Prædiken til 4. søndag efter Helligtrekonger holdt i Vestervang Kirke den 2. februar 2025.

Af sognepræst Troels Bak Stensgaard.

Salmer: 746 Dig, store Gud, ske ære; 7 Herre Gud, dit dyre navn og ære; 149 Hvad er det for en snekke; 150 Mit hjerte er så bange; Arie v. Maria Blum Bertelsen: I Know That My Redeemer Liveth (Händel); 192/kun vers 7; 696 Kærlighed er lysets kilde.

Denne hellige lektie skrives i Jobs Bog: 
Da talte Herren til Job inde fra stormen:
Hvem er det, der med uforstandige ord
formørker det, jeg har bestemt?
Spænd bæltet om lænden som en mand,
og giv mig svar, når jeg spørger dig!

     Hvor var du, da jeg grundlagde jorden?
Fortæl det, hvis du har forstand til det!
Hvem bestemte dens mål – det ved du vel?
Hvem spændte målesnoren ud over den?
Hvor blev dens fodstykker sat ned,
og hvem lagde dens hjørnesten,
mens alle morgenstjerner jublede,
og alle gudssønner råbte af fryd?
     Hvem spærrede havet inde bag porte,
da det brød ud af moderlivet,
dengang jeg gav det skylaget til klædning
og de mørke skyer til svøb,
da jeg afstak en grænse for det
og indsatte port og slå
og sagde: »Hertil må du komme, ikke længere,
her standser dine stolte bølger.«

     Har du nogen sinde beordret morgenen frem,
anvist morgenrøden dens plads,
hvor den kan gribe fat i jordens kanter,
så de ugudelige rystes af den?
Da skifter jorden farve som ler til forsegling,
den farves, som man farver en klædning.
De ugudelige forholdes deres lys,
og den løftede arm brækkes.
Har du været ved havets kilder,
har du vandret på urdybets bund?
Er dødens porte blevet åbenbaret for dig,
har du set mørkets porte?
Har du givet agt på jordens vidder?
Fortæl det, hvis du ved, hvor stor den er.
     Kan du binde Syvstjernens bånd
eller løse Orions lænker?
Lader du Venus gå op til rette tid,
fører du Løven frem sammen med dens unger?
Kender du lovene for himlen,
bestemmer du dens magt over jorden? 

Amen (Jobs Bog, 38,1-18.31-33).

Kære menighed!

Hvorfor går det så ofte den gode ondt og omvendt.

Det er dette store spørgsmål, som Jobs Bog i Det gamle Testamente sætter fokus på ved sin mærkelige fortælling om, at Gud og Satan indgår en slags bizart væddemål om Job.

Job rammes af tragedie efter tragedie, mister først sin formue og så sine børn og så sit helbred, og hans tre venner er dybt rystede og kommer på besøg. De sidder først i en hel uge stille ved Jobs side og lider med ham uden at sige noget, og det er nok en pointe i sig selv, at det skulle de have fortsat med. For da Jobs venner endelig bryder tavsheden, så siger de i lange insisterende taler til Job, at han må have gjort noget galt, og at hans ulykke må være en straf for en synd, som han måske har fortrængt eller glemt. For Gud kan ikke være uretfærdig. Men Job vil ikke påtage sig en skyld, som han ikke kender til, og i sine hjerteskærende svar går Job mere og mere desperat i rette med både vennerne og Gud. Han spørger anklagende, hvorfor han skal lide, når han er uskyldig og ikke har fortjent det. Indtil Gud langt om længe svarer med den tale, hvis begyndelse vi hørte i dagens første læsning fra alteret.

Det er en af de mest overvældende taler i bibelen og i hele verdenslitteraturen, men det overraskende i den er, at Gud ikke svarer direkte på Jobs anklagende spørgsmål, men til gengæld stiller Job en lang række af retoriske spørgsmål:

Hvor var du, da jeg grundlagde jorden? Har du nogensinde beordret morgenen frem? Er dødens porte blevet åbenbaret for dig? Kan du binde Syvstjernens bånd eller løse Orions lænker? Lader du Venus gå op i rette tid?

