Prædiken til høstgudstjeneste den 15. søndag efter Trinitatis holdt i Vestervang Kirke den 13. september 2026.

Af sognepræst Troels Bak Stensgaard.

Salmer: 729 Nu falmer skoven; 450 Du kommer, Jesus, i vor dåb; 730 Vi pløjed og vi så’ed; 164; Øjne, I var lykkelige; 321, kun vers 6; 728 Du gav mig, o Herre, en lod af din jord.

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas: 

Mens de var på vandring, kom Jesus engang ind i en landsby, og en kvinde ved navn Martha tog imod ham. Hun havde en søster, som hed Maria; hun satte sig ved Herrens fødder og lyttede til hans ord. Men Martha var travlt optaget af at sørge for ham. Hun kom hen og sagde: »Herre, er du ligeglad med, at min søster lader mig være alene om at sørge for dig? Sig dog til hende, at hun skal hjælpe mig.« Men Herren svarede hende: »Martha, Martha! Du gør dig bekymringer og er urolig for mange ting. Men ét er fornødent. Maria har valgt den gode del, og den skal ikke tages fra hende.« Amen (Lukasevangeliet 10,38-42).

Kære menighed!

I tirsdags blev den seneste af de store, tilbagevendende internationale Pisa-undersøgelser over skoleelevers færdigheder offentliggjort. Den viste, at danske elever topper den triste udvikling, hvor unge i de vestlige lande lærer mindre og mindre i skolen. Det er nu op mod 30 % af de danske elever, som forlader skolen uden gode læsefærdigheder, og det går stærkt den forkerte vej, for en elev i 9. klasse har ifølge det nye ’Pisa-chok’ i dag samme læsefærdighed som en elev i 7. klasse havde i 2015. 

Det er selvsagt en åndelig katastrofe, og vores regering bebudede på et pressemøde i torsdags, at den helt vil forbyde elevernes brug af mobiltelefoner i skolen. Men skoleforskeren Stefan Hermann tog fat i noget mere væsentligt, da han i ”Debatten” på DR2 torsdag aften sagde følgende: ”Tabet af nysgerrighed, tabet af vedholdenhed, tabet af koncentrationsevne er dybt, og klinger sammen med tendenser i vores kultur. Forbud mod skærme og flere penge er det mindste. Det vigtigste er, at man sætter en ny kurs for folkeskolen.” Desværre var der i ”Debatten” ikke megen debat af, hvad det skal være for en kurs, og hvad det er for generelle tendenser i vores kultur, som gør, at de unge ikke har samme lyst og vilje til at lære som førhen.  

Jeg tænker, at det i denne situation vil være en god ide at gøre Charles Dickens bog ”Hard Times” eller ”Strenge tider” fra 1854 til obligatorisk læsepensum for skolefolk og politikere. 

Det første kapitel i ”Strenge tider” har overskriften ”Det ene fornødne”. På den måde spiller Dickens bevidst på Jesus’ ord til Martha i evangeliet, ”ét er fornødent”, hvormed Jesus selvfølgelig ikke ønsker at nedgøre Marthas kærlige omsorg for ham, men siger, at Maria ved at sætte sig ned og lytte til ham har valgt det, som er mere nødvendigt.

Det første linjer i Dickens roman lyder så sådan her:  ”Hvad jeg forlanger, er kendsgerninger. Lær ikke disse drenge og piger andet end kendsgerninger. Det eneste, man har brug for her i livet, er kendsgerninger. Plant ikke andet og udryd alt andet”.

Den, der taler, er velhaveren og skolegrundlæggeren Thomas Gradgrind, som opdrager elever og sine egne børn, Tom og Louisa, ud fra den filosofi, at kun fakta og det, som man kan måle og veje og bruge til noget, har værdi. Han forfærdes f.eks. da han en dag griber Tom og Louisa i at kigge på noget så nyttesløs som en cirkusforestilling. Hvilket selvfølgelig er medvirkende til børnenes vanskæbner i romanen, hvor Tom bliver en udsvævende kriminel og Louisa ender i kærlighedsløst fornuftsægteskab med hendes fars langt ældre forretningspartner.

