Prædiken til 3. søndag i advent holdt i Vestervang Kirke den 15. december 2024.

Af sognepræst Troels Bak Stensgaard.

Salmer: 86 Hvorledes skal jeg møde; 83 Glæd dig Zion, glæd dig jord!; 85 Op Zion at oplukke; 508 Bryd frem, mit hjertes trang at lindre; 192/7; 117 En rose så jeg skyde.

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus: 

Da Johannes i fængslet hørte om Kristi gerninger, sendte han bud med sine disciple og spurgte ham: »Er du den, som kommer, eller skal vi vente en anden?« Jesus svarede dem: »Gå hen og fortæl Johannes, hvad I hører og ser: Blinde ser, og lamme går, spedalske bliver rene, og døve hører, og døde står op, og evangeliet forkyndes for fattige. Og salig er den, der ikke forarges på mig.« Da de var gået, begyndte Jesus at tale til folkeskarerne om Johannes: »Hvad gik I ud i ørkenen for at se? Et siv, der svajer for vinden? Nej, hvad gik I ud for at se? Et menneske i fornemme klæder? Se, de, der bærer fornemme klæder, findes i kongeslottene. Nej, hvad gik I ud for at se? En profet? Ja, jeg siger jer, også mere end en profet. Det er om ham, der står skrevet: ›Se, jeg sender min engel foran dig, han skal bane din vej for dig.‹ « Amen (Matthæusevangeliet 11,2-10).

Kære menighed!

For næsten ti år siden havde vi her i Vestervang kirke besøg af indvandrerpræsten Niels Nymann Eriksen, som fortalte os om årsager til, at muslimske flygtninge konverterer til kristendommen.

Mange, forklarede Niels Nymann Eriksen, har fortalt ham, at de i en drøm har mødt Jesus, som jo i forvejen spiller en birolle i islam som den sidste profet før Muhammed, og Jesus har så i drømmen har fortalt dem, at de skal følge ham.

For folk i Mellemøsten og i andre ikke vestlige-lande lytter stadigvæk til deres drømme. 

Vi i Vesten lytter derimod ikke så meget til vores drømme længere. Fordi vi – også selv om vi går i kirke - lever i en videnskabeliggjort verden, hvor følelser og ting holdes adskilt. Fordi vi lever i en verden hvor der ifølge mange kun findes subjektive eller private opfattelser af solnedgange og kun individuelle drømme om f.eks. det sande og smukke og gode liv. En verden hvor selv religionen, som for de gamle var det grundlæggende, som bandt mennesker sammen i en fælles og forpligtende historie, er blevet en såkaldt privatsag.

Men hvis vi ikke længere tør stole på vores egne dybeste følelser og længsler og vores drømme, så glemmer vi måske også, at det myndige eller åndeligt modne menneske er han eller hun, som tør stole på sine egne sanser og sin egen erfaring og fornuft, men som også tør bruge sin fantasi og indlevelsesevne, og som lytter til sin samvittighed i stedet for at skyde ansvaret for beslutninger fra sig og måske overlade dem til eksperter.

Ja, det kom jeg til at tænke på, fordi vi i evangeliet til i dag hører om Johannes Døber, som repræsenterer det bedste i mennesket.

Johannes Døber var ikke et siv, der svajer for vinden. Han led afsavn og løb risiko for sin tro og endte i et fængsel for sin kritik af magthaverne, før han blev halshugget som en slags dekadent underholdning for en fordærvet overklasse. Han er den profet, som andre profeter har profeteret om, den der skal bane vej for Kristus. Derfor siger Jesus, at Johannes Døber er mere end en profet, og hvis vi havde læst blot en linje mere end dagens tekstuddrag, så havde vi også hørt Jesus tilføje de berømte ord, at Johannes nok var den største blandt mennesker, men at Døberen til gengæld var den mindste i himmerige. 

