Prædiken til 2. søndag i fasten holdt i Vestervang Kirke den 1. marts 2026.

Af sognepræst Troels Bak Stensgaard.

Salmer: DDS 15 Op al den ting, som Gud har gjort; 450 Du kommer, Jesus, i vor dåb; 331 Uberørt af byens travlhed; 493 Gud Herren så til jorden ned; 192, kun vers 7; 588 Herre, gør mit liv til bøn.

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Markus: 

Da Jesus og Peter og Jakob og Johannes kom ned til disciplene, så de en stor skare omkring dem og nogle skriftkloge, som diskuterede med dem. Hele skaren blev grebet af ærefrygt, straks de fik øje på Jesus, og løb hen for at hilse på ham. Han spurgte dem: »Hvad er det, I diskuterer med dem?« Og en fra skaren svarede ham: »Mester, jeg har bragt min søn til dig; han er besat af en ånd, som gør ham stum. Hvor som helst den overvælder ham, kaster den ham til jorden, og han fråder og skærer tænder og bliver helt stiv. Jeg sagde til dine disciple, at de skulle drive den ud, men det kunne de ikke.« Da udbrød Jesus: »Du vantro slægt, hvor længe skal jeg være hos jer, hvor længe skal jeg holde jer ud? Kom herhen med ham!« Så bragte de ham hen til Jesus. Men da ånden så ham, rev og sled den straks i drengen, så han faldt om på jorden og lå og frådede og vred sig. Jesus spurgte hans far: »Hvor længe har han haft det sådan?« Han svarede: »Fra han var barn. Og den har mange gange kastet ham både i ild og vand for at gøre det af med ham. Men hvis du kan gøre noget, så forbarm dig over os og hjælp os.« Jesus sagde til ham: »Hvis du kan! Alt er muligt for den, der tror.« Straks råbte drengens far: »Jeg tror, hjælp min vantro!« Da Jesus så, at en skare stimlede sammen, truede han ad den urene ånd og sagde til den: »Du stumme og døve ånd, jeg befaler dig: Far ud af ham, og far aldrig mere ind i ham!« Da skreg den og rev og sled i ham og fór ud; og han blev som død, så alle sagde: »Han er død.« Men Jesus tog hans hånd og fik ham til at rejse sig op. Da Jesus var kommet inden døre og var alene med sine disciple, spurgte de ham: »Hvorfor kunne vi ikke drive den ud?« Han svarede dem: »Den slags kan kun drives ud ved bøn.« Amen (Markusevangeliet 9,14-29).

Kære menighed!

Kl. 6.05 dansk tid i går morges fløj min datter Kirsten hjem fra Israel med fire højskolekammerater og en erfaren journalist efter en uge med spændende samtaler med både palæstinensere og israelere. 

I fredags havde de fået at vide fra den danske ambassade, at der var tilrådeligt snarest at forlade landet, og natten til lørdag måtte de i 12 timer opholde sig i Ben Gurion lufthavnen og orientere sig om beskyttelsesrummenes placering, mens vi herhjemme bekymrede fulgte situationen.

Nu er Kirsten heldigvis hjemme, men mindre end en time efter at hende fly var lettet, brød den nye krig ud med det israelske og amerikanske angreb på Iran, og det israelske luftrum blev lukket, så pyha, det var i sidste øjeblik.   

Sådan blev jeg som far natten til i går bevidst om krigens gru og fare på en anderledes nærværende måde end i tirsdags, hvor det blev markeret, at det nu er fire år siden, at russerne angreb Ukraine med al den ødelæggelse, lidelse og død, som denne krig på europæisk jord har medført for soldaterne på begge sider og for den ukrainske civilbefolkning.

Sådan er der også en ekstra grund til at huske på, hvad det i grunden betyder, at vi til det i torsdags udskrevne valg til folketinget stemmer om magten og bruger argumenter og ikke vold til at overbevise hinanden.

Vi hører i evangeliet i dag om en anden far. En far hvis dreng er besat af en uren ånd. ”Jeg tror, hjælp min vantro!”, råber han fortvivlet til Jesus. Hvilket måske lyder selvmodsigende. Men det er et befriende budskab, at tro er ikke en indre evne eller kraft, som vi selv kan eller skal udvikle til perfektion. 

