Prædiken til palmesøndag holdt i Vestervang Kirke den 24. marts 2024.

Af sognepræst Troels Bak Stensgaard

Salmer: 176 Se, nu hvor Jesus træder; 201 Det hellige kors; 57 Herre, fordi du; 694 Jesus, at du blev min broder; 473 Dit minde skal; 202 Som et stille offerlam.

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes:

Seks dage før påske kom Jesus til Betania, hvor Lazarus boede, han, som Jesus havde oprejst fra de døde. Dér holdt de et festmåltid for Jesus; Martha sørgede for maden, og Lazarus var en af dem, der sad til bords sammen med ham. Maria tog et pund ægte, meget kostbar nardusolie og salvede Jesu fødder og tørrede dem med sit hår; og huset fyldtes af duften fra den vellugtende olie. Judas Iskariot, en af Jesu disciple, han, som skulle forråde ham, sagde da: »Hvorfor er denne olie ikke blevet solgt for tre hundrede denarer og givet til de fattige?« Det sagde han ikke, fordi han brød sig om de fattige, men fordi han var en tyv; han var nemlig den, der stod for pengekassen, og han stak noget til side af det, der blev lagt i den. Da sagde Jesus: »Lad hende være, så hun kan gemme den til den dag, jeg begraves. De fattige har I jo altid hos jer, men mig har I ikke altid.« Den store skare af jøder fik nu at vide, at Jesus var der; og de kom derud ikke alene på grund af ham, men også for at se Lazarus, som han havde oprejst fra de døde. Men ypperstepræsterne besluttede også at slå Lazarus ihjel, for på grund af ham gik mange jøder hen og troede på Jesus. Næste dag hørte den store folkeskare, som var kommet til festen, at Jesus var på vej til Jerusalem. De tog da palmegrene og gik ham i møde, og de råbte:
       Hosianna!
       Velsignet være han, som kommer, i Herrens navn,
       Israels konge!
Jesus fik fat på et ungt æsel og satte sig på det, sådan som der står skrevet:
       Frygt ikke, Zions datter!
       Se, din konge kommer,
       ridende på et æsels føl.

Det forstod hans disciple ikke straks; men da Jesus var herliggjort, kom de i tanker om, at dette var skrevet om ham, og at det var det, man havde gjort med ham. AMEN (Johannesevangeliet 12,1-16).

Kære menighed!

I vores eftermiddagsklub havde vi her i marts besøg af og et kært gensyn med Jørgen Ingberg Henriksen, den nu pensionerede korshærs- og sognepræst ved Sct. Mariæ. Jørgen viste os billeder, som fortolkede påskens begivenheder, og bl.a. det billede, som I har fået udlevet i dag.

Det er en graffiti, som sikkert nogle romerske soldater har ridset ind i en mur i en vagtstue på Palatinerhøjen i Rom omkring 200 år efter Jesu død.

De første kristne afbildede ikke selv Jesu død på korset, for det var alt for skammeligt og pinefuldt, og I sidder nu med det måske ældste kendte billede af Jesus på korset.

Man ser på graffitien et menneske, som hæver en hånd som tegn på tilbedelse. Ved siden af hænger en anden menneskeskikkelse på et kors. Hans arme er udstrakte og fastgjorde til tværbjælken, men fødderne hviler på en tværpind for at undgå at hans kropsvægt vil kvæle ham, dvs. for at trække dødspinen ud længst muligt. Han ligner enhver anden af de utallige forbrydere og oprørere, som romerne henrettede på denne barbariske måde, men med en undtagelse: Han har et æselhoved. Forneden er der på græsk skrevet: ”Alexamenos tilbeder sin Gud”.

Vi ved ikke, hvem Alexamenos var, eller hvad hans skæbne blev, bortset fra at han var kristen i Rom på den tid, hvor de kristne i perioder med forfølgelser som oftest blev henrettet i Cirkus Maximus ved foden af Palatinerhøjen. Men graffitien viser, hvilken kolossal opsigt det fra begyndelsen vakte, at Jesus red ind i Jerusalem på et æsel palmesøndag, og hvor latterligt det forekom den samtidige hedenske verden, at denne æselkonge, som så ydmygende 5 dage senere blev korsfæstet som en kriminel eller oprørsk slave, skulle være en gud, endsige verdens frelser. 

