Prædiken til 10. søndag efter Trinitatis holdt i Vestervang Kirke den 9. august 2026.

Af sognepræst Troels Bak Stensgaard.

Salmer: 736 Den mørke nat forgangen er; 396 Min mund og mit hjerte, kom ned fra det høje; 441 Alle mine kilder skal være hos dig; 492 Guds igenfødte, ny-levende sjæle; 321, kun vers 6; 558 Når mit øje. Alle dagens tre bibelske læsninger kan læses ved at klikke 

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus: 

Jesus sagde: »Men hvad skal jeg sammenligne denne slægt med? Den ligner børn, der sidder på torvet og råber til de andre: Vi spillede på fløjte for jer, og I dansede ikke; vi sang klagesange, og I sørgede ikke. For Johannes kom, han hverken spiste eller drak, og folk siger: Han er besat. Og Menneskesønnen kom, han både spiser og drikker, og folk siger: Se den frådser og dranker, ven med toldere og syndere!« Dog, visdommen har fået ret ved sine gerninger. Da begyndte Jesus at revse de byer, hvor de fleste af hans mægtige gerninger var sket, fordi de ikke havde omvendt sig: »Ve dig, Korazin! Ve dig, Betsajda! For hvis de mægtige gerninger, der er sket i jer, var sket i Tyrus og Sidon, havde de for længst omvendt sig i sæk og aske. Derfor siger jeg jer: Det skal gå Tyrus og Sidon tåleligere på dommens dag end jer. Og du, Kapernaum, skal du ophøjes til himlen? I dødsriget skal du styrtes ned! For hvis de mægtige gerninger, der er sket i dig, var sket i Sodoma, havde den stået den dag i dag. Derfor siger jeg jer: Det skal gå Sodomas land tåleligere på dommens dag end dig.« Amen (Matthæusevangeliet 11,16-24).

Kære menighed!

Jeg vil i dag tillade mig at begynde med noget, som man fraråder i alle håndbøger i prædikenkunst, nemlig med at oplæse et både langt og svært citat for jer.

Det er skrevet i år 1654 af den da kun 31-årige, geniale og for sine epokegørende opdagelser allerede berømte franske matematiker, fysiker, opfinder og filosof, Blaise Pascal, som med hjælp af korte sætninger, stikord og bibelvers beskriver en overvældede intens, mystisk og ekstatisk erfaring af Gud, som forandrede hele hans liv, og fik ham til at bruge resten af det til skrive på et stort og meget dybt forsvarsskrift for den kristne tro. Da Pascal døde, 8 år senere, fandt man indsyet i foret på hans jakke den gribende tekst, sirligt renskrevet på et stykke pergament og foldet om hans egen hastigt nedskrevne kladde på papir. Teksten lyder i sin helhed:

Nådens år 1654

Mandag den 23. november, pave og Skt. Clemens og andre i martyrbogen indskrevne martyrers dag.

Dagen før martyr Skt. Chrysogonos’ og andre martyrers dag. Fra omtrent klokken halv elve aften til omtrent klokken halv et.

ILD

Abrahams Gud, Isaks Gud, Jakobs Gud,

Ikke filosoffernes og de lærdes.

Vished, vished, følelse, dyb glæde, fred.

Jesu Kristi Gud.

Min Gud og jeres Gud [Joh 20,71].

Din Gud skal være min Gud [Ruth 1,16].

Glemme verden og alt, undtagen Gud.

Han findes kun ad de veje, som evangeliet lærer os.

Menneskesjælens storhed.

Retfærdige Fader, verden har ikke kendt dig, men jeg har kendt dig.

Glæde, glæde, glæde, glædestårer.

Jeg har adskilt mig fra dig.

De har forladt mig, en kilde med levende vand [Jer 2,13].

Min Gud, vil du forlade mig? [Matt 27,46].

Gid jeg ikke i al evighed må være skilt fra ham.

Dette er det evige liv, at de kender dig, den eneste sande Gud, og ham, som du har sendt, Jesus Kristus [Joh 17,3].

Jesus Kristus.

Jesus Kristus.

Jeg har adskilt mig fra ham, undflyet ham, fornægtet og korsfæstet ham.

Gid jeg aldrig må skilles fra ham.

Han bevares kun ad de veje, evangeliet lærer.

Fuldstændig og kærlig forsagelse af alt.

Fuldstændig underkastelse under Jesus Kristus og min skriftefader. En evighed af glæde for én dags anstrengelse her på jorden.

Jeg glemmer ikke dine ord [Sl. 119,6]. 

