Tale til konfirmationerne holdt i Vestervang Kirke den 27. april 2024.

Af sognepræst Troels Bak Stensgaard.

Præludium under indgangsprocessionen: G.F. Händel: Halleluja (fra Messias) ved kirkens organist og kor samt trompetist Jeppe Lindberg. Salmer: 192 Hil dog frelser og forsoner; 331 Uberørt at byens travlhed; 478 Vi kommer til din kirke, Gud 725 Det dufter lysegrønt af græs; 752 Morgenstund har guld i mund, vers 4 & 5.

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus: 

Jesus sagde: »Ingen kan tjene to herrer. Han vil enten hade den ene og elske den anden eller holde sig til den ene og ringeagte den anden. I kan ikke tjene både Gud og mammon. Derfor siger jeg jer: Vær ikke bekymrede for jeres liv, hvordan I får noget at spise og drikke, eller for, hvordan I får tøj på kroppen. Er livet ikke mere end maden, og legemet mere end klæderne? Se himlens fugle; de sår ikke og høster ikke og samler ikke i lade, og jeres himmelske fader giver dem føden. Er I ikke langt mere værd end de? Hvem af jer kan lægge en dag til sit liv ved at bekymre sig? Og hvorfor bekymrer I jer for klæder? Læg mærke til, hvordan markens liljer gror; de arbejder ikke og spinder ikke. Men jeg siger jer: End ikke Salomo i al sin pragt var klædt som en af dem. Klæder Gud således markens græs, som står i dag og i morgen kastes i ovnen, hvor meget snarere så ikke jer, I lidettroende? I må altså ikke være bekymrede og spørge: Hvordan får vi noget at spise og drikke? Eller: Hvordan får vi tøj på kroppen? Alt dette søger hedningerne jo efter, og jeres himmelske fader ved, at I trænger til alt dette. Men søg først Guds rige og hans retfærdighed, så skal alt det andet gives jer i tilgift. Så vær da ikke bekymrede for dagen i morgen; dagen i morgen skal bekymre sig for det, der hører den til. Hver dag har nok i sin plage.« AMEN (Matthæusevangeliet 6,24-34).

Kære konfirmander!

Så sker det endelig. Nu kom den dag, som jeg ved, at I har glædet jer til, og som de fleste af jer har forberedt jer til ved at gå til præst hos mig og Grethe.

Det er jeres konfirmationsdag, hvor I siger ja tak til dåben og alt det, som vi fik del i ved at blive døbt, og som I forhåbentlig har lært lidt bedre at kende i alle de fine timer torsdag morgen, som vi siden august har haft sammen.

Det har i hvert fald været en stor fornøjelse for mig og Grethe at lære jer at kende.

Man konfirmeres kun én gang, så det er vigtigt, at I nyder dagen og suger til jer af al den opmærksomhed og hengivenhed, som i dag retter sig mod jer fra jeres familier.

Jeg ved godt, at I ikke er helt voksne endnu, selv om en velmenende onkel måske rejser sig senere på dagen og byder jer velkommen i de voksnes rækker med erfaren kendermine.

Men I er, konfirmander, og hold nu fast i stolene, ved at blive vaskeægte voksne, og det betyder ikke bare, at I nu måske skal til at hjælpe mere til med opvasken derhjemme.

Det betyder, at I her de kommende år skal til at træffe jeres egne valg i stadig højere grad og danne jeres egen mening om nogle af de spørgsmål, der hører med til voksenlivet. 

Hvad er godt og ondt, rigtigt og forkert? 

Hvad er meningen med livet?

Derfor er meget naturligt, at I i jeres alder går til præst, og møder den tro, som har formet det samfund, som vi lever i, og som jeres familie og slægt i tusind år har fundet håb og trøst i.

Når I om 3 til 4 år bliver myndige og skal stemme til valgene, så skal I jo heller ikke kun tage ansvar for jeres eget liv, men også for det samfund og den verden, som I er en del af.

Det lyder måske overvældende, men hvis I sidder og bliver lidt bekymrede over det, konfirmander, så skal I bare sige: ”pole, pole”.

For tænk, I er de første konfirmander her i Vestervang Kirke, som har lært at at tale swahili.

Da vi i efteråret havde besøg af Daniel og Julianne på 20 og 21 år, som sammen med andre unge danskere havde været med Danmission 6 uger i Tanzania og på øen Zanzibar for at tale med unge dér om deres tro.

