Prædiken til 1. søndag i advent holdt i Vestervang Kirke den 1. december 2024.1

Af Andreas Peter Dornonville de la Cour.

Salmer: 733 Skyerne gråner; 87 Det første lys er Ordet; 84 Gør døren høj, gør porten vid!; 78 Blomstre som en rosengård; 89 Vi sidder i mørket, i dødsenglens skygge; 74 Vær velkommen, Herrens år.

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus: 

Da de nærmede sig Jerusalem og kom til Betfage ved Oliebjerget, sendte Jesus to disciple af sted og sagde til dem: »Gå ind i landsbyen heroverfor, og I vil straks finde et æsel, som står bundet med sit føl. Løs dem, og kom med dem. Og hvis nogen spørger jer om noget, skal I svare: Herren har brug for dem, men vil straks sende dem tilbage.« Det skete, for at det skulle opfyldes, som er talt ved profeten, der siger: »Sig til Zions datter: Se, din konge kommer til dig, sagtmodig, ridende på et æsel og på et trækdyrs føl.« Disciplene gik hen og gjorde, som Jesus havde pålagt dem. De kom med æslet og føllet og lagde deres kapper på dem, og han satte sig derpå. Den store folkeskare bredte deres kapper ud på vejen, andre skar grene af træerne og strøede dem på vejen. Og skarerne, som gik foran ham, og de, der fulgte efter, råbte: »Hosianna, Davids søn! Velsignet være han, som kommer, i Herrens navn! Hosianna i det højeste!« Amen  (Matthæusevangeliet 21,1-9).

I Faderens og Sønnens og Helligåndens navn.

Slår man det sjældne ord sagtmodig op i ordbogen, står der, at det kommer af tysk sacht-modig, et stille sind. I den udfoldede ordforklaring står der: ”som ikke protesterer eller beklager sig; stilfærdig på en resigneret eller lidt sørgmodig måde”.

Stilfærdig på en resigneret eller lidt sørgmodig måde… Mon det virkelig var sådan vor Herre kom ridende dengang for længe siden, da han ankom til Jerusalem fra østsiden ved påskefejringens begyndelse? Var han virkelig resigneret? I betydningen at han havde opgivet at få sine mål, sine krav og sine håb opfyldt? Kom han virkelig ridende der på et æsel i en stille accept af tingenes tilstand sigende sigs selv: ”Det er, som det er, det er ikke til at ændre”?

Ja, jeg karikerer lidt for eksemplets skyld for at gøre overvejelsen tydelig: Kan vor Herre virkelig resignere? Kan Gud give op? På os mennesker og al den fortrædelighed, som finder sted her på jorden? 

Lad os se nærmere på den opgivelse, og lad os se bort fra den opgivelse, som hænger sammen med almindelig dovenskab og ladhed for i stedet at betragte den opgivelse, som hænger sammen med erfaringen af magtesløshed. Altså den magtesløshed som hører med til det menneskelige, når vi møder et system eller et apparat, vi ikke kan sætte os op imod, når vi møder en sygdom, som vi ikke kan få bugt med. Jeg taler om den magtesløshed, som vi alle møder i løbet af vores liv, når vi må indse, at alle vores bestræbelser, alt vores arbejde, al vores iver, al vores vilje, kun rækker så langt, og ikke længere, og slet ikke langt nok. At nå frem til det punkt er smertefuldt, men det kan også være befriende for et menneske at erfare. Eller lad mig omformulere: Det kan være befriende, hvis vi, når vi når det sted, har et andet sted at gå hen med vores magtesløshed. Til en magt udenfor os selv, som vi kan stole på og sætte vores lid til, vil tage over, når vi møder vores grænse. 

Denne opgivelse hænger sammen med det kristne. Den kristne er, som apostlen Paulus formulerer det,  ”stolt af sin magtesløshed”. Hvorfor? ”Fordi”, fortsætter Paulus, ”så kan Kristi magt være over mig” (2. Kor, 12,9). Når det bekendende, kristne menneske møder sin formåens egen grænse, der møder vi også Gud. Der hvor porten til vores egne muligheder og kompetencers vej lukkes, hvor vi møder nederlaget i egne og i verdens øjne, der åbnes døren til Kristus og Gud på vid gab. Der er døren gjort høj, og porten gjort høj. Det er kristendommens tale, og det skal ikke forstås som en skåltale, hvorved vi hylder verdens ulykke, egne nederlag og lidelse som vejen til Kristus. Nej, det vil være falsk og umenneskelig tale. Den kristne menighed hverken hylder eller tilbeder lidelsen, som vi ellers igennem historien er blevet beskyldt for. Og jo egentlig da også forståeligt nok på for en umiddelbar betragtning eftersom vores fremmeste symbol er korset. Men det er ikke lidelsen eller nederlaget, vi ser, når vi samles om korset. Det er Kristus, og det er fællesskab med Kristus, vi erfarer, når vi møder vores grænse, vores magtesløshed. Derfor er apostlen stolt af sin magtesløshed, fordi han der har fællesskab med Gud. Lige der iklæder vi os Kristus, vi får hans kappe på og med den siges det os, at det nok skal gå. 

