Prædiken til 5. søndag efter Trinitatis holdt i Vestervang Kirke den 20. juli 2025.

Af sognepræst Troels Bak Stensgaard.

Salmer: 318 Stiftet Guds søn har på jorden et åndeligt rige; 422 Hellig, hellig, hellig! Herre Gud almægtig!; 358 Lad dit rige alle vegne;147 Der sad en fisker så tankefuld; 192/vers 7; 373 Herre, jeg vil gerne tjene.

Bibelske læsninger: Esajas’ Bog 6,1-8; Første Petersbrev 3,8-9; Lukasevangeliet 5,1-11. De kan læses ved at klikke HER.

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas: 

Engang da Jesus stod ved Genesaret Sø, og folkeskaren trængtes om ham for at høre Guds ord, fik han øje på to både, der lå ved søen. Fiskerne var gået fra dem og var ved at skylle garnene. Så gik han op i en af bådene, den der tilhørte Simon, og bad ham lægge lidt fra land. Så satte han sig og underviste skarerne fra båden. Da han holdt op med at tale, sagde han til Simon: »Læg ud på dybet, og kast jeres garn ud til fangst!« Men Simon svarede: »Mester, vi har slidt hele natten og ingenting fået; men på dit ord vil jeg kaste garnene ud.« Det gjorde de, og de fangede en stor mængde fisk, så deres garn var ved at sprænges. De gjorde tegn til deres kammerater i den anden båd, at de skulle komme dem til hjælp, og de kom og fyldte begge både, så de var lige ved at synke. Da Simon Peter så det, faldt han ned for Jesu knæ og sagde: »Gå bort fra mig, Herre, for jeg er en syndig mand.« For han og alle de, som var med ham, var grebet af rædsel på grund af den fangst, de havde fået – ligeså Jakob og Johannes, Zebedæus' sønner, som fiskede sammen med Simon. Men Jesus sagde til Simon: »Frygt ikke! Fra nu af skal du fange mennesker.« Og de lagde bådene til land og forlod alt og fulgte ham. Amen (Lukasevangeliet 5,1-11).

Kære menighed!

Hvis I har det varmt for tiden og sveder, så kan I måske trøste jer med, at den geniale fysiker Albert Einstein engang med et ordspil sagde, at genialitet er 1 % inspiration og 99 % perspiration, altså 1 % lykkeligt indfald og 99 % sved. 

Jeg tænker, at fiskeren Simon har tænkt noget lignende den morgen, hvor Jesus kaldte ham til at være sin discipel. For han havde fisket hele natten i Genesaret sø fra hans egen båd og ikke fået så meget som en lille fladfisk med hjem.

Den store Geneserat sø i Galilæa, som er op til 21 kilometer lang og 14 kilometer bred og op til 43 meter dyb, var i oldtiden ellers basis for en stor fiskeindustri i flere byer omkring søen, og vi ved, at der på Jesu tid var mere end 230 fiskerbåde på søen, og at man eksporterede tørfisk derfra til hele Romerriget.

I 1986 dukkede under en lang tørkeperiode, hvor vandspejlet i Genesaret sø sank, sensationelt en fiskerbåd fra Jesu samtid frem, og vi kan se, at en sådan båd var lidt over 8 meter lang, og drevet frem af fire roere, men også havde en mast til sejl, og den kunne rumme en 15 mennesker.

En sådan båd har været kostbar, og man kan se, at båden er blevet repareret gennem flere generationer.

Vi ved, at Jesus sejlede rundt med alle tolv disciple, så det var nok en sådan 'Galilæa-kutter', som Simon Peter ejede.

[Den såkaldte 'Jesus-båd', som blev fundet i Genesaret sø i 1986.]

Vi tænker måske på Jesu 12 disciple som fattige folk, som ikke havde så meget at miste ved at følge Jesus, men det svarer ikke til billedet i Det Nye Testamente, og Simon og hans bror Andreas eller deres kolleger, brødrene Jakob og Johannes, har nok været forholdsvis velhavende efter galilæiske forhold. 

Når vi hører, at disse fiskere forlod alt for at følge Jesus, er det derfor heller ikke ensbetydende med, at deres familier blev ladt i stikken, endsige måtte sulte – for deres familier havde sikkert slægtninge eller ansatte til at hjælpe sig. 

Simon Peters bror Andreas var jo også først Johannes Døberens discipel, ved vi, og Johannes Døberens skarpe opgør med rigdom og luksus appellerede selvfølgelig særligt til begavede og idealistiske unge fra byernes middelklasse, og Simons senere lederstilling i discipelkredsen tyder jo også på, at han var vant til at tage initiativ og bestemme over andre.