Amen.

Sådan udtrykte Pascal sin erfaring af, at Gud ikke blot er en tanke eller filosoffernes Gud, som vi i ro og mag kan tænke lidt på i vores lænestol, men er den levende Gud, som talte til Abraham, Isak og Jakob og forandrede deres liv; kærlighedens og trøstens Gud, som skjuler sig for fornuften, men åbenbarede sig på Kristi kors, og som lader mennesket føle smerte over dets synder, men også fryd over Guds uendelige godhed og barmhjertighed, og derved gør menneskesjælen stor.

[Franskmanden Blaise Pascal, 1623-1662, matematisk og naturvidenskabeligt geni, som bl.a. grundlagde den matematiske sandsynlighedsteori og konstruererede den første regnemaskine. Efter sin omvendelse i 1654 koncentrerede Pascal sig om at skrive et forsvarsværk for kristendommen for tvivlere. De mange fragmenter og små essays til dette ufuldendte teologiske storværk blev efter hans død udgivet under titlen "Pensées" (Tanker). Det er oversat til dansk, og kan med sine dybe analyser af menneskets modsætningsfyldte natur efter syndefaldet anbefales enhver, som ønsker bedre at forstå troen og menneskets 'eksistentielle situation'. "Hjertet har sine veje, som fornuften ikke kender", skriver Pascal.]    

Det er de færreste kristne, som har en så overvældende erfaring af Gud, som Pascal havde og beskrev med sine ord i en midnatstime i 1654. Det forhold, at Pascal resten af sit liv gik med sin smukke, poetiske og lidenskabelige tekst i sit frakkefor, viser jo også tydeligt, at han selv havde brug for at blive holde fast i mindet derom.

Jeg kom bl.a. til at tænke på Pascals ord, fordi Kristeligt dagblad i denne uge har skrevet om moderne danske kirkebygninger. Hvordan de moderne kirker ofte er smukke indeni, men grimme udenpå og ligner fabrikker, kontorbygninger, tankstationer eller parcelhuse. ”De signalerer”, som en teolog udtrykte det i Kristeligt Dagblads artikel, ”at vi som kirke ikke skal tro, vi er noget, vi skal ikke skille os ud. Det er fladt, hverdagsagtigt og renset for poesi.”

Vores egen moderne kirke med dens gule, parcelhusligende mursten og lave sidebygninger kan ikke sige sig fri for denne kritik, men Vestervang Kirkes to trekantede kirketårne, som stræber op mod himlen, signalerer heldigvis også, at kirken er bygget, for at vi i bøn og lovsang kan henvende os til Gud i håb om, at Gud vil svare og give vores flygtige liv en betydning, som vi ikke selv kan give det. Sådan bør kirken også udvendigt minde om troens lidenskab, om længslen efter og erfaringen af Gud, så vi moderne mennesker ikke ender som de ugidelige og dovne børn, som Jesus først i dagens evangelium sammenligner sit eget slægtled med, og som ikke vil danse, når der spilles på fløjte for dem, eller sørge, når de hører klagesange.

Hvad Jesus tænker på er børn, som i datidens byer ofte legede bryllup og begravelse.

Børnene efterlignede i deres leg dels de voksnes store optog til datidens bryllupper, hvor mænd spillede på fløjter og dansede; dels de store begravelsesoptog, hvor professionelle klagesangere, som var kvinder, satte ord på de pårørendes sorg og fortvivlelse og rev alle med i en slags kollektiv forløsende sorgterapi, hvilket man stadigvæk kan se til muslimske begravelser i Mellemøsten.

Dernæst hører vi om både Johannes Døber og Jesus, og det er påfaldende, at de to her ses som to sider af samme sag – som to sider af Guds visdoms gerninger.

Johannes Døberen kom, og det var som om, at han spillede til begravelse. For Johannes Døber ville ikke have noget at gøre med mennesker, som de nu engang var og er. Alle og enhver skulle omvende sig fra deres gamle liv og begynde helt forfra. Derfor ville Johannes Døberen ikke spise og drikke og klæde sig normalt og levede i ørkenen af græshopper og vild honning. Derfor truede han med bål og brand og døbte alle mennesker i Jordanfloden, altså ikke kun de åbenlyse syndere og hedninge, men selv de mest fromme og gode jøder i Jerusalem. De skulle alle komme til ham og drukne deres gamle liv for at opstå til et nyt liv. Og mange folk sagde selvfølgelig fra og sagde om Johannes Døber: Han overdriver. Så slemme er vi heller ikke. Han er fra forstanden. Han er besat!

