Prædiken til 1. søndag i fasten holdt i Vestervang Kirke den 26. februar 2023.

Af sognepræst Troels Bak Stensgaard

 

DDS 741 Op, min sjæl, thi sol er oppe; 624 Gud er Gud, før verden skabes; 643 Sorrig og elendighed; 487 Nu fryde sig hver kristenmand; 192/7 Du som har mig selv dig givet; 644 Aldrig er jeg uden våde.

 

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus: 

Så blev Jesus af Ånden ført ud i ørkenen for at fristes af Djævelen. Og da han havde fastet i fyrre dage og fyrre nætter, led han til sidst sult. Og fristeren kom og sagde til ham: »Hvis du er Guds søn, så sig, at stenene her skal blive til brød.« Men han svarede: »Der står skrevet: ›Mennesket skal ikke leve af brød alene, men af hvert ord, der udgår af Guds mund.‹ « Da tog Djævelen ham med til den hellige by, stillede ham på templets tinde og sagde til ham: »Hvis du er Guds søn, så styrt dig ned. For der står skrevet: ›Han vil give sine engle befaling, og de skal bære dig på hænder, så du ikke støder din fod på nogen sten.‹ « Jesus sagde til ham: »Der står også skrevet: ›Du må ikke udæske Herren din Gud.'« Igen tog Djævelen ham med sig, denne gang til et meget højt bjerg, og viste ham alle verdens riger og deres herlighed og sagde til ham: »Alt dette vil jeg give dig, hvis du vil kaste dig ned og tilbede mig.” Da svarede Jesus ham: »Vig bort, Satan! For der står skrevet: 'Du skal tilbede Herren din Gud og tjene ham alene.‹ « Da forlod Djævelen ham, og se, der kom engle og sørgede for ham. AMEN (Matthæusevangeliet 4,1-11)

 

Kære menighed!

 

I fredags var det 1-årsdagen for Ruslands angreb på Ukraine.

Derfor deltog jeg og flere andre fra vores menighed i en freds- og forbønsgudstjeneste for Ukraine i Domkirken, som blev fyldt godt op.

Gudstjenestens tekster og sange var på både dansk og ukrainsk, og biskop Peter Birch, hvis prædiken blev paralleloversat til ukrainsk, sagde bl.a.: ”Når katastrofen rammer, er kirken ofte det sted, vi søger hen. Vi samles for at udtrykke vores fortvivlelse og solidaritet med ofrene. Vi lader freden få en chance.”

Der var ukrainske musikere og et ukrainsk kor, og de var alle kvinder, og jeg sad og tænkte, at deres mænd vel var i krig i Ukraine eller døde, og at deres hjem måske lå i ruiner, imens de sang og spillede deres musik, som var fuld af vilde og stærke følelser.

Og jeg håbede sådan, at de i deres hjerter måtte føle den fred, den trøst og det håb, som evangeliet altid vil skænke os.

At de der har mistet deres familie og fædreland, og så uforståeligt og brutalt er blevet angrebet af et naboland og et broderfolk, ikke må fortvivle. 

 

Sådan som prins Hamlet fortvivler og til sidst mister sin forstand i Shakespeares skuespil, som jo foregår på Kronborg, og som jeg ikke kan lade være med at citere, når lejligheden byder sig, og det gør den særligt på denne 1. søndag i fasten, synes jeg.

Det er en af vor gamle købstads grundfortællinger, så forhåbentlig kender I tragediens handling: 

Den danske prins Hamlets onkel har dræbt hans far og giftet sig med hans mor Gertrud og på den måde tilranet sig Danmarks krone.

For den nye danske konge, Claudius, er en tyran, der tror, at han kan tage fra andre, hvad han vil.  

 

Hamlet er selvfølgelig fortvivlet og overvejer endda selvmord.

Hvilket fremgår af stykkets mest berømte monolog, som jeg her citerer i helsingoranerens Niels Brunses oversættelse af Hamlet, som I måske selv har stående, for den blev husstandsomdelt i Helsingør kommune i 2016 i anledning af 400-året for Shakespeares død og 200-året for den første opførelse af Hamlet på Kronborg (3. akt, 1. scene):

 

At være eller ikke, sådan er det. [. . . ]

At dø eller sove – 

at sove, måske drømme. Dér er knuden,

for hvad får vi at se i dødens søvn,

når vi bliver kroppens kval og uro kvit?

