Prædiken til 13. søndag efter trinitatis holdt i Vestervang Kirke den 30. august 2026 med møde for konfirmanderne og deres forældre efter gudstjenesten.

Af sognepræst Troels Bak Stensgaard.

Salmer: 331 Uberørt af byens travlhed; 684 O Jesus, du al nådens væld; 289 Nu bede vi den Helligånd; Solosang: “If I can help somebody as I pass along”; 260 Du satte dig selv i de nederstes sted; 192, vers 7; 752 Morgenstund har guld i mund, vers 4 & 5. Dagens tre bibelske tekster kan læses ved at klikke HER.

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus: 

Da kom Zebedæussønnernes mor hen til Jesus sammen med sine sønner, kastede sig ned for ham og ville bede ham om noget. Han spurgte hende: »Hvad vil du?« Hun sagde til ham: »Sig, at mine to sønner her må få sæde i dit rige, den ene ved din højre, den anden ved din venstre hånd.« Jesus svarede: »I ved ikke, hvad I beder om. Kan I drikke det bæger, jeg skal drikke?« »Ja, det kan vi,« svarede de. Han sagde til dem: »Mit bæger skal I vel drikke, men sædet ved min højre og ved min venstre hånd står det ikke til mig at give nogen; det gives til dem, som min fader har bestemt det for.« Da de ti andre hørte det, blev de vrede på de to brødre. Men Jesus kaldte dem til sig og sagde: »I ved, at folkenes fyrster undertrykker dem, og at stormændene misbruger deres magt over dem. Sådan skal det ikke være blandt jer. Men den, der vil være stor blandt jer, skal være jeres tjener, og den, der vil være den første blandt jer, skal være jeres træl, ligesom Menneskesønnen ikke er kommet for at lade sig tjene, men for selv at tjene og give sit liv som løsesum for mange.« Amen (Matthæusevangeliet 20,20-28).

Kære menighed!

Det virker lidt mærkeligt at tage sin mor med til en ansættelsessamtale og lade hende føre ordet. Især hvis man drømmer om et topjob som chefens næstkommanderende.

Da jeg selv for små 20 år siden var til ansættelsessamtale hos menighedsrådet her i Vestervang Kirke, tog jeg godt nok mine kone med og scorede på den måde sikkert ekstra point og fik jobbet, men det gør selv præster ikke længere i dag, og jeg har i hvert fald aldrig brugt min mor på den måde.

Men Zebedæussønnerne Jakob og Johannes’ mor beder indtrængende Jesus om at skaffe hendes to sønner de bedste pladser i hans rige ved hhv. hans højre og venstre hånd. Hvilket vækker Jesus’ øvrige ti disciples vrede. Vi hører dog andetsteds, hvordan alle 12 disciple engang var oppe at skændes om, hvem af dem, som var størst, så de ti er sikkert bare ærgerlige over, at de ikke selv eller deres mor først fik den gode ide.

Jesus siger så til Jakob og Johannes, at de slet ikke ved, hvad de beder ham om.

Sådan havde selv Jesus’ nærmeste og voksne disciple ofte svært ved at forstå, hvad han mente, så hvis man måske kun går konfirmationsforberedelse 1,5 time om ugen og har svært ved at forstå, hvad Jesus eller bare præsten siger, så skal man ikke være ked af det.

Vi kan alle have brug for hjælp og god tid til at forstå noget vigtigt, og med sit mærkelige spørgsmål, om Jakob og Johannes kan drikke det bæger, som han skal drikke, antyder Jesus derfor fintfølende, hvad det er, som de endnu ikke er i stand til at forstå eller indse: At den ophøjelse, der venter Jesus selv i Jerusalem, er af en anden slags end den, som disciplene forventer. Det vil de erfare, men først langfredag på Golgata. Når de til deres rædsel og forfærdelse ser den korsfæstede Jesus hænge oppe på korset i midten med et par røvere på ”hæderspladserne” til hans venstre og højre side.