Gud forklarer ikke Job, hvorfor han fået så hård en skæbne, men i et nærmest vanvittigt smukt og poetisk sprog peger han på det ubegribelige store univers omkring os, planeter og stjerner, og fortsætter med at tale om vilde dyr som tilsvarende dybt betagende og uforklarlige gåder: 

Ved du hvornår stenbukkene får unger? Har du forsynet ibisfuglen – dvs. storken - med visdom og ravnen med føde, eller har du fundet på den komiske struds’ manerer? Har du set vildæslet eller vildoksen? Kan du tæmme dem? Er det på din befaling at høgen og gribben flyver højt og bygger deres reder som de gør?

[Job skildret i 1880 af den franske maler Leon Bonnat (1833-1922)]

Jeg har ofte læst disse sidste kapitler i Jobs Bog for konfirmanderne, og sagt til dem, at her møder vi Det gamle Testamentes dybeste forsøg på et svar på dette urgamle spørgsmål: Hvorfor sker der ondt i verden, når Gud er god og almægtig? 

Vi kan ikke begribe eller forklare det onde, men vi kan heller ikke forstå alt det ubegribeligt gode og skønne i verden, som også overgår vores forstand, lyder argumentet.

Men da min datter Kirsten for 5 år siden gik til konfirmationsforberedelse hos mig, gik det op for mig, at jeg slet ikke havde forstået Jobs Bog. For da jeg derhjemme læste disse kapitler for Kirsten, så skete der noget, som gjorde mig helt forlegen, og som Kirsten har givet mig lov til at fortælle jer i dag.

Vi havde først talt om Jobs mange lidelser, og hans venners forklaringer, og så begyndte jeg at læse samme tekst, som vi hørte i dag: ”Da talte Herren til Job inde fra stormen: Hvem er det, der med uforstandige ord formørker det, jeg har bestemt? Spænd bæltet om lænden som en mand, og giv mig svar, når jeg spørger dig!”

Jeg havde glædet mig til at læse alle de efterfølgende ord for min datter om Guds storhed og alt det ufattelige, smukke og store, som han har skabt. Men så langt kom vi ikke, for min teenagedatter fik tårer i øjnene, da hun hørte Gud tale så barskt til den så hårdtprøvede og byldebefængte Job: ”Spænd bæltet om lænden som en mand, og giv mig svar, når jeg spørger dig!”

Kirstens fik spontant medlidenhed med Job, hvis lidelser jeg bare havde tænkt og talt abstrakt om.

Og Jobs bogs pointe er tilsvarende, at der ikke er noget almengyldigt svar på spørgsmålet om verdens ondskab eller på lidelsens såkaldte problem.

Det eneste svar på Jobs lidelse er den konkret medlidenhed, som ikke vil bortforklare det onde.

I forbindelse med Herodes' mord på de nyfødte i Betlehem citeres i Det nye Testamente nogle gribende ord af profeten Jeremias: ”I Rama høres råb, gråd og megen klage. Rakel græder over sine børn, hun vil ikke lade sig trøste, for de er ikke mere.” Sådan findes der en lidelse, som slet ikke vil trøstes, men hvor vi kun kan forsøge at vise medlidenhed.

Det er kristendommens påstand, at der er en, som ikke blot viste medlidenhed, men tog vores lidelser på sig. Job synes på et tidspunkt profetisk også at antyde dette, da han i et øjebliks klarsyn siger de ord, som Händel siden satte musik til, og som Maria Blum Bertelsen vil synge for os i dag som en optakt til altergangen: ”Dog ved jeg, at min løser lever, til sidst skal han stå frem på jorden. Når min hud er skrællet af, når mit kød er tæret bort, skal jeg skue Gud” (Job 19,25-26).

Jobs bog handler ikke om, at Job til sidst af Gud får besked på at stikke piben ind og acceptere sin uforklarlige svære skæbne eller det onde med den begrundelse, at vi jo heller ikke kan forstå Gud eller bare alt det smukke og gode, som Gud har skabt og måske giver os i livet.

Jobs Bog handler heller ikke om, at Gud dengang i fremtiden eller efter vores død vil vende det onde til noget godt.

Det ville jo heller ikke give mening, når vi tænker på, at Gud til sidst i bogen roser Job, men kritiserer hans venner, som jo ellers ville forsvare og undskylde Gud med alle deres letkøbte forklaringer på Jobs lidelse.

