Prædiken til 3. søndag efter trinitatis holdt i Vestervang Kirke den 7. juli 2025.

Af sognepræst Troels Bak Stensgaard.

Salmer: 735 Nu sol i øst oprinder mild; 598 O Gud, du ved og kender; 493 Gud Herren så til jorden ned; 492 Guds igenfødte, ny-levende sjæle; 192/ kun vers 7; 371 Du fylder mig med glæde.

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas: 

Alle toldere og syndere holdt sig nær til Jesus for at høre ham, og farisæerne og de skriftkloge gav ondt af sig og sagde: »Den mand tager imod syndere og spiser sammen med dem.« Men han fortalte dem denne lignelse: »Hvis en af jer har hundrede får og mister et af dem, lader han så ikke de nioghalvfems blive i ødemarken og går ud efter det, han har mistet, indtil han finder det? Og når han har fundet det, lægger han det glad på sine skuldre, og når han kommer hjem, kalder han sine venner og naboer sammen og siger til dem: Glæd jer med mig, for jeg har fundet det får, jeg havde mistet. Jeg siger jer: Sådan bliver der større glæde i himlen over én synder, der omvender sig, end over nioghalvfems retfærdige, som ikke har brug for omvendelse. Eller hvis en kvinde har ti drakmer og taber én af dem, tænder hun så ikke et lys og fejer i huset og leder ivrigt, lige til hun finder den? Og når hun har fundet den, kalder hun sine veninder og nabokoner sammen og siger: Glæd jer med mig, for jeg har fundet den drakme, jeg havde tabt. Sådan, siger jeg jer, bliver der glæde hos Guds engle over én synder, som omvender sig.« Amen (Lukasevangeliet 15,1-10).

Kære menighed!

Den pensionerede præst og forfatter Ole Juul har i en kronik fortalt, hvordan han i sin studietid på en smuk forårsdag i 1970erne gik til søndagens højmesse i Århus Domkirke.

Det var en søndag morgen som så som mange andre, og Ole Juul husker ikke længere, hvilke salmer de sang, eller hvad præsten prædikede om, men netop denne gudstjeneste har alligevel lige siden siddet i hans bevidsthed som svaret på, hvad kirken er.

For midt under nadvergangen, mens præsten delte brødet og vinen ud, så han pludselig, hvem han sad til højbords med denne morgen i Aarhus Domkirke. På en ene side af ham knælede en af byens sprittere, en velkendt skikkelse fra storbyens pladser. På den anden side af ham knælede Dronning Margrethe den II af Danmark. 

Efter gudstjenesten gik hendes majestæt dronningen ud og blev i den ventende royale bil vel kørt tilbage til Marselisborg af hendes chauffør, mens bumsen fandt sin flaske frem, som han havde gemt i et hjørne ved kirken, og den unge stud.theol. Ole Juul gik hjem til en sovende lejlighed med hans kone og nyfødte barn. Men et spørgsmål blev længe siddende i ham: Hvornår ser vi tre hinanden igen? Dronningen, studenten og bumsen. Svaret gav sig for Ole Juul sig selv: Det ville de aldrig gøre, om ikke i gudstjenestens og nadverens fællesskab.

Det kom jeg til at tænke på, fordi vi i dag hører, at ”alle syndere og toldere holdt sig nær til Jesus for at høre ham”.

Farisæerne og de skriftkloge syntes imidlertid ikke om, at Jesus var ven med synderne og tolderne.

Hvis Jesus bare havde givet tolderne og synderne en moralprædiken, så havde det sikkert været helt i orden. Men når Jesus spiste sammen med dem, så blev han uren, og så kunne han ikke være en lærer i Israel.

Derfor fortæller Jesus sine to små lignelser om det mistede får og den tabte sølvmønt for at fortælle, at Gud ikke skyer nogen som helst anstrengelse for at nå ud til de fortabte med sin kærlighed.

Det kan være, at vi har hørt det så tit, at vi bare tænker, at det er sørme sødt af Gud. Gab! God nat og sov sødt!

Men hvorfor er det ikke bare en omgang sentimental sødsuppe?

