Prædiken til Kristi himmelfarts dag holdt i Vestervang Kirke den 29. maj 2025.

Af sognepræst Andreas Peter Dornonville de la Cour.

Salmer: 257 Vaj nu, Dannebrog på voven; 266 Mægtigste Kriste: 261 Halleluja for lysets drot; 256 På denne dag vi se Guds søn; Nadververs: 250, 7: Ære være Frelsermanden 725 Det dufter lysegrønt af græs.

Læsninger: Salmernes Bog 110,1-4; Apostlenes Gerninger 1,1-11; Markusevangeliet 16,14-20. De kan læses ved at klikke her: Her

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Markus: 

Til sidst viste Jesus sig for de elleve selv, mens de sad til bords, og han bebrejdede dem deres vantro og hårdhjertethed, fordi de ikke havde troet dem, der havde set ham efter hans opstandelse. Så sagde han til dem: »Gå ud i alverden og prædik evangeliet for hele skabningen. Den, der tror og bliver døbt, skal frelses; men den, der ikke tror, skal dømmes. Og disse tegn skal følge dem, der tror: I mit navn skal de uddrive dæmoner, de skal tale med nye tunger, og de skal tage på slanger med deres hænder, og drikker de dødbringende gift, skal det ikke skade dem; de skal lægge hænderne på syge, så de bliver raske.« Da Herren Jesus havde talt til dem, blev han taget op til himlen, og han satte sig ved Guds højre hånd. Men de drog ud og prædikede alle vegne, og Herren virkede med og stadfæstede ordet ved de tegn, som fulgte med. Amen (Markusevangeliet 16,14-20).

Prædiken
 

"Hvorfor står I og ser op mod himlen, galilæere?" Sådan spørger de to mænd, som viser sig for disciplene akkurat efter, at vor Herre er blevet taget op til himlen ifølge himmelfartsberetningen hos Lukas, som vi hørte som dagens anden læsning (ApG 1,1-11). Som en besked fra oven, som en himmelsendt forkyndelse til alle kristne siden: Gud finder du ikke i din himmellængsel, Gud finder du i din konkrete hverdag, i det liv som udfolder sig lige foran dig. I denne hverdag har Gud givet dig en opgave: ”…I skal være mine vidner”, siger Jesus, ”både i Jerusalem og i hele Judæa og Samaria og lige til jordens ende.” At være vidne om Kristus er at fortælle om ham i ord og ikke mindst i gerning. Sådan udøver Gud sin magt, styrelse og nådefulde kærlighed blandt andet igennem os og igennem de handlinger, vi gør. ”Herrens veje er uransalige”, siger et mundheld, og det er ganske vist, men nogle af disse veje går dog igennem os, og igennem de veje vi følger i vore liv.

Med dette vil jeg sige, at selvom himmelfarten ofte, udefra set, kan forekomme som en af de mest fremmede dage i kirkeåret, som en dag hvor et gammeldags og enfoldigt verdens- og gudsbillede manes frem for os, ja, så kan man med en vis pondus hævde, at netop himmelfartens evangelium: Led ikke efter Gud i himlen, men i verden omkring dig og i den gerning og i den dagligdag du har, og i den opgave som Gud har givet dig, gør himmelfarts dagen til en af de mest moderne og gennemført sekulariserede dage på kirkeåret. 

[Illustration fra Bamberg-Apokalypsen. Sydtysk manuskript fra det 11. århundrede.]

Vi husker, at begrebet sekularisering, som netop indkapsler den tidsalder, vi lever i, jo betegner alt det, der hører jorden til og den materielle verden og tiden til. Forstået som i opposition til alt det, der hører til det åndelige og det evige og i sidste ende Gud til. Hvorfor nu opholde sig ved det netop i dag? Jo, fordi jeg mener, at det bærer vidne om den ejendommelige kristne måde at være i verden på, at der lige netop i himmelfartens evangelium findes en stærk forkyndelse om netop at være jorden og din næste tro, fordi Guds kærlighed og rige findes der, og fordi opgaven med netop dit liv findes der. At lige i det øjeblik hvor vi erfarer Guds majestæt, ophøjethed og anderledeshed, ja, da kastes vi tilbage til livet her igennem det spørgsmål, som de to englemænd stiller os: "Hvorfor står I og ser op mod himlen, galilæere?" 

