Prædiken til 13. søndag efter Trinitatis holdt i Vestervang Kirke den 13. september 2025.

Af sognepræst Troels Bak Stensgaard.

Salmer: 754 Se nu stiger solen; 684 O Jesus, du al nådens væld; 691 Loven er et helligt bud; 164 Øjne, I var lykkelige; 192/kun vers 7; 52 Du, Herre Krist.

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas: 

Så vendte Jesus sig til disciplene og sagde til dem alene: »Salige er de øjne, som ser det, I ser. For jeg siger jer: Mange profeter og konger har ønsket at se det, I ser, og fik det ikke at se, og at høre det, I hører, og fik det ikke at høre.« Da rejste en lovkyndig sig og ville sætte Jesus på prøve og spurgte ham: »Mester, hvad skal jeg gøre for at arve evigt liv?« Han sagde til ham: »Hvad står der i loven? Hvad læser du dér?« Manden svarede: »Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele din styrke og af hele dit sind, og din næste som dig selv.« Jesus sagde: »Du har svaret rigtigt. Gør det, så skal du leve.« Men han ville retfærdiggøre sig selv og spurgte Jesus: »Hvem er så min næste?« Jesus svarede og sagde: »En mand var på vej fra Jerusalem ned til Jeriko og faldt i hænderne på røvere. De trak tøjet af ham og slog ham, så gik de og lod ham ligge halvdød. Tilfældigvis kom en præst den samme vej; han så manden, men gik forbi. Det samme gjorde en levit, der kom til stedet; også han så ham og gik forbi. Men en samaritaner, som var på rejse, kom hen til ham, og han fik medynk med ham, da han så ham. Han gik hen og hældte olie og vin i hans sår og forbandt dem, løftede ham op på sit ridedyr og bragte ham til et herberg og sørgede for ham. Næste dag tog han to denarer frem, gav værten dem og sagde: Sørg for ham, og hvad mere du lægger ud, vil jeg betale dig, når jeg kommer tilbage. Hvem af disse tre synes du var en næste for ham, der faldt i røvernes hænder?« Den lovkyndige svarede: »Han, som viste ham barmhjertighed.« Og Jesus sagde: »Gå du hen og gør ligeså!« Amen (Lukasevangeliet 10,23-37).

Kære menighed!

I forrige uge begyndte Vestervang Kirkes nye konfirmander at gå til konfirmationsforberedelse, og det var sidste søndag dejligt at se mange af dem til gudstjenesten.

Jeg har ikke selv konfirmationsforberedelse i år, men normalt viser jeg i begyndelsen af min undervisning de nye konfirmander en lille film på 15 minutter, som hedder ”Kort film om tro”, og som er lavet i 2005 af den nu afdøde filmfotograf og filminstruktør Nikolai Østergaard. Filmen er fuld af smukke, stemningsfulde skumringsbilleder billeder af københavnske huse og himlen over dem, men især af mennesker til gudstjeneste, og imens man ser disse, fortæller Nikolai Østergaard, hvorfor han begyndte at gå i kirke, og hvad det gav ham.

Nikolai Østergaard var døbt og konfirmeret i folkekirken, men ellers ikke vokset op i et religiøst hjem, og han havde som voksen helt mistet forbindelsen til kirken og troen. Men så fik han en eksistentiel krise og havde svært ved at se meningen med livet. Da han var virkelig ked af det, tog han en bevidst beslutning om at gå fast i kirke og valgte lidt tilfældigt en katolsk kirke i København.

Det var ikke fordi, at han fik en åbenbaring. Han besluttede sig bare til det i håb om, at det ville præge hans liv og tanker. Ligesom han på samme måde besluttede sig til at begynde med at sige tak for det gode i livet i stedet for at være utilfreds. For som han siger: ”Det mest fortvivlende er at leve sit liv uden at være glad for det.”

I begyndelsen sad Nikolai Østergaard bare på bagerste række og prøvede at følge med i gudstjenesten. Højtideligheden i kirken og det at blive velsignet gjorde straks et stort og positivt indtryk på ham. Bønnen var til gengæld en overvindelse, det at gå ned på knæ og folde sine hænder, hvilket menigheden i løbet af den katolske gudstjeneste ofte gør. Men ved at gå i kirke og deltage i ritualerne og synge med på salmerne i gudstjenesten var det som om han langsomt lærte at tro. Og han forstod, at gudstjenesten er en stadig gentagelse af, at kærligheden er det vigtigste i verden.