Eller som en af de unge har forklaret om deres oplevelser i Østafrika:

”Det har gjort stort indtryk på mig at møde en helt anden kultur omkring tid og hjælpsomhed. Mange har en let tilgang til livet og tager ikke tingene så tungt. Det, synes jeg virkelig, er inspirerende, især når man lever i en lidt fortravlet hverdag og i et præstationsfyldt samfund, som vi gør i Danmark. I Tanzania har de et udtryk, der lyder “pole, pole”. Det betyder “rolig, rolig”. Det betyder også, at det hele skal nok gå. Det, vi ikke når i dag, når vi nok i morgen.  . . . “Pole, pole” er virkelig noget, der har inspireret mig, og noget jeg tror, de fleste kunne lære lidt af. Det er en god ting at minde sig selv om, at det hele nok skal gå, og ind i mellem at sætte tempoet lidt ned, så man kan nyde nuet.”

Ja, kære konfirmander, når folk siger ”pole, pole” i Tanzania, så hænger måske sammen med noget andet, som Daniel og Julianne lærte os.

For I blev inddelt i grupper, og hver gruppe fik 12 sedler, hvorpå stod en af følgende værdier: mad, familie, fred, uddannelse, venner, mobil, udseende, rent vand, kærlighed, frihed, kirke og bøn.

Så skulle I diskutere disse 12 værdier i grupperne og lægge sedlerne i prioriteret rækkefølge, så de værdier, som hver gruppe fandt vigtigst for dem selv, lå øverst.

Jeg husker ikke, hvilken værdier I placerede øverst, men det var ikke mobiltelefon eller udseende, hvilket måske er både overraskende og beroligende for nogle i jeres familier. 

Kirke og bøn fik gav I til gengæld bundplaceringer. De sneg sig dog vist over værdien "rent vand", hvilket siger noget godt om Helsingør Vandværk og om, at vi lever i et privilegeret velfærdssamfund. Men Daniel og Julianne fortalte os så bagefter, at de havde lavet samme øvelse med 60 unge konfirmander på Zanzibar, og for de fleste af dem kom kirke og bøn ind på en for os overraskende plads, nemlig førstepladserne. For som en af de unge i Tanzania havde sagt til dem, så var det ikke muligt at opnå nogle af de andre værdier uden troen. 

Det var tankevækkende, syntes jeg, og så tænkte jeg, at det ville være en god ide, hvis jeg i dag talte til jer og jeres familier ud fra Jesus’ berømte ord om først at søge Guds rige og hans retfærdighed og måske netop af den grund at være ubekymret som markens liljer og himlens fugle, som jeg før læste op.

Men siden jeg fik den gode ide, har jeg desværre været lidt bekymret for, hvordan det skulle gå. 

For det er faktisk ret svært at tale om at være ubekymret, uden at det kommer til at virke stik modsat. 

Og det kan også lyde så overfladisk og naivt at sige, som Jesus gør det: Vær ikke bekymrede! Hvad enten man siger det på dansk eller på swahilisk.

Men læg mærke til, at Jesus hverken peger på det ene eller det andet slags menneske, som vi skal til at efterabe for at leve et sandt menneskeliv. Han peger i stedet for op på himlens fugle, som ikke høster og ikke samler i lade, men dog får føden af deres himmelske far. Og han peger på markens liljer, som i al deres skrøbelighed er mere herlige end den store kong Salomo i al hans pragt. 

Det betyder ikke, at vi skal til at blive blomsterbørn eller på anden måde slippe jordforbindelsen. Vi skal ikke forsøge at være som fuglene og blomsterne – det ville også være naturstridigt og se ret kunstigt ud. Men vi skal se på dem, siger Jesus, for at lære at være os selv og acceptere os selv som vi hver især er.

Se himlens fugle – af dem kræves intet andet end at de er fugle. Se markens liljer – af dem kræves intet andet end de er liljer. Det er Guds bestemmelse med dem. Og det samme gælder for enhver af os. Til tider føler vi os måske hverken som fugl eller fisk. Men Gud skabte os heller ikke, for at vi skulle skabe os eller bekymre os om alt muligt mellem himmel og jord. 