Job er til gengæld helten, fordi han insisterer på at klage til Gud i stedet for at bortforklare sin lidelse på ene eller på den anden måde, og til sidst giver Gud ham så ret i den forstand, at Job har ret til at klage til Gud, selv om Job ikke har ret i, at Gud er uretfærdig. 

Vi har ikke noget svar på det onde, som sker, men det er dog trods alt godt at have en klageinstans og tro på, at Gud vil lytte til vores klage, selv om vi ikke altid kan høre hans svar.

Det er bedre, end at det onde og smertelige i livet skyldes tilfældet eller os selv eller anonyme kræfter, som vi ikke kan henvende os til.

Derfor finder Job til sidst en slags sjælefred trods sin rædselsfulde situation, og først derefter giver Gud ham alt tilbage i form af ny materiel velstand og et lykkeligt familieliv, men denne banale ”happy end” er så at sige bare en slags ekstragevinst og ikke pointen.

Vi vil gerne kunne kontrollere lidelsen og forklare det onde i stedet for at give Gud skylden, for så er det onde vores eget eller måske snarere andre menneskers ansvar eller samfundets skyld, og så kan vi måske selv gøre noget ved det.

Det skal vi selvfølgelig også forsøge på, men vi kan lære af Jobs Bog, at når lidelse er konkret og virkelig, så bliver alle vores forklaringer til en billig bortforklaring.

Lidelsen er et faktum, og når vi møder den hos andre, så må vi først og fremmest lytte til dem og forsøge at sætte os ind i deres fysiske eller åndelige smerter og ikke teoretisere billigt over dem.

Derfor siger Gud til Jobs venner: I skulle have lyttet til Jobs klage i stedet for at forsøge at forklare den. For livet går ikke op i en højere enhed. 

Det betyder ikke, at det onde ikke kan være godt for noget. Vi kan af det onde måske lære at påskønne livet mere. Hvis jeg ikke havde mistet den, jeg havde kær, så havde jeg måske aldrig erfaret, hvor skrøbeligt og kostbart livet er. De hårde ting former os jo også, og det onde kan også fremhæve det gode, ligesom skyggen kan fremhæve lyset.

Men forklare det onde bort eller hæve os over det, det må vi ikke, selv om det altid er en fristelse.

Vi må til gengæld klage over det onde, og det er godt, at vi har en at klage til. Det er godt, at vi har lov til at skælde ud på Gud som Job, for så kan vi få luft og så måske komme videre. Ja, så kan vi måske også på et tidspunkt tillade os forsigtig at sige til den lidende uden at blive misforstået: Ja, du har god grund til at klage, og jeg føler med dig, men nu må du forsøge at spænde bæltet om lænden, hvis du kan, dvs. nu må du trods din smerte og alle dine ubesvarede spørgsmål forsøge også at fokusere på noget godt og komme videre med dit liv.

Og så bare kort her til sidst: Det fortælles i dagens evangelium (Matt 8,23-27), at Jesus sammen med sine disciple er ombord i en båd midt ude på Genesaret Sø. Da bliver det voldsomt uvejr, og båden fyldes af vand, og disciplene bliver bange. Men Jesus sover trods stormens rasen og disciplenes frygt for at gå under så trygt som et lille barn i sine forældres favn. Det er det forargelige i denne fortælling, men det er også evangeliet: Han er med os i livets storme, selv om han til tider synes fraværende. 

Hvis vi ville have undgået stormene, så skulle vi være blevet inde på det faste land. Men dér er Kristus ikke. Han er gået ombord på skibet, og hans disciple har fulgt ham, og skibet har allerede lagt fra land for at sejle over søen.

Tilsvarende er Kristus død og opstanden og opfaret til himmels, og Helligånden er blevet udgydt, og evangeliet forkyndt, og i vores dåb fik vi ufortjent del i det alt sammen, da vi fik plads på dette underlige kirkeskib.

Det er ikke os, som har ansvar for sejlruten og sejladsens forløb, men kaptajnen, som storm og sø adlyder. Han som ifølge dagens evangelium kan sove trygt som et barn midt i den største storm, men som også kan vækkes og med sit ord og i nadverens sakramente giver os del i sin tro, i sin fred, på ny. Når vor egen tro er lille som disciplenes, og når vi beder deres bøn, som er kort, men rummer alle verdens bønner: ”Herre, frels os! Vi går under!” 

Amen.