Hvordan skal vi forstå det? På den måde, tror jeg, at vi på ene side ikke kan åbne os for evangeliet, hvis vi ikke kender til og længes efter at blive grebet af alt det, som drev Johannes: Drømmen om en bedre verden, forsøget på at overvinde det onde, ønsket om at stå i en højere sags tjeneste og kæmpe for noget med alt, hvad man har i sig.

Men vejen til helvede er som bekendt ofte brolagt med gode intentioner, og hvis vi kun vil leve sådan, så ender vi sikkert før eller siden selv som Johannes, da han sad fængslet som Herodes Antipas’ fange og blev angrebet af tvivl. 

”Er du den, som kommer, eller skal vi vente en anden?”, spurgte Døberen, da tvivlen alligel kom krybende ind i fængselscellen. Og den tvivl kommer vi nok aldrig uden om, hvis vi ellers tør lytte til vores egne inderste længsler og drømme og ikke bare affejer dem som illusioner.

For var det nu det rigtige, det vi selv gjorde – eller det vi måske troede på og drømte om i vor ungdom? Og hvad kom der i grunden ud af det hele – og var der ikke omkostninger og måske store bivirkninger – måske især vores nærmeste?

Hvis vi kender til den anfægtelse, så begynder vi måske at forstå, hvorfor Jesus ikke stormede fængslet og befriede den anfægtede Døber. 

Johannes Døber måtte ifølge evangeliet trodse sin egen tvivl ved at tro på, hvad de andre fortalte. 

Og det er også vores situation i dag: Vi får aldrig noget endegyldigt bevis for troens sandhed eller livets mening. Men vi har fået evangeliet at holde os til – og til at nære vores tro og drømme - og vi ved, hvor meget det har betydet for utallige andre mennesker. 

At være et åndeligt modnet menneske er at have og opøve en sans for det storladne og for det visionære fremtidshåb, som f.eks. møder os hos profeten Esajas i dagens første læsning (Esajas' Bog kap. 35) eller i Døberens frygtløse kritik af sin samtid, og vi har brug for at få den sans skærpet i vor tid. Vi har brug for såvel kritik som idealer, for drømme og engagement. 

Men at være kristen er også at erkende, at frelsen ikke kommer fra os selv og fra vores egne kræfter og hvad vi selv er stolte af.

Vi skal elske, og kærligheden er ikke altid mild og tilgivende, men kan som Johannes Døber eller som Jesus i hans opgør med snæversyn, ondskab og hykleri være revsende og krævende og farlig at indlade sig med. 

Men vi skal først og fremmest tro os elsket af den kærlighed, som er stærkere end alt det, som ødelægger livet, stærkere end selv døden.

Det kan til tider måske virke, som er det kun er en smuk drøm, men det er i så fald den drøm, som Døberen i sit fængsel blev kaldet til at tro på som sandhed og virkelighed, da hans disciple og kom og fortalte, hvad de hørte og så Jesus gøre og sige: Blinde ser, og lamme går, døve hører, ja døde står op, og evangeliet forkyndes for de fattige!

Og salig er den, der ikke forarges på mig, siger Jesus også, og dvs. salig er den, der holder fast i denne drøm som en sandhed, som engang skal blive åbenbar.

Jeg læste apropos dette med at holde fast i sin drøm i denne uge et Facebook-opslag, som jeg gerne vil fortælle jer om.

Det står på en for alle offentlig tilgængelig Facebook-side, må jeg hellere nævne for en god ordens skyld, og det er skrevet af den afghansk-iranske flygtning, geolog og tidligere imam Mohammad Yasin Ahmadi, som besøgte os her i Vestervang Kirke i efteråret 2021 sammen med indvandrerpræsten Niels Nymann Eriksen, hvilket nogle af jer måske husker.

[Indvandrerpræst og forfatter Niels Nymann Eriksen og Mohammad Yasin Ahmadi]

Yasin fortalte os dengang for tre år siden om sit liv og sin vej til kristendommen. 

