Prædiken til skærtorsdag holdt i Vestervang Kirke den 28. marts 2024.

Af sognepræst Troels Bak Stensgaard.

Salmer: 785 Tunge, mørke natteskyer; 178 Han står på randen af sin grav; 466 Vor Herres Jesu mindefest; 180 Hører til I høje himle; 179 Herren God, som uden grænser.

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes: 

Det var før påskefesten, og Jesus vidste, at hans time var kommet, da han skulle gå bort fra denne verden til Faderen; han havde elsket sine egne, som var i verden, og han elskede dem indtil det sidste. Og mens de holdt måltid – Djævelen havde allerede sat sig for, at Judas, Simon Iskariots søn, skulle forråde ham; og Jesus vidste, at Faderen havde lagt alt i hans hænder, og at han var udgået fra Gud og nu gik tilbage til Gud – så rejser Jesus sig fra bordet og lægger sin kjortel, tager et klæde og binder det om sig. Derefter hælder han vand op i et fad og giver sig til at vaske disciplenes fødder og tørre dem med klædet, som han havde bundet om sig. Han kom så til Simon Peter, og Peter sagde til ham: »Herre, vasker du mine fødder?« Jesus svarede ham: »Hvad jeg gør, fatter du ikke nu, men senere skal du forstå det.« Peter sagde: »Aldrig i evighed skal du vaske mine fødder.« Jesus svarede: »Hvis jeg ikke vasker dig, har du ikke lod og del sammen med mig.« Simon Peter sagde til ham: »Herre, så ikke kun fødderne, men også hænderne og hovedet!« Jesus sagde til ham: »Den, der er badet, behøver ikke at få vasket andet end fødderne, men er ren over det hele. Og I er rene; dog ikke alle.« Han vidste nemlig, hvem der skulle forråde ham; derfor sagde han: I er ikke alle rene. Da han nu havde vasket deres fødder og taget sin kjortel på og sat sig til bords igen, sagde han til dem: »Forstår I, hvad jeg har gjort mod jer? I kalder mig Mester og Herre, og med rette, for det er jeg. Når nu jeg, jeres Herre og Mester, har vasket jeres fødder, så skylder I også at vaske hinandens fødder. Jeg har givet jer et forbillede, for at I skal gøre, ligesom jeg har gjort mod jer.« AMEN (Johannesevangeliet 13,1-15).

Kære menighed!

Den engelske premierminister Winston Churchill holdt i det engelske underhus og i radioen den 18. juni 1940 eller dagen efter, at den franske regering havde opgivet kampen mod Nazityskland, en berømt tale, som sluttede med disse ord:

”Jeg venter, at slaget om England nu skal til at begynde. Af udfaldet af dette afhænger den kristne kulturs fortsatte beståen. . . .  Hele fjendens vildskab og magt vil meget snart blive vendt imod os. Hitler ved, at han må slå os her på øen eller tabe krigen. Hvis vi kan holde stand mod ham, kan hele Europa måske igen blive frit, og livet her på jorden gå frem imod de vide, solbeskinnede højsletter. Men hvis vi taber, vil hele verden  . .  ., og alt det, vi har kendt og holdt af, synke ned en i en ny mørk tidsalders gabende svælg . . . Lad os derfor samle styrke til at udføre vore pligter og optræde på en sådan vis, at hvis det britiske verdensrige består i tusinde år, vil man dog stadig sige: ”Dette var deres største time.” ”This was their finest hour.”

Sådan findes der afgørende historiske tider, øjeblikke, timer eller dage eller år, som er definerede for det enkelte menneskes og et folks og en hel civilisations liv og selvforståelse – og endda selv for den evige Gud. For ”Jesus vidste, at hans time var kommet, da han skulle gå bort fra denne verden til faderen”.

Den time, som der tales om, er den time, som der hemmelighedsfuldt er blevet hentydet til i hele Johannesevangeliet som timen, hvor Jesus skal ophøjes. Nu er timen indtruffet, og det er selvfølgelig ikke en time i normal kronologisk forstand, men en skæbnestund hvor tiden og evigheden krydser hinanden. Der er derfor intet sted i bibelen, hvor vi mere føler, at vi står på hellig grund, end i disse sidste kapitler i Johannesevangeliet med deres beretninger om Jesu sidste nat med disciplene og hans død den næste dag.

Vi møder her ikke som i Markus- og Matthæusevangeliets passionsfortællinger den anfægtede og lidende og dybt menneskelige Jesus, som er i menneskers vold og magt. Til gengæld fortolker Johannes som den eneste af evangelisterne Jesu sidste nat og især korset som det suveræne og aldrig overgåede udtryk for den kærlighed, som er uden frygt og overvinder alt. Derfor er Jesus ifølge Johannesevangeliet så afklaret og fattet, og handler, som kun den kan handle, som ved, at hans største time er kommet, og ved, hvad han gør, og ved, at dette skal gøres, og kun kan gøres af ham.

