Prædiken til 1. søndag efter påske holdt i Vestervang Kirke den 27. april 2025.

Af sognepræst Troels Bak Stensgaard.

Salmer: 408 Nu ringer alle klokker mod sky; 234 Som forårssolen morgenrød; 247 Jesus, som iblandt os står; 246 Kom, lad os tømme et bæger på ny; 197, kun vers 7; 426 Fred til bod for bittert savn.

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes: 

Om aftenen den samme dag, den første dag i ugen, mens disciplene holdt sig inde bag lukkede døre af frygt for jøderne, kom Jesus og stod midt iblandt dem og sagde til dem: »Fred være med jer!« Da han havde sagt det, viste han dem sine hænder og sin side. Disciplene blev glade, da de så Herren. Jesus sagde igen til dem: »Fred være med jer! Som Faderen har udsendt mig, sender jeg også jer.« Da han havde sagt det, blæste han ånde i dem og sagde: »Modtag Helligånden! Forlader I nogen deres synder, er de dem forladt, nægter I at forlade nogen deres synder, er de ikke forladt.« Thomas, også kaldet Didymos, en af de tolv, havde ikke været sammen med dem, da Jesus kom. De andre disciple sagde til ham: »Vi har set Herren.« Men Thomas sagde til dem: »Hvis jeg ikke ser naglemærkerne i hans hænder og stikker min finger i naglemærkerne og stikker min hånd i hans side, tror jeg det ikke.« Otte dage efter var hans disciple atter samlet, og Thomas var sammen med dem. Da kom Jesus, mens dørene var lukkede, og stod midt iblandt dem og sagde: »Fred være med jer!« Derpå sagde han til Thomas: »Ræk din finger frem, her er mine hænder, og ræk din hånd frem og stik den i min side, og vær ikke vantro, men troende.« Thomas svarede: »Min Herre og min Gud!« Jesus sagde til ham: »Du tror, fordi du har set mig. Salige er de, som ikke har set og dog tror.« Jesus gjorde også mange andre tegn, som hans disciple så; dem er der ikke skrevet om i denne bog. Men dette er skrevet, for at I skal tro, at Jesus er Kristus, Guds søn, og for at I, når I tror, skal have liv i hans navn. Amen (Johannesevangeliet 20,19-31).

Kære menighed!

I går blev pave Frans begravet i Rom, og måske I som jeg så lidt med i den flotte ceremoni i fjernsynet.

Paven havde selv ønsket sig en afsked med mindre pomp og pragt end sædvanligt ved pavebegravelser. Men man kan nu ikke sige, synes jeg, at det var en såre ydmyg og beskeden begravelse . . .

Der kom selvfølgelig statsledere og regenter fra hele verden for at vise paven den sidste ære og i respekt for verdens mere end en milliard katolikker, som nu har mistet deres åndelige overhoved.

Vores dronning Mary og et par af vores egne biskopper var også med, hvilket er naturligt med tanke på, hvad vi historisk skylder den katolske kirke, som bragte os danske kristendommen for 1000 år siden, og som vi indtil reformationen i 1500-tallet var en del af.

Vi er ikke katolikker, men jeg kan godt forstå, hvis man alligevel føler vemod ved pavens død, og ikke kun fordi ethvert menneske er skabt i Guds billede og er unikt og uerstatteligt. For vi trænger til moralske forbilleder i vores verden, og det var pave Frans på grund af hans embede og hans indsats for verdens fattige og flygtninge og i klimakampen og på grund af hans karismatiske, humoristiske og folkelige personlighed.

[Pave Frans, f. d.17. dec. 1936, den 266. pave fra d. 13. marts 2013 til d. 21. april 2025]

Men når alt dette er sagt, og uden at I må misforstå det følgende som manglende respekt for den døde pave og de mange, som sørger over hans død, så kan jeg alligevel ikke lade være med at føle mig næsten beklemt ved al denne pavelige røgelse og især over, at det fylder så meget i mediebilledet herhjemme.

Det er ikke fordi, hvad I måske kunne tro, at pave Frans har sagt, at en præst højest må prædike 8 minutter ad gangen, hvilket jeg i respekt for den afdøde pave selvfølgelig vil bestræbe mig på i dag.

Det er derimod fordi, at jeg synes, at vores fascination af paven og paveinstitutionen er medieskabt og udtryk for, at vi er ved at miste sansen for kvaliteterne i vores egen lutherske kristendom, og for hvad der adskiller os lutherske fra katolikkerne.

Det er i hvert fald mærkeligt for mig at tænke på, at da pave Johannes Paul II i 1989 besøgte Danmark som den første og eneste pave nogensinde, da ville de danske biskopper end ikke holde en højmesse med ham, bl.a. fordi paveinstitutionen aldrig har trukket sine fordømmelser af Luther tilbage.

I min ungdom blev den katolske kirke tilsvarende nærmest regnet for at være et fortidslevn, og man var meget mere bevidst end i dag om alt det, som adskiller os lutheranere fra katolikkerne, f.eks. i synet på den synlige kirke og pavens og biskoppernes magt over de troendes liv.

Nu ser vi til gengæld med og lytter tilsyneladende hellere end gerne, når paven toner frem på skærmen til f.eks. de store gudstjenester i Peterskirken eller på Peterspladsen ved højtiderne eller som i går. 

Måske fordi paven i fjernsynet repræsenter en stor åndelig tradition og en moralsk autoritet med nogle klare svar, som vi nødigt vil underkaste os selv, men alligevel længes efter i vores usikre tid.