Det er kun én Gud, og det er ikke os selv. Det er det første af alle budene. Og hvis vi ikke tør overlade det meste til Ham, så kan vi godt glemme det, som Jesus kalder for det andet bud, og sætter på linje med det første: Kærlighedsbuddet om at elske vor næste som os selv, dvs. om at tage ansvar for hinanden og vores samfund og for den klode, som vi bor på. For det kan kun det menneske, som tør være ubekymret og lægge det meste i Guds hånd, så man kan fokusere på det, som er ens egen opgave.

Hvis et menneske ikke kan lade bekymringerne fare - og hvis man ikke længere har blik for og kan glæde sig over livets godhed og gavmildhed og skønhed – så tørrer man også ind og bliver til en selvhøjtidelig vissenpeter i stedet for et rigtigt levende menneske af kød og blod, som kan tro og tvivle - og drømme, længes og elske.

Så kære konfirmander, kære Thilde, Ida, Mikkel, Mai-Line, Cecilie, Lilly-Kirstine, Anna Olivia, Emil og Emilie // kære Melina, Mille, Liam, Oliver, Elias, Rebekka, Mikkel, Julie, Adam, Sebastian, Smilla og Victoria!

I skal elske livet og verden, selv om verden ikke er perfekt og mennesker heller ikke.

Det gjorde Jesus, og jeg håber, at I i vores timer sammen og ved at gå til gudstjenester har fornemmet noget af den store livsglæde, som møder os på næsten hver eneste side af Det nye Testamente.  

Eller som apostlen Paulus skriver i sit brev til filipperne: ”Glæd jer altid i Herren! Jeg siger atter: Glæd jer! . . . Vær ikke bekymrede for noget, men bring i alle forhold jeres ønsker frem for Gud i bøn og påkaldelse med tak. Og Guds fred, som overgår al forstand, vil bevare jeres hjerter og tanker i Kristus Jesus.”

Hvis jeres liv skal have tyngde og betydning, konfirmander, så er I selvfølgelig også nødt til at bekymre jer om det og gøre det til jeres liv og jeres ansvar. Men for at kunne tage ansvar for os selv og andre har vi har brug for ubekymrede stunder. Og allermest ubekymrede det er vi, når vi er på et sted, hvor vi hører til og hører hjemme uden først at skulle have gjort os fortjent til det ved at opføre os på en bestemt måde. Et sådant sted har vi i vores familie - og i kirken. 

Og så bare her til sidst: jeg hørte engang en historie om en mand, som altid bekymrede sig, om sine børn, sit job, sin kone, sit helbred. Han bekymrede sig over verdens skæve gang, og over alt muligt andet.

En dag lagde én af hans venner imidlertid mærke til, at han var som forandret. Nu var han pludselig så rolig og fredfyldt og gik og fløjtede på gaden.

- Hvad er der sket med alle dine bekymringer?, spurgte hans ven.

- Jeg har lige ansat en mand til at bekymre sig for mig!

- Jamen, hvor meget koster sådan en fyr?

- Han koster 10.000 kr. om ugen.

- Jamen, det har du da ikke råd til!, sagde hans ven og begyndte selv at se helt bekymret ud.

- Næh, men det må han jo bekymre sig om!                    

Sådan er den kristne frihed, konfirmander. Sådan er troen på Guds kærlighed og syndernes forladelse, som Jesus har lært os. Den er lige så fræk over for livets alvorligheder som manden i den fortælling. Husk det! Så skal I nok finde ud af, ikke alene, hvad det er, I vil med livet, men også, hvad det er, I skal med det.

Og så vil jeg til allerallersidst opfordre alle I andre til senere i dag at rejse jer og måske endda synge Kim Larsen fine konfirmationssang, som jeg derfor synes, at vi lige skal øve os lidt på sammen:

Hva’ det er de vil med livet, 

Det ka’ kun de selv forstå.

Åh, de smukke unge mennesker

Gid de længe leve må.

For det er lige præcist, konfirmander, hvad vi alle sammen tænker i dag:

Åh I skønne unge mennesker, gid I længe leve må! 

Hjertelig tillykke med jeres konfirmation! 

Og tak for de mange gode timer som Grethe og jeg haft sammen med jer.

Måtte I og jeres familier få en rigtig god og uforglemmelig festdag! 

AMEN

Klik for en stor version af billederne af konfirmanderne den 27. april 2024!

[Foto: Emil Jensen]