Prædiken til 2. påskedag holdt den 1. april 2024 i Vestervang Kirke.

Af Andreas Peter Dornonville de la Cour.

Salmer: 408 Nu ringer alle klokker mod sky; 220 I dødens bånd vor frelser lå;  244 Hvor lifligt er det dog at gå; 236 Påskeblomst! Hvad vil du her?; 235 Verdens igenfødelse; 218 Krist stod op af døde.

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes: 

Den første dag i ugen, tidligt om morgenen, mens det endnu var mørkt, kom Maria Magdalene ud til graven, og hun så, at stenen var flyttet fra graven. Så løber hun hen til Simon Peter og til den anden discipel, ham som Jesus elskede, og siger til dem: »De har flyttet Herren fra graven, og vi ved ikke, hvor de har lagt ham.« Så kom Peter og den anden discipel og ville ud til graven. De løb begge to, men den anden discipel løb foran, hurtigere end Peter, og nåede først til graven; han bøjede sig ind og så linnedklæderne ligge der, men han gik ikke ind. Simon Peter, som fulgte efter ham, nåede nu også frem; han går lige ind i graven og ser linnedklæderne ligge der og klædet, som Jesus havde haft over hovedet; det lå ikke sammen med linnedklæderne, men rullet sammen på et sted for sig selv. Da gik også den anden discipel derind, han som var kommet først til graven, og han så og troede. Indtil da havde de nemlig ikke forstået Skriftens ord om, at han skulle opstå fra de døde. Disciplene gik så hjem igen. Men Maria stod udenfor ved graven og græd. Som hun nu stod der og græd, bøjer hun sig ind i graven og ser to engle i hvide klæder sidde dér, hvor Jesu legeme havde ligget, én ved hovedet og én ved fødderne. De sagde til hende: »Kvinde, hvorfor græder du?« Hun svarede: »De har flyttet min Herre, og jeg ved ikke, hvor de har lagt ham.« Da hun havde sagt det, vendte hun sig om, og hun så Jesus stå der; men hun vidste ikke, at det var Jesus. Jesus sagde til hende: »Kvinde, hvorfor græder du? Hvem leder du efter?« Hun mente, det var havemanden, og sagde til ham: »Herre, hvis det er dig, der har båret ham bort, så sig mig, hvor du har lagt ham, så jeg kan hente ham.« Jesus sagde til hende: »Maria!« Hun vendte sig om og sagde til ham på hebraisk: »Rabbuni!« – det betyder Mester. Jesus sagde til hende: »Hold mig ikke tilbage, for jeg er endnu ikke steget op til Faderen; men gå hen til mine brødre og sig til dem: Jeg stiger op til min fader og jeres fader, til min Gud og jeres Gud.« Maria Magdalene gik hen og fortalte disciplene: »Jeg har set Herren,« og at han havde sagt dette til hende. AMEN (Johannesevangeliet 20,1-18).

I Faderens, Sønnens og Helligåndens navn. Amen.

Noget er skjult. Vi kan ikke se det eller tage og føle på det. Vi har det kun i ord: ”De har flyttet min Herre, og jeg ved ikke, hvor de har lagt ham.” 

Det er Maria Magdalene, den samme kvinde, som salvede Jesus i farisæerens hus, synderinden, hvem meget blev tilgivet, fordi hun elskede meget, sådan som Lukas fortæller. Det er hende, som siger disse ord. Hun er et menneske, vi alle genkender, ja, måske endda allerbedst fra os selv: som et menneske der mangler noget. Det kan være en elsket, et menneske vi har mistet. Det kan være troen, især i disse påskedage. Naturen, musikken, omgivelserne taler til os. Burde troen ikke vokse og folde sig ud netop i disse dage? 

Vi har hørt påskens evangelium. Det har lydt i 2000 år. Men hvor er det alt sammen blevet af lige nu – for mig? Sådan kan vi spørge. Al denne tale om opstandelsens kraft, om livets sejr over døden, om lysets sejr over mørket!

Det er vigtigt at sige i dag, at det er også en påskeerfaring: manglen, savnet, længslen, tomheden. Måske er det faktisk den første påskeerfaring, som kvinderne og disciplene gør sig? Alle evangelier beskriver denne vandring til graven. De har blik for noget forskelligt alle sammen. Men det, de har tilfælles, det er vandringen til graven den første dag i ugen, og dermed også sorgen og tabet hos disciplene. Noget manglede nu. Han var der ikke længere. 

Hos Johannes, som vi hører i dag, er det Maria Magdalene, som går alene afsted. Hun finder, at stenen fra graven er væltet fra, og tør ikke at fortsætte, men vender om og henter to af disciplene. De to er ivrige! De kappes om at nå først, og de går ind i graven på skift og ser linnedklæderne og klædet, som Jesus havde haft om hovedet, ligge sammenrullet et sted for sig selv. Og da, fortælles det så, forstod de skriftens ord om, at han skulle opstå fra de døde. Og så gik de hjem igen, fortælles det. De løb ikke ligesom på vej ud. De gik hjem. Der var nok noget at sunde sig ovenpå for de to. Ligesom for os når vi møder Skriftens ord om Jesu opstandelse. 

