Prædiken til sidste søndag i kirkeåret holdt i Vestervang Kirke den 23. november 2025.

Af sognepræst Troels Bak Stensgaard.

Salmer: 732 Dybt hælder året i sin gang; 217 Min Jesus, lad mit hjerte få; 276 Dommer over levende og døde; 488 Guds søn kom ned fra himmerig; 473 Dit minde skal, o Jesus, stå; 431 Herre Kristus, dig til ære.

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus:

Jesus sagde: »Når Menneskesønnen kommer i sin herlighed og alle englene med ham, da skal han tage sæde på sin herligheds trone. Og alle folkeslagene skal samles foran ham, og han skal skille dem, som en hyrde skiller fårene fra bukkene; fårene skal han stille ved sin højre side og bukkene ved sin venstre. Da skal kongen sige til dem ved sin højre side: Kom, I som er min faders velsignede, og tag det rige i arv, som er bestemt for jer, siden verden blev grundlagt. For jeg var sulten, og I gav mig noget at spise, jeg var tørstig, og I gav mig noget at drikke, jeg var fremmed, og I tog imod mig, jeg var nøgen, og I gav mig tøj, jeg var syg, og I tog jer af mig, jeg var i fængsel, og I besøgte mig. Da skal de retfærdige sige: Herre, hvornår så vi dig sulten og gav dig noget at spise, eller tørstig og gav dig noget at drikke? Hvornår så vi dig som en fremmed og tog imod dig eller så dig nøgen og gav dig tøj? Hvornår så vi dig syg eller i fængsel og besøgte dig? Og kongen vil svare dem: Sandelig siger jeg jer: Alt, hvad I har gjort mod en af disse mine mindste brødre, det har I gjort mod mig. Da skal han også sige til dem ved sin venstre side: Gå bort fra mig, I forbandede, til den evige ild, som er bestemt for Djævelen og hans engle. For jeg var sulten, og I gav mig ikke noget at spise, jeg var tørstig, og I gav mig ikke noget at drikke, jeg var fremmed, og I tog ikke imod mig, jeg var nøgen, og I gav mig ikke tøj, jeg var syg og i fængsel, og I så ikke til mig. Da skal også de sige til ham: Herre, hvornår så vi dig sulten eller tørstig eller fremmed eller nøgen eller syg eller i fængsel, uden at vi hjalp dig? Da skal han svare dem: Sandelig siger jeg jer: Alt, hvad I ikke har gjort mod en af disse mindste, det har I heller ikke gjort mod mig! Og de skal gå bort til evig straf, men de retfærdige til evigt liv.« Amen (Matthæusevangeliet 25,31-46).

Kære menighed!

Den russiske forfatter Lev Tolstoj skrev i 1885 fortællingen "Hvor kærligheden er, dér er Gud", som jeg her på den sidste søndag i kirkeåret gerne vil begynde med at genfortælle.

I sorg over at have mistet sin kone og sit barn havde den gamle skomager Martin Awdejitsch tabt lysten til livet. Men en dag mødte han en munk, som sagde, at hans fortvivlelse skyldtes, at han kun ville leve for sin glædes skyld og ikke for Guds skyld. ”Hvordan kan jeg leve for Gud?”, spurgte Martin forundret, og munken svarede: ”Læs Det nye Testamente, så skal du nok selv erfare det.” 

En sen aften læste Martin derfor om Jesus’ besøg hos farisæeren Simon. Hvordan Simon blev forarget over, at en prostitueret kom ind fra gaden og salvede Jesus’ hoved med en kostbar olie og vaskede hans fødder med sine tårer. Halvt i søvne tænkte Martin ved sig selv: ”Hvordan ville jeg selv have reageret i den situation?” Og så hørte han med ét en stemme, som sagde: ”Martin, i morgen kommer jeg til dig på gaden!”

Var det drøm eller virkelighed? Tja, den næste dag i skomagerværkstedet så Martin en gammel og fattig snerydder udenfor. Han bød ham spontant ind i varmen og gav ham the og noget at spise. Han fortalte om sin underlige drøm, men den gamle rystede blot på hovedet over det tossede indfald. Men Martin, som kunne ikke lade sagen ligge, sagde nærmest rablende til den gamle mand: ”Lad os drikke på vores sundhed! Jeg tror dog, at da Herren gik rundt på jord, så foragtede han ingen og var mest sammen med jævne mennesker. Han sagde, at den, der vil være den første, skal være alles tjener”. Sådan talte skomageren til sin gæst, som til sidst blev helt rørt og takkede for såvel fysisk som åndelig føde.

Senere på dagen gentog en tilsvarende scene sig, da Martin med føde og klæder og opmuntrende ord hjalp en fattig kvinde og hendes barn, som var tæt på at sulte og fryse ihjel.

