Prædiken til 5. søndag efter påske holdt i Vestervang Kirke den 25. maj 2025.

Af sognepræst Andreas Peter Dornonville de la Cour

Salmer: 313 Kom regn af det høje! Lad jorden oplives; 406 Søndag morgen fra de døde; 291 Du, som går ud fra den levende Gud; 325 Jeg ved et lille himmerig; 722/vers 6: Velsign du årets grøde; 588 Herre, gør mit liv til bøn.

Læsninger: 1. Mos 32,25-32, Jak 1,22-25 og Joh 16,23b-28.

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes: 

Jesus sagde: »Sandelig, sandelig siger jeg jer: Beder I Faderen om noget i mit navn, skal han give jer det. Indtil nu har I ikke bedt om noget i mit navn. Bed, og I skal få, så jeres glæde kan være fuldkommen. Sådan har jeg talt til jer i billeder; der kommer en tid, da jeg ikke mere skal tale til jer i billeder, men ligeud forkynde for jer om Faderen. Den dag skal I bede i mit navn, og jeg siger ikke til jer, at jeg vil bede til Faderen for jer, for Faderen selv elsker jer, fordi I elsker mig og tror, at jeg er udgået fra Faderen. Jeg er udgået fra Faderen, og jeg er kommet til verden; jeg forlader verden igen, og jeg går til Faderen.« Amen (Johannesevangeliet 16,23b-28).

Det er tre forskellige tekster, vi hører i dagens gudstjeneste. Først var det den billedrige urfortælling om patriarken Jakobs nattekamp. Dernæst hørte vi apostlen Jakobs formanende, opdragende tale om det rette kristne liv. Og så til sidst hørte vi for lidt siden i evangelielæsningen fra Johannes et uddrag af den tale, som Jesus holder for sine disciple skærtorsdags aften, i hvilken han forbereder dem på hans snarlige og livet, som skal komme derefter.

Det samlende i alle disse tre tekster er for mig at se en tale om bøn. Om hvad er bøn er, og særligt hvad bøn er i en kristen forstand. Så det skal prædiken handle om i dag. Og jeg kan jo begynde med konklusionen, hvis nogen nu skulle falde fra under mellemregningerne: At bede i Jesu navn er at bede med Jesus ved sin side. Jesu liv og levned er med, når vi beder sådan, og derigennem udsætter vi samtidig vores eget virkelige liv for den Gud og Fader, som Jesus er udgået fra. I bønnen udsætter vi os altså for den Guds nåde, som vi har lært at kende igennem Jesus. Det betyder, at vi udsætter os for Guds nådige blik på vores eget virkelige liv. 

Det er i hvert fald sådan, at jeg forstår Jesu afvisning hos Johannes i dag af, at bøn i hans navn er billedtale. Nej, bøn i Jesu navn er tale om virkeligt liv, vores liv, i ligestilling med Jesu liv. Derfor er bøn også altid erindring. Erindring om de dele af vore liv, som vi sørger over og bekymrer os om. Vi stiller det hele frem. Alt det, som glemslen gerne vil fortrænge og dække over. Vi lægger det virkelige liv frem i Jesu navn for Gud i en erindring om det, han har gjort for os og i en tillid til det, han vil gøre for os.

At bøn er erindring – også helt lavpraktisk forstået - mindes vi om fra enhver søndagsgudstjenestes begyndelse, når gudstjenestens første bøn lyder: ”Herre, jeg er kommet ind i dit hus for at høre, hvad du, Gud Fader, min skaber, du Herre Jesus, min frelser, du gode helligånd, i liv og død min trøstermand, vil tale til mig. 

I bønnen erindrer vi, at vi er kommet for at blive talt til. Ikke af præsten. Ikke af vores sidemand. Men af Gud. Sådan er første del af gudstjenestens første bøn en erindring i form af en påmindelse til os selv om - hvis vi nu, fra vores hoveddør og frem til kirkedøren, skulle have glemt det - hvorfor vi var taget afsted. 

Anden del af bønnen lyder nu: "Herre, oplad nu således ved din Helligånd for Jesu Kristi skyld mit hjerte, at jeg af dit ord kan lære at sørge over mine synder og at tro i liv og død på Jesus og hver dag forbedre mig i et helligt liv og levned."

Nu beder vi da om, at vi ved Helligåndens hjælp også må lære af det ord, som tales her. Og dernæst ved Helligåndens hjælp må lære at tro af det ord. Og så til sidst at vi ved Helligåndens hjælp  må forbedre os af det ord i vores daglige liv med hinanden og med Gud.

Jeg tager denne bøn op i dag, fordi alle Bibelens læsninger til i dag, femte søndag efter påske, alle på hver sin måde taler om sider ved den bøn, som indleder vores gudstjeneste.

