Prædiken til 4. s. i advent holdt i Vestervang Kirke den 21. december 2025.

Af sognepræst Troels Bak Stensgaard.

Salmer: 76 Op, thi dagen nu frembryder; 441 Alle mine kilder; 90 Op glædes alle; 108 Lovet være du Jesu Krist; 117 En rose så jeg skyde; 85 Op Zion at oplukke. Alle søndagens tre bibelske læsninger kan læses ved at klikke HER.

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes: 

Nu kom Johannes' disciple i diskussion med en jøde om renselse, og de gik hen til Johannes og sagde: »Rabbi, han, som var hos dig på den anden side af Jordan, han, som du har vidnet om, han døber nu selv, og alle kommer til ham.« Johannes svarede: »Et menneske kan ikke tage noget som helst uden at have fået det givet fra himlen. I kan selv bevidne, at jeg sagde: Jeg er ikke Kristus, men jeg er udsendt forud for ham. Den, der har bruden, er brudgom; men brudgommens ven, som står og lytter efter ham, fyldes med glæde, når han hører brudgommen komme. Det er min glæde, og den er nu fuldkommen. Han skal blive større, jeg skal blive mindre. Den, der kommer ovenfra, er over alle; den, der er af jorden, er jordisk og taler jordisk. Den, der kommer fra himlen, er over alle; hvad han har set og hørt, det vidner han om, og ingen tager imod hans vidnesbyrd. Den, der har taget imod hans vidnesbyrd, har dermed bekræftet, at Gud er sanddru; for han, som Gud har udsendt, taler Guds ord; Gud giver jo ikke Ånden efter mål. Faderen elsker Sønnen, og alt har han lagt i hans hånd. Den, der tror på Sønnen, har evigt liv; den, der er ulydig mod Sønnen, skal ikke se livet, men Guds vrede bliver over ham.« Amen (Johannesevangeliet 3,25-36).

Kære menighed!

I stort set alle ferierne i min barndom var vi på min families 200 år gamle ødegård i Småland. Vores nærmeste nabo der var bonden Erik Peterson og hans gamle mor, som vi kun kaldte for Fru Peterson. I deres køkken købte vi æg og fik saftevand og kaffe. Men til jul blev vi mere officielt inviteret. Og denne ene gang om året sad vi så ikke ved køkkenbordet, men blev bænket om det store svenske kagebord i deres fine stue med de fine og dyre maghonimøbler. 

De smålandske bønder har ellers aldrig været velhavende. Tværtimod. Småland har indtil nyeste tid altid været et isoleret, fattigt og ufrugtbart udkantsområde. Den dag i dag er markerne deroppe bittesmå frimærkelodder, som er omgivet af store stengærder af granit. Det må have været et ufatteligt slid at rydde de marker for sten, før man kunne dyrke dem. Når man har man set dem, så ved man, hvorfor så mange smålændinge udvandrede til en usikker fremtid i Amerika i slutningen af det 19. århundrede.

I deres gamle karakteristiske gårde af rødmalet træ med den hvide veranda finder man imidlertid ofte disse store, såkaldte stadse- eller stadsstuer. Det er som om, at netop det daglige slid med jorden har gjort det ekstra nødvendigt med et sådant særligt og højtideligt rum, som man kun en sjælden gang imellem betrådte. For ved at gå ind i et sådant lokale – som kun var skabt til højtid og fest – kunne man for en stund lægge det daglige slid bag sig. Således kunne festen blive den undtagelse fra dagliglivet, som satte resten af året, alle hverdage med al deres slid og møje, i et særligt lys. Fordi alle hverdagene – de dage hvor døren ind til stadsestuen var lukket - så ikke bare var hverdage, men dage fyldte med forventning til - eller erindring om – årets få festdage. 

Den ægte festdag får nemlig sin mening i sin modsætning til hverdagene. Og omvendt: Festdagen kaster glans over hverdagene, men festdagen lader også sidstnævnte være det de er – hverdage på kontoret og andetsteds, hverdage med opvask og havearbejde, med forpligtelser, glæder og sorger, som ikke nødvendigvis skal forvandles til en fest hver eneste dag.