Det værste er at spilde sit liv, siger han, og at miste sine nærmeste, men som han også siger: Hvis Gud findes, og elsker os, så er troen ikke bare en sutteklud eller udtryk for ønskedrømme om et liv i himlen. Så er den kristne tro og gudstjenesten udtryk for, at det fantastiske er muligt, og for at kærligheden kan manifestere sig fuldt ud.

Filmen slutter med den katolske nadvermesse, hvor vi ser præsten indvie nadverelementerne og uddele brødet til nadvergæsterne, som ifølge katolsk skik giver hinanden hånd til sidst. Hvilket er et stærkt udtryk for, at de troende er lemmer på samme legeme, dvs. på ny har fået del i Kristus eller i den kærlighed, som manifesterer sig fuldt ud og håndgribeligt i nadverens sakramente.

Til allersidst zoomer kameraet ind på et meget smukt krucifiks, og Nikolai Østergaard fortæller, at ”grunden til at billedet af den døende Jesus på korset har så stor betydning, er, at det er vores hul igennem. Det er overgangen til det, som ikke er midlertidigt.”

I dagens evangelium om den barmhjertige samaritaner, hører vi tilsvarende en lovkyndig eller en farisæer, der spørger Jesus, hvordan han skal arve evigt liv, dvs. finde en overgang eller åbning til det, som ikke er midlertidigt.

Den lovkyndige vidste dog godt, at af alle de i alt 613 bud, som der ifølge jødisk tradition findes i Det gamle Testamente, er de to vigtigste, at vi skal elske Gud, så godt vi overhovedet kan, og vor næste som os selv.

Men så stiller han et andet spørgsmål: ”Hvem er så min næste?”.

Jesus svarer ham imidlertid ikke direkte og siger f.eks. ikke: Din næste er den, som du møder, og som har brug for din hjælp, eller din fjende eller det endnu mere intetsigende svar: Din næste er alle og enhver. For et sådant enkelt svar kan altid problematiseres eller vendes til egen fordel, og det er tydeligt, at det er netop, hvad den lovkyndige har tænkt sig at gøre. Vi hører jo, at han med sine spørgsmål først vil sætte Jesus på prøve og dernæst retfærdiggøre sig selv.

Til gengæld svarer Jesus den lovkyndige med sin i dag så berømte og elskede lignelse om den barmhjertige samaritaner. Det er bare for os i dag det ’aber dabei’, at vi har hørt historien så ofte, at vi har svært ved at høre, hvor overrumplende og provokerende og revolutionerende den er.

Den er ikke provokerende, fordi præsten og levitten, de religiøse autoriteter, går fordi det ulykkelige voldsoffer, selv om de selvfølgelig burde have standset op og hjulpet deres nødstedte landsmand. For hvor ofte har vi ikke selv gået fordi et nødlidende menneske eller på anden måde udeladt at hjælpe nogen, som vi kunne hjælpe? 

Den er derimod provokerende, fordi det er den helt forkerte, som gør det rigtige, samaritaneren, han som tilhørte et af alle jøderne foragtet og fjendtligt nabofolk, som af jøderne blev regnet for uægte eller frafaldne jøder.

Når man i Det gamle Testamente vil omtale hele det israelitiske eller jødiske folk, så gør man det nogle gange med en fast hebraisk vending og siger 'præsterne, levitterne og hele folket'.

For den lovkyndige, som hørte på Jesu lignelse, må det derfor have været indlysende, at efter præsten og levitten, så ville Jesus nævne en tredje og helt almindelig, men gæv og retskaffen jødisk mand, som ville redde situationen og rette op på miseren.

Akkurat ligesom vi forventer, at en historie om Kasper og Jesper også vil inkludere en Jonathan og ikke en Jens-Ole. Eller ligesom vi forventer, når vi hører Faderen og Sønnen nævnt, at så følger Helligånden efter og ikke den hellige jomfru eller vores gamle sognepræst. 

Dette er bare meget svært for os at forstå, fordi vi nu efter 2000 år stik modsat den lovkyndige og Jesu andre jødiske tilhørere og landsmænd som en selvfølgelighed går ud fra, at samaritaneren kommer til sidst og vil standse op og hjælpe, fordi han for os er et godt menneske og et ideal til efterfølgelse.

[Vincent van Gogh (1853-1890): Den barmhjertige samaritaner, 1890.]

Man hører ofte, at lignelsen om den barmhjertige samaritaner handler om fjendekærlighed. Men hvis Jesus med sin fortælling ville sige, hvad han siger andetsteds, i sin Bjergprædiken, at vi skal elske selv vores fjender, så havde det bare været meget mere oplagt, at han havde ladet den næstekærlige tredje mand være en ganske almindelig jøde og den overfaldne mand den af jøderne foragtede samaritaner og ikke som her omvendt.