Når der i dagens evangeliet står, at fiskerne var gået fra bådene og var ved at skylle garnene, så gælder det sikkert ikke Simon som bådens ejer. Den slags kedeligt rengøringsarbejde havde skipperen folk til. Simon har nok også været træt den morgen efter en lang nats resultatløst slid og siddet i sin båd og måske bekymret tænkt på den manglende indtjening og på, hvordan han skulle aflønne sine ansatte medhjælpere. Eller måske har han med ærgrelse tænkt på, hvad hans svigermor ville sige til ham hjemme i Kapernaum, hvor hun boede sammen med Simon og hans kone.

Det er apropos opløftende, at arkæologerne bestandigt giver os ny viden både herhjemme og i Israel.

Således blev det først i 1960erne fastslået, at Kapernaum lå omtrent 4 kilometer sydøst for Jordanflodens indløb i den nordlige ende af Genesaret Sø, hvor man allerede tidligere havde udgravet oldtidsruiner. 

I 1968 fandt man ikke langt fra ruinerne af en synagoge i Kapernaum fra Jesu tid resterne af en fornem kirke, en ottekantet basilika, og under den kunne arkæologerne afdække spor af en huskirke i et temmelig stort hus fra 1. århundrede før Kristi fødsel. Der var kristne indskrifter på flere sprog, hvor der bl.a. stod Jesus, Kristus, Herren samt Peter. Da vi fra kilder fra begyndelsen af 400-tallet ved, at Peters hus blev brugt som kirke af de første Kristne, så antages dette forholdsvis store hus af mange for at være Peters hus.

Ja, dette er selvfølgelig ikke helt sikkert, men det antydes i bibelen, at Jesus boede fast i Peters hus, for her helbredte han Peters svigermor og mange andre syge og besatte, som blev bragt hen til Peters hus, fortælles det. Så Peter har med andre ord i forvejen kendt Jesus godt, og blev vel også derfor siddende i sin båd for at høre, hvad Jesus havde at sige til folkeskaren.

[Ruiner af verdens ældste kristne huskirke i Kapernaum, som måske var Peters hjem.]

Derfor går Jesus op i Simons alias Peters båd og beder ham om at lægge lidt fra land, så han fra båden kan undervise skarerne, som samles om ham, og det gør han gerne.

Vi hører også i lignelsen om sædemanden, at Jesus underviste fra en båd, hvilket der ikke var noget usædvanligt i. Den jødiske general og historieskriver Josefus fortæller f.eks. helt tilsvarende, hvordan han under den jødiske krig fyrre år senere sejlede rundt på Genesaret sø og talte til folkeskarerne fra byerne ved søens bred ude fra en båd. 

Men så sker der noget usædvanligt. For da Jesus er færdig med at tale, så siger han til Simon: ”Læg ud på dybet og kast jeres garn ud på fangst!”.

Simon Peter har ikke megen lyst til dette. ”Mester”, svarer han respektfuldt med et ord, som ikke er religiøst ladet, og som vi også kan oversætte med boss eller chef, ”vi har slidt hele natten og ingenting fået, men på dit ord vil jeg kaste garnene ud.”

Det er tydeligt, at Simon ikke har den store tiltro til Jesu forslag, og han har vel tænkt, at tømreren Jesus fra Nazaret nok er en stor lærer og healer, men hvad ved en sådan landkrabbe om fiskeri.

Fiskeskipperen Simon ved til gengæld, at man må fiske om natten, hvor fiskene ikke kan se nettene, og er mere aktive end i dagens hede, og at man må fiske på forholdsvis lavt vand, hvor fiskene holder til, og hvor nettene kan nå fra overfladen og ned til bunden.

Men alligevel – og selv om både han selv og hans mandskab er trætte - lægger Simon ud på dybet på Jesu ord.

Vi møder i Simons tøven den erfarne fiskers skepsis, men vi møder også disciplen Peters spirende tro på noget, som overgår al menneskelig forstand og erfaring. ”Men på dit ord vil jeg kaste garnene ud”, siger han.

Det er rigtigt godt billede på det at komme til tro.

Vi skal ikke benægte eller vende ryggen til den viden eller ekspertise, som vi alle har på hver vores måde.

For bemærk: Jesus leder ikke efter Simon Peters svageste punkt, men møder ham så at sige dér, hvor Simon er bedst – som en professionel og erfaren fisker.

Jesus venter heller ikke på, at Simon så at sige er klar til at tage imod hans budskab – på at han måske fortvivler over sin manglende resultater som fisker eller føler sig hjælpeløs på grund af f.eks. sygdom.