Det gælder også den julefest, som nu er nær, og det gælder for Johannes Døber, som vi hører om i dagens evangelium. 

Johannes Døber har ryddet marken ved at opfordre os til at vende os om og lade være med at betragte livet som en selvfølge eller en ret. 

For intet af det, vi mennesker har, er noget, som vi har givet os selv. Vi skylder ikke os selv vort liv. Vi har ikke givet os selv jorden eller alle de mennesker, der har vist os kærlighed, fra vi var børn og indtil i dag. Intet af det er vores eget værk. Og den indsigt kalder på taknemmelighed og omhu og omsorg for alt det, som vi har fået betroet.

[Joachim Patimir (1480-1524): Johannes døber Kristus, 1515.]

Johannes Døber har forkyndt omvendelse og raset over, at så få mennesker lever sådan, at menneskelivet modtages som Guds gode gave, dvs. lever sådan, at det kan ses, at livet selv og ethvert menneskeliv i al sin skrøbelighed er noget stort, kostbart og betydningsfuldt og noget, som vi skal gøre os mere umage med og blive bedre til at dele med hinanden. 

Derfor har Johannes i sit eget liv sagt nej til luksus og overfladiskhed og selvoptagethed. 

På den måde har han forberedt Kristi komme ved at vise alternativer til den måde, som vi lever vores liv på. 

Men nu er forberedelsernes tid fordi. For forberedelserne har altid sin tid. Det ligger i ordet. Man kan f.eks. forberede sig til en fest – som til en bryllupsfest eller en julefest - og forberedelserne vil næsten altid gøre festen mere vellykket, end den ellers ville have været.  Men når festen bliver holdt, så kan man ikke forberede sig længere. Så må man give slip på overblikket og planlægningen og lade sig fylde af stemningen og være til stede i øjeblikket. Hvilket i virkeligheden gælder for hele vores tilværelse. Det er vigtigt at gøre sig umage med livet, at forberede sig og at yde sit bedste, men vi kan blive så fokuserede på forberedelserne, at vi hele tiden udskyder at leve og glemmer at nyde livet. Fordi vi hele tiden skal nå et eller andet først. 

Vi siger så ofte, at når enden er god, så er alting godt. Men på den måde kommer man måske aldrig i gang med livet, sådan som vi synes, at det virkelig skal leves, men udskyder det fra dag til dag, indtil det måske er for sent. For der er altid noget, man lige skal nå først, og noget mere, som skal forberedes. Når studiet er færdigt, når den rette kæreste eller ægtefælle er fundet, når huset købt, rejsen bestilt, pensionen i hus og gælden betalt, så skal livet nydes, tænker man.

Men evangeliet kan vi ikke udskyde på den måde. For det siger ikke som os, at når enden er god, så alting god. Evangeliet siger derimod: Når begyndelsen er god, er alting godt. Hvilket egentlig er hele kristendommens påstand. At det begyndte julenat og begyndte godt. Da Gud blev menneske i et lille barn, der straks blev lagt i menneskehænder. Da han ikke kom til os i en magtfuld herskerskikkelse, men i et fattigt menneskes liv, i hans medfølelse og kærlighed til ethvert menneske, han mødte, i hans glæde over livet. 

”Se, jeg forkynder jer en stor glæde som skal være for hele folket: I dag er der født jer en frelser i Davids by; han er Kristus, Herren.” Sådan sagde englen til hyrderne ude på marken julenat, og med ét (!) var der så en himmelsk hærskare, som sang: ”Fred til mennesker med Guds velbehag.”

For det er ikke, hvad vi selv har gjort, men alene hvad Gud har gjort for os, som kan give den fred og den glæde, som der her tales om.

Det er, hvad Johannes Døber her til sidst i sit liv indser. 

Derfor siger han følgende sætninger i dagens tekst:

”Et menneske kan ikke tage noget som helst uden at have fået det givet fra himlen”

”Alt har han lagt i hans hånd.”

