Prædiken til 3. søndag efter påske holdt i Vestervang Kirke den 21. april 2024.

Af sognepræst Troels Bak Stensgaard.

Salmer: 224 Stat op min sjæl i morgengry; 7 Herre Gud, dit dyre navn og ære; 342 Nu ved jeg vej til Himmerig; 246 Kom, lad os tømme et bæger på ny; 197/kun vers 7; 722 Nu blomstertiden kommer.

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes: 

Jesus sagde: »Jeres hjerte må ikke forfærdes! Tro på Gud, og tro på mig! I min faders hus er der mange boliger; hvis ikke, ville jeg så have sagt, at jeg går bort for at gøre en plads rede for jer? Og når jeg er gået bort og har gjort en plads rede for jer, kommer jeg igen og tager jer til mig, for at også I skal være, hvor jeg er. Og hvor jeg går hen, derhen kender I vejen.« Thomas sagde til ham: »Herre, vi ved ikke, hvor du går hen, hvordan kan vi så kende vejen?« Jesus sagde til ham: »Jeg er vejen og sandheden og livet; ingen kommer til Faderen uden ved mig. Kender I mig, vil I også kende min fader. Og fra nu af kender I ham og har set ham.« Filip sagde til ham: »Herre, vis os Faderen, og det er nok for os.« Jesus sagde til ham: »Så lang tid har jeg været hos jer, og du kender mig ikke, Filip? Den, der har set mig, har set Faderen; hvordan kan du så sige: Vis os Faderen? Tror du ikke, at jeg er i Faderen, og Faderen er i mig? De ord, jeg siger til jer, taler jeg ikke af mig selv; men Faderen, som bliver i mig, gør sine gerninger. Tro mig, at jeg er i Faderen, og Faderen er i mig; hvis ikke, så tro på grund af selve gerningerne.« AMEN (Johannesevangeliet 14,1-11)

Kære menighed!

I tirsdags brændte halvdelen af Børsen i København. Det er en kulturhistorisk katastrofe på grund af den store smukke bygnings alder og unikke renæssancearkitektur, og især fordi Børsen repræsenterer noget af det, som giver os identitet som et folk: Christian IV og hans tid og vores efterfølgende historie igennem 400 år som et lille, men aktivt og med tiden velstående handelsfolk.

Så det er trist at tænke på, men der omkom heldigvis ikke mennesker i branden, og før vi udråber landesorg, bør vi holde fast i, at alt jordisk før eller siden forgår, og at selv et hus som Børsen kan bygges op igen og ikke er unikt og uerstatteligt som et menneske. 

Derudover er der noget, som er endnu mere gammelt og kostbart og endnu mere bevaringsværdigt end selv Christian IV’s pragtfulde bygninger. 

Noget som klart møder os i dagens lektie om Moses (2. Mosebog 3,1-7 & 10-14), der som et af meget få mennesker i Det gamle Testamente talte direkte med Gud og af Gud fik den store livsopgave at føre israelitterne ud af Egypten, hvor de havde været holdt i trældom i 400 år.

Moses var israelit, og havde et egyptisk navn, fordi han, som mirakuløst havde overlevet Faraos myrderier på de israelitiske slavers nyfødte drengebørn, var vokset op hos en egyptisk prinsesse som hendes egen søn.

Men hans egen biologiske mor blev af den egyptiske prinsesse ansat som hans amme, så Moses havde også fået hebræernes sprog og historie ind med modermælken.

Da Moses som voksen så en egyptisk slavevogter slå en af hans hebraiske landsmænd ihjel, dræbte han i spontan og ustyrlig vrede manden, hvilket vi må se som et udtryk for hans indre splittelse – og for en ubevidst længsel efter at høre hjemme et sted - efter sit eget folk. Men hans egne frygtede ham bagefter, og Moses måtte som en eftersøgt morder snart flygte fra de egyptiske myndigheder og ud i ørkenen, hvor han fik husly og stiftede sin egen familie hos midjanitterne, et ældgammelt arabisk ørken- og hyrdefolk. 

Hvem var han i grunden? Var han en egyptisk overklassedreng og i familie med Farao, solens søn, eller en af de undertrykte hebraiske slaver?

Måske fandt Moses sig tilsyneladende så let til rette i en helt tredje kultur, hos midjanitterne, fordi han følte sig rodløs og ikke var bundet til noget sted.

Sådan antydes det allerede i optakten til denne ældgamle historie, at ingen mennesker eller folkeslag eller kulturer har patent eller eneret på Gud.

Eller sagt på anden måde: at intet menneskeligt og jordisk må guddommeliggøres.