For nu at begynde med bønnen om forbedring: I dagens epistellæsning fra apostlen Jakob, Jesu bror, skriver Jakob: ”Vær ordets gørere, ikke blot dets hørere…” Det er en gammel samtale i kristenheden, og særligt i vor protestantiske tradition, at granske forholdet imellem det, vi kalder tro og gerninger. Apostlen Jakob er sit korte brev særligt optaget af dette, men i dag vil jeg ikke knytte flere ord til det. I stedet vil jeg pege på dette, at vi jo faktisk i vor gudstjenestes første bøn har bedt om, at vi må forbedre os i vort daglige liv med hinanden og med Gud. Dernæst vil jeg pege på det indlysende, som Jakob i sit brev udtrykker: Nemlig dette at ordet, som tales til os her, ikke skal lade os uberørt. Ordet, som tales her, må ikke blive et blot og bart spejl for os, som han skriver, hvori vi betragter os selv igennem gudstjenestens meditation, og så går herfra igen og glemmer det hele. (Egentlig ville jeg også gerne tage glemslen i forsvar, for der findes også en nåde i den glemsel, som lader os komme videre fra de begivenheder og hændelser i vores liv, som har gjort os ondt.) Men der er altså også en glemsel, som vi må kæmpe imod. Den glemsel, som kaster slør over vores erindring, så vi ikke kan sørge over vores synder. Den glemsel, som ikke lader det, vi hører, blive i os til fast tro og tillid på Jesu gerning for os.

Den bedende skal altså huske og ikke glemme. Psykologisk talt er glemslens storebror fortrængningen. For det er jo noget afgørende ved glemslen, at noget forsvinder, at noget ikke får ikke lov at forblive i vores liv og i vores bevidsthed, i vores ånd, fordi noget andet skubber det væk. 

Påfaldende er det, at det lige netop var Jakob, ikke apostlen, men patriarken Jakob, der faktiske fortrængte sin bror Esau, og snød sig til førstefødselsretten. I Guds historie med mennesket har det sin egen indre bestemmelse, at Jakob skulle være den, som modtog sin fars, Isaks velsignelse, og blive til folket Israels stamfar. Men det ændrer ikke ved, at Jakob rent faktisk snød og fortrængte sin bror Esau fra den plads, som oprindeligt var givet ham igennem fødslen. 

Dog igennem sit liv gør Jakob alt, hvad han kan, for at sone denne brøde, denne fortrængning af sin egen bror. Han må flygte fra sit hjem og gå i eksil og arbejde i flere år og blive snydt igen og igen af sin svigerfar Laban (som var en rigtig laban). Nu er han på vej hjem, han har erindret sin brøde og søger forsoning med sin bror. Men han er nervøs og ude af sig selv. Han kan ikke komme udenom det, han har gjort. Han kan ikke længere fortrænge og glemme.

[Rembrandt: Jakob kæmper med englen, o. 1659]

Men ved Jabboks vadested lægger Jakob sig til at sove natten inden sit skæbnesvangre møde med sin bror. Og i natten møder han en mand, som giver sig i kamp med ham. Det, som er Jakob, det han har gjort, kan ikke besejres, det kan ikke slettes ud. Det kan ikke fortrænges. Det har sat sit mærke i ham. Men det kan velsignes af den levende Gud, og Jakob bliver velsignet, og han får tilnavnet ”…Israel, for du har kæmpet med Gud og mennesker, og du har sejret.” 

Kan vi i denne nattekamp finde Jakobs bøn? Kan vi sige, at Jakob betragtede sig selv i spejlet i denne nattekamp, og i tråd med apostlens formaning, fandt og så han der noget andet end blot sig selv - nemlig Guds velsignelse af hans liv? Var nattekampen på denne måde hans nattebøn, og kan vores gudstjenestes første bøn forstås også i den kamp? 

Jeg tror det. Jakobs gerninger, Jakobs liv kunne ikke gøres ugjort, men det kunne velsignes. Og sådan ophæves i bønnen skellet mellem tro og gerninger. Når vi beder i Jesu navn, findes både det liv, som er vort, og det liv som er Jesu liv. Bønnen er virkeligt liv, det er jeres liv i mit liv, siger Jesus til disciplene og os i dag. I bønnen erindrer vi de dele i vores liv, som vi sørger over. Vi trækker det frem, som glemslen gerne vil fortrænge, og vi stiller det frem for Gud i erindring om det han har gjort og vil gøre for os. 

Gudstjeneste er bøn. Og skal vi tale om et idealbillede for det kristne liv, sådan som apostlene Jakob forsøger, så er det   indenfor vor protestantiske tradition at lade gudstjenestens første bøn også være vor hverdages første bøn, og sådan lade vor Herre gøre hele vort liv til bøn.

Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden,

som det var i begyndelsen,

således også nu og altid

og i al evighed. Amen.