Men det hænger sikkert også sammen med, at der ’gode billeder’ i det pavelige skuespil med kardinalerne i de røde dragter og de sjove hatte og schweizergarden i deres flotte orange uniformer. Eller tænk på de velkendte tv-billeder af paven, som ankommer til en lufthavn i et nyt land og falder på knæ og kysser jorden, før han i pavemobilen kører vinkende forbi begejstrede menneskeskarer.

Derfor passer den katolske kirke nok langt bedre end vores lutherske kirke til nutidens uforpligtende flygtige mediekultur, hvor vi gerne vil kigge på, men ikke gerne engagere os.

For den protestantiske kristendom er ingen tilskuerreligion, men en deltagerreligion.

I sin tale ved pave Frans’ begravelse i går sagde en af kardinalerne, at ligesom Frans ofte bad folk om at gå i forbøn for ham, således må vi nu bede ham om at bede for os.

Men de første kristne havde ikke brug døde paver eller andre helgeners forbøn i himlen for at sikre sig adgang til Guds øre og hjerte.

Eller som den amerikanske teolog Timothy Keller har formuleret det: ”Det er vanskeligt for os i dag at se dette i øjnene, men da kristendommen opstod, blev den ikke anset for at være en religion. Det var en ’ikke-religion’. Forestil dig naboerne til de første kristne spørge dem ud om deres tro. ”Hvor er jeres tempel?” De kristne ville svare, at de ikke havde noget tempel. ”Hvordan kan det være? Hvor arbejder jeres præster?” De kristne ville svare, at de ikke havde præster. ”Men . . .men”, ville naboerne sprutte, ”hvor bringer I de ofre, som skal tilfredsstille guderne?” De kristne ville svare, at de ikke længere bragte ofre. Jesus var selv templet, der erstattede alle templer, præsten, der erstattede alle præster, og ofret der erstattede alle ofre.” 

Der var på grund af Kristi død og opstandelse ikke længere noget liv, som skulle ofres, for at få adgang til Gud. 

Der var ikke længere brug for tempelinstitutionen og for præster, som skulle bane vejen til Gud for andre, og på den måde kunne få magt over dem.

Romerne kaldte af samme grund de Kristus-troende for ateister og anså kristendom for en farlig sekt og ikke for endnu en af Romerrigets mange religioner.

For det sande liv var for de første kristne, hvor Kristus var, og han var hos selv de lidende og fortabte mennesker, ja selv i døden.

Nu var ethvert menneske lige tæt på Gud og var lige betydningsfuldt for Gud, uanset dets status eller evner, uanset dets køn eller etnicitet.

”I søger efter Jesus fra Nazaret, den korsfæstede. Han er opstået, han er ikke her”. Sådan sagde englene til kvinderne påskemorgen ude ved graven.

Det er måske en efterrationalisering, men det var simpelthen genialt at efterlade en tom grav. Kun Gud kan have fundet på det!

Så kunne disciplene ikke putte ham i en sarkofag og bygge et mausoleum over ham og slå sig selv op som det nye præsteskab og sandhedens vogtere. 

For Kristus er ikke for fastholdere, og på grund af ordet om Kristi opstandelse stod det efterhånden mere og mere klart for disciplene, at selv Jesu bitre død på korset langfredag ikke var det forsmædelige nederlag, som først havde fyldt dem med forfærdelse og skam. Men tværtimod det ultimative udtryk for Guds inderste liv og vilje. For den kærlighed som overvinder alt, selv døden, og som viser sig stærkest i lidelsen og afmagten, i tilgivelsen og hengivelsen. 

Sådan som vi hører i dag, at Kristus om aftenen påskedag kom til disciplene, da de sad bag lukkede døre og var bange for at lide samme skæbne som deres mester.

Pludselig stod han selv i deres midte som den levende, opstandne, overraskende herre. ”Fred være med jer!”, sagde han, og viste dem sine sår fra korsfæstelsen.

Som Gud på skabelsen første dag blæste liv i Adam, sådan blæste den opstandne Kristus derefter Helligånden, dvs. nyt liv ind i disciplene. For nu skulle de gå ud og forandre verden ved at forkynde syndernes forladelse og døbe alle folkeslag i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn.

De fik en gave, som de skulle vidne om med ord og gode gerninger, men de kunne ikke tvinge nogen til at tage imod den. Derfor troede Thomas heller ikke, før den opstandne Kristus den næste søndag selv kom til ham og også gav ham del i sin ånd og sin fred. For det er altid Kristus, der kommer til os og giver os del i sig selv, og det er os, der tager imod.

”Vi skal ikke bygge murer, men broer”, sagde pave Frans meget ofte, og det er godt sagt en tid med mennesker på flugt, krig og oprustning.

Derfor er det også godt at tænke på, at alverdens magtfulde mennesker i går samledes i Rom for at sige farvel til paven. Hvem ved, måske de endda fik lidt at tænke over, når de hørte om pave Frans’ ydmyghed og kærlighed til verdens fattige og flygtninge . . .

Men vi kan jo alligevel ikke lade være med at bygge murer mellem os selv og andre, og nogle murer bliver vi nødt til at bygge, og vi kan ikke selv bygge broer over alt, hvad som skiller os fra hinanden og fra Gud. Det kan kun den opstandne Kristus, når han kommer til os hver især i sit ord og sine sakramenter og bryder ind i alle vores lukkede rum og kalder os ud til det nye liv i tjeneste for vores næste. 

For Kristus er opstanden, og Guds rige er midt iblandt os. 

Amen.

Henvisninger:

Timothy Keller: De fortabte sønners Gud, Credo/Logos Media 2010, s. 23.

[Pave Frans' ligfærd i Rom den 26. april 2025]