Og hvis Jesus havde ønsket med sin lignelse at kritisere præsten og levitten og deres tempelkult og i stil med de store gammeltestamentlige profeter at sige, at Gud ønsker barmhjertighed og ikke slagtofre - eller sagt i vores nutidige sammenhæng: hvis pointen i lignelsen er den, at diakoni og kirkelig aktivisme er vigtigere end at holde gudstjenester med forkyndelse af Guds ord og nadvergang, bønner og lovsang – ja, så havde det igen været meget mere oplagt, at den tredje mand havde været en almindelig israelit eller jøde.

Men den tredje mand var en samaritaner. Derfor handler denne lignelse ikke kun om et møde på vejen til Jeriko med en forulykket rejsende eller om et godt moralsk eksempel eller om en fjende, der uventet viste sig at være en ven i nøden.

Den handler derimod om et uventet møde med en helt anderledes verden end vores egen og alt for velkendte verden.

For samaritaneren, den foragtede, den frafaldne, fjenden, som stik mod al rimelig forventning viste den stakkels overfaldne, halvdøde jøde barmhjertighed, er et billede på den evige og barmhjertige Gud, som bøjer sig ned til jorden for at give os del i sit eget liv, i den evige kærlighed, som er Guds eget væsen.

Det kunne den lovkyndige ikke forstå. For det var for ham en umulighed, at selve lovens essens, kærlighed til Gud og næsten, kunne opfyldes af en samaritaner. 

”Hvem var så en næste for ham, som faldt i røvernes hænder?”, spurgte Jesus, og den lovkyndige blev jo så nødt til at indrømme: ”Ham som viste ham barmhjertighed.” Men bemærk: Han sagde ikke, at den barmhjertige var samaritaneren. Han kunne ikke få sig selv til at nævne denne for ham forargelige og ulogiske, ja næsten umulige mulighed.

”Gå du hen og gør ligeså”, sagde Jesus til sidst.

Og gad vist, hvad den lovkyndige så har tænkt ved sig selv?

Måske har han bare tænkt: Sikke en sød og mærkelig og sentimental historie om en helt usædvanlig og usandsynlig god samaritaner, som Jesus har fortalt os i dag, men noget sådan vil aldrig nogensinde ske i virkelighedens verden!

Eller måske har han bare har trukket på skuldrene, lidt ligesom vi selv ville gøre, hvis vi hørte, at Putin havde gjort noget godt i Moskva og f.eks. fulgt en gammel dame over vejen.

Men hvem ved, måske han pludselig alligevel indså, hvad så mange profeter og konger havde ønsket at se og høre, men ikke så og hørte, og som Jesu disciple så og hørte i nådefulde glimt: At der findes et alternativ til vores egen så velkendte og opsplittede verden.

Måske den lovkyndige ligefrem med tiden forstod, hvorfor Jesus talte så meget i lignelser.

Fordi vi altid kan sætte spørgsmålstegn ved alle for os selv eller andre måske indlysende og rigtige sandheder, hvis vi ønsker det, og ofte misbruger selv vores fineste idealer som kærlighedsbuddet til at slå andre i hovedet eller til at retfærdiggøre os selv med.

For det er vel netop, hvad vi selv så let fristes til i vores egen dybt komplicerede og polariserede tid med dens mange fjendebilleder.

Vi opruster som aldrig før herhjemme militært, og det er som om, at vi i stigende grad kun kender til den logik, som i naturvidenskaben hedder ”survival of the fittest”, og som kendetegner naturens verden.

Men Kristendommen handler ikke om de stærkestes overlevelse på de svages bekostning, men om den stærkestes selvopofrelse for de svages overlevelse.

Og lignelsen om den barmhjertige samaritaner handler ikke om, hvad vi selv skal gøre, eller om en slags åndelig oprustning, som vi selv skal præstere. 

Den handler med Nikolai Østergaards ord om, at det fantastiske er muligt, og at kærligheden kan manifestere sig fuldt ud også i dette liv. 

Det fantastiske kan ifølge lignelsen ske helt uventet på en støvet og farlig landevej og i skikkelse af en fremmed samaritaner.

Derfor kan det også ske i vores eget flygtige og tvetydige liv og forandre vores liv og tanker.

Amen.

Henvisninger:

Ved at logge ind via sit lokale bibliotek kan man gratis se Nikolai Østergaards smukke og tankevækkende "Kort film om tro" på www.filmstriben.dk.