Prædiken til 2. søndag efter trinitatis holdt i Vestervang Kirke den 29. juni 2025.

Af sognepræst Andreas Peter Dornonville de la Cour.

Salmer: 726 Gak ud, min sjæl, betragt med flid; 287 Kraften fra det høje; 297 I kristne, som bekende; 385 Op, alle folk på denne jord; 477 Som korn fra mange marker; 303 Kom, Gud Faders Ånd, fuldgod,

Læsninger: Es. 25,6-9, 1. Joh. 3,13-18, Luk. 14,16. De kan læses ved at klikke HER.

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas: 

Jesus sagde: »Der var en mand, som ville holde et stort festmåltid og indbød mange. Da festen skulle begynde, sendte han sin tjener ud for at sige til de indbudte: Kom, nu er alt rede! Men de gav sig alle som én til at undskylde sig. Den første sagde til ham: Jeg har købt en mark og bliver nødt til at gå ud og se til den. Jeg beder dig, hav mig undskyldt. En anden sagde: Jeg har købt fem par okser og skal ud at prøve dem. Jeg beder dig, hav mig undskyldt. Og en tredje sagde: Jeg har lige giftet mig, og derfor kan jeg ikke komme. Tjeneren kom tilbage og fortalte sin herre dette. Da blev husets herre vred og sagde til tjeneren: Gå straks ud på byens gader og stræder og hent de fattige, vanføre, blinde og lamme herind. Og tjeneren meldte: Herre, det er sket, som du befalede, men der er stadig plads. Så sagde herren til tjeneren: Gå ud på vejene og langs gærderne og nød dem til at komme, så mit hus kan blive fyldt. For jeg siger jer: Ingen af de mænd, som var indbudt, skal smage mit måltid.« Amen (Lukasevangeliet 14,16-24).

I Faderens og Sønnens og Helligåndens navn. Amen.

Lagde I mærke til begrundelserne for de indbudte gæsters afbud? Det er arbejdet og familien. Marken, dyrene og ægtefællen. Det skabende arbejde og det nære menneskelige forhold. Faktisk ganske gode grunde, hvis I spørger mig. Gud kalder jo på os igennem disse grundlæggende skabelsesordninger - arbejdet og familielivet. Sådan forstået er det at gå på arbejde og at tage ansvar for sin familie ikke blot at gøre sin borgerpligt, det er også at besvare Guds kald. Ja, i yderste forstand et det at gøre gudstjeneste. Sådan har jeg i hvert fald prædiket mere end én gang fra denne prædikestol. Og det står jeg fortsat ved.

Men nu fortæller Jesus i dag denne lignelse, og derfor står jeg nu alligevel her og føler mig en smule ramt. For i lignelsen er det jo lige netop arbejdet og familien, der tjener som de gode undskyldninger for ikke at komme til gudstjeneste i dag. For ikke at sige ja til den invitation, som lyder til os fra Gud om at finde hjem til ham i hans rige. 

["Den store indbydelse" Malet 1901 og 1913 til Viborg Domkirke af Joakim Skovgaard med Niels Larsen Stevns som assistent.]

At have et arbejde, at have jord, at have dyr, at have en ægtefælle er en velsignelse, det er et tegn på det gode liv i antikken såvel som i dag. Men det er ikke at sige ja, forstår vi. Det følgende spørgsmål må da blive: Fratages arbejdet og familien dermed også al betydning og værdi i det kristne kald? Sådan kunne man være tilbøjelig til at forstå det, når man i det umiddelbart efterfølgende stykke hos Lukas (Luk 14,25-35 = dagens evangelielæsning i de lige årstal) hører de berømte og berygtede Jesusord: »Hvis nogen kommer til mig og ikke hader sin far og mor, hustru og børn, brødre og søstre, ja, sit eget liv, kan han ikke være min discipel.”

