Prædiken til 2. juledag holdt i Vestervang Kirke den 26.december 2024.

Af sognepræst Andreas Peter Dornonville de la Cour.

Salmer: 122 Den yndigste rose er funden; 96 Fra himlen kom en engel klar; 599 Lov og tak og evig ære; 125 Mit hjerte altid vanker; 118, 3: Sorg er til glæde vendt; 117 En rose så jeg skyde.

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus: 

Jesus sagde: »Derfor, se, jeg sender profeter og vise og skriftkloge til jer; nogle af dem vil I slå ihjel og korsfæste, andre vil I piske i jeres synagoger og forfølge fra by til by. For over jer må alt det retfærdige blod komme, der er udgydt på jorden, lige fra den retfærdige Abels blod til blodet af Zakarias, Barakias' søn, som I dræbte mellem templet og alteret. Sandelig siger jeg jer: Det skal alt sammen komme over denne slægt. Jerusalem, Jerusalem! du, som slår profeterne ihjel og stener dem, der er sendt til dig. Hvor ofte ville jeg ikke samle dine børn, som en høne samler sine kyllinger under vingerne, men I ville ikke. Se, jeres hus bliver overladt til jer selv, øde og tomt. For jeg siger jer: Fra nu af skal I ikke se mig, før I siger: Velsignet være han, som kommer, i Herrens navn!« Amen (Matthæusevangeliet 23,34-39).

I Faderens, Sønnens og Helligåndens navn.

Glædelig jul!

Hvorfor skal vi nu i dag - på den anden juledag - høre disse beretninger? Om Stefanus fra den ældste kirke, som blev stenet og døde for sin tro (Ap. G. 6,8-14; 7,54-60). Om den voksne Jesus som revser Jerusalem og den menneskeslægt, som til alle tider forfølger kristentro og liv i verden?

Skal det tjene som en stemme – her midt i julen - der lyder: ”Bliv nu ikke for glade, vær nu ikke for optimistiske og håbefulde!” Eller som en evangelisk jantelov eller snusfornuft der siger: ”Ro på, træerne vokser jo heller ikke ind i himlen…” Juleaften var alle lysene tændt og julemorgen med. Nu er det tid at få dem alle slukket igen her på anden juledag, så vi ikke sender for meget stearin og CO2 op i atmosfæren.

[Den italienske maler Annibale Carracci (1560-1609): Steningen af Stefanus (1603-4)]

Spørgsmålet er selvfølgelig retorisk. Evangeliet om Kristus kender ikke til janteloven, og julens glæde kender ikke til snusfornuftigt mådehold. Det hører jorden til. I julen kommer himlen til jorden. Gud kommer til mennesket. Og himlen er åben, og englene synger. Det er ikke bare ord fra gamle bøger og salmer. Det er en helt konkret erfaring, vi rækkes her i juledagene. Måske bare i glimt, i ganske korte øjeblikke, hvor verden bliver våd og lys for vores indre blik, og julefreden skænkes os. Sådan går vi Jesus i møde som det lille menneskebarn i vores indre krybberum. Julefreden findes. Juleglæden findes. Derfor ønsker vi i disse dage godmodigt hinanden en ”glædelig jul!”

Og dog – hvert år op imod jul og i disse dage rammes jeg på et tidspunkt af spørgsmålet: Mener jeg det virkelig, eller er det bare fraser, jeg går rundt og ryster af mig?

Heldigvis afhænger det ikke af mig. Gud skal nok gøre sit. Gud kommer til jorden og dermed til mig. Det er julens glæde i grunden. Men godt nok på sin egen forunderlige måde. I stalden blandt dyrene. Undervejs. Med forældre uden status og ordentlige papirer. Han voksede op, og han endte sine dage som fange og dødsdømt. Og alt rod fortsatte i de første menigheder og i den første kirke. Stefanus, som vi hører om i dag, han var fra den ældste kirke, og han blev slået ihjel for sin tro på Kristus. Og sådan følger der i kølvandet på det lille menneskebarn, og det som blev hans historie og evangelium her i verden, lidelse, forfølgelse og død. Og det er den del af evangeliet, som vi hører om i dag. Det er ikke snusfornuft. Og det er ikke jantelov. Det er ikke mådehold med glæden. Tværtimod taler det på forunderlig vis til glædens pris. Til den glæde som gælder på trods.

