Blandt de over sekshundrede sange Franz Schubert komponerede i årene 1814-21, indtager de to store sangcykler "Die Schöne Müllerin" og "Winterreise" en central plads. Som i "Die Schöne Müllerin" er det skuffet kærlighed der er emnet for "Winterreise". Her er det dog ikke den naive og uerfarne møllersvend, men en moden mand der reflekterer over sin tabte lykke. Tonesproget er også både mere dystert og mere resigneret end i møllersangene.
Den ydre handling i Winterreise er, som titlen antyder, en rejse der foretages ved vintertide i et koldt og snedækket landskab, men titlen refererer ligeså meget til den fortællende vandrers indre vinterlandskab. Fra den første sang, "Gute Nacht", hvor han forlader sin hjemby og på vej ud af byen passerer sin elskedes hus, og til han i den sidste sang, "Der Leiermann", møder spillemanden med drejeliren, er hans ensomhed og følelsesmæssige isolation det gennemgående tema - han har mistet troen på kærligheden og føler sig derfor drevet ud på sin rastløse færd af en skuffet længsel, der ikke tillader ham at finde hvile nogen steder. Teksten til Winterreise er skrevet af digteren Wilhelm Müller, der også var ophavsmand til teksten til anden store sangcyklus, "Die Schöne Müllerin".
Både sangeren Piet Larsen og pianisten Leif Valbjørn holder meget af Schuberts musikalske vinterfortælling, og det førte for efterhånden en del år siden til, at de gav hinanden håndslag på, at de hvert år i begyndelsen af februar vil opføre Winterreise i Vestervang Kirke. I år finder koncerten sted søndag d. 4. februar kl. 16.00. Der er gratis adgang til koncerten og kirken byder efterfølgende på et glas vin.
senest redigeret: Tuesday 19-Apr-16 12:42:44