Da den førhen så fornemme prins ved det egyptiske hof var blevet til en simpel fårehyrde, viste Guds engel sig ganske uventet for ham – ikke i et fornemt tempel eller i et overvældende syn af skønhed og mening, men i en brændende tornebusk langt ude i ørkenens sand.

Sådan siges det, at Gud ikke kun er Gud for de særligt religiøse eller for såkaldt søgende mennesker.

[Moses og den brændende tornebusk. Vægbillede fra den syriske Dura-Europos synagoge, som stod færdigbygget i år 245 og fundet og udgravet af arkæologer i 1932] 

Da Moses så, at busken ikke blev fortæret af ilden, blev han først bare nysgerrig, fortælles det videre, og tænkte ved sig selv: ”Jeg må hen og se nøjere på dette mærkelige syn! Hvorfor brænder busken ikke?”

Sådan er det aldrig miraklet i sig selv, som skaber vores tro, men omvendt: Troen forstået som en som slags åben nysgerrighed over for alt det i verden, som kan overraske os, og som vi ikke selv kan forstå, er i Bibelen en forudsætning for at se mirakler – og for gudstro i dybere forstand end mirakeltro, dvs. for tro som tillid til Guds ord til os og som håb og livsmod.

Dér er Moses dog ikke endnu, for da Gud råber ham an ”Moses! Moses!”, så svarer han bare ”ja”.

Man får nærmest indtryk af, at det for Moses lige så godt kunne være hans midjanitiske hustru Sippora, som utålmodigt kaldte ham ind til aftensmaden, så Gud må fortælle Moses, at han ikke er hjemme hos sig selv, men i Guds hjem, på et helligt sted, og derfor bør tage sine sandaler af.

Først da Gud derefter fortæller, at han er den Gud, som Moses fjerne og legendariske forfædre har dyrket, Abraham, Isak og Jakobs Gud, bliver Moses ærbødig og skjuler sit ansigt, for han tør ikke se Gud.

Sådan siges det også til os, at hvis vi vil lære Gud nærmere at kende, så skal vi have respekt for vores forfædres tro og lytte til deres vidnesbyrd.

For vi erfarer normalt Gud og lærer hans vilje at kende gennem andre og deres fortællinger om den Gud og den tro, som har båret og hjulpet dem. Det er bibelen og slægtens historier og vidnesbyrd, som gør, at vi også kan genkende Gud og måske høre ham tale til os i vores eget liv og i vores samvittighed.

For det gør Gud. Han taler endda direkte til Moses, og Moses forstår først slet ikke, at han kan være udvalgt til andet end at være Sipporas hustru og hyrde for sin svigerfar Jetros får.

”Hvem er jeg, at jeg skulle gå til Farao og føre israelitterne ud af Egypten?”, undrer han sig højlydt.

Men Gud svarer ikke Moses ved at fremhæve hans eventuelle kvaliteter som menneske eller som leder eller som troende. 

Derimod giver Gud Moses det samme løfte, som vi også fik i vores dåb: ”Jeg vil være med dig”.

Det er det løfte, som Moses skal holde sig til.

Så skal han nok finde ud af, hvordan han skal klare sin livsopgave.

Moses får derimod ikke nogen forhåndsgaranti, som kan befri ham for hans tvivl om egne evner eller for at tro på Guds løfte.

Derfor siger Gud til ham: ”Dette skal du have som tegn på, at det er mig, som sender dig: Når du har ført folket ud af Egypten, skal I dyrke Gud på dette bjerg.”

Sådan skyldes troen på, at Gud vil være med os alle dage, og også vil bruge os til noget, ikke vores egne evner eller en særlig viden for de indviede om fremtiden, men snarere dette, at vi samles som her i vores kirke til gudstjeneste og mindes og takker for, hvad Gud allerede har gjort, dvs. for hvad der har båret folk i mange generationer før os og givet dem trøst og håb og styrke til livets kampe, og for hvad vi selv fik løfte om i vores dåb.

Hvad Gud er i sig selv, kan han ikke fortælle Moses, og da Moses beder om hans navn, siger Gud de berømte ord: ”Jeg er den, jeg er!” Eller som vi også kan oversætte de gådefulde hebraiske ord: ”Jeg vil være den, som jeg vil være.” 

Det er et navn, som rummer den afgørende erkendelse i det jødiske folks liv, ja i menneskehedens lange historie: Gud er ikke som alle afguderne en særlig ophøjet del af denne verden og kan ikke identificeres med noget i denne verden. 

