Prædiken til Mariæ bebudelses dag holdt i Vestervang Kirke den 17. marts 2024.

Af sognepræst Troels Bak Stensgaard.

Salmer: 749 I østen stiger solen op; 71 Nu kom der bud fra englekor; 450 Vi kommer Jesus, til din dåb; 73 Vi synger med Maria; 108 Lovet være du Jesus Krist; 72 Maria hun var en jomfru ren; 441 Alle mine kilder.

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas: 

Da sagde Maria: »Min sjæl ophøjer Herren, og min ånd fryder sig over Gud, min frelser! Han har set til sin ringe tjenerinde. For herefter skal alle slægter prise mig salig, thi den Mægtige har gjort store ting mod mig. Helligt er hans navn, og hans barmhjertighed mod dem, der frygter ham, varer i slægt efter slægt. Han har øvet vældige gerninger med sin arm, splittet dem, der er hovmodige i deres hjertes tanker; han har styrtet de mægtige fra tronen, og han har ophøjet de ringe; sultende har han mættet med gode gaver, og rige har han sendt tomhændet bort. Han har taget sig af sin tjener Israel og husker på sin barmhjertighed som han tilsagde vore fædre – mod Abraham og hans slægt til evig tid.« AMEN (Lukasevangeliet 1,46-55).

Kære menighed!

I efteråret 1923 boede den nu verdensberømte jødiske og tjekkiske forfatter Franz Kafka i Berlin. 

Den enorme elendighed, arbejdsløshed og fattigdom, den politiske vold og det tiltagende anarki og antisemitismen i Tysklands hovedstad i årene efter første verdenskrig tog hårdt på Kafkas humør. Hans helbred var også elendigt. Hans tuberkulose gav ham åndedrætsbesvær, og han døde af sygdommen den følgende sommer i en alder af blot 40 år. 

Men alligevel fik Kafka her mod slutningen af sit liv nogle for ham sjældent lykkelige måneder i Berlin på grund af en ung rabbinerdatter ved navn Dora Diamant, som han boede sammen med, og som blev hans sidste store kærlighed.

Dora Diamant, som overlevede nazismen, selv om hun både var jøde og kommunist, fortalte efter Kafkas død en vidunderlig historie, som efter alt at dømme er sand, for hun fortalte den til flere med blot små variationer og bl.a. til Kafkas mangeårige ven, forfatteren og litteraten Max Brod, som kendte Kafka bedre end alle andre og skrev hans officielle biografi.

[Franz Kafka, 1883-1924, og Dora Diamant, 1900-1952]

En dag hvor Dora Diamant og Franz Kafka gik tur i en af Berlins parker, mødte de en lille pige, som græd, fordi hun havde mistet sin dukke.

Men Kafka fortalte pigen, at hun ikke skulle være ked af det, for hendes dukke var blot taget på en rejse, og havde sendt ham et brev, forklarede han.

Da pigen selvfølgelig mistænksomt spurgte om lov til at se brevet, svarede Kafka, at han desværre ikke havde det på sig, men hvis hun kom hen i parken den næste dag på samme tidspunkt, så ville han give det til hende.

Og Kafka holdt sit ord! Ja, hver eneste dag i de næste tre uger gik han hen i parken med et nyt brev fra dukken, og Dora Diamant understreger, at han var lige så omhyggelig med at skrive disse breve, som når han skrev sine nu så verdensberømte romaner og noveller.

Hun fortæller også, at Kafka havde mere end svært ved at komme af denne krog, som han selv havde kastet ud, dvs. finde på en afslutning på denne selvpålagte korrespondance, som pigen ville være glad ved. ”Han overvejede det i lang tid”, fortæller Dora Diamant, ”og til sidst besluttede han sig for at lade dukken gifte sig”. Kafka beskrev således i brevene fra dukken ”den unge mand, forlovelsen ( . . . ), bryllupsforberedelserne, og derefter og meget detaljeret de nygiftes hus.”

