde sig på god fod med, hvis man vil pløje sin mark eller udvide sin dyrebestand eller børneflok. Gud er udenfor verden eller ikke bundet til et bestemt ’helligt’ sted i verden. Derfor kan mennesket fra nu af bruge den skabte verden uden at være bange for at træde ’afguderne’ over tæerne eller komme dem for nær Man kan krydse havet uden at ofre til Poseidon etc.

 

e) I stedet for mennesker (eventuelt skabt af en afdød, oprørsk Gud som i den babylonske mytologi) skabt til at trælle for guderne, konkret: grave de vandingskanaler som var forudsætningen for det babylonske og assyriske samfunds rigdom, finder vi mennesker skabt i Guds billede. At mennesket er skabt i Guds billede og lighed betyder i hvert fald, at mennesket har et særligt forhold til Gud i forhold til den øvrige skabning, men vi diskuterede også kort, hvordan vi ellers kan sige, at mennesket ikke kun er et dyr, men også ’ånd’, dvs. ikke kun er en del af naturen.

 

f) I steder for kongen som skabt i Guds billede, er nu hvert menneske skabt i Guds billede. Derfor er der ikke et gudebillede eller en statue af kongen i de jødiske helligdomme og i det senere tabernakel/tempel i Jerusalem. Det er ikke længere kongen, men alle de mennesker, som samles i helligdommen til gudstjenesten, som nu repræsenterer Gud. 

 

g) I stedet for manden skabt i Guds billede, eller kongen med hans ofte meget store harem, er nu både mand og kvinde skabt i Guds billede og dermed principielt på lige fod. Ægteskabets betydning i såvel jødedom som den senere kristendom fremgår måske klarere af den anden skabelsesberetning som vi gennemgår 7. oktober til 2. mødegang (Første Mosebog kap. 2). Men bemærk: Hvor manden og kvindens forhold i f.eks. græsk mytologi er et modsætningsforhold, så er mand og kvinde i bibelen skabt til fællesskab og gensidighed.

 

h) I den gamle verden var det at navngive noget at have magt over det til at definere dets natur. Gud kalder i den første skabelsesberetning derfor det skabte ved sit navn, og som vi skal høre næste gang, så navngiver mennesket i den anden skabelsesberetning dyrene.

 

i) Mennesket er en betroet tjener og ikke en slave. ”Bliv frugtbare og talrige, opfyld jorde og underlæg jer den” (1,28). Det er en invitation, ikke en ordre. Mennesket skal ikke udnytte naturen, men beherske den i positiv forstand; det er jo før syndefaldet. Det bliver også uddybet næste gang, hvor vi hører om Adam som den første gartner!

 

j) Jeg forsøgte til sidst også at fremhæve, hvordan fortællinger om skabelsen og fortællingerne opførelsen af tabernaklet/templet i især 2. Mosebog har mange ligheder. Som Gud hviler i templet, hviler han på den syvende dag i sit skaberværk. Verden er ifølge Bibelens første kapitel tænkt som et kosmisk tempel for Gud. VI så i den sammenhæng på, hvordan 7-tallet gennemsyrer hele fortællingen om skabelsen (1 Mos 1,1 – 2,4a) for på den måde symbolsk at udtrykke, at verden er skabt som et tempel, hvor Guds godhed skal prises. Jeg gentager her bare nogle af de mange eksempler på dette: Første vers, 1 Mos 1,1, indeholder 7 ord på hebraisk; andet vers, 1 Mos1,2 indeholder 2 x 7 ord. En række nøgleord i den første skabelsesberetning, altså i 1 Mos 1,1 – 2,4a, forekommer i et antal, som kan deles med syv: ’Gud’ (35), ’jorden’ (21), himlen/hvælvingen’ (21), ’det skete’ (7) og ”Gud så at det var godt”. Kap 2,1-3 referer til den syvende dag i skabelsen tre gange i tre sætninger, som hver består af syv ord.

Og tilsvarende for tabernaklet og templets vedkommende:

Tabernaklets indvielse varede syv dage og kulminerede i en sabbatsfejring.

Der er syv taler om tabernaklet i 2. Mosebog og den syvende handler om sabbatten (1 Mosebog 31,12-17).

De syv taler om tabernaklets skabelse indledes med ”Og Jahve sagde” (2 Mosebog 25,1; 30,12.18.23; 31,1.13).  

Konstruktionen af Salomos tempel varede syv år, og det syvende år kaldes i 3 Mos 25,3-7 for en sabbat. Templet blev indviet under tabernakelfesten, som varede i syv dage og faldt i årets syvende måned. Salomos tale til indvielse indeholdt syv bønner. Dertil kommer, at mange af elementer i Salomos tempel symboliserer skaberværket: Bronzebækkenet/havet; søjlerne Jakin (”Gud har etableret”) og Boaz (”styrke”) repræsenterer jordens søjler/grundvold/fundament. Den syvarmede lysestage er en stiliseret form af livets træ. Skuebrødene og ornamenteringen symboliserer overfloden i den oprindelige skabelse.

 

Vi vil i den fortsatte gennemgang af Første Mosebog komme ind på meget af dette igen. Hvad det f.eks. sige, at verden er skabt som Guds kosmiske tempel? Bemærk apropos: Derfor er der heller intet tempel i Det nye Jerusalem til sidst i Bibelen, i Johannes’ Åbenbaring, for da er det åbenbart, at Gud er i den nyskabte verden, hvor alle tårer, skrig og al smerte er forsvundet, og verden er skøn som i skabelsens morgengry. Det er et af de vigtige grundtemaer i 1 Mosebog, som vi her har anslået. Et andet er velsignelsen og et tredje pagten, men mere om det senere.

 

Her og nu må I gerne til næste gang overveje skabelsestanken. Kan vi ud fra det skabte f.eks. bevise Guds eksistens? Findes der bedre argumenter i naturen for troen på Gud end for ateismen? Hvad siger de to bibelske skabelsesberetninger på Biblens første sider om Gud, vores verden og menneskelivet. Hvordan er de forskellige?

 

Ja, vi ses forhåbentlig onsdag den 7. oktober kl. 16.30 til en gennemgang af den anden skabelsesberetning og syndefaldet (1 Mos kap. 2 og 3)! På gensyn og velkommen til både gamle og nye deltagere!

Mange gode hilsener

Troels

 

 




senest redigeret: Wednesday 19-Jun-24 09:24:05
Breaking news:

Vi ændrer den måde, kirkebladet bliver produceret og distribueret på. Derfor skal alle, der ønsker at modtage bladet fremover, tilmelde sig.



Nyheder

2. møde onsdag den 7. oktober kl. 16.30 - 18.00. Referat af 1. møde her.



Kirkekontoret er lukket for personlig betjening fra den 18. til og med den 28. september 2026



Nye deltagere er velkomne. Næste gang onsdag den 7. oktober kl. 16.30!


Søndag d. 27. september kl. 16





Første gang 3. november



Hør Meta og Beate fortælle om kirkens baggrund og tilblivelse.

Se filmen her.