Til sidst hørte han lyden af løbende fødder og vrede stemmer. Det var en dreng, der havde stjålet et æble fra æblekonen i boden henne på hjørnet. Konen ville melde drengen til politiet, selv om Martin tilbød at betale, men Martin fik dem forsonet ved at fortælle Jesu lignelse om tjeneren, som fik eftergivet en stor gæld af sin herre, men lod en medtjener fængsle for en helt ubetydelig gæld. 

Da æblekonen og drengen gået, faldt han i staver over drømmen, og hørte med ét igen stemmen: ”Martin, har du ikke genkendt mig?” I et syn så han den gamle snerydder, moren med sit barn og æblekonen og drengen. De lo til ham, og Martin følte selv glæden i sit hjerte. Han slog korsets tegn for sig, satte brillerne på næsen og læste det sted i evangelierne, som han tilfældigt havde slået op på. Det var det sted i dagens evangelium, hvor Jesus siger:

”For jeg var sulten, og I gav mig noget at spise, jeg var tørstig, og I gav mig noget at drikke, jeg var fremmed, og I tog imod mig, jeg var syg, og I tog jer af mig, . . . og alt, hvad I har gjort mod en af disse mine mindste brødre, det har I gjort mod mig.”

[Lev Tolstoj (1828-1910) på det første farvefotoportræt i Rusland, taget den 23. maj 1908.]

Det er noget af kristendommens essens og arvesølv, som vi møder her!

Jamen, er det ikke gerningsretfærdighed, spørger vi lutherske kristne måske. Nej, for de retfærdige har ikke jo ikke handlet godt, fordi de ville frelse sig selv, men fordi troen slet ikke er kristen tro, hvis den ikke er er aktiv i kærlighedsgerninger. 

Det handler ikke om, at vi skal gøre ditten eller datten eller to gange om dagen hjælpe gamle damer over gaden for engang at få en belønning af Gud.

Det handler om, at evangeliet altid spørger mig: ”Hvilket slags menneske er du selv i grunden?”

Derfor er det at være et kristent menneske også til tider forbundet med den anfægtelse, at jeg bævende må spørge mig selv, om jeg er et godt og barmhjertigt menneske, dvs. om jeg har levet sådan, som Jesus i sit eget liv viste os, at vi skal leve.

Men svaret på anfægtelsen er ikke selvoptaget at tænke på mig selv, men at holde mig til, at Kristus ikke kom for at frelse retfærdige, men syndere.

Det er ikke kun at tænke på, hvad jeg skal gøre, men især på, hvad Kristus har gjort for mig, og så lade mig inspirere af evangeliets beretninger om Menneskesønnen, der ikke kom for at lade sig tjene, men for at tjene andre. I tro på at han, som kræver så meget af mig, også vil skænke mig alt.

”Alt, hvad I har gjort mod en af disse mine mindste brødre, det har I gjort imod mig.” Sådan taler han til os i dag. De ord betyder, at det ikke er nok, at jeg elsker Gud og mit medmenneske som mig selv, sådan som Jesus siger i det dobbelte kærlighedsbud. For her siger han det endnu mere svimlende, at som jeg handler mod mit medmenneske, sådan handler jeg mod ham selv. Vi kan derfor slet ikke adskille vores forhold til Gud fra vores forhold til vores medmennesker. Hvis vi virkelig erfarer Guds barmhjertighed, så vil den virke igennem os selv, og i det andet menneskes nød får vi da et forhold til Gud.

Hvad dette har betydet historisk, kan vi måske bedst forstå ud et afsnit om slaver og herrers forhold til hinanden i Paulus’ Brev til Efeserne (Ef 6,5-9), som jeg er faldet over i forbindelse med forberedelsen af en ny studiekreds over dette lille, men indholdsrige brev i Det nye Testamente, som begynder til januar.

Slaveriet var i antikken ikke forbundet med det moderne slaveris modbydelige raceteorier, og slaver kunne i antikken endda undtagelsesvis indtage høje stillinger og selv eje slaver, men slaverne udgjorde måske 30 % af befolkningen i Romerriget, og var altid deres herrers ejendom og ganske retsløse. Hvilket dengang var en lige så selvfølgelig samfundsordning som forholdet mellem lønmodtagere og arbejdsgivere i dag.

Slaverne skal adlyde deres jordiske herrer som var det Kristus selv, siger Paulus, dvs. slaver skal ikke bare bukke og skrabe for deres herrer som øjentjenere, der vil stå sig godt med mennesker.  ”For I ved jo, at enhver skal få gengældt af Herren”, altså Kristus, ”hvad han gør af godt eller ondt, hvad enten han er slave eller fri”, forklarer Paulus slaverne i Efeserbrevet.

Men de jordiske herrer skal på samme måde behandle deres slaver med respekt og kærlighed. ”For I ved jo, at de og I har den samme Herre i himlene, og han går ikke forskel på nogen”, skriver Paulus derfor henvendt til slaveejerne. 