Tja, det har den norske forfatter Karl Ove Knausgård givet et bud på i et essay med titlen ”Nåde”.

Her beskriver Knausgård først sit komplicerede forhold til sin far, og hvordan han først ved farens begravelse forstod, hvad nåde er. Fordi faren da ikke blev set som et særligt menneske med særlige egenskaber og tilbøjeligheder, men som et menneske slet og ret, som en blandt utallige andre.

Nåden er det sociales modsætning, forklarer Knausgård. Det sociale er et system af forskelle, nogle er måske bumser, andre royale eller læser måske teologi, men i nåden er alle lige.

Det er en så radikal tankegang, og så forskelligt fra alt andet, siger han, at det egentlig er umuligt at fatte betydningen af den. Men det er dette og intet andet, som kristendommen handler om, siger Karl Ove Knausgård og fortsætter med disse ord: 

”De spedalske var urene, alle vendte sig bort fra dem, de måtte leve i deres egne samfund, hvor de og deres ansigter gik i opløsning. De levede i en slags fredløshed . . .  For Jesus var der ingen forskel på dem og de andre. Tolderne, der var forhadte, fordi de var korrupte og stjal fra de fattige, og horerne, de mest uværdige af de uværdige, for Jesus var der ingen forskel på dem og de andre, de var mennesker ligesom alle andre mennesker. Han sagde: Hvis nogen slår dig på din højre kind, så vend også den anden til. Han er et menneske som du, han er dig. Slå ham ikke.”

Dette er for Karl Ove Knausgård såvel en umenneskelig som en guddommelig tanke, fordi denne tanke opløser vores identitet, som skabes af alle forskellene mellem os, de sociale og de moralske. Jamen, så er terroristen Breivik jo lige så meget værd som de unge mennesker, han myrdede, udbryder han og ved selvfølgelig, hvor provokerende det lyder. 

Derfor er kristendommen urealiserbar for den store norske forfatter, for vi kan ikke tænke de forskelle væk, som gør os til dem, som vi hver især er. Det er for meget at miste, for det er det eneste, vi har, siger Karl Ove Knausgård.

Men det er heldigvis ikke os selv, som skal realisere ligheden i Guds rige.

Og Jesus kom ikke og krævede, at folk skulle leve op til et fælles ideal eller blive ens.

Jesus kom derimod og tændte derimod et lys i verden, som især skinnede klart og varmende midt i tolderne og syndernes elendighed. Hos dem som for længst havde opgivet selv at finde vej til det gode og sande liv.

Det betød ikke, at deres liv blev forandret for altid, men så længe han var hos dem, fik de i glimt et andet liv at se, og det gav dem et håb og et selvværd, som de ikke havde før.

Selvfølgelig var der enkelte, som også fik kræfter af mødet med Jesus til at forlade deres elendighed og begynde forfra, sådan som tolderen Matthæus forlod sin toldbod og blev en af Jesu tolv disciple.

Hvilket helt sikkert har glædet Jesus.

Ligesom gode forældre glæder sig særligt, hvis et barn, som har haft det svært, og måske har dummet sig, retter sig op og får et godt liv, men ikke af den grund elsker det barn mere end deres andre børn.

[Den gode hyrde skaber glæde. Maleri af den tyske, katolske præst Sieger Köder, 1925-2015.]

Når vi i evangelierne læser om alle de forskellige og ofte desperate mennesker, som møder Jesus, og beder om og får hjælp af ham, er det klart, at Jesus ikke elskede nogen af dem på grund af deres særlige individuelle kvaliteter eller vellykkede trosliv. 

Han elskede alle mennesker lige højt, og hans hovedformål med sit liv på jorden var at skabe et nyt fællesskab, som alle mennesker kunne få del i, hvad enten de var gode eller onde eller magtede deres liv eller ej.

Derfor er det kristne budskab det mest revolutionerende og glædelige budskab i verden, fordi det betyder et samlingspunkt, hvor alt det, som ellers gør os til dem, som vi er, hvor alle menneskelige, moralske, sociale eller endda religiøse fortrin og mangler, lades ude af betragtning.