[Gradgrind forhindrer sine børn i at se cirkus i Charles Dickens 1854-roman "Strenge tider"]

Bogens andet kapitel, som beskriver pædagogikken i Gradgrinds skole, hedder passende ”Mordet på de uskyldige”. For eleverne kaldes ikke ved deres navne, men ved et tal, og de lærer at se med foragt på det, som tilsyneladende kun er til for at fornøje os eller glæde os med sin skønhed. De får f.eks. at vide, at man ikke skal have tapeter på sit værelse med hestemotiver eller gulvtæpper med blomstermotiver, for heste går jo i virkeligheden ikke på væggene, og hesten er ikke et skønt og stolt dyr, som man måske kan knytte sig personligt til og føle sig ét med, når man rider ud over vidderne på dets ryg eller drømmer derom. Nej, en hest, lærer børnene, er ikke andet et græsædende dyr med en række bestemte kendetegn, tænder, hove og pels, som adskiller det fra andre dyr. Eller som en regeringsmand siger til eleverne på skolen: ”I skal i alle ting lade jer styre af kendsgerninger. Vi håber om ikke lang tid at få et af kendsgernings-kommissærer dannet kendsgerningskollegium, der vil tvinge folket til at blive et kendsgernings-folk og intet andet. I må ganske bandlyse ordet indbildning eller fantasi (fancy).”

Ja, nu skal jeg nok lade være med at citere mere fra Charles Dickens fornøjelige og menneskevarme roman fra 1854. Som så mange af Dickens bøger rummer ”Strenge tider” en skarp kritik af den udbredte fattigdom i de nye industribyer i 1800-tallets England. Men det er især den store forfatters opgør – ikke med videnskab som sådan - men med den åndelige forarmelse i et materialistisk samfund og med en økonomisk nyttetænkning, som ikke lægger vægt på følelser og fantasi, og hvor mennesker af samme grund bliver overfladiske og endimensionelle og mister evnen til med indlevelse at sætte sig i andre menneskers sted og evnen til at drømme og forestille sig alternativer til deres liv. Det er Dickens næsten profetiske kritik af en verden, hvor mennesker ikke længere oplæres til at undre sig over og have ærefrygt for det, som vi ikke kan måle og tælle, livets uudgrundelige mysterier eller universets ubegribelige storhed eller naturens skønhed og gavmildhed. Hvilket sidstnævnte vi i øvrigt skal huske at takke for her i dag, hvor vi holder kirkens gamle tradition for høstgudstjenester i hævd, og Emil så flot har pyntet kirken med afgrøder fra mark og have.

Og så hører vi altså i dag evangeliet om Jesus’ besøg hos søstrene Martha og Maria, og om Maria, som glemte de praktiske gøremål for bare at lytte til Jesus.

Det er vigtigt at hjælpe sin søster og behandle en gæst godt, og kærligheden i kristendommen er altid konkret næstekærlighed og ikke bare varm luft. Men det mest nødvendige er ikke kendsgerninger eller fakta eller noget, som kan gøres op i tal, sådan som Gradgrind i Dickens roman og hans moderne disciple vil mene. Fakta er godt, men kan ikke stå alene. For vi kan ikke forstå, hvad livets formål og dybere mening er, hvis vi ikke som Maria også giver os tid til at lytte til andre med indlevelse og får udviklet vores fantasi.

Skolens aktuelle krise er for mig at se et vink med en vognstang om, vi i vores kultur igen skal til at lære noget, som vi kirken altid har vidst, men måske også er ved at glemme selv her i dette rum. Nemlig at verden er fuld af mening, fordi den er skabt af Guds evige ord og skabt god, trods alt ondt.

Derfor taler Gud til os overalt, selv vi som oftest overhører det, fordi Guds stemme i vores tvetydige verden som oftest overdøves af alt det, som taler Gud og hans gode skabervilje imod. Men vi kan høre Gud kalde på os og lære hans vilje at kende, fordi vi mennesker ikke blot er biologiske maskiner, men skabt i Guds billede og som lyttende og talende væsener i en helt anden forstand end de øvrige skabninger.

Det ved vi dybest set fra Kristus, Guds søn, som blev menneske som os af kød og blod. For i Kristus lød Guds skaberord igen så frisk og livgivende som i skabelsens morgengry.

Derfor er kirken grundlagt på den erfaring og på det løfte, at vi alle kan vi møde det evige – det sande, det gode og det skønne, som alle mennesker dybest set længes efter - i denne timelige og forgængelige verden og i flygtige menneskeord.

Derfor kan vi også møde sandheden om os selv ved at lære at lytte til, hvad Gud siger til os gennem naturen og vores medmennesker og i vores samvittighed, men især gennem Den hellige skrift, hvor Gud taler mere direkte og åbenbarer sit eget væsen og sin vilje, så vi kan genkende ham, når han taler til os.