Derefter kom menneskesønnen, og han var virkelig et menneske som os selv. For Jesus spiste og drak og gik klædt som alle andre, og han var sammen med folk, som de nu var, og han indbød alle mennesker til evangeliets glade bryllupsfest: såvel skøger som toldere og syndere, men også respekterede borgerfolk og de fromme og religiøse. Og folk blev igen forargede og beskyldte Jesus for at være en fråser og dranker.

Johannes var alt for meget, fordi han var alt for streng og krævede alt for meget af alle.

Jesus var alt for meget, fordi han var alt for generøs og gavmildt gav plads til alle i sit selskab og spiste og drak med enhver og gik med til deres fester.

Så let skal det heller ikke være, sagde folk. Livet er jo ikke bare en bryllupsdans på roser. Der må dog være forskel på vi pæne mennesker, som gør os umage med livet, og går i kirke og betaler skat og dog gør noget godt, og så alle de åbenlyse gudsfornægtere, som kun lever for at mele deres egen kage og opfylde deres egne egoistiske behov.

Men fordi de forarget tænkte sådan, så erfarede de hverken smerten over synden eller evangeliets glæde. Den kristne glæde er nemlig og paradoksalt, at vi indbydes både til vores egen begravelse og til bryllup. At Gud siger både nej og ja til os alle.

For at være en kristen er altid at stå under Guds dom og høre lovens ord, som siger, at jeg skal elske og ære Gud og min næste af al min kraft, og dog vide, at jeg ikke af egen kraft kan holde ud bare at høre det i al sin radikalitet. Fordi Gud dermed siger nej til min selvoptagethed, min synd, til mit liv.

Men det underlige er, at først når jeg hører dette nej i al dets hårde radikalitet, først da erfarer jeg, hvad det betyder, at Gud elsker mig som den synder, som det menneske jeg er. Først da erfarer jeg, hvad det betyder, at Gud ikke bare siger ja til en del af mit liv, den smukke og mest meningsfulde del, mit såkaldte fromhedsliv eller mine politiske måske åh så korrekte holdninger. Men at Gud i evangeliet siger ja til hele mit liv, inkl. alt det i mig selv, som jeg ikke er stolt af og som smerter.

Og da ved jeg vel og føler ligesom intuitivt, at jeg på en måde frygter dette Guds store ja lige så meget som jeg frygter hans nej, fordi det river tæppet væk under alt det, som jeg ellers bruger til at sikre mig og sikre en mening med mit liv. Fordi det er et ja til hele mit liv, inkl. det onde i mig selv, som jeg så ofte fortrænger, men bør se i øjnene og kæmpe imod. Mit liv med dets glæde og sorg, smerte og fryd, mit liv med alle dets modsætninger, dets styrker og svagheder, sejre og nederlag.

Og da forstår jeg vel også, at Jesus i anden halvdel af dagens tekst måtte tale så hårdt imod de provinsbyer i Galilæa, Korazin, Betsejda og Kapernaum, hvor han havde levet og indbudt til bryllupsfesten. Fordi folk dér hverken ville høre Guds nej eller Guds ja, men bare havde trukket på skulderen af både hans og Johannes Døbers forkyndelse og tænkt, at det var alt for outreret, at det ene var for strengt og fanatisk og det andet for gavmildt og generøst.

Ja, da forstår jeg måske, at Guds ja i evangeliet er så simpelt, som hvis et menneske til en fest rækker hånden ud efter mig for at trække mig ind i en dans. Jeg har måske ikke lyst til at danse eller lege med, eller jeg frygter måske at skille mig ud og blive til grin, hvis jeg er en dårlig danser. Men jeg ved alligevel godt et eller andet sted indeni, at jeg burde tage imod den fremstrakte hånd og lade mig trække ind i dansen og danse med lidenskab og uden forbehold, glemme mine fejltrin og give mig hen til legen og fællesskabet. Fordi det alene kan forandre mig ved at skænke mig en glæde og fryd, som jeg aldrig nogensinde ville kunne give mig selv. 

Amen.

[Pascal's egen hastigt nedskrevne kladde eller hans berømte 'memorial' om hans oplevelse i 1654 er et klenodie på på nationalbiblioteket i Paris. Det blev fundet efter hans død indsyet i hans frakke. Det var viklet om en sirlig renskrift på pergament, hvor Pascal foroven og forneden have tegnet et kors i strålekrans, men pergamentet kendes i dag kun fra en samtidig afskrift.]