Vestervang Kirke i Helsingør

Prædiken til Langfredag 2026

En billedprædiken til Langfredag holdt i Vestervang Kirke den 4. april 2026.

Af sognepræst Troels Bak Stensgaard.

Programmet for gudstjenesten står forneden.

Kære menighed!

Det billede af korsfæstelsen, som I har fået udlevet på programmets bagside, er malet af den berømte hollandske maler Rembrandt i 1633, da Rembrandt var 27 år. Det er som ofte hos Rembrandt malet i mørke farver, men der falder lys på Kristus. Han er naglet til korset og kigger med et lidende ansigt op mod sin himmelske far. Korset er ved at blive rejst op, men vi ser en skovl ved siden af, som minder os om den grav, som venter.

Når vi ser på de mennesker, som er ved at korsfæste Kristus, så ser vi en grov bøddel og en soldat i udrustning, men lige i billedets midte ser vi en mand, der er med til at rejse korset. Han er ikke klædt som en mand fra Jesus’ tid, men i en moderne, elegant blå skjorte med et hvidt mønster, og han bærer en kunstnerbaret. Han ser ikke op på Jesus, men nærmest ud i luften, måske fordi han skammer sig, og han ser måske lidt bekymret ud. De fine ansigtstræk er imidlertid lette at kende: Det er Rembrandt, som har malet sig selv.

Der falder i det mørke billede også lys på en fornem rytter i baggrunden. Han har en turban på, som kunstnere på Rembrandts tid ofte bar i deres atelier for ikke at få maling i håret. Rytteren kigger heller ikke på korsfæstelsen, men direkte ud på billedets betragter med en opfordrende bevægelse med hånden, som holder en slags stav der ligner en pensel.

Vi ser på billedet og opdager, at vi selv bliver set.

Sådan har Rembrandt udtrykt, at han opfattede sig selv som en synder og medskyldig i Kristi død.

Sådan har han opfordret enhver, der ser dette billede, til selv at se på Kristi kors og spørge, om det ikke handler om mere end en barbarisk henrettelse engang for længe siden uden for Jerusalems byporte, som andre end os var skyldige i.

Korsfæster vi ikke selv kærligheden og svigter det gode og hvordan og hvorfor?

Måske ser vi væk, som Rembrandt på billedet, selv om vi faktisk er tæt på og kan gøre en forskel for et andet menneske.

Måske ser vi på andre for at give dem skylden.

For man kan korsfæste kærligheden på mange måder.

Vi hører f.eks., at Jesus’ allernærmeste disciple var trætte og faldt i søvn, da han bad og blev bange i Getsemane. Sådan kan vi forråde kærligheden på grund af noget så banalt som træthed eller manglende åndsnærværelse.

Vi hører også, at alle hans ledsagere lod ham i stikken, da han blev taget til fange af tempelvagten, sikkert fordi de blev bange overmagten og den rå vold, hvad der selvfølgelig også var grund til, for en enkelt fik hugget et øre af ypperstepræstens tjener.

Peter i ypperstepræstens gård var derimod vist mest af alt bange for at blive til grin blandt tjenestepigerne.

De ansvarlige religiøse myndigheder anklagede Jesus og ville have ham dræbt, fordi de mente, at han var blasfemisk, og desuden var de bange for, at han skulle blive årsag til social uro, hvilket de så måske ville få skylden for. Pilatus vidste derimod, at Jesus var uskyldig, men ville gerne gøre folkeskaren tilpas.

Og folk i folkeskaren lad sig måske bare rive med af stemningen og den kollektive forargelse, da de råbte: ”Korsfæst ham!”

Man kan også korsfæste kærligheden ved blot at se på eller gå forbi, sådan som folk så og gik forbi den lidende Jesus på korset.

Man kan ryste på hovedet over verdens dårskab, sådan som de gjorde, da de så Jesus på korset, eller man kan antyde, at folk selv er skyld i deres situation og måske endda gøre det med sarkasme eller spot.

’Nå, du som bryder templet ned og rejser det igen på tre dage, du som vil frelse andre, frelst dig selv og stig ned fra korset, så vi kan se og tro’. Sådan spottede de ham ved korsets fod.

Men ingen fik et synligt bevis på, hvem han er, og det gør vi heller ikke.

Vi får kun langfredags forkyndelse, at Gud, som ingen nogen sinde har set, og som alle derfor kan tvivle på, på korset har forbundet sig med den synd og skyld, som alle kan se, og som ingen derfor af behøver at være i tvivl om.

Vi har så let ved at finde på undskyldninger eller forklaringer på det onde i verden og på synd og svigt i vores eget eller i de andre liv.

Men den som selv er uden synd har ikke brug for at undskylde sig eller for at give andre skylden.

Det er derfor, at Jesus slet ikke forsvarede sig selv, da han blev forhørt af først ypperstepræsten og så af Pilatus. Han var tav og svarede ikke, står der.

Sådan rummer korset en dom over de mange og forskellige måder, hvorpå vi korsfæster kærligheden og forsøger at legitimere os selv og vores eget liv på eller meler vores egen kage.

Men når alle vores egne afguder og forklaringer og undskyldninger ikke duer mere, og vi står ved vejs ende med vores tomme hænder og kun kan finde trøst og håb i, at vi ikke er ene om dette spørgsmål: ”Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig?” – ja, da indser vi måske først, at korset er det ultimative kærlighedstegn.

Fordi Jesus ved sin død på korset skabte et nyt og aldrig før set rige, et fredens og kærlighedens fællesskab, som med Helligåndens kraft skulle udbredes ud over hele jorden gennem det enkelte menneskes omvendelse og troen på syndernes forladelse.

Hvorfor på denne måde? Hvorfor skulle Guds søn dø på korset? Det er der mange svar på. Men den tyske teolog Heinz Zahrnt (1915-2003) skriver:

På Taiwan findes i nærheden af byen Tainan et sælsomt mindesmærke. Det er rejst til minde om en stammefyrste, der for flere århundreder siden afskaffede hovedjægeriet.

Allerede hans forgængere havde til en vis grad undertrykt denne grusomme skik med magt.

Men så stod man igen over for en stor gudefest af den slags, hvor man altid tidligere havde haft friske menneskehoveder at ofre, og stammerne ville ikke længere finde sig i et forbud imod hovedjægeri.

Så gav fyrsten dem tilladelse til at jage den mand, som de så ride gennem skoven næste morgen. Krigerne drog ud på jagten og de fandt deres bytte. Men da de på nært hold så den, de havde slået ihjel, viste det sig, at det var deres egen fyrste. Han havde ofret sig selv. Krigerne var rystede over det, fyrsten havde gjort, og det, de selv havde gjort.

Og ved begravelsen afsvor de ethvert hovedjægeri for fremtiden. Magtbud var ikke mere nødvendige.

Amen.

Lad os alle bede:

Vor skaber og Fader i himlen,

du ser vore sorger;

det ved vi fra din kære Søn,

Jesus Kristus, vor Herre,

som delte livet og døden med os her,

for at vi skal dele hans liv i evighed.

Nu beder vi dig:

Giv os din Helligånd.

Giv os kærlighed ud af din kærlighed,