Paulus ønskede ikke at opfordre til oprør eller revolution eller at tvinge nogen mod deres vilje, men han havde erfaret en lighed og frihed i Kristus, som havde forandret ham selv og kunne forandre hvert eneste menneske.

Hvad det betyder i vort eget liv, må vi hver især spørge os selv om.

Men det betyder i hvert fald, at intet menneske bare er et redskab, og at hvad vi gør hver eneste dag har uendelig stor betydning, fordi vi gør det for Gud.

Hvis jeg f.eks. er en håndværker, så arbejder jeg da ikke længere bare for min løn eller for at gøre en kunde tilfreds, men for at lave noget, som er godt og værdifuldt i Guds øjne.

Hvis jeg er en skolelærer, så arbejder jeg ikke længere kun for at indlære børn og unge et pensum, men for at nære deres uendeligt værdifulde sjæle. 

Hvis jeg er en kunde i en butik, så betjenes jeg ikke kun af en fortravlet ekspedient, men af et menneske med drømme og længsler, glæder og sorger, som er lige så meget værd som mine.

Hvis jeg er ansat i hjemmeplejen, så skifter jeg ikke længere bare ble på gamle fru Jensen, men på Kristus selv.

Hvad indebærer dette så for vores forståelse af verdensdommen? Tja, den store schweiziske teolog Karl Barth blev engang spurgt af en from kvinde, om hun kunne være sikker på at gense sine kære i himlen. Hvorpå han tørt svarede: "Ja, men husk: også alle de andre!" Og så må vi andre jo overveje med os selv, om vi virkelig har lyst til dette . . . .

Og så bare her til sidst: I onsdags afsluttede min kollega Andreas sin studiekreds om den svenske forfatter Selma Lagerlöf. Hvilket fik mig til at tænke på en af Selma Lagerlöfs Kristuslegender, som hedder ”Vorherre og Skt. Peter”, og som ligesom Tolstojs fortælling, som jeg begyndte med, meget bedre, end jeg formår, kan sammenfatte, hvad dagens evangelium om verdensdommen handler om.

[Den svenske forfatter og nobelprismodtager Selma Lagerlöf (1858-1940), hvis hovedværk "Jerusalem" sognepræst Andreas la Cour netop har gennemgået over tre aftener i Vestervang Kirke.]

En engel fik engang befaling af Gud til at hente en af de fordømte op til himlen. Den fordømte var selveste Skt. Peters mor, og Gud kunne jo ikke sige nej til sin tro tjeners forbøn! 

Englen fór da ned i dødsrigets mørke og slog sine arme om den gamle kone for at løfte hende op. Men så skete der det, at nogle af de andre fordømte greb fat i hende, der skulle frelses, for at de kunne blive båret med op i paradiset. Trods de mange som hang ved, spredte englen sine vinger ud og steg opad så let som ingenting. Det var, som om den slet ikke tyngedes af byrden. Men da Skt. Peters mor blev klar over, hvor mange, der fulgte med, gav hun sig til at slide sig løs fra dem. Hun ville alene op i Guds himmel. Hun greb fat i deres hænder og løsnede deres tag, så den ene efter den anden faldt tilbage i afgrunden. 

Da skete der for englen det mærkelige, at byrden blev tungere og tungere at bære, jo færre der blev at bære på. Og da det til sidst lykkedes Skt. Peters mor at vriste den sidste fra sig, var det, som om hun alene blev så tung, at englen ikke mere kunne bære hende, og englen måtte da lade hende falde ned i dødsriget igen. 

Da Skt. Peter så det, blev han liggende længe og hulkede, og Vorherre stod stille ved hans side.

„Skt. Peter,“ sagde Vorherre til sidst, „aldrig havde jeg troet, at du vilde græde sådan, når du først var kommet i paradis.“ Guds gamle tjener løftede sit hoved og svarede: „Hvad er dette for et paradis, hvor jeg hører mine kærestes jammer og ser mine medmenneskers lidelse!”

Men Vorherres ansigt formørkedes af den dybeste sorg. „Er der noget, jeg hellere vilde, end at skabe jer alle et paradis af lutter lys lykke?“, sagde han, og fortsatte: ”Forstår du da ikke, at det var derfor, jeg steg ned til menneskene og lærte dem at elske sin næste som sig selv? Thi det skal du vide, Skt. Peter, at så længe de ikke gør dette, så findes der ikke det fristed i himlen eller på jorden, hvor smerten og sorgen ikke kan nå dem.“

Sådan fortalte Selma Lagerlöf, den store svenske forfatterinde.

For at ville have med Gud at gøre, at lade sig frelse ind i hans rige, hænger uløseligt sammen med også at ville have med de andre at gøre. For Gud er kærlighed, og hvor kærligheden er, dér er Gud.

Amen.