På den måde gjorde Kafka det klart for pigen i parken, at hendes dukke selvfølgelig ikke havde tid til at besøge hende længere, og at dukken nu måtte leve sit eget liv, ligesom den lille pige engang selv skulle stifte familie og leve sit eget liv.

Sådan helbredte Kafkas nænsomt den lille piges sorg over hendes tabte dukke ved at digte en historie, som ikke handlede om tabet, men om dukkens nye liv, og dermed satte han pigen ind i en ny og glædelig historie, som endte godt.

Sådan blev pigen trøstet og fik nyt mod, selv om Kafka også sørgede for, at pigen fik en ny dukke, før han forlod Berlin.

I den historie som begynder i dag, på Mariæ bebudelses dag, sættes en anden ung pige eller kvinde, Maria, ind i en større historie, som trods alle ods ender godt.

Maria var forlovet med Josef, og ifølge fortællingen om Jesu undfangelse, som vi hører på Mariæ bebudelses dag hvert andet år, når vi bruger Alterbogens 1. tekstrække, havde englen Gabriel i et syn fortalt hende, at hun skulle blive gravid og føde et barn, som skulle kaldes Guds søn og blive en ny konge til evig tid.

Hun var blevet forfærdet ved synet af englen, og et såkaldt illegitimt svangerskab var på den tid ikke nogen spøg. Det betød tab af ære og anseelse og den sociale udstødelse lå lige for. 

”Hvordan skal dette gå til? Jeg har jo aldrig været sammen med en mand”, udbrød Maria først.

Maria havde altså rigelig grund til at blive både forfærdet og forvirret over englen såvel som dens budskab. 

Men da englen fortalte hende, at det skulle ske ved Helligånden og den Højestes kraft, tog Maria alligevel sin skæbne på sig og gav sig hen til den livsopgave, som på så uforståelig vis blev hendes.

”Lad det ske mig efter dit ord!”, sagde hun.

Når vi i trosbekendelsen ved hver eneste dåb og til hver eneste gudstjeneste siger eller synger, at Jesus er født af Jomfru Maria, så skal vi selvfølgelig ikke høre det som en gynækologisk diagnose. Meningen er ikke at fortælle om en meget mærkelig biologisk hændelse, men at forkynde, hvad Marias barn betød: At Han ikke kun var Marias søn. Men også Guds søn. Verdens frelser. At det, der begyndte som et lille befrugtet æg i Marias mave, var begyndelsen på noget fuldstændigt nyt og aldrig før set.

Og for troen at se er det sande under vel ikke mindst Marias accept af en virkelighed, som er større end forstanden kan begribe. Hun har ikke tabt alt ved sin uventede graviditet, men er underfuldt sat ind i en ny sammenhæng, hvor alt er muligt. Hvilket får hende til at bryde ud i den sang, som vi hører i dag: Marias lovsang til Gud. 

”Min sjæl ophøjer Herren, og min ånd fryder sig over Gud, min frelser! Han har set til sin ringe tjenerinde. For herefter skal alle slægter prise mig salig, thi den mægtige har gjort store ting imod mig.”

Marias uventede graviditet betød, at hun mildt sagt stod med et kæmpestort forklaringsproblem overfor Josef, hendes forlovede, og sin egen familie. Hun kunne også se frem til latterliggørelse i Nazaret, deres lille landsby, og måske social udstødelse.

Men Maria valgte at tro på, at hun var blevet velsignet med den største gave og opgave i verdenshistorien, og enhver kommende mor og far ved, hvad det er for sande og stærke følelser, som hun her udtrykker.  

Gud har, synger Maria videre, ”splittet dem, der er hovmodige i deres hjerters tanker; han har styrtet de mægtige fra tronen, og han har ophøjet de ringe; sultende har han mættet med gode gaver, og rige har han sendt tomhændet bort.”

Det er stort at tænke på, at man i katolske klostre synger Marias lovsang hver eneste dag til aftengudstjenesten og har gjort det lige siden oldkirkens dage. 

