Prædiken til Påskedag holdt den 5. april 2026 i Vestervang Kirke.

Af sognepræst Andreas Dornonville de la Cour.

Salmer: 224 Stat op min sjæl; 218 Krist stod op af døde; 236 Påskeblomst!; 321 O kristelighed!; 227 Som den gyldne sol frembryder; 233 Jesus lever, graven brast.

Det hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus: 

Efter sabbatten, da det gryede ad den første dag i ugen, kom Maria Magdalene og den anden Maria for at se til graven.  Og se, der kom et kraftigt jordskælv. For Herrens engel steg ned fra himlen og trådte hen og væltede stenen fra og satte sig på den.  Hans udseende var som lynild, og hans klæder hvide som sne.  De, der holdt vagt, skælvede af frygt for ham og blev som døde.  Men englen sagde til kvinderne: »Frygt ikke! Jeg ved, at I søger efter Jesus, den korsfæstede.  Han er ikke her; han er opstået, som han har sagt. Kom og se stedet, hvor han lå.  Og skynd jer hen og sig til hans disciple, at han er opstået fra de døde. Og se, han går i forvejen for jer til Galilæa. Dér skal I se ham. Nu har jeg sagt jer det.« 

Og de skyndte sig bort fra graven med frygt og stor glæde og løb hen for at fortælle hans disciple det.  Og se, Jesus kom dem i møde og hilste dem med et »Godmorgen!« Og de gik hen og omfavnede hans fødder og tilbad ham.  Da sagde Jesus til dem: »Frygt ikke! Men gå hen og sig til mine brødre, at de skal gå til Galilæa. Dér skal de se mig.«

Mens de var på vej, kom nogle af vagterne ind til byen og fortalte ypperstepræsterne alt, hvad der var sket.  De samledes med de ældste og besluttede at give soldaterne en større sum penge, og de sagde: »I skal sige: Hans disciple kom om natten og stjal ham, mens vi sov.  Kommer det statholderen for øre, skal vi nok tage os af ham og holde jer udenfor.«  De tog imod pengene og gjorde, som de havde fået besked på. Og dette rygte er i omløb blandt jøderne den dag i dag. Amen (Matthæusevangeliet 28,1-15).

Prædiken

Ofte er jeg blevet spurgt om, hvad det vil sige at være kristen eller hvad det vil sige at være et kristent menneske? Og ofte er jeg blevet forlegen i mit svar, fordi Gud i sidste ende svarer bedst på det. Imidlertid har Gud dog sat mennesker - og ikke sig selv - på prædikestolen, og i dag, påskedag, hvor al tale om kristendom må begynde eller ende, vil jeg tage handsken op og forsøge at gribe det spørgsmål. Dog med den justering, at jeg i stedet for et kristent menneske vil tale om, hvad et 'Påskemenneske' kunne siges at være. 

For at nå derhen har jeg læst lidt videre i dag end alterbogen egentlig tilskriver. Jeg har læst om, hvordan den opstandne Jesus ligesom indhenter kvinderne, Maria og Maria, på deres vej væk fra graven og hilser dem med et ”God morgen!” Dernæst løber de hen til ham og omfavner hans fødder, fortælles det. Og den opstandne siger til dem; ”frygt ikke”, hvorved han gentager englens ord ved graven og knytter en linje endda helt tilbage til bebudelsen. Og den opstanden sender dem videre til disciplene i Galilæa med bud om, at han vil vise sig for dem der. Men inden vi når dertil, fortæller Matthæus os om vagterne ved graven, som i mellemtiden er løbet ind til byen og til ypperstepræsterne dér for at fortælle om det, som var hændt. Ved graven var de ellers blevet som forstenede, ja, ”som døde”, fortæller Matthæus, da Herrens engel viste sig fra himlen. Nu er de vågnet op, må vi forstå, og de kan nu fortælle om de mærkelige begivenheder ved graven til præsterne, som derefter samler sig med de ældste til rådslagning, og de beslutter sig nu for, hvordan det hele skal fortælles udadtil. ”Formidles” eller ”kommunikeres” ville vi nok sige i vore dages medievirkelighed. Historien skal være, siger de, at ”Jesu disciple kom om natten og stjal ham, mens I sov”. ”Sådan skal I sige”, og det skal være historien om opstandelsen, og ”det rygte”, fortæller Matthæus, er stadig i omløb i folket i dag.  

Til dette folk hører også vi, som er samlede her i dag til påskegudstjeneste. Ikke sådan forstået at vi løber med rygter og går rundt og siger, at det med opstandelsen mere har at gøre med ligrøvere end med Guds kraft. Nej, sådan forstået at det som Matthæus også viser os, når han beretter om hin (bort)forklaring af Påskedagens hændelser, er, at opstandelsen altid på sin vis har været uforståelig og kontroversiel. Den tvivl og skepsis, som omkredser opstandelsen, er så langtfra nogen ny og moderne opfindelse. Og bærer vi på tvivl omkring opstandelsen, og det kan vi ikke undgå, skyldes det altså ikke, at vi lever i en moderne verden. Vores tvivl er funderet i noget langt mere grundlæggende i os. I noget som vi har tilfælles med menneskene og folket før, under og efter Jesu tid uagtet, at vores verdensbillederne ikke er de samme.  