Dét der får os til at tøve, dét er tanken,

der gir vor trængsel alt for langt et liv,

for hvem gad bære verdens pisk og spot,

tyrannens overgreb, den stoltes hån, 

et vraget hjertes pinsler, lovens træghed,

oppustet embedshovmod og de spark,

fortjenstfuldheden får af usselrygge,

hvis han ku gøre regnskabet op

med blot en dolk? Hvem vil bære byrder

og svedigt stønne under livets slid,

hvis ikke skræk for noget efter døden,

et uopdaget land, hvis grænse ingen 

er vendt tilbage fra, betog os viljen,

så hellere vi bær’ de vante onder

end flygter bort til andres uvished?

 

[Den berømte franske skuespillerinde Sarah Bernhardt (1844 - 1923) som Hamlet]

 

Hamlet er ved at være fra sans og samling, vanviddet lurer og tager til sidst i tragedien over. 

Han har ikke kun mistet sin kongekrone, sin status, men sit fædreland, sin familie. Det at høre hjemme et sted, det at tilhøre nogen.

Det er kun tanken om, at døden, det store ukendte, måske skjuler noget endnu værre, som holder ham fra at tage sit liv.

 

De fleste af os når heldigvis ikke som Hamlet helt ud på denne yderste revle, men Shakespeare sætter ord på en frygt for det ukendte, som vi vel alligevel alle genkender, og som gør, at vi måske hellere bærer de vante onder, end med Hamlets ord flygter bort til andres uvished.

Vil vi kunne klare vores alderdom med vores opsparing?

Vil vi hellere have en lidelsesfyldt kemoterapi og udskyde døden, eller resignerer vi fordi, at døden kommer før eller senere?

Sådan tanker har vi til tider alle, fordi vores liv altid er fuld af valg og prioriteringer. 

Men såvel den tragiske krig i Ukraine som kirkens gamle fastetid kan være en anledning til, at vi i denne tid forsøger at tænke mere indgående over vores prioriteringer end normalt.

 

Jeg er måske et succesfuldt menneske med et flot CV og et vellønnet job, som giver mig status i samfundet.

Jeg har måske en veltrimmet krop og råd til rejser og anden luksus. 

Det er alt sammen i sig selv godt, for det er godt at stræbe efter at blive til noget og at nå noget i sit liv.

Men jeg kan bedre undvære alt dette end at høre hjemme et sted og tilhøre nogen, være nogens.

Jeg kan bedre undvære alle de i sig selv fine ydre ting end relationen til de mennesker, som jeg har fået at leve livet med.

For det vigtigste i mit liv er, hvad jeg kun kan få skænket i kraft af andres kærlighed.

 

Hamlet fortvivlede og blev til sidst vanvittig, da han mistede det, som virkelig betød noget, relationen til hans familie eller det, som gjorde ham til den, han var.

Men evangeliet fortæller, at det ikke behøver at ende på den måde:

Jesus er netop blevet døbt og har i sin dåb hørt de ord fra Gud, som er dåbens essens: Du er mit elskede barn, i dig har jeg fundet velbehag. 

Derefter føres Jesus af Guds ånd, som han fik i dåbsgave, ud i ørken for at fristes af Djævelen.

Dette dobbelttydige i fortællingen giver kun mening, hvis vi forstår, at ordet, som vi oversætter med ”at friste”, også betyder ”at sætte på prøve”.

Helligånden frister ikke Jesus, men Jesus sættes på en prøve af Gud, som Jesus består ved at give afkald på alt det, som Djævelen frister ham med, og som vi mennesker altid har drømt om: at kunne spise sig mæt, at kunne gøre mirakler, at kunne sikre sig selv og sin lykke ved egen kraft.

Jesus består i ørkenen prøven ved overfor Djævelens fristende tilbud at holde sig til Guds ord og ikke kræve beviser for dets sandhed, dvs. ved at holde fast i troen på, at Gud vil stå bag sit ord, ligegyldigt hvad.

Fordi Jesus i sit væsen er den, som Guds egen stemme forkyndte ved hans dåb: Guds søn, Guds elskede barn.