Vi hører i dag også koret synge ”Den blå anemone” af Kaj Munk, og i sit berømte skuespil ”Ordet” lader Kaj Munk den sindssyge Johannes med den brændende tro kalde den døde Inger tilbage til livet, ligesom drengen i evangeliet tilsyneladende er død, da den urene ånd har forladt ham, og før Jesus rejser ham op til livet. ”Alt er muligt for den, der tror”, siger Johannes i Kaj Munks skuespil ligesom Jesus i dagens tekst.

Det er teaterstykkets pointe, at hvis et menneske blot tror fuldt og fast og ikke tvivler, så kan selv det mest ubegribelige under ske. Og den pointe er Kaj Munk ofte blevet hængt ud for. For det virker, som om sygdom og død og anden nød så ifølge Kaj Munk bliver til løn som forskyldt. Fordi vi ikke tror, sådan som vi burde tro. Men det tror jeg ikke var Kaj Munks mening.

Den vanvittige Johannes i skuespillet ”Ordet” er ikke et eksempel til efterfølgelse, men et billede på evangeliets budskab og på det liv eller den tro, som vi møder i Ordet, der blev kød, i Jesus Kristus. For det er Kristi tro, der kan sejre over døden og vantroen, og ikke vor egen. Hvilket er et glædeligt budskab, selv om eller rettere: fordi det så ofte synes at blive modsagt at vores egen erfaring, og for forstanden måske forekommer lige så naivt og vanvittigt som den sindssyge Johannes.

Disciplene i dagen tekst havde heller ikke den tro, der kan flytte bjerge eller helbrede syge og opvække døde. De havde, siger Jesus et andet sted, faktisk ikke engang tro som et lillebitte sennepskorn. Men det er der nok heller ingen af os som har, hvis vores tro skal sammenlignes med Jesu tro på sin himmelske far og på, at hans far i himlen ville stå bag ham, når han tilgav folk deres synder eller helbredte syge og uddrev onde ånder i Guds navn. Derfor findes der heller ikke nogen mere ærlig bøn, end den som faren til den syge dreng sætter ord på: ”Jeg tror, hjælp min vantro!”

Der findes to andre og meget moderne måder at tro på, som begge er i modsætning til bibelsk tro.

Den ene er den form for tro, hvor man konstant skal bekræfte sig selv i, at man godt kan, hvis man bare vil. Du skal tro, at du kan klare det. Du skal tro på dig selv og dine talenter lige gyldigt hvad. 

Den anden form for moderne tro er den overdrevne intellektuelle skepsis eller den fascination af tvivlen, som åbenbart gør det helt umuligt for mange moderne mennesker at tro på Gud, endsige på en Gud der vil mig det godt. 

Men begge disse to former for moderne tro har noget til fælles, for ad begge veje ender vi i en mærkelig form for ensomhed, hvor alt kommer til at dreje sig om os selv og vor egen tro eller mangel på tro. Og det er ikke godt.

Et barn har brug for at vide sig omfattet af fars og mors omsorg, hvad enten det er rask eller sygt, leger fornøjet eller græder og er bange. 

Sådan har vi alle brug for håbet og troen på at være omfattet af en magt, som er større end os selv og alle vore egne tanker og følelser. Af en magt som vil os det godt. Uanset hvor håbløs en bestemt situation måske synes mig, og uanset om vi i troen føler livsfylde og fatter håb, eller i vantroen gribes af tomhedsfølelse og angst.

Her i den kristne kirke møder vi den magt ét bestemt sted, og det er ikke inde i os selv. Men i evangeliet om Jesus Kristus, Guds søn, der tog bolig iblandt os og delte livet med os i lyst og i nød og påskemorgen overvandt selv døden. Og ét bør vi i hvert fald lære deraf. Nemlig det samme som Jesu disciple nok lærte den dag, da de forgæves forsøgte at helbrede den syge dreng. Hvilket ikke er en stærk og uanfægtet overbevisning om, at alt er muligt for os, når bare vi tror stærkt nok på det. Det er derimod ydmyghed. En ydmyg tro på, at alt er muligt for Gud, inkl. det som er umuligt for mennesker.

Det har været mig en glæde og ære i dag at døbe Astrid, hvis forældre, Frederikke og Oliver, jeg konfirmerede i 2015. Og når jeg har konfirmander, ja så taler vi selvfølgelig om, hvad tro er i bibelsk forstand, så det vil jeg gerne tale lidt mere om i dag. 