Men det er budskabet i den påske, som vi tager hul på i dag, og måske burde vi gribe os selv i ørene, nu hvor vi begynder den stille uge med at høre om kongen, som på et æsel red ind i Jerusalem palmesøndag, og så mærke efter. For hvis vi fornemmer nogle lange, lodne æselører, som er ved vokse ud, så er vi virkelig kommet i gang med at fejre påske, for påskens budskab gør al menneskelig visdom til skamme.

Vi kommer nemlig aldrig til at forstå med vores forstand, hvorfor Kristus ikke kom i synlig vælde og klarede alle verdens og vores egne problemer i et snuptag.

Eller hvorfor Gud ikke kom for at give os en forklaring på alting eller for i det mindste at give os nogle moralske regler, så vi kunne have noget entydigt at holde os til i denne tvetydige verden.

Men Gud kom til gengæld for at give os sig selv.

Det er hvad han gør, når han indstifter den nye pagt eller nadverens testamente skærtorsdag aften.

Det er, hvad det betyder, at han langfredag åbenbarer sit inderste væsen på korset, og dvs. dér, hvor alle vores drømme om at have Gud på vores side og om at få os en Gud, som bekræfter os i, at vi er bedre eller klogere end andre, viser sig som illusioner.

Det er, hvad det betyder, at han står op i påskemorgengry og giver os del i en ny begyndelse.

Det er mysteriet over alle mysterier, og jo mere dette mysterium tager skikkelse i os, desto mere forstår vi måske, hvorfor evangelisten Johannes umiddelbart før det festlige indtog i Jerusalem palmesøndag fortæller, hvordan Maria, Lazarus og Marthas søster, i tavshed salver Jesu fødder med sin kostbare nardusolie.

Det er som om, at evangelisten dermed vil holde os fast på, at den sande tilbedelse af den kostfæstede og opstandne frelser aldrig sker ved at fremhæve sig selv og det, som vi selv er stolte af, men ved at se bort fra os selv, og alt hvad vi selv forstår og formår.

Maria lytter til Kristus og tilbeder ham i tavshed ved at salve hans fødder med sin olie og tørre dem med sit hår.

Det er for forstanden en nytteløs handling, og Judas spørger bebrejdende, hvorfor salven, som koster op imod en ufaglært arbejders årsløn, ikke er blevet solgt, og pengene givet til de fattige.

Men det er det rene hykleri, for de fattige har vi altid hos os, siger Jesus, og dem kan vi da gøre noget for hele ugen, hvis vi ellers gider.

Evangeliet fortæller os på den måde, at selv om det i verden virker som det mest nyttesløse og som spild af tid og penge, så skal vi først og fremmest tilbede eller elske Gud, og dvs. holde vores gudstjeneste.

Giv mig blomster, mens jeg lever, siger vi måske, og ikke først til min begravelse.

Eller vi skriver måske i bedste mening i en dødsannonce, at man i stedet for blomster til vores kæres begravelse skal betænke Kræftens Bekæmpelse med et bidrag.

Men Jesus siger, at de skal lade Maria være, og at hun skal gemme resten af sin dyre salme til den dag, hvor han skal begraves.

Det er nytteløst for forstanden at se at give blomster til en død, men inderst inde ved vi godt, at det netop derfor er en dyb meningsfuld handling. At vi netop dér, hvor vi hvor vi står med vores sorg og tomme hænder, og hvor ordene ikke slår til, skal lægge buketter og kranse af smukke, kostbare og skrøbelige blomster ved den dødes kiste som symbol på det liv og det håb, som vi aldrig kan give os selv.

Vi vil så gerne handle og gøre en forskel og på en eller anden måde elske vor næste, men vi skal først og fremmest elske Gud, siger evangeliet, og dvs. lytte og tilbede som Maria i den tavshed, hvor vi ikke længere selv handler eller taler eller søger en forklaring på alting, men til gengæld er til stede og fyldes af de ord, som vi aldrig kan sige os selv, og som kan forandre os:

”Frygt ikke, tro kun!”

”Dine synder er dig forladt.”

”Salige er de, som stifter fred, for de skal kaldes Guds børn”.

”Elsk jeres fjender og bed for dem, som forfølger jer”.

”Tag dette, og spis det; dette er mit legeme.”

”Fader, tilgiv dem, for de ved ikke, hvad de gør.”

