Prædiken til konfirmationsgudstjeneste i Vestervang Kirke den 9. maj 2026.

Af sognepræst Andreas Peter Dornonville de la Cour.

Salmer: 402 Den signede dag med fryd vi ser; 7 Gud er Gud; 289 Nu bede vi den helligånd; 725 Det dufter lysegrønt af græs; 752 Morgenstund har guld i mund. Læsninger: Rom 8,24-28 og Johannes 15,9-17

Kærlighedsbudet

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes: 

Jesus sagde: ”Som Faderen har elsket mig, har også jeg elsket jer; bliv i min kærlighed.  Hvis I holder mine bud, vil I blive i min kærlighed, ligesom jeg har holdt min faders bud og bliver i hans kærlighed.  Sådan har jeg talt til jer, for at min glæde kan være i jer og jeres glæde blive fuldkommen.  Dette er mit bud, at I skal elske hinanden, ligesom jeg har elsket jer.  Større kærlighed har ingen end den at sætte sit liv til for sine venner.  I er mine venner, hvis I gør, hvad jeg påbyder jer.  Jeg kalder jer ikke længere tjenere, for tjeneren ved ikke, hvad hans herre gør; jeg kalder jer venner, for alt, hvad jeg har hørt af min fader, har jeg gjort kendt for jer.  Det er ikke jer, der har udvalgt mig, men mig, der har udvalgt jer og sat jer til at gå ud og bære frugt og blive ved med at bære frugt, så Faderen kan give jer, hvad som helst I beder om i mit navn.  Dette byder jeg jer, at I skal elske hinanden.” Amen (Johannesevangeliet 15,9-17).

I Faderens, Sønnens og Helligåndens navn. Amen.

Kære Konfirmander og alle som er kommet til Vestervang kirke i dag for at bevidne og fejre konfirmationen her i dag.

Det er ikke jer, der har udvalgt mig, men mig, der har udvalgt jer. Sådan taler Jesus til disciplene den sidste aften, de er sammen, inden han skal dø. Og det er disse ord, som jeg vil prædike over i dag.

Men vi skal begynde et andet sted: For et par uger siden fik I alle nogle spørgsmål, som I skulle svare på skriftligt.  Et af spørgsmålene lød: ”Kan Gud svare på en bøn fra en, som ikke tror på ham?”

En af jer svarede: ”Andreas ville nok svare ja, men jeg svarer nej”.

Det svar blev jeg svært glad for! For det peger jo på, at I har lyttet lidt efter, hvad jeg har gået rundt og sagt i alle disse måneder… Lyttet efter ja, men så dertil bevaret jeres egen kritiske sans og tankegang og ikke bare har taget alle ordene for ”gode varer”. Bravo.

I grunden var det lidt af et trick-spørgsmål, når jeg tænker over det. For som det er tilfældet med så meget andet, når talen falder om Gud, så gives der ikke noget entydigt svar på det spørgsmål. Det er et af den slags spørgsmål, som vi ikke kan gå ud og for afklaret én gang for alle. Og måske netop derfor er det også et af den slags spørgsmål, som det er værd at beskæftige sig.

Men det var også et trick-spørgsmål i en anden forstand. Spørgsmålet er jo nemlig designet til at afsløre, hvordan I går og rundt og forestiller jer, at Gud er og dermed svare på, hvilket billede I gør jer af Gud. Hvordan er hans væsen, hvordan er hans bud, hvordan er hans ånd, hvordan er hans magt?

Det er meget vigtigt i den kristne dannelse, ja i enhver personlig dannelse, at blive bekendt med, hvilke billeder vi selv gør os af Gud. For billeder det gør vi. Om vi forestiller os Gud som en far, som en bror, som en ånd, som en energi eller som ren og skær propaganda eller gammeldags overtro. At vi gør os forestillinger er ikke til at komme udenom. På den måde er Gudstanken, uanset om vi kan lide det eller ej, installeret i os. Og uanset hvad vi hver især når frem til, er det en del af vores menneskelige dannelse i verden, at vi fra tid til anden gør os selv det klart, hvilke billeder vi går rundt og gør os af Gud. Jeg siger med vilje fra ”tid til anden” for jeg er udmærket klar over, at hvor jeg som præst så at sige er frikøbt af jer til at beskæftige mig temmelig indgående med dette spørgsmål, ja, så har I jo mange andre opgaver og spørgsmål at svare på i løbet af jeres dage end lige netop dette.

Men konfirmationen og forberedelsen hertil, det er dog netop en tid i et menneskeliv, hvor I konfirmander er blevet ”frikøbt” og taget ud af jeres ellers vante ramme i skolen for at komme her til kirken, bruge tid her sammen med jeres præst, bruge tid på gudstjenesten, bruge tid på at lære Fadervor og Trosbekendelsen og andre centrale elementer af den kristne tro at kende. Og midt i alt dette hviler altså hele tiden denne kredsen om at gøre sig det klart, hvilke billeder vi går og gør os af Gud.

Et af de steder, hvor det bliver tydeligst for os selv, hvilke billeder vi gør os, er, når vi overvejer, hvordan vi beder, hvad vi beder om eller om vi overhovedet beder. Og derfor var det altså, at jeg bad jer, konfirmander, om her henimod slutningen af jeres forberedelse dels at svare på nogle spørgsmål om, hvad bøn er, dels at skrive jeres egne ord om, hvad I ville bede om, hvis I nu skulle bede en bøn til Gud. Resultatet af det sidste har jeg samlet i en fælles bøn, som vi skal bede sammen efter, at I er blevet konfirmeret.