Derfor hører vi som kristne til i to verdener:

Vi lever her på jorden, hvor vi alle er forskellige.

Men vi lever i troen også skjult i Gud, og hos ham er alt det, som adskiller os fra hinanden her på jorden, overvundet.

Derfor kan troen give os kraft til at leve et liv med de bekymringer og kompromisser og med de svigt og den skam, som hører til ethvert menneskeliv.

Hvad enten vi er helstøbte mennesker, sådan som dronning Margrethe synes at være, og måske har et meget vellykket liv bag os; eller vi måske er gået rabundus i tilværelsen som den spritter, der også satte sig på knæ ved siden den unge student Ole Juul ved alterskranken i Århus Domkirke.

De fleste mennesker forbinder nok glæde med det at være et helstøbt menneske og med muligheden for at kunne bruge alle sine evner og talenter. 

Men den himmelske glæde, som englen forkyndte julenat for de fattige hyrder på marken uden for Betlehem, var en stor glæde, som skulle være for hele folket.

”Således bliver der større glæde i himlen over én synder, der omvender sig, end over nioghalvfems retfærdige der ikke har brug for omvendelse”, siger Jesus i dag.

Og nogle af de gamle bibelfortolkere fra det 2. århundrede så heri noget, som vi moderne mennesker måske ikke ser så let.

For for dem udgjorde skridtet fra 99 til 100 en overgang til et fuldstændigt tal, eller til lykkepladsen ved Guds højre side, og hvis der mangler bare en enkelt, så går helheden tabt, og så falder alle tilbage til Guds venstres hånd.

Eller som det hedder i ”Sandhedens evangelium”, som er et af de i alt 52 såkaldte Nag Hammadi-skrifter, som blev fundet i nogle lerkrukker i Egypten i 1945, og som sikkert blev skjult engang i 300-tallet, fordi de rummer mange mystiske spekulationer, som ofte ikke er i overensstemmelse med den dengang sejrende ortodokse kristendom:

"Han er hyrden, som forlod de nioghalvfems får, som ikke for vild.

Han gik ud og søgte efter det vildfarne.

Han glædede sig over at have fundet det.

For nioghalvfems er et tal, som er på den venstre hånd, der omfatter det.

Men straks når han finder det ene, går tallet over på højre hånd."

Det mistede fårs skæbne bestemmer ifølge denne gamle talmystik og os fremmede tankegang hele flokkens skæbne. Hvilket måske er dagens to lignelsers vigtigste budskab til vores egen individualiserede, opsplittede og polariserede tid og kilden til den glæde, som føles så stærkt i dem. 

Hyrden forlader de 99 får i ødemarken og går ud for at lede efter det ene, som er blevet væk. Han tænker menneskeligt set ikke fornuftigt eller økonomisk, for så ville han nok have passet på de 99 får i stedet for at lade dem passe sig selv i ødemarken imens. Og kvinden bruger hele dagen på at lede med lys og lygte efter en drakme, hvilket svarede til en ufaglært arbejders dagsløn. Men når den endelig er fundet, holder hun en spontant fest for sine veninder og nabokoner, som måske koster hende lige så meget som drakmens værdi.

Der er ikke fornuft og nytteværdi, men glæde i de to små lignelser.

Det er glæden ved at have fundet noget, som var blevet borte, og det er glæden ved at dele sin glæde med andre.

Det er troens eller omvendelsens glæde over Guds kærlighed til selv den mindste og mest uanselige af hans skabninger, og over at han derfor også vil være der for os, når vi føler os som en lille mønt, der er trillet væk, eller som et vildfarent får.  Når vi har mest brug for hjælp og støtte. 

Det er den himmelske glæde over, at alle har uendelig betydning for Gud. 

Amen.

Henvisninger:

Ole Juul: Det uomgængelige hus. Refleksioner og replikker. Hovedland 2016.

Karl Ove Knausgård: Sjælens Amerika. Tekster 1996-2013. Lindhardt og Ringhof 2013.

Søren Giversen: Sandhedens Evangelium. Oversat og indledt af Søren Giversen. Gnostisk BiblioteK bind 1. SphinX forlag 1990.