Det vidste den gamle kirke bedre end vores tid, og derfor satte den læsningen af Skriften utrolig højt. Men de gamle læste ikke deres bibel for at lære nogle historiske kendsgerninger om Jesu’ liv på jorden eller nogle evige sandheder eller almene moralske regler, men for at høre Guds eget levende ord eller den opstandne frelser tale til dem selv og for at svare på denne tale med deres bøn og lovsang. Derfor udviklede den gamle kirke en særlig læsepraksis, den såkaldte lectio divina, den guddommelige læsning, som er en slags langsom meditativ læsning af bibelens ord, og som aldrig kan adskilles fra bønnen.

Det er ikke et spørgsmål om læsefærdigheder i teknisk forstand, for kirkens lectio divina er lige så meget en lytten med åbent hjerte og sind som en læsning. 

Til tider kaldte man det ”at gumle” i stedet for ”at læse”. For ligesom en ko, der tygger drøv, kunne man i denne bedende læsning gumle længe på et enkelt vers eller et enkelt ord i skriften, indtil man virkelig følte dets kraft eller sødme. Dette bibel-gumleri praktiserede de gamle munke og nonner i middelalderens klostre i en grad, så de blev kaldt for mumlere og smaskere.

Lectio Divina er ikke primært en metode eller teknik til at skaffe sig viden, men snarere en forventning om, at Gud vil tale til os og gennem vores fordybelse i bibelordet skænke os sit nærvær eller Helligånden, som erfares som en indre fred eller glæde, som ikke kan forklares med ord. Men jo mere vi selv fordyber os i Skriften på denne måde og erfarer dette fællesskab med Gud, desto mere vil det også kaste lys over vores eget liv og give os indsigt til at forstå det bedre og kraft til at forandre de ting, som vi ikke selv kan forandre.

Hvis vi som kirke har noget at bidrage til i den aktuelle læsekrise, er det efter min mening gennem vores gudstjenester og individuelle fromhedsliv at vise, hvad det vil sige at give sig tid til at læse eller lytte i dyb forstand, og hvordan det kan berige os og gøre os til mere visionære, men også til mere helstøbte og robuste mennesker. 

I den gamle kirke findes i hvert fald rigtig mange beskrivelser af den glæde, fred og kraft, som den bedende bibellæsning gav de troende del i.

Derfor vil jeg her til sidst citere nogle ord af den lærde munk og pædagog, Smaragdus, som døde i år 830 og var ansat hos Ludvig den Fromme, dvs. kejseren som i sommeren 826 døbte den danske kong Harald Klak og sendte Nordens apostel Ansgar med ham hjem til Danmark for at omvende de vilde vikinger. Smaragdus, som Ansgar sagtens kan have kendt, og givetvis har læst bøger af, skrev nemlig følgende i den tids karakteristiske, noget omstændelige sprog:

”For dem, der praktiserer det, vil erfaringen af den hellige læsning, lectio sacra, skærpe sanseevnen og berige forståelsen, ruske op i sløvhed og fordrive dovenskab, få sat orden på livet og rette på dårlige vaner, fremkalde sund gråd og tårer fra angrende hjerter [. . .] holde tom snak og forfængelighed i tømme og vække en længsel efter Kristus og det himmelske fædreland. 

Den hellige læsning må altid bære ledsaget af og være helt forankret i bønnen, for vi renses ved bønnen og lærer ved læsningen. Derfor: Hvem som helst, der ønsker at være sammen med Gud til alle tider, må ofte bede og ofte læse, for når vi beder, så er det os, som taler til Gud, men når vi læser, så er det Gud, som taler til os. 

Enhver som søger fuldkommenhed må gøre fremskridt i læsning, bøn og meditation. For læsningen gør, at vi kan lære, hvad vi ikke ved; mens meditationen gør, at vi kan holde fast i det, som vi har lært; og bønnen gør, at vi kan udleve, hvad vi holder fast i. Når vi læser den hellige skrift, får vi del i to gaver: Det skærper sjælens forståelse [underforstået: af sandheden] - og efter at have revet os ud af denne verdens forfængelighed, fører det os til Guds kærlighed.” 

Amen.

Henvisninger:

Mariano Magrassi: Praying the Bible. An Introduction to Lectio Divina, 1998. Denne lille og fra italiensk oversatte bog af en italiensk ærkebiskop og benediktinermunk er den bedste introduktion til lectio divina, som jeg kender. Den er fyldt af fine citater fra antikkens og middelalderens teologer som det i prædiken bragte af Smaragdus, og giver et autentisk indtryk af den tro i den gamle kirke og dens klostre, som i mere end 1200 år fandt næring i den meditative eller bedende læsning af Guds ord.