Jeg har haft stor glæde af at læse jeres besvarelser. De allerfleste af jer svarer med et klart ja til det spørgsmål, om Gud kan høre en bøn fra én, som ikke tror. Nogle af jeres svar har noget selvfølgeligt og ligetil over sig: ”Ja ja, tror jeg”, skriver én - altså som om - kunne man forestille sig noget andet? Andre svar er mere udførlige og understreger, at Gud er Gud for alle, og at han derfor naturligvis vil hjælpe alle, som har brug for det. Og så er der også den ret spidsfindige: ”Ja, det tror jeg da godt for selvom en person ikke tror på ham, må de da tro en lille smule for at be’ til ham”. 

Men så var der jo også denne: ”Andreas ville nok svare ja, men jeg svarer nej”. Et svar som jeg som nævnt har grundet over og glædet mig en del over frem til i dag. Måske allermest fordi det udtrykker det, som jeg forsøger at indkredse i denne prædiken. Nemlig at vores billeder af Gud stammer flere steder fra. I dette tilfælde fra præsten og fra konfirmanden selv. Men hvor skal det så ende? Hos præsten, konfirmanden eller et tredje sted? I den tid som vi lever i nu, ender det hos os selv, fordi individet er den store autoritet i vores tid. 

Men der skal det ikke ende. I hvert fald ikke her i kirkens fællesskab, hvor indøvelsen i kristendommen faktisk går i den stik modsatte retning. Den grundlæggende kristne tanke er ikke, at vi er her i dag, fordi vi har valgt at være her. Den kristne tanke er, at vi er her i dag, fordi Gud har valgt, at vi skal være her. Det er en svimlende og befriende tanke. At Gud har valgt jer konfirmander og ikke omvendt. Det siger jeg ikke for at tage noget fra jer i jeres beslutning om at være her i dag. For igennem alle mine år som præst, bliver jeg kun bestyrket i, at der for mange af jer og i denne tid findes et reelt valg og en reel beslutning om at blive konfirmeret. 

Og dog siger Jesus i dag til jer: ”Det er ikke jer, der har udvalgt mig, men mig, der har udvalgt jer”. Hermed siger Jesus flere ting til jer: Måske allervigtigst; at I er hans venner. Ikke hans tjenere, men hans ven. At et kristent menneske kan kalde sig for Guds ven, og ikke tjener, betyder frihed i forholdet til Gud. Det betyder, at et menneskes forhold, jeres forhold til Gud ikke kan gøres op i regler eller særlige bedrifter eller særlige følelser. For Gud har ikke valgt jer på baggrund af den ene eller anden opførsel, bedrift eller følelse.

Gud vælger jer i sin suveræne kærlighed, og det betyder, at I kan komme til ham, som I er. Hvis I bærer på en skyld, på en skam eller bare på noget rod. I er ikke udvalgte på baggrund af de valg og beslutninger, I har truffet igennem livet, igennem de 13-14 år I har gået på jorden. Nej, I er udvalgte, fordi Gud har villet det sådan. Det er Gud, som har taget det første skridt hen imod jer, og tiden må vise, hvorhen I sammen skal gå.

Sådan er altså det kristne fællesskabs billede af Gud. Det er klart, at vi med vores forstand kan gøre os mange andre forestillinger hver især om Gud, og vi gør det hele tiden. Præstens eller konfirmandens. Men indøvelsen i kristendommen er altså at gå den modsatte vej. At begynde at gå og leve med den tanke at Gud gør sig forestillinger om jer endnu inden, I selv overhovedet er kommet i gang. Forestillinger om hvilke veje I skal gå i denne verden. Forestillinger om hvilke valg I skal træffe. 

Hvis I en dag når til en blindgyde i alle disse valg og beslutninger, og I tænker på Gud i bøn, så vil jeg i dag minde jer om de ord, apostlen Paulus skriver: ”For hvordan vi skal bede, og hvad vi skal bede om, ved vi ofte ikke. Men Guds Ånd går i forbøn for os med uudsigelige sukke”. Gud er vores hjerter nærmere, end vi selv er, siger Paulus os dermed, og der findes umådelig trøst og opbyggelse i den tanke.

SÅ hvad så med det spørgsmål: Kan Gud besvare bønnen eller ej fra den, som ikke tror? Klart ja! Og et lille nej. For det er indlysende, at vi mennesker må være parate til at tage imod den hånd og det følgeskab, som Gud rækker os i vores liv. Som en Sam Gammegod der tilbyder Frodo sin hjælp på hans eventyr. Hvis ikke vi kunne svare nej, ja, så ville friheden i vores forhold til Gud forsvinde, og frihed og kærlighed hører sammen. 

I det kristne billede af Gud er han med jer allerede inden, I sådan rigtig er kommet i gang. Ikke som en styrende eller determinerende kraft. Men som den der vil gå ved jeres side, rådgive og trøste jer på uudsigelige måder og dele jeres trængsler og jeres glæde med jer. 

I dag er det forhåbentlig glæden, som står stærkest frem, fordi det er festdag og jeres familie og venner er mødt frem for at fejre jeres konfirmation med jer. Men også andet kan være til stede når flere mennesker mødes - nervøsitet, spændinger og stemninger. Også her er Kristus til stede for han har udvalgt jer for at være sammen med jer i det liv, som er jeres ikke bare i dag, men i alle dage indtil verdens ende.

Kære konfirmander og jeres familier – tillykke med konfirmationen i dag!

Amen.