Prædiken til Langfredag holdt i Vestervang Kirke den 29. marts 2024.

Af sognepræst Troels Bak Stensgaard.

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Markus:

Og da den sjette time kom, faldt der mørke over hele jorden indtil den niende time.  Og ved den niende time råbte Jesus med høj røst: »Eloí, Eloí! lamá sabaktáni?« – det betyder: »Min Gud, min Gud! Hvorfor har du forladt mig?«  Nogle af dem, som stod der og hørte det, sagde: »Hør, han kalder på Elias.«  Så løb én hen og fyldte en svamp med eddike, satte den på en stang og gav ham noget at drikke, idet han sagde: »Lad os se, om Elias kommer og tager ham ned.«  Men Jesus udstødte et højt skrig og udåndede.  Og forhænget i templet flængedes i to dele, fra øverst til nederst.  Da officeren, som stod lige over for ham, så, at han udåndede sådan, sagde han: »Sandelig, den mand var Guds søn.« AMEN (Markusevangeliet 15,33-39).

Kære menighed!

Det er af alle skabninger kun mennesket, som begraver sine døde, og det går helt tilbage til de første kendte menneskelige samfund. 

I 1975 under opførelse af Vedbæk skole stødte man således på nogle 7000 år gamle og rigt udstyrede grave fra jægerstenalderen, som i dag kan ses på museet Gl. Holtegård.

De i alt 17 begravelser i Vedbæk med 19 forskellige lig af mennesker fra spædbørn til 40 – 50 år gamle stenaldermennesker er unikke fund – også internationalt - og giver os et indblik i både livet og døden dengang for så længe siden i deres nordsjællandske jæger- og samlersamfund 5000 år før Kristi fødsel. 

De døde er blevet gravlagt efter ritualer, som vi i dag kun kan gisne om, men som involverede stensætninger og brug af okker, så jorden i gravene er rustrød, og udstyr såsom tøj og værktøj og smykker af bl.a. tænder fra vilde dyr, som vel var en slags amuletter.

Men særligt en af disse stenaldergrave blev ved udgravningen omtalt over hele kloden, og griber den dag i dag den museumsgæst om hjertet, som på Gl. Holtegård står og betragter de 7000 år gamle skeletter i deres grave i glasmontrer.

I graven er en ung mor på formodentlig 18 år gravlagt ved siden af et nyfødt drengebarn, som er blevet født for tidligt. Det må være en mor og hendes søn, der begge og som så mange fra de første mennesker og helt op til den moderne lægevidenskabs tid ikke overlevede en svær fødsel.

Alt organisk materiale i graven er forsvundet, men vi kan se at kvinden har haft en skinddragt på, udsmykket med 200 sneglehuse trukket på snore i fem eller seks rækker over en række med 60 tandperler fra 9 kronhjorte og en enkelt bjørnetand.

Under hendes hoved må man have lagt en festdragt eller måske, gætter en arkæolog, en bærepose, som hun skulle have brugt til at bære sit barn i, udsmykket med 175 tandperler fra yderligere mindst 30 kronhjorte, to vildsvin og ét elsdyr. 

Jagtlykken har været god, og de har vel været velstående, og de har måske endda rejst, for hverken elsdyr eller bjørne levede på det tidspunkt på Sjælland mere, så det lille samfund i Vedbæk må have været i kontakt med folk i Skåne eller måske Jylland.

Men livets største sorg blev de ikke forskånet for.

[Kvinden og barnet på svanevingen udstillet på Gl. Holtegaard Museum]

Det lille spædbarn ved kvindens side har fået en lille flintekniv med sig, han skulle jo være vokset op og blevet en jæger som sin far.

Når graven er så berømt, skyldes det imidlertid, at drengen er placeret på en svanevinge, hvilket man endnu kan se ud fra resterne af svanevingens bittesmå knogler.

Hvad har faren tænkt, da han lagde denne vinge af den store, stolte hvide fugl under sit barn? Tænkte han, at barnet, som ikke kunne gå, skulle flyve bort til en anden verden på sin svanevinge?

Det kan vi kun gisne om, men det er en slags opstandelseshåb, som møder os her, 5000 år før Jesu død og opstandelse.