Jakob og Johannes svarer imidlertid så kækt og uden skyggen af tvivl på Jesus’ spørgsmål, at det kommer til at minde om en absurd sketch hos den engelske komikergruppe Monty Python, hvor folk spørger i øst og svarer i vest: ”Ja, det kan vi!”, forsikrer de. De fornemmer nok, at Jesus spørger, om de er villige til at sætte deres liv på spil. Men de går ud fra, at det bæger, som de skal tømme, er noget, de skal igennem – en stor indsats, som de må yde - om det så skal koste dem livet - inden en ny og bedre verdensorden bryder frem. 

Guds rige ligger bare ikke på den måde for enden af vejen som en belønning for alle vores egne anstrengelser og ofre. Guds rige er derimod noget, som vi i troen får del i her og nu og bl.a. ved at indse, at Jesus vil hjælpe os med at leve et nyt liv med nogle helt andre prioriteter og værdier end dem, som i alt for høj grad ofte er styrende i vores liv.

”I ved, at folkenes fyrster undertrykker dem, og at stormændene misbruger deres magt over dem”, siger Jesus til disciplene. Og det kender vi jo stadigvæk til, selv om vi i vore dages Danmark har en langt mere indviklet magtfordeling end i antikkens samfund med fyrster og stormænd med noget nær ubegrænset magt. For der vil altid være nogle i toppen og andre i bunden af samfundet og kamp om at få status og de gode pladser. I børnehaven og skolen såvel som i erhvervslivet. ”Sådan skal det ikke være blandt jer”, fortsætter Jesus, ”men den, der vil være stor blandt jer, skal være jeres tjener, og den, der vil være den første iblandt jer, skal være jeres træl.”

Dette kan vi måske bedre forstå ved hjælp af den amerikanske borgerretsforkæmper Martin Luther Kings sidste prædiken, som han holdt over dagens evangelium to måneder før han den 4. april 1968 blev myrdet, og som blev radiotransmitteret, så man nu kan høre den på YouTube. I kan måske selv forstille jer Martin Luther Kings karakteristiske sydstatsaccent, og hvordan menigheden i kirken kommer med latterudbrud og festlige tilråb under hans lange prædiken såsom: ”Aaamen!” 

Først pegede Martin Luther King på, at vi alle har et grundlæggende behov for at få de andres opmærksomhed eller for at blive set og anerkendt og gerne beundret. Det kaldte han med et rigtig godt billede for Tamburmajor-instinktet, selv om det måske er mere oplagt i USA, hvor de elsker store folkelige parader, end her hos os, hvor vi mest forbinder tamburmajoren med hende, der går forrest i Helsingør Pigegarde. Når babyen græder for at få opmærksomhed, når vi måske køber mere dyrt tøj og større biler, end vi har brug for og råd til; når vi elsker at få ros, så er det Tamburmajor-instinktet, som gør sig gældende. For der er ingen af os, som er kede af at få ros, selv hvis vi ved, at det er ufortjent.

Tamburmajor-instinktet kan ofte få det bedste frem i os, så vi gør os mere umage med livet og forsøger at blive gode til noget, men det er farligt, hvis det tager overhånd, så vi udelukkende lever for som en tamburmajor i festuniform at gå forrest i livets parade og svinge taktstokken, dvs. hvis vi kun lever for at blive set og fulgt og respekteret og beundret af andre og måske endda på deres bekostning. Så kan det ligefrem ende i racisme eller i opdeling af mennesker i dem og os, fremhævede Martin Luther King, som af bitter erfaring vidste, hvad det vil sige.

Tamburmajor-instinktet er i os alle på både godt og ondt. Derfor bebrejder Jesus heller ikke Johannes og Jakob og skælder dem ikke ud for at stille et egoistisk og upassende spørgsmål. For det er helt i orden og naturligt, at man har ambitioner og gerne vil gøre sig umage og blive god til noget og måske endda den bedste. Det er glædeligt, hvis man har evner til at få sig en god uddannelse og et spændende job, eller formår at vinde en sportskamp eller kan gå foran i en festlig parade og svinge taktstokken som en tamburmajor. Men der er noget, som er langt vigtigere og større!

Derfor giver Jesus os en helt ny definition af, hvad det vil sige at være stor: Stor er den, der tjener, og derfor kan enhver blive stor, for enhver kan tjene.

[Martin Luther King Jr., 15. januar 1929 - 4. april 1968.]