Men i samme øjeblik dette er sagt, er det afgørende at erindre, at den Gud, vi møder på korset, er den samme Gud, vi hører om i salmistens tale i dagens første bibellæsning: ”Jorden med alt, hvad den rummer, verden og dens beboere, tilhører Herren, for han har grundfæstet den på havene, grundfæstet den på strømmene” (Sl. 24). Den samme Gud, vi møder i vores magtesløshed i billedet af Jesus, som kommer til os, sagtmodig og ridende på et æseldyrs føl, er samtidig den Gud, som råder for os og alverden i salmistens tale. Min pointe er: Ja, Gud møder os i vores magtesløshed, men det betyder så langt fra, at han er magtesløs. Langtfra. Og sådan når vi tilbage tilbage til den indledende overvejelse om, hvorvidt vor Herre virkelig var resigneret dengang? Og svaret bliver, at jeg har svært ved at se at det sådan, at Jesus skulle være resigneret og opgivende, sådan som ordbogen ellers tyder ordet sagtmodig. At han overhovedet sender bud efter dette æsel, siger noget andet: Nemlig at han er klar til at tage kongeprofetien fra Zakarias på sig: Ja, jeg er den konge, I har ventet på, siger han jo dermed. Men hvad er det da for en sagtmodighed, der er tale om? Jo, kan vi tale om en sagtmodighed med magt og styrke i sig? Vel og mærke en magt og en styrke som udspringer af kærlighed og nåde? Disse ting som i verdens øjne kan være alt og intet. Som ikke kan omsættes i hverken kanoner, missiler eller penge. I det gamle testamente betyder ordet, hvorfra vi henter sagtmodig, vist egentlig ”den, der ingenting besidder, den fattige.” Og efter sigende skulle Luther i sin oversættelse af Zakarias’ profeti også have også dette hebraiske ord til ”tiggerkongen” slet og ret. 

[Tysk 'palmeæsel' fra det 15. årh.. I dag udstillet på Metropolitan Museum, N.Y.]

En tigger er det altså, som udråbes til konge, skal vi altså se i denne scene, hvor Jesus kommer ridende på et æsel. Er det Guds magtesløshed? Eller er det netop, Guds overlegne, altomvæltende, frelsende magt, hvor det er kærligheden og nåden, der skal få lov at råde og ikke den rå og brutale og stærkes magt? Hvordan er det nu, Zakarias’ profeti lyder i sin helhed? ”Se din konge kommer til dig. Retfærdig og sejrrig er han, sagtmodig (ydmyg), ridende på æsel, på en æselhoppes føl. Jeg tilintetgør vognene i Efraim og hestene i Jerusalem, krigsbuerne skal tilintetgøres. Han udråber fred til folkene, han hersker fra hav til hav og fra floden til jordens ender” (Zak 9,9-10). 

Det er ikke, som det til tider fremstilles, afmagten, der her sættes op imod magten, men pointen er, at freden, barmhjertigheden og kærligheden kommer til magten. 

Det kan synes som en politisk utopi, som et drømmelandskab der ej er os mennesker forundt, så længe vi lever på denne jord. Og derfor har denne første søndag i advent og palmesøndag, hvor vi hører denne samme tekst ofte også fået en personlig tolkning. Gør døren høj, gør porten vid i dit sind og i dit liv, så Guds fred kan vandre ind i denne tid. Gør plads til krybben i din indre stald. Og sådan har jeg da også prædiket flere gange. Og jeg tror også på det. På denne personlige adventstid vi går i møde, hvor vi gør plads for vor Herre – i længsel og i forventning om at hans fred, julefreden, må sænke sig – også i vore liv og i vore sind.

Men mere og mere bliver jeg overbevist om, at jeg må sande at denne Guds fred, dette Guds rige, ikke blot er tilsagt mig og dig, men hele jorden og livet her – på trods af alt hvad vores erfaring og fornuft ellers kan fortælle os. Og vi som hører dette ord, os som i vor egen magtesløshed har mødt en frelse i Kristus, vi vil dannes i billedet af hans gerning i sagtmodighed og ydmyghed og barmhjertighed. I alt det som vi på moderne dansk kalder for den ”bløde magt”. 

Det betyder ikke, at den hårde magt er forsvundet. Det første Jesus gør, efter at han er kommet ind til Jerusalem som denne fredskonge, er ifølge Matthæus at gå over på tempelpladsen og rense ud dér i vrede og voldsomhed.

Alting til sin tid, som Prædikeren siger (Præd 3,1-8). Gud give os styrke og råd til at vide, hvornår evangeliets mildhed skal lyde, og hvornår vi i stedet skal gå ud og købe flere kanoner. Og lad os så i denne adventstid samles om den sagtmodige, ydmyge konge, som går frem imod det lille barn, der kommer til os julenat, om lyset der skinner i mørket og budskabet fra oven om fred på jorden, til mennesker med Guds velbehag.

Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden, som det var i begyndelsen, således også nu og altid og i al evighed. Amen.