Jamen, tænker man måske, når man står på Gl. Holtegård og ser på graven i dens glasmontre, barnet ligger jo stadigvæk i sin grav ved siden af sin mor på resterne af denne svanevinge, og denne familietragedie i Vedbæk, denne sorg for så længe siden, kan intet forandre.

Men det er derfor, at kristendommen ikke kun forkynder opstandelsen påskedag, men Jesu korsdød langfredag. 

Vi kommer aldrig til at forstå det fuldt ud, men det er det essentielle, det uopgivelige, i den kristne tro, at Kristus ved sin død har båret vores sorg og smerte. 

For evangelisten Markus, som vi har hørt i dag, var det af den grund alene om at beskrive Golgatha, dvs. ’Hovedskalstedet’, som dødens eller sorgens, ja som fortvivlelsens, hadets og ondskabens sted: 

”Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig?”

Evangelisterne Lukas og Johannes skrev som bekendt siden hen andre overleveringer om Jesu sidste ord på korset: ”Fader tilgiv dem, for de ved ikke hvad de gør”, sagde han til dem der gik forbi korsets fod og hånede ham, soldaterne, præsterne og borgerne. Og til røveren der blev korsfæstet ved hans side: Sandelig siger jeg dig: ”I dag skal du være med mig paradis”. Og til Gud selv: ”Fader, i dine hænder betror jeg min ånd”. 

I Johannesevangeliet lyder Jesu sidste ord på korset endda som en triumferende fanfare: ”Det er fuldbragt”, siger han dér.                                                                     

På den måde blev korsets skjulte betydning bragt frem i lyset: At Jesus’ rædselsfulde død på korset langfredag åbenbarede hans faders vilje og inderste væsen som betingelsesløs, tilgivende kærlighed. Som den Gud, der ikke kræver ofre, men som giver sig selv hen. 

Men Markus og Matthæus holdt i deres beskrivelser af Jesu død fast i det måske eneste, som man kan holde sig til, når man står og ikke kan flygte fra dødens realitet, foran en gammel stenaldergrav eller ved sine egne kæres grav: At korset er den konsekvens af kærligheden, som kun Gud kan drage. Konsekvensen af den kærlighed som kom til udtryk i Jesu fællesskab med samfundets udstødte, syge og døende – af den kærlighed som ikke frastødes af lidelsen og fortvivlelsen, og som ikke blot ser på, men som lider med de lidende helt ud i den yderste konsekvens. Helt derud hvor døden synes at lukke alt håb ude. 

Det er, hvad korset står for. Hvilket den norske biskop Per Lønning en gang har udtrykt med ordene: ”Gud skal vi møde i smerten, i magtesløsheden, i nederlaget. Der er han. Hos os. Skikkelsen på korset fortæller, at Gud er os nær. I det, der ser ud som gudsforladthed, i det, der opleves som hjælpeløshed, er Gud hjælpeløs sammen med mig. Jeg er ikke ladt alene.”

Derfor lyder det ved enhver kristen dåb ordene: ”Modtag dette hellige korsets tegn både for dit ansigt og for dit bryst som et vidnesbyrd om, at du skal tilhøre den korsfæstede Herre Jesus Kristus.” 

For at udtrykke dåbens store løfte, at Gud vil være med os alle dage indtil verden ender. I de gode dage med liv, lys og varme, men også i de mørke og onde, og når vi måske kun kan finde trøst og håb i, at vi ikke er ene om dette spørgsmål: ”Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig?”

Eller som det hedder i en begravelsesbøn, som jeg gerne vil slutte med denne langfredag med:

Vor skaber og Fader i himlen,

du ser vore sorger,

det ved vi fra din kære Søn,

Jesus Kristus, vor Herre,

som delte livet og døden med os her,

for at vi skal dele hans liv i evighed. 

Nu beder vi dig:

Giv os din Helligånd.

Giv os kærlighed ud af din kærlighed,

sorg ud af din sorg,

liv ud af dit liv,

så vi tager mod til os

og tror din søn på hans ord,

kaster al frygt fra os,

og lever glade med hinanden her, 

indtil du glæder os for evigt i dit lys,

du, som med sønnen lever og regerer

i Helligånds enhed,

én sand Gud 

fra evighed til evighed.  

Amen.

[Kvinden og barnet på svanevingen som de måske så ud ved begravelsen for 7000 år siden. Rekonstruktion fra Danmarks Radios TV-serie "Historien om Danmark"].