”Min glæde . . . . en nu fuldkommen”.

”Jeg er ikke Kristus.”

”Han skal blive større, jeg skal blive mindre.”

Det er ikke svært at forstå meningen af de sætninger.

Alle forældre ved f.eks., hvad der ligger i disse ord, at han skal blive større, og jeg skal blive mindre. For det er forældrenes dybeste glæde, at engang skal deres barn stå på egne ben og deres store, vigtige livsopgave som forældre være forbi, og det er tilsvarende en stor sorg, hvis dette ikke kan lade sig gøre.

Det kan alligevel være svært at lade sig fylde af den glæde, som Døberens ord rummer. For i vores egne indbyrdes forhold er det næsten altid sådan, at vi for at nyde skal yde eller selv gøre en indsats. Hvis jeg f.eks. vil bevare et venskab eller ægteskab, så må jeg selv bidrage til det, og jeg må nødvendigvis dyrke såvel mit venskab som mit ægteskab på bekostning af andre forhold. Jeg kan f.eks. ikke sige ja til at fiske med Peter og spille kort med Anders på samme tid. Akkurat lige som jeg må forberede mig til en fest ved at sige nej til andre aktiviteter – ved at vælge noget fra – ved også på den måde selv at yde eller ofre noget. Men i vort forhold til Gud er det anderledes. Derfor har evangeliets glæde og fred altid har at gøre med en erkendelse af, at vi fik meget mere end fortjent. Fordi Gud har lagt alt i Kristi hånd.

Det er, hvad Døberen til sidst indser, og så er hans gerning fuldført. Nu er han ikke længere den strenge bodsprædikant i ørkenen, som plages af sorg over verdens synd, men den forventningsfulde bryllupsgæst, som venter på, at festen for alvor skal gå i gang. Nu er han som brudgommens ven, der venter på gommen og på at høre ham sige ja. Og slet ikke kan forestille sig andet eller en større glæde.

For ”han skal blive større, og jeg skal blive mindre”.

Det kan lyde, som om Døberen med disse ord fornægter alt i sig selv, men Kristus kom ikke til jorden for at få os til at fornægte alt i os selv eller være selvudslettende.

Han kom derimod for at få os til at indse storheden i at være den lille og tjene andre.

Kristus kom heller ikke for at sige nej til den længsel og vilje til at gøre verden til et bedre sted, som Johannes Døber og det bedste i menneskeheden står for, men Kristus kom for at for være en stor glæde for hele folket, ja for at hele verden kunne forandres, uden trusler og tvang, men indefra, af kærlighedens, forsoningen og tilgivelsens magt.

Han kom for at give os del i den fuldkomne glæde, som ikke udelukker, men ligesom kan rumme sorgen og mørket i verden. Ligesom lyset og glæden i vores fineste julesalmer får deres dybeste klangbund fra sorgen og mørket. For den kristne glæde er, som Martin Luther engang sagde, "en trøstet sorg".

Derfor kunne Kristus engang kalde Johannes Døber for den største af alle kvindefødte og samtidigt og paradoksalt for den mindste i Guds rige. For hos Johannes Døberen var der både ja og nej. Han delte - sådan som vi selv i vores egen polariserede tid stadigvæk gør - verden op i de gode og i de onde, i os selv og de andre, dvs. dem som skal omvende sig og helst blive som os. 

Men i Kristus var der ikke både ja og nej, for i ham er der kun sagt ja, sådan som Paulus så klart sagde i dagens epistel (2. Kor. 1,18-22). Det Guds ”ja” som begyndte med at kunne høres i gråden fra et skrøbeligt lille spædbarn, som en nat blev født i en stald ved Betlehem, og som siden kunne høres selv dér, hvor vores nej til hinanden lyder, ja hvor ondskaben eller Guds vrede synes at overdøve alt, i det lidende menneske på korset.

Derfor var Johannes Døbers glæde til sidst fuldkommen.

Derfor blev vi engang selv døbt af en døber for at få del i samme glæde.

Derfor fejrer vi nu snart Kristi fødselsdagsfest igen.

Amen.