Prædiken til Pinsedag holdt i Vestervang Kirke den 8. juni 2025.

Af sognepræst Troels Bak Stensgaard.

Salmer: 290 I al sin glans nu stråler solen; 287 Kraften fra det høje; 291 Du som går ud fra den levende Gud; 286 Var I ikke galilæer; 192/kun vers 7; 724 Solen stråler over vang.

Dagens tre bibelske læsninger kan læses ved at klikke HER.

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes: 

Judas, ikke Iskariot, sagde til Jesus: »Herre, hvordan kan det være, at du vil give dig til kende for os, men ikke for verden?« Jesus svarede ham: »Den, der elsker mig, vil holde fast ved mit ord, og min fader vil elske ham, og vi skal komme til ham og tage bolig hos ham. Den, der ikke elsker mig, holder ikke fast ved mine ord. Og det ord, I hører, er ikke mit, men Faderens, som har sendt mig. Sådan har jeg talt til jer, mens jeg endnu var hos jer. Men Talsmanden, Helligånden, som Faderen vil sende i mit navn, han skal lære jer alt og minde jer om alt, hvad jeg har sagt til jer. Fred efterlader jeg jer, min fred giver jeg jer; jeg giver jer ikke, som verden giver. Jeres hjerte må ikke forfærdes og ikke være modløst! I har hørt, at jeg har sagt til jer: Jeg går bort, og jeg kommer til jer. Hvis I elskede mig, ville I glæde jer over, at jeg går til Faderen, for Faderen er større end jeg. Nu har jeg sagt det til jer, før det sker, for at I skal tro, når det sker. Jeg skal ikke tale meget med jer mere, for verdens fyrste kommer; og mig kan han intet gøre, men det sker, for at verden skal forstå, at jeg elsker Faderen og gør sådan, som Faderen har påbudt mig. Rejs jer, lad os gå herfra!« Amen (Johannesevangeliet 14,22-31).

Kære menighed!

Helsingør Domkirke, Skt. Olai, er opkaldt efter Kong Olav den hellige, den norske vikingekonge, som faldt i slaget ved Stiklestad den 29. juli 1030 og allerede to år efter blev erklæret for helgen og hurtigt blev middelalderens mest populære helgen i Norden. 

I Skt. Olai Kirke kan man derfor se flere gamle afbildninger af Hellig-Olav trædende på hedenskabets drage som et symbol på, at det barbariske hedenske samfund skulle afløses af den kristne civilisation.

Det kom jeg til at tænke på, fordi der i Olav Den Helliges Saga, som den berømte islandske digter og historiker Snorre Sturluson skrev 200 år efter Kong Olavs død, er en lille sidehistorie, som måske kan hjælpe os med at forstå såvel den grundlovsdag, som vi fejrede i torsdags, som den pinse, vi fejrer i dag.

[Skt. Olav og dragen. Relief fra Skt. Olai/Helsingør Domkirke. Foto: Torben Bill-Jessen.]

Arnljot Gelline var ifølge sagaen en stor og stærk og smuk mand, men også en berygtet, fredløs røver og voldsmand, som kom til Kong Olav kort før slaget ved Stiklestad og tilbød ham sin tjeneste. 

Kongen spurgte ham, om han var kristen, hvortil Arnljot svarede, at han hidtil kun havde troet på sin egen kraft og styrke, og klaret sig med denne tro, men nu havde han i sinde at tro på kongen. 

Da sagde Kong Olav til ham: ”Vil du tro på mig, da skal du også tro på det, jeg lærer dig: Du skal tro, at Kristus har skabt himlen og jorden og alle mænd, og til ham skal alle de gode og rettroende efter døden vende tilbage.” 

”Jeg har nok hørt om Hvidekrist”, indrømmede Arnjlot, og fortsatte: ”men jeg ved ingenting om, hvad han egentlig tager sig for, eller hvad han regerer med. Men nu vil jeg tro på alt det, du siger til mig.”

Derefter blev Arnjlot døbt og kongen lærte ham det mest nødvendige om kristendommen, før de begge blev dræbt i slaget ved Stiklestad.

