Prædiken til 12. søndag efter trinitatis holdt i Vestervang Kirke den 23. august 2026.

Af Sognepræst Andreas Peter Dornonville de la Cour.

Salmer: 5 O, havde jeg dog tusind tunger; 42 I underværkers land jeg bor; 302 Gud, Helligånd! o kom; 292 Kærligheds og sandheds Ånd; 847 I kalken med Ordet; 304 Gud Helligånd opfyld med lyst. Dagens bibellæsninger, Jonas 2, Jak 3,1-12, Matt 12,31-42, kan læses ved at klikke HER.

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus: 

Jesus sagde: »Al synd og bespottelse skal tilgives mennesker, men bespottelsen mod Ånden skal ikke tilgives. Og den, der taler et ord imod Menneskesønnen, får tilgivelse, men den, der taler imod Helligånden, får ikke tilgivelse, hverken i denne verden eller i den kommende. Tag et træ: Enten er det godt, og så er dets frugt også god, eller det er dårligt, og så er dets frugt også dårlig. For et træ kendes på frugten. Øgleyngel, hvordan skulle I, som er onde, kunne sige noget godt? For hvad hjertet er fuldt af, løber munden over med. Et godt menneske tager gode ting frem af sit gode forråd, og et ondt menneske tager onde ting frem af sit onde forråd. Men jeg siger jer: På dommens dag skal mennesker aflægge regnskab for ethvert tomt ord, de har talt. På dine ord skal du frikendes, og på dine ord skal du fordømmes.« Da sagde nogle af de skriftkloge og farisæerne til ham: »Mester, vi vil se dig gøre et tegn.« Men han svarede dem: »En ond og utro slægt kræver tegn, men den skal ikke få andet tegn end profeten Jonas' tegn. For som Jonas var i bugen på havdyret i tre dage og tre nætter, sådan skal Menneskesønnen være i jordens skød i tre dage og tre nætter. Mænd fra Nineve skal opstå ved dommen sammen med denne slægt og fordømme den, for de omvendte sig ved Jonas' prædiken, og se, her er mere end Jonas. Og Sydens dronning skal opstå ved dommen sammen med denne slægt og fordømme den, for hun kom fra jordens fjerneste egne for at lytte til Salomos visdom, og se, her er mere end Salomo.« (Matthæusevangeliet 12,31-42) Amen.

["Rasmussens Gymnastikskole" står der på Godvedskolens flotte facade.]

På Vodroffsvej 51 på det indre Frederiksberg ligger en skole. Den har ligget der siden 1898. I dag kendes den som Gotvedskolen eller Gotvedinstitutet, som det officielle navn har lydt siden 2018, efter den kendte gymnastikpædagog Helle Gotved. Det var hendes far, Niels Hansen Rasmussen, som grundlagde en gymnastikskole på stedet. Rasmussen var en bondesøn fra Fyn, som i 1800-tallet var blevet grebet af den svenske gymnastik ved Pehr Henrik Lings metode, og Rasmussen var med til at indføre denne i Danmark. I begyndelsen på Vallekilde Højskole, og siden altså fra 1898 på sin egen gymnastikskole på Frederiksberg. Skolens ånd er markeret med en indskrift over indgangsdøren, som kan læses den dag i dag: ”Ret ryggen og tal sandhed”, står der. ”Ret ryggen og tal sandhed”. Det er skolens ånd, som udtrykkes i disse ord, og de samme ord har også siden genlydt i adskillige FDF-kredse i tidens løb. 

Ånden i disse ord spejler en tanke, som vi kender helt tilbage fra antikken, og som udtrykkes i et andet lignende motto: ”En sund sjæl i et sundt legeme”. Begge mottoer udtrykker tanken om, at der eksisterer en sammenhæng mellem legemet og sjælen, mellem kroppen og psyken. Ordene over indgangsdøren på Vodroffsvej 51 anviser en særlig vej til at på opnå den gode sammenhæng. Først siges det, at det fysiske legemes sundhed opnås gennem den rette holdning underforstået den rette og regelmæssige træning. Dernæst siges, at vores åndelige legemes sundhed opnås gennem talens sandhed.

Og her når vi omsider, om nogen har undret sig, frem til det sted, hvor vi kan banke på og gå ind i de ord, anvisninger og fortællinger, som vi har fået at høre fra forskellige steder i Bibelen i dag. Det er nemlig bemærkelsesværdigt, finder jeg, at denne fynske gymnastikpioner fra det forrige århundrede foruden selvfølgelig at lægge vægt på kroppens dannelse og vedligeholdelse så klart markerer, at åndens dannelse går igennem sandhedsfordringens skole. Det er et bemærkelsesværdigt valg af motto for en gymnastikskole, og mottoet afslører samtidig, hvad det er, man kan savne i mange af nutidens sundheds- og kropstrends. Nemlig at der lyder en etisk fordring til mennesket udover blot en kropslig og kostmæssig. Gotvedskolens motto peger nemlig på en underliggende etisk fordring i hele den kristne civilisation, som lyder: du skal tale sandt.