Hvad dette ”noget” er, som findes dybt i os, og som kan komme til udtryk i bedste fald som modstand og i værste fald som ligegyldighed overfor påskeevangeliet, finder jeg udtrykt blandt andet i nogle ord, som en berømt filosof fra det 20. århundrede har udtalt: ”Det, hvorom vi ikke kan tale, må vi tie”. Og vi kan tilføje: ”Det, som vi ikke kan se, kan vi ikke tro”. Et Påskemenneske kender denne tale, men standser ikke her. Et Påskemenneske vil gerne tro på mere og andet end det, som vore sanser og forstand kan informere os om. Et Påskemenneske hører apostlen Peters ord i dagens epistel og ønsker at sige med ham, at vi vil ”elske ham uden at have set ham og tro på ham uden at have set ham”. Sådan synger vi i vores påskemenighed i dag. Med den afgørende pointe at også for os, som er påskemenighed i dag, ja, selv i os findes modstanden og tvivlen også.

Ligesom den gjorde det for de første disciple. I evangeliet til anden påskedag hører vi om den tvivl og skepsis, som ledsagede disciplene undervejs på deres vandring til Emmaus? Kunne det virkelig passe, at Kristus, verdens frelser, skulle dø så fornedrende en død på korset? Var han virkelig så svag, at han skulle kunne blive besejret af mennesker på den måde? Og skal vi virkelig tro på hans magt i himlene og på jorden, når nu han viste sig at være denne verdens magter så ufatteligt underlegen, som det viste sig på korset? Sådan kan vi forestille os disciplenes rådvildhed ifølge Lukas. Pointen er, at disciplenes tvivl lige såvel er vores. For tilsyneladende, ja åbenbart faktisk, er det vel, at det er helt andre magter end Kristi magt, som regerer i denne verden? Tilsyneladende og åbenbart er det vel også, at det er helt andre magter, som regerer i vores hjerter, når vi igen rammes af tvivlens ord: Er han virkelig verdens frelser? Er han virkelig opstanden? Når nu så meget i verden, går hans rige imod?

I evangelierne finder Påskemennesket trøst og svar på tiltale, når de alle som en fortæller, at det netop er for disse vaklende disciple, at Jesus åbenbarer sig. Og for de sørgende kvinder, som gik til graven påskemorgen. Derimod, sådan fortæller evangelierne det, åbenbarede han sig aldrig for sine deciderede fjender og modstandere, ypperstepræsterne, Herodes, Pilatus eller for dem, som opdigtede historien om, at det var disciplene, som havde røvet hans lig ud af graven i ly af nattens mulm og mørke. Den historie fik, som Matthæus fortæller, lov at gå sin gang ud over al verden uden at den almægtige Gud nogensinde har skredet ind. Den, som vil tvivle, han må tvivle, og den, som vil tale imod Kristus og opstandelsen, han må gøre det. Tilsyneladende har Gud skikket det sådan. Enhver krisetid fremkalder og forstærker rygtestrømmen i det ydre og modstanden i vores indre. Derfor er det så vigtigt, at vi i dag fæstner os ved dette, som evangelierne beretter om: Nemlig, at Kristus åbenbarede sig for sine disciple. Disciplene som var så langt fra at være mønsterkristne eller noget der ligner. Men de var dem, som åbenbart ikke kunne andet end at søge hen til Jesus. I live såvel som i døden. For dem blev tvivl ombyttet til tro. For dem blev Jesu død til liv lige foran dem, da han åbenbarede sig for dem. For dem som ikke ville have med ham at gøre, ja, for dem åbenbarede han sig ikke. For dem forblev tvivl forblev tvivl, måske endda modstand. Denne regel gælder for hele det nye testamente. Med én afgørende undtagelse til at bekræfte reglen: Kristus, fortæller Lukas, åbenbarede sig for Paulus på vej til Damaskus med ordene ”Saulus, Saulus, hvorfor forfølger du mig”. Men Paulus er altså undtagelsen. 

Opstandelsen er, det er det, jeg forsøger at nå frem til, tilsyneladende kun at finde for den, som søger efter den, og det menneske er Påskemenneske. Korsfæstelsen, Langfredag, fik alle at se: ”Og folket stod og så på”, som Lukas fortæller. Mange mennesker så Jesu nederlag hin lange dag. Alle så hans svaghed, og dermed også den svaghed som er knyttet til ordet om ham og hans kirke. Om vi et øjeblik forestillede os noget af det modsatte. At opstandelsen havde været synlig og åbenbar for alle så klar og så tydelig, at vi kunne se den med vores egne øjne... Og vi sådan alle blev Kristi disciple, for da var det tydeligt og umisforståeligt for enhver, at her har vi at gøre med en sand konge og en sand Gud.

Åbenbart ønskede Gud det ikke sådan. Åbenbart ønsker han sig ikke disciple, som går efter denne verdens synlige magt. Åbenbart ønsker han sig noget andet. Måske ønsker han sig et Påskemenneske, som finder frem til ham via påskens vej. På påskens vej går korset forud for opstandelsen, og i den forstand er vi alle velsignede og udvalgte af Gud. Der findes åbenbart ingen anden vej til opstandelsen end gennem korset, som er for os alle før eller siden. Påskemennesket tror og håber på det, der venter os på den anden side af døden. Igennem påskedagene har Gud i sin søn banet en vej for os igennem korset, og døden leder frem til opstandelsen med ham. På denne vej vandrer Påskemennesket og midt i denne verden, hvor så mange rygter ellers tilsiger noget ganske andet, venter han og hun, at livet skal stå frem fra døden.

O kristelighed!
du skænker vort hjerte, hvad verden ej ved,
hvad svagt vi kun skimter, mens øjet er blåt,
det lever dog i os, det føler vi godt;
mit land, siger Herren, er Himmel og jord,
hvor kærlighed bor.

Glædelig Påske! Og lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, højlovet fra første begyndelse nu og i al evighed. Amen.