Arnjlot Gelline indså altså, at et menneske ikke kun kan leve ved at stole på egen kraft og styrke. For livet bliver tomt, hvis man ikke tilhører nogen, og ikke er en del af et forpligtende fællesskab som en familie eller et land eller et trosfællesskab. Derfor indgik Arnjlot Gelline en pagt med kong Olav og med Gud, for et menneske kan ikke leve fuldt ud, hvis det ikke er i pagt med nogen og har noget og nogen at leve og kæmpe og måske som Arnjlot Gelline at dø for.

Vores grundlov er også en pagt; en pagt som den 5. juni 1849 blev indgået mellem det danske folk og kong Frederik den 7. Det er en pagt, som siger, at ordet og argumenterne og i sidste ende de afstemninger, hvor enhver myndig borger kun har en stemme, skal afgøre, hvordan samfundet skal indrettes, og ikke den enkeltes styrke, våbenmagt eller rigdom. 

Grundlovsdagen er derfor vores demokratis festdag, og vi siger ofte, at demokratiet stammer fra det gamle hedenske Grækenland. Det er ikke forkert, men demokratiet i sig selv kan som bekendt også blive til flertalstyranni, og grundloven har en endnu dybere rod i Bibelen.

Man har talt om, at der findes tre forskellige samfund:

Klansamfundet, hvor mennesker hænger sammen organisk, i kraft af familien og slægten.

Det andet samfund bygger på den stærkestes ret.

Men det tredje samfund er det samfund, som er indgået ved en frivillig indgået, men forpligtende pagt mellem partnerne. 

Det er det samfund, som møder os i den grundlæggende fortælling i 2. Mosebog i Det gamle Testamente om pagtslutningen ved Sinai-Bjerget.

Det afgørende ved pagten var, at den var frivillig. Moses fik på Sinai åbenbaret Guds lov og hele tre gange hører vi, at folket svarede med én røst og sagde: ”Alt, hvad Herren befaler, vil vi gøre.”

Derfor har pagten også sin rod i den bibelske skabelsesberetning, som vi hørte i den første læsning i dag (2 Mos 2,4b-7). For pagten forudsætter, at mennesket er skabt frit og er i stand til at påtage sig et ansvar for sig selv og andre.

Mennesket blev skabt til frihed og et liv i paradis, men mennesket ville være som Gud og kun stole på sin egen styrke. Derfor faldt mennesket. Men det lille israelitiske folk blev ifølge Bibelen udvalgt til at være et særligt folk. Det blev under Moses' ledelse befriet fra trældommen i Egypten og indgik ved Sinaibjerget frivilligt en pagt med Gud. Folket skulle holde Guds bud, de ti bud, men også alle de andre bud i Moseloven, inkl. de kendte bud om at tage vare de fattige, de forældreløse og de fremmede, fordi israelitterne selv havde været fremmede i Egypten. Til gengæld ville Gud være Israels Gud og velsigne og beskytte folket på dets vandring mod det forjættede land og sidenhen.

En stor del af Det Gamle Testamentes historiske bøger handler om, hvordan folket og især dets konger gang på gang svigtede pagten med Gud og ikke som lovet overholdt Guds lov, og om hvordan Gud igen og igen tilgav folket og gav det en ny chance.

En anden stor del af Det Gamle Testamente handler om profeterne, som frygtløst kritiserede magthaverne, når de glemte Gud og kun tænkte på at mele deres egen kage.

Pagtstanken forudsætter således allerede i Det gamle Testamente den enkeltes frihed og ansvar overfor Gud og fællesskabet, og at nogle har pligten og modet til at kritisere magtens udøvelse ud fra de grundlæggende bestemmelser i pagten.

Men Bibelen fortæller også en historie om en ny pagt, som Jesus indstiftede skærtorsdag aften og beseglede med sin død og opstandelse. En pagt som ikke kun er for det jødiske folk og for dem, som overholder Moseloven, men giver alle mennesker kraft til at leve som mennesket blev skabt til at leve: I frihed og med ansvar for hinanden.

Det er den pagt, som vi i vores dåb selv blev indlemmet i, og som vi også fejrer her pinsedag  

Vi hørte derfor som dagens anden læsning den for kirken grundlæggende fortælling fra Apostlenes Gerninger (ApG 2,1-11) om Helligånden, som kom til disciplene og gav dem kraft til at forkynde frelsen i Kristus for alle. Men man hører ofte, at pinsen er sværere at forstå og forholde sig til end de to andre store kristne højtider, jul og påske. For mange har det vist med pinsens hovedperson, Helligånden, som Arnjlot Gelline havde det med Hvidekrist: Man har nok hørt om Helligånden, men man ved ingenting om, hvad han egentlig tager sig for.

