Peters fald og genoprejsning

En kort prædiken til 1. søndag efter påsken

Af Troels Bak Stensgaard, sognepræst ved Vestervang Kirke

Dette hellige evangelium til 1. søndag efter påsken skriver evangelisten Johannes:

Da de havde spist, siger Jesus til Simon Peter: »Simon, Johannes' søn, elsker du mig mere end de andre?« Han svarede: »Ja, Herre, du ved, at jeg har dig kær.« Jesus sagde til ham: »Vogt mine lam!«  Igen, for anden gang, sagde han til ham: »Simon, Johannes' søn, elsker du mig?« Han svarede: »Ja, Herre, du ved, at jeg har dig kær.« Jesus sagde til ham: »Vær hyrde for mine får!«  Jesus sagde til ham for tredje gang: »Simon, Johannes' søn, har du mig kær?« Peter blev bedrøvet, fordi han tredje gang spurgte ham: »Har du mig kær?« og han svarede ham: »Herre, du ved alt; du ved, at jeg har dig kær.« Jesus sagde til ham: »Vogt mine får!  Sandelig, sandelig siger jeg dig: Da du var ung, bandt du selv op om dig og gik, hvorhen du ville; men når du bliver gammel, skal du strække dine arme ud, og en anden skal binde op om dig og føre dig hen, hvor du ikke vil.«  Med de ord betegnede han den død, Peter skulle herliggøre Gud med. Og da han havde sagt det, sagde han til ham: »Følg mig!« Amen.

En tidlig morgen for snart to tusind år siden gik en mand og græd bittert. Det var apostlen Peter, som langfredag morgen netop havde indset, at han tre gange havde fornægtet ethvert kendskab til et menneske, som betød alt for ham.

De fire evangelister fortæller alle om Peters fornægtelse af Jesus, men vi hører aldrig fortællingen i kirken, selv om den er et fint eksempel på evangeliets nye menneskesyn. For som teologen David Bentley Hart har påpeget: Hvis de hedenske forfattere på Jesus’ tid havde nævnt en lignende episode i deres biografier om berømte mænd og deres elever, så ville det have været som en illustration af ordsprog som ”skomager, bliv ved din læst” eller ”højt at flyve, dybt at falde”.  Hvis man i den før-kristne verden havde skrevet om Peter, så ville det have været en komisk historie om en simpel fisker fra provinsen, som ved påskemåltidet skærtorsdag aften patetisk svor aldrig at svigte sin mester, selv om alle andre gjorde det. Men samme nat stak halen imellem benene. Da løftet så ud til at koste noget.

I Det nye Testamente fortælles derimod om Peters svigt og skam med medfølelse og ikke latterliggørelse. Fordi Gud var blevet født i en stald, og havde vist sig blandt de svageste mennesker i samfundet, og ophøjet dem til sine sønner og døtre, fik ethvert menneskeliv ny betydning. Det var ikke længere kun de berømte, guderne, heltene, kejserne og skuespillerne, som var interessante og havde dybe følelser, som man kunne skrive om.

Det hører med til fortællingen om Peters tredobbelte benægtelse, at den opstandne Jesus efter påsken mødte Peter ved Genesaret sø og stillede ham tre tilsvarende spørgsmål, om Peter elskede ham. Hvilket Peter ikke længere kunne få sig selv til at sige. Han blev bedrøvet, fortælles det, og sagde til sidst: ”Herre, du ved alt, du ved, at jeg har dig kær”. Men det var i denne pinagtige situation, hvor Peter måtte indse sine svigt og på den hårde måde lære, hvad tilgivelse betyder, at han fik den store opgave at grundlægge kirken. ”Vogt mine får!”, sagde Jesus til ham.

Sådan bør tilgivelsen altid være et forsøg på at hele de sår, som i en eller anden grad altid er i menneskers liv. Men tilgivelsen skal også åbne op for noget nyt. Hvis man dummer sig, og bliver tilgivet, men bagefter føler, og måske også får at vide, at man ikke mere kan bruges, så er man ikke rigtig tilgivet. Og det er noget af det ondeste, man kan sige til et andet menneske, at man ikke mere kan bruge det til noget. Så er man i virkeligheden måske bare ligeglad med det menneske! Rigtigt tilgivet er kun det menneske, som får vist tillid og får nye opgaver, selv om det har dummet sig. Kun det menneske kan udvikle sig og få overskud til at gøre det godt igen.

Peter blev ved Genesaret sø bekræftet i, at han alligevel kunne bruges trods sine fejl. Men det er vel, hvad vi ofte har svært ved og må lære om og om igen. Vi skal tilgive hinanden, men det gør vi kun helt, hvis vi også tør vise ny tillid og kan indgive nyt mod og håb i hinanden. Hvis vi også kan bruge et menneske, som har svigtet os.

Amen.

--

Bøn af den engelske bibelforsker Tom Wright:

"Barmhjertige Fader, på korset bad din søn: ”Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig?”

Jeg ønsker at bede for alle mennesker i verden, som lige nu siger sådant, som hvad enten de kender den tekst eller ej, kender til følelsen af at være forladt af dig og deres medmennesker, af deres familier som ikke kan se dem eller hvad det kan være.

Fader, i din søns Jesu navn og i Hans ånds magt, vil du komme og være med dem, være med os alle, være med din lidende verden i denne tid. Giv os nye kræfter, mod og tro og håb. Giv til vores ledere verden over visdom, videnskabelig visdom og troens visdom, som de behøver for at kunne sige de rigtige ting, som kan opmuntre folk. Vi beder især for lægerne og sygeplejerskerne, og alle i sundhedsvæsenet, og for forskere som arbejder med at finde vacciner. Vi beder for, at der må findes veje fremad, at unødvendige dødsfald må undgås, og at dem, der er uhjælpsomt døende, må få den rette omsorg.

Vi beder for alle, der er alvorligt syge lige nu, der har svær ved at trække vejret, og ikke har tilstrækkeligt ilt.

Nådige Gud, vær nær ved dem, og bring noget godt ud af denne vanskelige situation.

Og Fader, som du har lovet, at jorden engang skal være fuld af viden om Guds og af hans herlighed som vandene dækker havet, giv os selv i denne situation en forsmag, et glimt af det, og hjælp os til at leve af dette glimt, til at leve i håbet og blive håbets mennesker, mennesker gennem hvem håb kan komme til denne sårende og ventende verden. Det beder vi om i Jesu navn og for hans skyld. Amen."