Gud er den, som er hinsides denne omskiftelige verden, og som derfor kan give verden dens mening og være garant for, at der en mening med hele verden og med hvert enkelt menneskes liv, selv om vi på grund af synden ofte er blinde for og modarbejder og fordrejer Guds mening med vores liv.

Men Gud er ikke kun den evige eller den, som er, hvad han er.

Gud er også den, som vi som kristne har lært at kende i Jesus Kristus som den kærlighed af kød og blod, som overvinder alt, hvad der skiller mennesker fra hinanden og fra Gud.

Derfor siger Jesus i dagens evangelium: ”Jeres hjerte må ikke forfærdes. Tro på Gud og tro på mig!” 

Jesus taler til disciplene på deres sidste aften og nat sammen – i afskedens time – i timerne umiddelbart før han langfredag må erfare sine venners svigt og selv må lide og dø.

Den forfærdelse, som han her taler om, og som disciplene følte ved at høre ham tale om hans kommende død, kendte han selv til.

Det ord, som vi her oversætter med forfærdelse, bruges i Det nye Testamente nemlig også om Jesu egen sindsstemning, når han hører om sin ven Lazarus’ død, og når han taler om Judas’ kommende forræderi eller sin egen død, selv om vi i vores Bibeloversættelse så oversætter ordet med f.eks. det mindre negativt ladede udtryk, at Jesu sjæl var i oprør.  

Det at tro er med andre ord ikke at være usårlig eller immun overfor smerte og sorg eller at drømme sig ind i en harmonisk verden, hvor alting går op i en højere enhed, som Gud så er garant for. 

Det er derimod og trods livets brogede erfaringer – trods den forfærdelse, som vi alle erfarer på den ene eller den anden måde – aldrig at fortvivle. 

Det er som det blev sagt i dagens epistel fra Hebræerbrevet (Hebr. 4,14-16) at tro på, at vi i Kristus har en ypperstepræst, som medfølende kender til vores skrøbeligheder, fordi ”han er blevet fristet i alle ting ligesom vi, dog uden synd.” 

Det er at elske livet, selv når det gør ondt, og at bevare håbet, selv når det ser sort ud.

Det er ingen i vores land og i vores kirke, som har udtrykt denne tro – eller denne kærlighed til livet og denne forfærdelse over det, som ødelægger livet – stærkere end N.F.S. Grundtvig.

Derfor vil jeg i dag gerne slutte med det formodentlig sidste digt, som Grundtvig skrev, før han døde i sin arbejdsstol den 2. september 1872 i en alder af næsten 89 år.

Det var en mandag, og Grundtvig havde som sædvanligt prædiket dagen før, og efter hans død fandt man så digtet, som jeg synes enkelt, men genialt sammenfatter såvel Grundtvigs store kristendomssyn, som hvorfor Jesus begyndte sin store afskedstale skærtorsdag aften med at sige disse ord til disciplene og til os: ”Jeres hjerte må ikke forfærdes! Tro på Gud og tro på mig! I min faders hus er der mange boliger. Hvis ikke, ville jeg så have sagt, at jeg går bort for at gøre en plads rede for jer?”

Digtet, som ikke har en titel, men kan kaldes Grundtvigs svane- eller uglesang, lyder sådan her:

Gammel nok jeg nu er blevet
Mellem Vugge min og Grav,
Nu jeg staaer ved Falderebet
Ved det store, vilde Hav,
Hvor Magneten er Guds-Ordet,
Og Guds Aand staaer selv ved Roret.

Stormene er frygtelige,
Stille staaer her Mandevid,
Nærmest er de Dødes Rige,
Nemt det er at stevne did;
men, o ve for Ugle-Sangen!
Bundløs der er Undergangen!

Vel, paa jordisk Viis at regne,
Langt af Led er Paradis,
Er os nært dog allevegne,
Hvor hos Ordet er Guds Priis,
Saa for Sjæleøie-Stavnen
Brat sig aabner Himmel-Havnen!

Ja, hvor Aanden staaer for Styret
og Guds-Ordet er Kompas,
Giælder som i Æventyret
Evighedens Timeglas;
Der sig brat, som sagt, saa gjort,
aabner Evighedens Port!

Derfor Jesus-Christus-Navnet
Prises skal evindelig:
Af hans Kiærlighed omfavnet,
Hjertet er i Himmerig;
naar med denne Verden brydes,
til Guds-Bordet vi indbydes!

AMEN

[N.F.S. Grundtvig fotograferet den 27. august 1872, 7 dage før sin død, af Christian Adolph Barfod Lønborg. Det Kgl. Biblioteks Billedsamling]