I den komplekse, globale, digitaliserede verden som vi lever i i dag, er fordringen om talens sandhed ved at være udfordret. På grund af tempoet i den offentlige og private samtale. På grund af mængden af forskellige offentligheder. På grund af os mennesker i sidste ende som ikke kan blive enige om, hvad sandheden er. Sådan har det i øvrigt altid været. På Bibelens tid og i dag. For ja, verden i dag er kompleks og hurtig, men dette, at menneskene strides om sandheden, er på ingen måde nyt. Vi strides med hinanden, og vi strides med Gud.

Profeten Jonas fik et ord at høre fra Gud, og han ville ikke høre tale om det, og han endte på havets bund i fiskens bug. Og dog havde Helligånden ikke forladt ham. På havets bund bad han til Gud, det var den bøn, vi hørte, og han blev reddet, og han blev frelst. Han blev tilgivet. Lad os nu for en stund forestille os, at han der på havets bund havde forbandet Gud og alt hans væsen, nu Gud havde ladet det gå ham så ilde. Havde Gud da frelst ham alligevel og tilgivet ham? Sådan hører jeg Jesus tale, når han siger: ”…den, der taler et ord imod Menneskesønnen, får tilgivelse”. Hvorfor og hvordan kan det hænge? Vel fordi relationen, som er givet i Helligånden, mellem Gud og menneske også er til stede der – i klageråbet i hvilken form det så end for.

Præsten Preben Kok, som døde i starten af året, udtrykte denne tanke i sin bog ”Skæld ud på Gud”, at vi skal ”skælde ud på Gud”, fordi relationen endnu findes også der – selv i klagen eller skældud’en. Relationen er udfordret, men ikke brudt. Vil det da omvendt sige, at det er det, som sker, når vi bespotter (blasfemia) Helligånden? At relationen imellem Gud og menneske dermed brydes og ophører. Er det i noget menneskes magt at bryde relationen til Gud, eller er det alene Guds? For hvor klagen og anklagen mod Menneskesønnen kan tilgives, gør det samme sig ikke gældende, hvad angår Ånden, hedder det. Og det er jo disse ord fra vor Herre, som i hvert fald for mig springer i øjnene i dag, og volder så stor anfægtelse. Tanken om at der skulle findes en grænse for Guds tilgivelse, strider imod den grænsesprængende forkyndelse af Guds nåde, som lyder Påskemorgen. Og dog, dette er ordene i dag, og de samme ord er som bekendt bevidnet også hos evangelisten Markus. På sin vis er det et spørgsmål om Guds og menneskets frihed, vi finder i dagens evangelium. Og i Jesu tale forkyndes en frihed til at følge sin samvittighed og sin tro. For Gud såvel som for mennesker. En frihed til at gå hver til sit. For sandhed, tro og Helligånd hører sammen. Du skal tale sandt. 

Nu vil jeg også i talen om en utilgivelig synd pege på det, som er gået umiddelbart forud: Jesus, fortæller Matthæus, har lige helbredt en mand, som var både blind og stum, så denne fik syn og tale tilbage. Efterfølgende bliver Jesus nu beskyldt af farisæerne for, at hans handling er gjort ikke ved den godes magt, men ved den ondes. Det er Ånden i hans gerning, som farisæerne beklikker, at han gør det for sin egen vindings skyld eller for den onde fyrstes skyld. I denne anklage hviler, forstår vi nu, når vi hører Jesu følgende tale, en meget stor synd. En synd så stor at den ikke kan tilgives.  Måske fordi denne synd som angriber ikke selve handlingen, men ånden i handlingen, underminerer og destabiliserer hele Jesu gerning ved at sætte tvivl om hele fundamentet, som lyder, at Jesus Kristus er verdens frelser, og at i denne verden findes sådan en vilje til menneskets frelse, og at denne vilje kommer fra den samme gode Gud, som skabte denne gode verden, og alt som findes her.

[Rette rygge i gymnastiksalen på Gotvedskolen!]

”Ret ryggen og tal sandhed”. Med disse ord pegede den gamle bondesøn og gymnastikpioner på sammenhængen mellem den sunde krop og den sunde sjæl. Også Jesus taler om det gode træ, som bærer god frugt. Helligånd og sandhed hører sammen for den, som tror på Kristus. Hvor sandheden er, vil du finde Helligånden og omvendt. 

Lad os i Helligåndens navn bede: 

Gud, vær du os en nådig dommer, når du ser ned til os i Ånden. Om vi har den rette tro, og om vi handler efter den. Lad os ikke dømme os selv og hinanden, omend dommen er vores følgesvend, hvorend vi går. Lad vores tale være sand, lad vores ja være ja, og vores nej være nej. Lad os ikke tage troen fra vores næste. 

Amen.