”Sandelig siger jeg dig, i dag skal du med mig i paradis.”

Vores statsminister Mette Frederiksen opfordrede i tirsdags endnu en gang os danske til at arbejde mere og denne gang på grund af krigen i Ukraine og den militære oprustning i Rusland.

Men det er måske endnu mere vigtigt, at vi netop i disse urolige tider giver os tid til at opruste åndeligt, og dvs. giver os tid til at lytte og tilbede den sagtmodige konge, som palmesøndag red ind i Jerusalem på sit æsel.

Han giver os ikke en forklaring på det onde, som vi senest har set i form af det grufulde terrorangreb fredag aften i Moskva.

Men Kristus rider ind i Jerusalem på sit æsel, og jeg kender ingen, som har udtrykt trøsten og håbet i dette så fint som Kaj Munk i en prædiken, som han holdt den 1. søndag i advent 1941, og som jeg derfor her til sidst i dag vil tillade mig at referere og citere lidt udførligt fra.

Når jeg vil fordømme mig selv som jeres præst, siger Kaj Munk til sin menighed i Vedersø, og når han selvbebrejdende tænker, at han kunne bruge meget mere af sin tid på sit embede, og at de fortjener en bedre præst og langt bedre prædikener end hans, at de fortjener en præst, i hvem Guds ord er ganske anderledes kød og blod, så er der altid noget, som holder ham igen og tit styrker ham, og det er netop den tanke, at Kristus kom ridende på et æsel.

Når han står og døber børnene og uddeler nadverens sakramente, fortsætter han, og gribes af den tanke, at enhver Odd Fellow Loge kunne arrangere ceremonier langt mere imponerende og mystiske end han i sin kirke, så tænker han, at det til gengæld stemmer godt med den sagtmodige, æselridende frelser.

Når han længes efter en kirke, som med brask og bram eller klare og strenge ord siger folk sandheden og taler tidsånden imod, så tænker han igen på, at det var på et æsel, og ikke på en stridshingst, at Kristus kom ridende.

[Præsten Kaj Munk, 1898-1944, på hjemmebesøg]

Og når Kaj Munk sidder ude i hjemmene ved sygesengen og hos de døende og hos andre, som trænger til trøst, og føler sin egen uformåenhed, og når han tænker på, at lægen kommer flyvende på benzin og gummi og har morfinsprøjten med, og at krigens tredje år nu er begyndt – og det er selvfølgelig ikke krigen i Ukraine, men anden verdenskrigs udbrud den 1. september 1939 med den tyske invasion af Polen, som Kaj Munk tænker på – ja, så tænker han også på, at den Herre Kristus kommer, som han formulerer det, på trædecykel, og kun har en salme at byde på.

”Men det er dog hændt”, tilføjer Kaj Munk så, ”at når Lægens Kunst ikke strakte længere, gav den anden endnu ikke op. Lægen, Livets Håndlanger – alle hans Veje er blinde; bestandigt stopper de op foran Døden. Men der hvor Tømreren faar Lov at kante sig ind, slås der Bro over Slugten til Evigheden.”

Kaj Munk ville ikke være sig selv, hvis han ikke med et glimt i øjet her bemærkede, at det nu også af og til sker, at det alene er æslet, der holder indtog, uden at rytteren er med eller fornemmes.

Men han slutter sin prædiken fra 1941 med følgende ord, som jeg synes er en passende optakt til vores påskefejring i år:

”Og nu løfter jeg Øjnene fra mit lille Sogn, fra mit lille Land ud over den store Verden. Mægtige Begivenheder ser jeg vælte os i Møde overalt. Der rider de på Kameler og Hingste, der bruser de frem i alle Slags Uhyrer til Lands, til Vands og i Luften. Hvordan skal en stillefarende Mand paa et Æsel klare sig i det Vildskabens Sammenstød? Ja, ja, tro, hvad I vil, men de andre klarer sig ikke. For Døden er i al deres Idræt og Agt. Er der overhovedet nogen Fremtid for Menneskeheden, da bliver det den stilfærdige Rytter på Æslet, der beviser, at salige er de Sagtmodige, for de skulle arve Jorden.”

AMEN

Henvisninger:

Kaj Munks prædiken kan som hans øvrige forfatterskab læses på Kaj Munk Forskningscenters hjemmeside:

https://www.studieudgaven.kajmunk.aau.dk/tekster/