Der i hvert fald tre former for tro i Bibelen, og det samme menneske kan have erfaringer med alle tre former.

Den første er den kæmpende tro, som vi møder i den fortvivlede far, som råber ”Jeg tror, hjælp min vantro!” Det er den tro, som kender til fortvivlelsen over verdens synd og ondskab, og er anfægtet.

Det er den samme lidenskabeligt kæmpende tro, som Søren Kirkegaard taler om, når han i et berømt citat siger følgende: ”Kan jeg objektivt gribe Gud, saa troer jeg ikke, men netop fordi jeg ikke kan det, derfor maae jeg troe; og vil jeg bevare mig i Troen, maa jeg bestandig passe paa, at jeg fastholder den objektive Uvished, at jeg i den objektive Uvished er 'paa de 70.000 Favne Vand', og dog tror.” Sådan skrev Kierkegaard i hans ”Afsluttende uvidenskabeligt Efterskrift” fra 1846, og sådan kan det at tro være som at træde vande og forsøge at holde sig oppe ude på det dybe vand, hvor vi ikke selv kan bunde.

Hvis vi bruger Søren Kierkegaards billede af et menneske på de 70.000 favnes vand, så kan vi sige, at en anden slags bibelsk tro er som et menneske, som efter at skibet er gået ned, klamrer sig til redningskransen eller til redningsbådens ræling, dvs. holder sig til Guds eller dåbens løfte. 

Men der er også en tredje slags bibelsk tro, som vi måske kan kalde for den hvilende tro, og den er som det menneske, som er kommet op i redningsbåden og ved, at det er reddet og er på vej mod det faste land, selv om den lille redningsbåd måske vipper op og ned på det store mørke og urolige hav. Det er den tro, som evangeliet vil skænke os. 

Hvis jeg må udfolde det lidt mere endnu, kan jeg måske gøre det ved hjælp af den moderne salme af Lars Busk Sørensen, ”Uberørt af byens travlhed”, som vi før sang. For det er Frederikkes yndlingssalme, som vi sang, da hun og Oliver blev konfirmeret i 2015, og til deres bryllup i 2023, og så skulle vi selvfølgelig synge den før, da Astrid var blevet døbt. ”Her har dagen evighed, her har kærlighed sit sted, hvor Guds søn er sammen med os under Helligåndens fred”. Sådan sang vi i omkvædet, og det er den fred, som evangeliet vil skænke os, og den hænger sammen med, at vi i vores dåb er sat ind i en stor sammenhæng, som går ned gennem slægten, og som kan bære os gennem livets opture såvel som i nedturene, i krig og fred, i livets lyst og nød, i tro og i anfægtelse. Derfor har dagen evighed.

Salmedigteren Jakob Knudsen siger tilsvarende i et foredrag, at med Kristus skulle der være en ende på dette, i glæden at føle sig forenet med Gud, men i sorgen eller matheden at føle sig langt borte fra Gud.

Således havde kong David haft det, siger Jakob Knudsen, og tænker nok især på Salmernes bog i Det gamle Testamente, hvor David hele tiden pendulerer fra den ene følelsesmæssige yderlighed til den anden, fra overstrømmende jubel over Guds nærhed og godhed til bitre klager over Guds smerteligt følte fravær.

Men for de kristne skulle det være anderledes, siger Jakob Knudsen, og så bruger han for at forklare, hvad han mener, billedet af en ildfast krukke, der er blevet ildfast, fordi den i ovnen er blevet udsat for en varme, som er større, end hvad den senere kan blive udsat for. 

Sådan er kristendommen blevet ”ildfast”, siger han, fordi den er blevet til på Kristi kors.

Jesus Kristus, den korsfæstede frelser, kommer til os i vor dåb og rækker os mod og håb og planter kærlighed i vort sind, sang vi før i Johannes Johansens dåbssalme. Og da kan også vort hjerte, vort inderste, komme til at hvile og leve i et element, som er ildfast over al den hede, som denne urolige verden kan præstere. 

Kristentro er nemlig dybest set lige så lidt glæde som den er sorg. Den er det, som består uforandret i glæde og sorg. Det der ikke går op og ned. Fordi det er evigt, og står fast trods de prøvelser, som vi alle før eller siden møder i livet. 

Amen.