Han blev født som søn en fremtrædende imam i Afghanistan, men fordi de var shiamuslimer, forsøgte Taleban at slå hans far ihjel, så de måtte flygte til Iran.

I Iran blev han uddannet som geolog og havde udadtil et godt liv og stiftede familie. Men det plagede ham, at der var så megen religiøs vold i hans del af verden. Han havde også selv mistet venner i krigen i Syrien. ”Hvor var Islams sande ansigt?”, spurgte han sig selv. For hans hjerte havde altid fortalt ham, at Gud er kærlighed.

Da han begyndte at studere islam på et universitet i Iran, fik han for første gang i sit liv adgang til en bibel og læste bl.a. Jesu ord, at vi skal elske hinanden, og det var som et frø, der begyndte at spire i ham.

Det blev sværere og sværere for ham at forblive tro mod den religion, han var opvokset med, selv om han kom fra en dybt religiøs familie, som han elskede, og var barnsben af var opdraget til at respektere deres traditioner og leve efter islams forskrifter.

Til sidst endte denne samvittighedskonflikt med, at Yasin flygtede med sin søn i 2015 til Danmark, hvor han fik asyl og blev døbt og senere blev forenet med sin hustru.

Han måtte tilbringe år væk fra familie og gamle venner i et for ham fremmed land, og han følte med hans egne ord, at han faldt ned i ensomhedens og fremmedgørelsens og tavshedens dyb. Han blev beskyldt for at være spion og for at have modtaget store summer for forræderi, selv om han her i Danmark levede i fattigdom og stress, og selv om de strenge danske immigrationslove og vanskelighederne ved at lære et nyt sprog og ved at kunne forsøge hans familie gjorde ham søvnløs og udfordrede hans tro og udholdenhed.

Men han fortæller også om den hjælp, som han fik, og om at blive overvældet af Jesu forkyndelse af kærlighed og barmhjertighed: om hvordan Jesu offer og ord om at tjene andre, tilgive sine fjender og udvise ydmyghed har givet ham en følelse af indre fred og et nyt formål med livet.

Og så slutter Mohammad Yasin Ahmadi sit Facebookopslag med en bøn, som er en stærk påmindelse om, hvad det er for en højtid, som vi snart skal fejre sammen igen, og hvorfor lyset ifølge julens budskab skinner i mørket, og hvorfor glæden i så mange af vores bedste julesalmer får deres dybeste klangbund fra sorgen, eller hvorfor den kristne glæde er en trøstet sorg:

Jeg takker den store Gud, Jesus Kristus, for at han ikke dømte os, men omfavnede os med sin nåde og barmhjertighed. Han forlod os ikke i vores smerte, og hans nærværs glæde flød så meget i vores hjerter, at vi med håb kunne se frem til en lysere fremtid. I dag er der stadig en lang vej foran os, men takket være ham har jeg fundet et job på et plejehjem og har overvundet en del af livets vanskeligheder.

Jeg beder om, at Gud helbreder dem, der har lidt på grund af mine valg, og bringer dem tilbage til sin nådes og barmhjertigheds vej som sine fortabte børn.

Kære nådige og barmhjertige Gud,

Du, som helbreder de knuste hjerter og lindrer skjulte smerter, i dag bøjer jeg mit hoved for dig og kalder på dig fra mit inderste.

Gud, du gav mig og min familie håb og styrke i livets svære år.

Du førte os fra mørket ind i lyset.

Du, som har lovet aldrig at forlade nogen, stod ved vores side i glæde og sorg.

Kære Herre, jeg beder for dem, der har lidt på grund af mine valg.

Kære barmhjertige Gud, omfavn dem i din uendelige nåde og helbred dem.

Vis dem, at din nåde aldrig ophører.

Må vi alle en dag elske hinanden i dit nærvær og leve i fred og harmoni.

I Jesu Kristi navn, amen.

AMEN