Det er intet, der tyder på, at Simon på trods af nattens ærgerlige og frugtesløse slid tvivler på sig selv.

Han ved, hvad han gør, og mener, at han gør det så godt, som man kan, og når Jesus opfordrer ham til at lægge ud på dybet og kaste garnene ud til fangst igen, så er det derfor som at gnide salt i et sår.

Men Jesus kræver til gengæld heller ikke stor entusiasme eller begejstring af Simon. 

Det er, som om Jesus bare siger: Giv det en chance på mit ord, selv om det modsiger din egen ekspertise og de objektive fakta og du måske tænker ved dig selv, at du spilder din og dine folks tid og ender med at gentage nattens fiasko.  

[Fiskere på Genesaret sø i 1882. Det kunne være Simon Peter, Johannes og Jakob!]

Sådan kan troen begynde med, at man simpelthen giver den en chance – så at sige bare åbner døren lidt på klem, alle indvendinger til trods.

Sådan kom jeg selv som ung mand til tro ved at lytte til evangeliet og gå i kirke om søndagen, og i de første år bare en gang imellem, og selv om jeg ikke følte 100 % for det.

Men det er vel i grunden også troens inderste væsen – for Simon Peter og for os - at tro på Jesu ord, selv om vores erfaring ofte modsiger, hvad evangeliet siger.

Og så holde fast i, at Gud altid kan overraske os, og ifølge evangeliet når vi mindst venter det. Ligesom Simon Peter blev overrasket, da hans net uventet blev fyldt af så mange fisk, at det rigeligt kompenserede ham for nattens slid.

Derefter kaldte han ikke længere bare Jesus for mester, men for Herre, og han faldt på knæ, og sagde til Jesus: ”Gå bort fra mig Herre, for jeg er en syndig mand”.

Sådan som profeten Esajas engang i templet blev overvældet af Guds nærhed og hellighed, hvilket vi hørte i dagens første bibellæsning, således blev Simon Peter overvældet af et øjebliks angst over Guds storhed og vælde, som fik ham til at glemme alt det, som han ellers havde haft sin stolthed i.

Hvis vi forstår, hvad nåden og syndernes tilgivelse ifølge evangeliet koster, eller hvad det indebærer, at vi i vores dåb kom til at tilhøre den korsfæstede frelser Jesus Kristus, så må vi selv i svimlende glimt kunne genkende noget af denne rædsel eller syndsbekendelse på grund af alle vores egne forsøg på at frelse os selv og bemestre livet ved hjælp af vores egen ekspertise. 

Men vi vil da også kunne erfare, hvorfor fiskeren Simon med tiden blev til apostlen Peter, eller hvorfor Jesus ved en anden lejlighed gav Simon det græske navn Peter, som betyder sten eller klippe, og sagde, at på denne klippe ville han bygge sin kirke.

For det var ikke fordi, at Simon Peter var et fejlfrit eller syndfrit menneske, men fordi han i sit liv, hvor han ofte svigtede, gang på gang erfarede, hvad det vil sige at blive overrasket af Guds nåde på ny.

”Frygt ikke, fra nu af skal du fange mennesker”, sagde Jesus til Simon den dag, hvor hans nye liv som Peter begyndte.

Og så lagde Simon Peter sammen med Zebedæussønnerne Jakob og Johannes til lands og forlod deres gamle liv for at følge Jesus.

De havde fået en første erfaring af kraften i Guds ord, eller erfaret hvordan den kærlighed, som Jesus gjorde nærværende i denne verden, kan overrumple og forandre livet.

Til tider erfarer vi det måske selv kun i nådefulde glimt, måske som et håb eller en indre vished, som vi har svært ved at forklare og sætte ord på. 

Eller måske vi til tider føler det at fastholde troen på Kristus som vores herre og frelser som 1 % inspiration og 99 % perspiration.

Men så må vi huske på, hvad det har betydet for utallige andre at lægge ud på det dyb, hvor vi ikke selv kan bunde, og dér holde sig – ikke til sin egen tro og viden – men til Guds ord.

Eller som Simon Peter - eller måske en af hans disciple – skrev mange årtier senere i Peters første Brev, som vi også hørte uddrag af i dag:

”Og til sidst: Lev alle i enighed, og vis medfølelse, broderkærlighed, barmhjertighed og ydmyghed. Gengæld ikke ondt med ondt eller skældsord med skældsord, men tværtimod med velsignelse, for I er kaldet til at arve velsignelse.”

Ja, kære menighed, Herren velsigne jer og forbavse jer!

Amen.