Men hvad så med alt det ophøjede i dagens evangelium, kan man spørge. Og hvad med selve ophøjelsen? For selvom spørgsmålet lyder, så er denne jo en uomgængelig del af himmelfartens evangelium. I første omgang vil jeg pege på, at vi til dagen i dag godt kunne have hørt fra Paulus’ første brev til korintherne, hvori Paulus skriver om, hvad endemålet for Jesu gerning er: ”Og når så alt er underlagt ham, skal også Sønnen selv underlægge sig under ham, som har lagt alt under ham, for at Gud kan være alt i alle.” (1. Kor 15,28).

For at Gud kan være alt i alle! Derfor skulle Jesus opløftes til himlen. Og det er himmelfartens evangelium, som vel i grunden hæver sig over de to englemænds spørgsmål i dag: At netop denne Jesus fra Nazareth, tømrersønnen, har overtaget al magten i himlen og på jorden, som Guds søn. At han i himmelfarten har sat sig på sin Faders højre side, sådan som vi siger i trosbekendelsen, og sådan som salmisten taler om i dagens første bibellæsning (Sl. 110). På en gang et billede, som er ligetil at tegne og forstå, men som samtidig peger langt ud over sig selv: For det afgørende er jo, at når det er Jesus Kristus, som træder ind i salmens kongebillede med trone og scepter, da forkyndes en kongelig og guddommelig magt, som nu har antaget en anden skikkelse, end vi forventede. Al magt er i sin grund skræmmende. Især hvis den er i dårlige og onde hænder. Evangeliet om himmelfarten lyder, at al magt i jord og i himmel igennem Jesus Kristus nu er i gode hænder. Men altså dog også i en anden skikkelse, end vi almindeligvis forventer. Almindeligvis knytter vi jo nogle særlige forventninger til magten: At den klæder sig på en særlig måde. At den opfører sig på en særlig måde. Det er forventninger, som ikke har ændret sig stort i løbet af menneskehedens historie. Det er forventninger om styrke, om rigdom, om synlighed. Statussymboler blandt andet er de synlige svar på vores forventninger til magten. Vi ser dem alle vegne i vores verden. Verdens ledere verden omgiver sig med disse symboler både øst og vest for Danmarks grænser. Vi søger dem selv i vores liv og i vores tilværelse. Mennesket bliver tilsyneladende aldrig træt af jage efter disse ydre tegn på magt og status.

Men den opstandne og himmelfarne Kristus finder vi ikke i disse ydre tegn. ”Hvorfor står I og kigger derhen?”, kunne vi spørge, sammen med de to englemænd som viste sig for disciplene dengang. Den opstandne og den himmelfarnes magt og kraft finder vi ikke i disse almindelige tegn på magt. Den opstandne og himmelfarnes magt og kraft finder vi i helt andre tegn. Vi finder ham i den kærlighed, som ikke giver sig ud for noget, som ikke praler, som ikke bilder sig noget ind, som Paulus skriver (1 Kor 13,4). Vi finder ham i det lille brød og i den lille kop vin, vi deler i hans navn. Vi finder ham i vandet, som øses ud over et menneskebarn i hans navn. 

I disse uanseelige tegn; vand, brød og vin, ser og finder vi den opstandne og den himmelfarnes magt og kraft. I arbejdet for hans ord igennem det kald, vi hver især har fået. Med himmelvendte øjne når vi ikke langt. Leder vi efter den opstandne og den himmelfarne, da må vi i gang med vores arbejde og vores gerning.

Evangelisten Markus skriver i dagens prædikentekst, at Jesus, da han mødte disciplene ved bordet som opstandne, gav dem denne gerning, at: ”uddrive dæmoner, tale med nye tunger, tage på slanger med deres hænder, drikke dødbringende gift uden at det skulle skade dem og lægge hænderne på syge, så de bliver raske”.

I dag kan vi vanskeligt forstå denne tale uden den oversættelse, at vi deri hører datidens måde at tale om det at gøre vel for andre – i lyset af den magt, som er givet af den opstandne og himmelfarne konge, Jesus Kristus. En magt som bringer lægedom for hele verden. 

Glædelig Kristi Himmelfartsdag!