Det er en stærk glæde. Det er en umådelig glæde. Som hver den der sidder her i julen midt i en stor sorg. Fordi julen og højtiden minder os om dem, vi har mistet, dem, vi savner. Lad tornene rive og nage, synger vi, lad mig alting betage, min rose jeg aldrig vil miste. Rosen, det er Jesus, og i troen på ham har den kærlighed og det hjerte vi deler med dem, vi har kær, evighed. Kærligheden, som kom til jorden og blev svøbt og lagt i en krybbe, er kommet til os, den er kommet til mig.

En kærlighed og en glæde som i sig bærer evighedens modstandskraft. En kærlighed som er robust, ville vi sige på nudansk. For kærligheden er med Jesus ikke knyttet til et sted eller en særlig by. Nej, den er kommet til jorden i det menneskebarn, vi tager hånd om, elsker og drager omsorg. Sådan er den os alle til del. Når vi i vores hjerte hører og forstår, at den kærlighed og glæde vi bærer på, tager del i Kristi kærlighed og glæde, så har vi lukket julen ind. Midt i vores omtumlede verden. Den første juleglæde fandt hjemme i et gammelt herberg. Fra barnehjertet spredte glæden sig til det unge hjerte, det modne og slidte hjerte og tog bolig der. Ikke i en fæstning eller i en borg med høje mure, og jernporte til at holde alle farer og trusler ude. For juleglæden er lige netop så skrøbelig og udsat, som et menneskehjerte og et menneskebarn er det.

Det er ikke mådehold, det er ikke snusfornuft, det er ikke jantelov. Det er virkeligheden. Den fysiske virkelighed og evangeliets virkelighed. Det er den verden, vi lever i.

Hvorfor skal glæden bære denne usikkerhed over sig? Hvorfor skal den forfølges? Ja, i grunden kan jeg ikke svare på det. Det hører til Guds visdom og ikke min. Men at vi i dag på anden juledag mindes om den første kristne martyr, Stefanus, og Jesu forudsigelse af den forfølgelse og udsathed, som vil følge for den, som vil følge i hans fodspor, det hører altså vores tro til. At den eksisterer på denne verdens vilkår. At et kristenmenneske ikke kan gå ud af verden, men er sat til at dele sin tro, sin glæde, sin sorg i denne verden.

Hver jul, når jeg når frem til denne anden juledags læsning, bliver jeg ramt af forlegenhed og anfægtelse. Spørgsmålet lyder jo: Brænder troen i dig med samme styrke og kraft, som den har gjort i historiens løb fra Stefanus og frem til de kristne i dag verden over, som lider og forfølges for deres tros skyld?

Den forlegenhed og anfægtelse kommer jeg nok aldrig fri af. Svare på den kan vi måske kun i bønnens form: ”Styrk vore hjerter ved din helligånd, dersom også vi kommer til at lide for dit ords og dit navns skyld.” Sådan lød den indledende bøn fra alteret i dag, og den minder os om, at troen altid må modtages og ikke præsteres. Og således synes tanken om, at der skulle findes et særligt punkt, hvor troen har stået sin prøve og bevist sig selv, alligevel også forkert. Troen står vel sin prøve hver eneste dag forfølgelse eller ej, fordi vi ikke kan tage den og opbevare den bag sikrede mure og fæstninger. Den må, sammen med juleglæden, findes her i verden på verdens vilkår, og det vil sige som udsat, som skrøbelig, og som et menneskehjerte der har brug for hjælp. Fra Gud og fra de mennesker vi lever iblandt. Som det lille menneskebarn der kom til verden dengang, og som ethvert menneskebarn sidenhen må vokse op og forlade sig på alt det, som er det givet.

Det juleevangelium hører jeg også i dag på Sankt Stefans dag, anden juledag, at kærligheden og glæden findes i verden på trods. På trods af alt det der smerter og gør ondt. På trods af hvad hele verden siger. Så lyder det i vores hjerter med evighedens modstandskraft.

Ære være Faderen, Sønnen og Helligånden, som det var i begyndelsen, således også nu og altid og i al evighed. Amen!