Det kan for os alle være svært at forstå, hvad eller hvem Helligånden er, men det for mig at se ikke fordi, at pinsen handler om noget intellektuelt svært eller om noget såkaldt åndeligt i betydningen uhåndgribeligt og abstrakt. Det er snarere fordi, at pinsens budskab ikke er for børn! For børn skal tro på deres egne muligheder, på deres egen magt og styrke, og når børn lider nederlag eller bare bliver kede af det, og har brug for hjælp, så skal forældre eller andre voksne være der for dem og forsikre dem om, at de godt kan, hvis de bare får hjælp, og at det med forældrenes hjælp nok skal gå alt sammen og ender godt.

Pinsens fortælling om Helligåndens komme er til gengæld et glædeligt budskab for det voksne menneske, som har stridt og kæmpet og lidt sine nederlag i livets kampe og kender til træthed og afmagt, skuffelse, nederlag og død, og ved, hvad det vil sige, at her hjælper ingen kære far og mor. 

Derfor hørte vi også i dagens tredje bibelske læsning og prædikentekst om Judas, som ikke er forræderen Judas Iskariot, men en anden Judas, der midt i de lange taler, som Jesus holdt for disciplene skærtorsdag aften, aftenen før sin død, pludselig udbrød: ”Herre, hvordan kan det være, at du vil give dig til kende for os, men ikke for verden?” Han kunne ikke forstå, hvorfor Jesus ikke ville åbenbare sin magt og herlighed for denne verdens magthavere – for folkets skriftkloge og præsterne i Jerusalem – men ville lade sig dræbe dagen efter. Og det er vel også vores spørgsmål: Hvorfor kom Jesus ikke sådan, så at det var og er åbenbart og selvindlysende for enhver, at han er sandheden, vejen og livet?

Jesus svarede Judas: ”Den der elsker mig, vil holde fast ved mit ord, og min fader vil elske ham og vi skal komme og tage bolig i ham.”

At elske Jesus er at holde hans bud, har han selv sagt lige før dagens tekstudvalg. For det er ikke bare varm luft og følelser. At elske Jesus eller at kæmpe livets strid i kristen forstand er at elske din næste som dig selv, og at vende din anden kind til og at give et glas vand, men også din kappe til den, der har behov. Det er at vandre den ekstra mil udover, hvad der forventes af dig, og at elske og bede for selv dine fjender og forfølgere. 

Sådan har Jesus lært os det, og det lyder og er svært at leve op til, ja det er helt sikkert umuligt for os at gøre 100 %. Men det løfte, som gives i pinsens evangelium, er, at den, der gør sig umage med at holde Jesu bud, før eller siden vil erfare Helligåndens hjælp og trøst.

Det sker ikke bare fordi, at vi gør os lidt mere umage med livet. Det er noget, som skænkes os gennem troen, og som vi vel først virkelig erfarer, når vi har indset vores egen magt og styrkes grænse, og mærket, hvor lidt vores egne kræfter slog til, når det gjaldt det, som virkelig betyder noget for os, og hvor meget godt, vi fik gennem de andre, som vi fik at dele livet med. Men da begynder jeg måske også at erfare, hvad det er for en fred, som Kristus ifølge evangeliet til i dag vil skænke mig. For det er ikke en fred fra problemer og livets kampe. Det er en anderledes fred, som skyldes troen på, at ligegyldigt hvordan mit liv forløber, så er mine succeser og fiaskoer slet ikke det afgørende eller det sidste, som kan siges om mig. 

Det afgørende er ikke, hvad jeg føler eller kan præstere, men at Gud er Gud, og at Gud vil mig trods mine fejl og svagheder, mine tab og nederlag, og at Gud også vil noget med mig igennem disse erfaringer.

Derfor er det en fred, som verden ikke kan give mig og ikke kan tage fra mig. 

For Kristus bar verdens synd og overvandt anden ondskab og selv døden, og ingen kan gøre det om.

Derfor var det sidste Kristus sagde, inden han forlod sine disciple: ”Fred efterlader jeg jer, min fred giver jeg jer; jeg giver jer ikke, som verden giver. Jeres hjerte må ikke forfærdes og ikke være modløst!”

Glædelig pinse! 

Amen.