Du behøver ikke at kende til de store filosofiske tænkere eller at forstå Einsteins relativitetsteori for at tjene andre, du behøver kun et hjerte fuld af nåde, en sjæl frembragt af kærlighed, sagde Martin Luther King i sin prædiken, og så fortsatte han med disse ord:

Jeg kender en mand – og du ved måske, hvem jeg taler om - en mand der blev født i en afsides landsby af en fattig bondepige og voksede op i små kår i en anden og arbejdede til han var omtrent 30 år som tømrer og i 3 år så vandrede fra sted til sted.

Han gik ikke i fine skoler og fik sig aldrig en videregående uddannelse og karriere eller sin egen familie eller jordisk gods og guld. Han skrev ikke bøger, som kunne skænke ham verdens beundring.  

Han gjorde intet af det, som verden normalt forbinder med storhed, og de kaldte ham for en agitator og ballademager, og efter en karikatur af en retssag endte han sit liv ensom og forladt som en forbryder på et kors.

Og dog er han i dag den mest indflydelsesrige skikkelse i hele verdenshistorien. For alle de hære, som har marcheret ned gennem menneskehedens lange historie før og siden, alle de konger og parlamenter, som har regeret, selv tilsammen har de dog ikke kunnet forandre menneskeheden, som dette ene menneske, som kun kom for at tjene.

Sådan sagde Martin Luther King i sin lange prædiken, hvis dybe og humor og uforlignelige retoriske kraft jeg slet ikke kan yde retfærdighed her, og så endte han med at forestille sig talerne ved sin egen begravelse. Hvilket er underligt og gribende at tænke på, fordi han blev myrdet to måneder efter, og fordi denne hans sidste prædiken ved hans begravelse blev afspillet over højtalerne, så de sørgende i det store følge kunne høre den døde sige følgende:

Hvis nogle vil sige noget godt om mig ved min kiste, så fortæl dem, at de ikke skal nævne, at jeg har fået Nobels Fredspris – det er ikke vigtigt.

Fortæl dem ikke om min uddannelse.

Jeg vil være glad, hvis nogle den dag ville sige, at Martin Luther King Jr. forsøgte at give sit liv til at tjene andre – at han forsøgte at elske nogen – at han forsøgte at sige det rigtige om krigen. 

Jeg ønsker, at I den dag ville kunne sige, fortsatte han, at jeg forsøgte at mætte de sultne og give de nøgne tøj og besøge de fængslede – at jeg forsøgte at elske og tjene menneskeheden.

Ja, hvis du ønsker at sige, at jeg var en tamburmajor, så sig, at jeg var en tamburmajor for fred – en tamburmajor for ret og retfærdighed.

Alle de andre og overfladiske ting vil ikke have nogen betydning.

Jeg vil ikke have nogen penge eller alle livets fine og luksuriøse ting at efterlade.

Jeg ønsker blot at kunne efterlade et engageret liv, og det er alt, hvad jeg ønsker at sige til jer.

Til sidst citerede Martin Luther King for sin begejstrede menighed en gammel gospelsang, som Peter Bonde-Glipstrup fra vores kirkekor vil fremføre om lidt, og som på dansk lyder:

Hvis jeg kan hjælpe nogen på livets vej,

hvis jeg kan opmuntre nogen med et ord eller en sang,

hvis jeg kan vise nogen, at han farer vild,

så vil mit liv ikke være forgæves.

Hvis jeg kan gøre min pligt som en kristen bør,

hvis jeg kan bringe frelse til en verden, som engang blev skabt,

hvis jeg kan udbrede budskabet, som mesteren lærte,

så vil mit liv ikke være forgæves. 

Og til allersidst i dagens prædikentekst siger Jesus om sig selv: ”Menneskesønnen er ikke kommet for tjene, men for selv at tjene og give sit liv som løsesum for mange.”

Derfor er nåden og barmhjertigheden i hans rige altid udgangspunktet for og ikke resultatet af, hvad vi gør. 

Vi behøver ikke at anstrenge os for at ophøje os selv i vores egne eller andres øjne.

Vi kan i stedet for vælge at tjene – at elske hinanden og andre, og så for os selv nøjes med den værdighed som ethvert menneske er født til ved at være Guds skabning, Guds elskede barn. 

Amen.