Men det er endnu større, hvad lovsangen siger, at Gud har styrtet de mægtige fra kronen og ophøjet de ringe. 

Det er så stærke ord, at det i det ellers meget katolske land Guatemala i Mellemamerika i 1980erne, hvor landet var hærget af diktaturer og borgerkrig, blev forbudt at recitere Marias lovsang offentligt.

For Gud er ikke hævet over eller ligeglad med verdens nød og elendighed og uretfærdighed. Det er Maria selv det bedste eksempel på. 

Maria skulle føde Guds søn, og en større ophøjelse af et fattigt og sårbart menneske i svær situation kan man vel næppe forestille sig. Selvom det som bekendt ikke betød, at Marias liv blev let. For efter sin søns fødsel måtte hun og Josef flygte til Egypten for ikke at blive slået ihjel af kong Herodes’ soldater, og det var langt fra altid, at hun sidenhen forstod sin voksne søns ideer og liv. Til tider følte hun med smerte, ved vi, at han vendte ryggen til sin egen familie for at være sammen med alle mulige og umulige mennesker. Men Maria fulgte alligevel sin uregerlige søn hele vejen, og det er snart påske, og vi ved alle, hvad der så skete ved vejens ende i Jerusalem. Langfredag måtte Maria stå ved korset og miste sin søn. 

Det er denne Marias modersmerte, som møder os i Michelangelos berømte Pietà-figur, hvis original står i Peterskirken i Rom, Maria med sin døde søn, og som min kollega Mette Dansøn og hendes konfirmander har lavet denne meget smukke papmache-kopi af, som jeg har fået lov til at vise jer i dag:

[Maria med den døde Jesus. Papmachefigur lavet af Mette Dansøn og hendes konfirmander]

På ryggen af Jesus har konfirmanderne først på små klistermærker skrevet, hvad de synes er galt med verden, f.eks. mobning, fattigdom og krig, som udtryk for, at Jesus på korset bærer al verdens lidelse, skyld og skam. Men bagefter har konfirmanderne malet alt denne ulykke og lidelse over med uskyldens hvide farve. Det er et symbol på syndernes tilgivelse, som vi fik skænket i vores dåb. Da vi selv blev del af den historie, som vi ligesom Maria er kaldede til at tro på, uanset forstandens indvendinger.

For Kristus var i verden. Det er sket. Det er ikke bare et eventyr ligesom det, som Kafka fortalte den lille pige i Berlin om hendes dukke, men et eventyr som er sket i virkeligheden. Et eventyr der som alle rigtige eventyr – der som livet selv - rummer både fryd og smerte, sejre og nederlag, men som ender godt. Det vidste Maria bedst af alle. 

Det er måske derfor, at vi senere i bibelen, i Apostlenes Gerninger, i et glimt en sidste gang ser Maria igen, og får at vide, at Jesu til tider hårdt prøvede mor efter påsken og pinsen blev en del af den første kristne menighed i Jerusalem.

Maria endte vel da til sidst med at indse, at hendes søn ikke skulle frelse verden eller nedstyrte de rige og ophøje de ringe ved anden magt end Åndens og Ordets magt, ved kærlighedens og tilgivelsens magt. 

Hendes stærke tro lyser i hvert fald så klart i hendes lovsang, at den også i dag kan skabe håb og forandring.

Martin Luther sagde engang om Maria, at hun var et forbillede, fordi hun var standhaftig og uforanderlig og altid bevarede en ”god fortrøstning, glæde og tillid til Gud”. ”Og således”, siger Luther, ”skulle vi også gøre”. Og så beder vores reformator Gud om, at Marias lovsang ”ikke blot må lyse og tale, men brænde og leve i legeme og sjæl. Det give os Kristus efter sin kære moder, Marias forbøn og vilje!”

AMEN

[Michelangelos 'Pietà' i Peterskirken i Rom, 1497-1500]