 

Hamlet blev fortvivlet, fordi han havde mistet sin familie eller de relationer, som former os og gør os til dem, som vi menneskeligt talt er. 

Men at være kristen er at være kaldet til at tro på, at livet er skabt godt, trods alt ondt i tilværelsen.

At være kristen er at tro på, at vi i vores dåb fik del i en kærlighed, som er stærkere end selv døden.

Den død, som vi ikke bør frygte, fordi vi tror, at Kristus selv har været i den og overvundet den.

Så at døden for os ikke længere er det store ukendte land, men indgangen til det evige, himmelske fædreland, som ingen tyran kan erobre.                            

Derfor må vi aldrig fortvivle.

Der er derfor altid håb.

Derfor må vi aldrig blive afhængige af ting.

For vi kan ikke få en holdbar identitet gennem ting eller ved hjælp af alt det, som vi måske med rette er stolte af og med rette synes, at vi selv har gjort os fortjent til, hverken bil, hus, job eller sundhed.

 

 

At stå i forhold til Gud, at dyrke Gud, at holde sig til dåbens nåde, er at træne sig dagligt i at lægge større vægt på det, som han har givet os: mennesker at leve sammen med – en jord at leve på – et land med landskaber og en historie at leve i.

For vores relationer til andre er altid vigtigere end vores egen præstationer.

Hvis vi forstår dette, så forstår vi måske også på ny, hvad vores egen dåb gav os del i:

Guds nåde eller den kærlighed, som vi aldrig kan gøre større eller mindre, men kun kan tage imod.

 

Vi blev i dåben Guds elskede børn.

Vi fik i dåben skænket en relation, en værdighed, som vi aldrig kan miste, end ikke i døden.

Holder vi fast derved, kan vi måske lettere leve med de fristelser og prøver, som livet til alle tider byder på.

Da kan vi bedst bekæmpe det onde inde i os selv og uden for os i Danmark og Ukraine og alle andre steder på jorden.

Uden at fortvivle, men med det håb, og med den trodsige udholdenhed, mildhed, tålmodighed, glæde og indre fred selv i svære trængselstider, som vores apostel Paulus så stærkt forkyndte i dagens epistel (2. Korintherbrev 6,1-10).

Ja, da kan vi måske først begynde virkelig at sætte pris på alt det gode og dejlige, som tilværelsen heldigvis også byder på.

Fordi vi nu ser det hele i det rette perspektiv, og ved, at det ikke er os, men Gud der har magten.

 

Derfor vil jeg slutte med gammel bøn af humanisten og politikeren Thomas More, som var statsminister i England under Henrik VIII og blev halshugget for sin tro i 1535. 

Fire hundrede år senere blev Thomas More af paven helgenkåret og så sent som i år 2000 blev han erklæret for katolsk skytshelgen for statsmænd og politikere.

Vi protestanter har ikke brug for andre formidlere mellem os og Gud end Kristus, men vi lever i en tid, hvor vi alle kan få ondt i maven bare ved at tænke på verdens problemer, og hvor særligt vores politikere har et stort og tyngende ansvar på deres skuldre.

Derfor er det måske en god ide i netop denne tid at lære denne 500 år gamle bøn af Thomas More, politikernes skytshelgen: 

   

Giv mig, Gud, en god fordøjelse, og også noget at fordøje.

Giv mig en sund krop, og det nødvendige gode humør til at vedligeholde den.

Giv mig en enkel sjæl, der værdsætter alt, hvad der er godt, og som ikke bliver så nemt skræmt ved synet af det onde, men hellere finder veje til at føre alting tilbage, hvor det skal være.

Giv mig en sjæl, der ikke kender kedsomhed, brok, suk og beklagelser, og heller ikke kender til overdreven stress på grund af denne forstyrrende ting, der kaldes ”Jeg”.

Giv mig, Gud, en god humoristisk sans. Tillad mig den nåde at være i stand til at tage en spøg, at opdage lidt glæde i livet, og at blive i stand til at dele det med andre. 

 

AMEN

 

[Hans Holbein den yngres portræt af Thomas More fra 1527]

 

Henvisninger:

William Shakespeare: Hamlet. Oversat af Niels Brunse med forord af Benedikte Kjær og Henrik Møller (særudgave 2016, hustandsomdelt i Helsingør Kommune).