[Duccio di Buoninsegna (o. 1255-1319): Jesus vasker disciplenes fødder, o. 1310]

Jesus vidste, at Faderen havde givet al magt i hans hænder, fortælles det også, men Jesus bruger magten i sine hænder til at afføre sig sin kjortel og iføre sig en slaves lændeklæde, og så tager han et fad med vand og giver sig til at vaske disciplenes fødder en efter en, inkl. Judas’ fødder må vi formode, og tørrer bagefter deres fødder med det klæde, som han har om livet, så han får deres snavs på sig.

Dengang gik man normalt med bare tæer i sandaler, og så var det selvfølgelig mest appetitligt, at man havde nogenlunde rene tæer, især fordi man lå ned og spiste.

Men tidens normale rækkefølge er ophævet, for fodvasken foregår under måltidet, og ikke før.

Disciplene bliver tydeligvis også taget på sengen, og Peter protesterer energisk og højlydt: ”Herre, vasker du mine fødder?” ”Aldrig i evighed skal du vaske mine fødder!”

For fodvask var dengang noget af det mest ydmygende slavearbejde, som normalt kun måtte udføres af udenlandske slaver, ikke jødiske.

Det var nok heller ikke det samme som et lækkert varmt fodbad hos en fodterapeut i dag.

Disse fattige disciple havde vandret længe ad støvende landeveje, helt oppe fra Galilæa, så deres fødder var ikke smukke og delikate som en nyfødt babys fødder eller charmerende som en barnefod med lakrids mellem tæerne. Deres fødder havde sikkert hård hud med indgroet skidt, knyster, vorter og måske væskende sår, og Jesus måtte sikkert også fjerne urenheder fra dem som rester af lort og andet biologisk affald, som lå og flød i byernes gader.

Som Jesus næste dag, skal dø en slaves død, udfører han nu en slaves ydmygende arbejde for på denne måde at fortælle dem, hvorfor han skal dø på denne måde, dvs. at han frivilligt giver sit liv for dem, og at det er en kærlighedsgerning, hvormed han vil rense dem for al synd og give dem del i et nyt liv, hvor der bliver vendt op og ned på alle de normale sociale hierarkier, og hvor storhed består i at tjene andre, og hvor den største skal være alles tjener.

[Måske det var fødder som disse, som Jesus vaskede rene skærtorsdag aften!]

Da Peter får at vide, at dette bad er nødvendigt, for at han har lod og del sammen med sin herre og mester, så beder han om, at han så ikke kun får vasket fødderne, men også hænderne og hovedet. Det nytter ikke noget, tænker Peter åbenbart, med dette lille fodbad, hvis mine tanker og handlinger ikke er rene. Men Jesus svarer ham da med de underlige ord, at ”den, der er badet, behøver ikke at få vasket andet end fødderne, men er ren over det hele". På den måde siger han, at vi i vores dåb blev genfødt til et nyt liv, da vi i dåben fik del i Kristi død og opstandelse eller skænket Helligånden med syndernes forladelse og det evige liv. Men vi kan alligevel ikke undgå på vores gang gennem livet at få snavsede fødder, dvs. igen og igen at pådrage os skyld.

Derfor har vi brug nadverens sakramente, som Jesus ifølge de tre første evangelister indstiftede skærtorsdag aften, og hvis betydning den fjerde evangelist, Johannes, udfolder med denne fortælling om Jesus, som vasker disciplenes fødder. For vi er altid skyldige at elske hinanden, og hvis et menneske ikke længere føler skyld, eller ikke føler sig skyldig at tjene andre, men kun føler, at det er de andre, som skylder det noget, så bliver det umuligt for os at leve i sande, forpligtende, men også givende fællesskaber. Derfor lærte Jesus os i fadervor, at vi altid skylder hinanden den tilgivelse, uden hvilken vi ikke kan ånde frit og leve: ”Forlad os vor skyld, som også vi forlader vores skyldnere.”

Men det er ikke alt, som vi kan tilgive hinanden. Derfor indstiftede Jesus skærtorsdag aften også nadveren eller den nye pagt i hans blod til syndernes forladelse. 

Det lille stykke brød og det det lille glas portvin ser ikke ud af mere end et vaskefad og et håndklæde, men i nadveren bøjer han sig ned til os, og giver os del i sig selv og i alt, hvad der er hans. 

Og når vi går til alters og knæler ned og rækker vores hånd frem og modtager brødet og vinen og hører de ubegribelige, men forjættende ord – ”dette er Jesu Kristi legeme” – ”dette er Jesu Kristi blod” – så kan det ske, at vi fornemmer noget i os. Det sker selvfølgelig ikke hver gang, og det er ikke noget voldsomt. Men det er en slags indre vished om, at dette er en afgørende time: At der er noget, som er væsentligt i mit liv, og noget som er mindre væsentligt, og at der er noget, som jeg bør gøre for andre, og helst i dag.  

AMEN

Henvisninger:

Winston S. Churchill: Taler. Kbh. 1965.