Mon de to disciple er gået i tænkeboks? Hvad var det dog, der skete? Hvad med Maria? Hun er endnu i affekt. Hun kan ikke finde hvile. Må vi spekulere? Længes hun ikke efter hans nærvær? Kristus som havde kaldt hende frem i lyset og livet og med sin myndighed givet hende en plads og et ståsted i tilværelsen i mødet med verdens mange dommere. Nu er han væk. Og hvad betyder det så? Maria Magdalene, som vi møder i dagens evangelium, mangler Kristus, det han gjorde for hende, det han lovede hende. Derfor græder hun. På samme måde som ethvert menneske græder ved graven over den, vi har elsket. Du mangler hos mig nu, siger vi ned i graven. Du burde være her, men det er du ikke.

[Martin Schongauer (o. 1445-1491): Kristus viser sig for Maria Magdalene]

Og efter at vi har grædt ved graven over den, vi elsker, kan det være, at vi søger efter den døde, efter den, der mangler, i den kristne kirkes lys og forsamling. Som sådan en forsamling af mennesker hvor vi hver især mangler noget. Eller rettere sagt: ikke bare noget, men måske noget helt specifikt: nemlig den glæde og den tro og den frimodighed, som Kristus kom til verden med, og som han i sin opstandelse viser, at han bevarede igennem lidelse og død. Sådan kan et kirkeligt fællesskab ses som et fællesskab af Maria Magdalener, som er blevet hængende - ikke hvor som helst, men ved graven, ved det sted, hvor vi alle er sårbare og forgrædte, fordi vi har mistet noget dyrebart. 

Ja, så forgrædte at vi ofte ikke genkender, hvem det er, vi har lige over for os. Præcis ligesom disciplene på vej til Emmaus, der ikke genkender vor Herre, da han slår følge med dem, genkender Maria i første omgang ikke, hvem hun står overfor og taler med. 

Når vi læser disse beretninger, kan vi trække på smilebåndene, for vi kender jo historierne. Vi ved jo godt, hvem det er, der slår følge med disciplene på vej til Emmaus. Vi ved jo godt, at det ikke er havemanden, men den opstandne selv, som Maria står og taler med.

Men mon ikke Skriften her, midt i sin tilsyneladende ironi, faktisk taler direkte i trøst og medlidenhed til ethvert menneske, som muligvis udmærket kender skrifterne og evangelierne og kirkens dogmer, men som ikke genkender Kristus i sit eget liv og i sin egen tilværelse? Til det menneske, som har hørt påskens evangelium med sine ører, men mangler, at det samme evangelium flytter ind og tager bolig i hjertet? Det menneske som står ved sin elskedes grav og har hørt præstens prædiken om opstandelseshåbet og det evige liv, men det hjælper lige lidt.

Eller bare det menneske som gik til påskegudstjeneste i Vestervang kirke i går og hørte præstens prædiken om, at Gud blev menneske for vores skyld, og at han døde for vores skyld for at oprejse hele vort menneskeliv og give os at leve et nyt liv i opstandelsens rige, hvor syndernes forladelse findes. Ethvert menneske kan høre de ord, men uden at genkende dem i sit eget liv. Ligesom Maria ikke i første omgang kunne genkende den opstandne i sit liv, ligesom disciplene på vej til Emmaus heller ikke kunne. Sådan fortæller evangelierne om den afstand, som ofte erfares imellem det, vi hører og længes efter, og så det vi forstår. Selv da tiøren endelig falder for Maria, og hun genkender den opstandne i den, hun taler med på kirkegården, svarer den opstandne: ”Rør ikke ved mig; jeg er jo endnu ikke faret op til min Fader. Men gå til mine brødre og sig til dem: Jeg farer op til min Fader og jeres Fader’, til min Gud og jeres Gud”. ”Rør ikke ved mig”. Igen er det som om evangeliet peger på det forhold, at Kristus har vi kun i troen, i længslen og i håbet. Men det er nok. Herfra går Maria videre, herfra forvandles kirkegården fra sorgens og manglens sted til håbets og troens sted. Og hun går hen og forkynder til disciplene, fortælles det: "Jeg har set Herren", og at det var den opstandne selv, som havde sagt hende det. Tæt på det samme sker for disciplene hos Lukas. I et glimt ser de den opstandne for sig, nu i nadveren, og deres øjne åbnes, fortælles det, og noget tændes i deres hjerte: et håb, et syn, en tro.

Vi der søger Kristus i kirkens fællesskab, vi er Maria Magdalene påskemorgen, vi er de to disciple på vej til Emmaus. Vi er nogen, der mangler noget. Vi er nogen, der har mistet noget dyrebart. Sådan er et menneskeliv. Et kristenliv bliver det, når vi alligevel samles i troen på, at lige dér, lige dér hvor nøden er størst og tomheden fylder graven, dér er Kristus os mere nær, end vi nogensinde kan forstå. Sådan er opstandelsens rige skjult til stede i denne verden for alle bange og bedrøvede, for alle der ikke kan tro og synes at famle sig frem som Maria og disciplene på den første påskemorgen. Kristus var hos dem, lige dér hvor de var. Og sådan er han i dag til stede hos os, lige dér hvor vi er – i tro eller vantro, i glæde eller sorg. I tomhed og fylde.

Ære være Faderen, Sønnen og Helligånden,

som det var i begyndelsen, således også nu og altid og i al evighed.