En tænksom tilhører kunne indvende: Er det ikke to forskellige ting? Ét er vel at høre indbydelsen og sidde med ved Guds bord til det store festmåltid. Ét andet er vel at efterfølge Jesus og blive hans discipel. Det sidste kræver da vist lidt mere, må vi forstå.

Og dog. Når Jesus taler i dag, hænger de to ting sammen. Indbydelsen og efterfølgelsen. Efterfølgelsen følger af indbydelsen. Ikke af et krav eller en trussel. Men af en indbydelse til et festmåltid. For at deltage i måltidet må du dog lade det fylde og give det plads i dit liv. Derfor må du også give noget andet op. Hvad der konkret skal gives op et i et menneskes liv, er det ikke muligt for mig at svare på. Det kan kun Gud. Men at noget må gives op, det må være en af de ting, som Jesus vil fortælle os i dag. 

For mange og mig selv inklusiv har de hårde ord om at skulle hade sin far og mor altid været uforståelige og på mange måder uforenelige med det at kunne nærme sig den kristne tro. Men nu når jeg hører ordene i sammenhæng med lignelsen om det store festmåltid, rækkes der alligevel nogle bidder til en smule forståelse. 

For pointen i lignelsen er jo tydelig nok. At sidde med ved Gudsbordet, ved det store, himmelske gæstebud, er ikke identisk med det gode liv i pagt med Guds skabelsesordning. I pagt med arbejdet og familien. Gudsbordet rækker rent ud sagt ud over det, som vi kender som det gode liv. Eller det vil sige, det rækker ud til flere mennesker end blot til dem med det gode liv. 

At have et arbejde, at kunne gøre sin pligt dér. At have en familie, som har brug for dig. Det er det gode liv. Det var det i antikken, og det er det også i dag. At befinde sig det sted i livet, hvor marken og dyrene og familien behøver dig og kalder på dig, det er at være velsignet i verdens øjne. 

Men Gudsbordet og Gudsordet, evangeliet, rækker udover de velsignede i verdens øjne. Det rækker ud til de blinde, de vanføre, de lamme og de fattige. Til de forbandede i verdens øjne.

Forleden skulle jeg prædike i arresten. Jeg valgte at læse fra Jesu bjergprædiken, hvori han siger til sine tilhørere: I er verdens lys, I er jordens salt. Jeg var meget i tvivl, om jeg kunne sige sådan til disse forbrydere, jeg var sammen med. Hvad ville ofrene sige, hvis de hørte det? Jeg endte med at prædike over ordene i sidste ende. For sådan er evangeliet i sidste ende. I hvert fald det evangelium som jeg hørt. At det går ud til enhver. Og ikke blot til de mange eller de få med gode liv og til det menneske, som har sit på det tørre.

I Jesus Kristus taler Gud til alle. Og til enhver Guds skabning skal lyde, at når Gud i Kristus taler til dig, så taler han til dig i nåde, som når han taler til dig i hin prædiken på bjerget. Han taler til dig i dom, fordi han byder dig at opgive det billede af dig selv, som du ellers støtter dig til og forstår dig selv i kraft af. Om det så er forbryderen i arresten, som ikke kan se sin egen forbrydelse for alle de forbrydelser, som i tidens løb er begået mod ham selv. Eller om det er den hårdtarbejdende familiefar, som mener, at hans rigdom og velsignelse alene skyldes hans eget hårde arbejde. 

De mennesker, som tager imod indbydelsen til at sidde med ved Guds bord, er de mennesker, som intet har at give deres vært. Andet end deres forbandede liv. De tropper tomhændede op. Bortset fra deres tro på at værten faktisk mener sin invitation oprigtigt og ikke på skrømt for at udstille dem. 

Derfor tales der i kristendommen så meget om tro. Fordi den er det eneste et menneske kan give Gud. Men det er anden prædiken. 

Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden,

som det var i begyndelsen,

således også nu og altid

og i al evighed. Amen.