Tale til konfirmationerne i Vestervang Kirke den 24. maj 2025 kl. 10.00 og 12.00.

Af sognepræst Troels Bak Stensgaard.

Salmer: 192 Hil dig frelser og forsoner; 321 O Kristelighed; 478 Vi kommer til din kirke Gud; 725 Det dufter lysegrønt af græs; 752, Morgenstund har guld i mund, men kun vers 4 og 5.

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas: 

Til nogle, som stolede på, at de selv var retfærdige, og som foragtede alle andre, fortalte Jesus denne lignelse: »To mænd gik op til templet for at bede. Den ene var en farisæer, den anden en tolder. Farisæeren stillede sig op og bad således for sig selv: Gud, jeg takker dig, fordi jeg ikke er som andre mennesker, røvere, uretfærdige, ægteskabsbrydere, eller som tolderen dér. Jeg faster to gange om ugen, og jeg giver tiende af hele min indtægt. Men tolderen stod afsides og ville ikke engang løfte sit blik mod himlen, men slog sig for brystet og sagde: Gud, vær mig synder nådig! Jeg siger jer: Det var ham, der gik hjem som retfærdig, ikke den anden. For enhver, som ophøjer sig selv, skal ydmyges, og den, der ydmyger sig selv, skal ophøjes.« Amen (Lukasevangeliet 18,9-14).

Kære konfirmander!

Så sker det endelig, for nu er det den dag, som jeg ved, at I har glædet til så længe.

I dag er det jeres konfirmationsdag, dagen hvor I er midtpunkt og skal fejres og bekræftes i og selv bekræfte, at I har hjemme her i kirken. For i dag siger I ja til jeres dåb, og dermed siger I, at den kristne tro skal være et grundlag for jeres liv. 

Jeg ved godt, at I ikke er helt voksne endnu, selv om en velmenende onkel måske rejser sig senere på dagen og byder jer velkommen i de voksnes rækker med erfaren kendermine. Men I er ved at blive vaskeægte voksne, og det betyder ikke bare, at I nu måske skal til at hjælpe mere til med opvasken derhjemme. Det betyder bl.a. en forpligtigelse til at forholde sig til sig selv og til livet og den tro, som i tusind år har præget livet her i Danmark, og som har givet utallige mennesker før os et moralsk kompas samt styrke, trøst og håb til at klare livets små og store udfordringer.

Jeg har nu ellers været lidt nervøs for, om I overhovedet ville dukke op i dag . . .

For jeg har lige hørt om en helt ny trend, som ikke hedder konfirmation, men selvfirmation.

Hvis man går til selvfirmation, så bliver man ikke konfirmeret i kirken, for så bekræfter man ikke, at man tror på Gud, men at man tror på sig selv.

Hvis man går til selvfirmationsforberedelse, så skal man bl.a. i en af timerne sidde og sige i kor: We are awesomme, vi er fantastiske eller fabelagtige.

I er nu også fantastiske, konfirmander, og måske skulle jeg nogle gange have råbt det mere i vores timer: You are awesomme! I er fantastiske! 

Men det er jo ikke altid, at man selv føler sig så fantastisk, når man står foran spejlet om morgenen, og det er måske også bedre, at man siger det om andre end om sig selv, og at andre, som kender en godt, fortæller det til en.

Det er selvfølgelig en rigtig god ide at tro på sig selv, og mange af os har nok også nogle gange brug for mere selvtillid. Men jeg er overbevist om, at man kun virkelig kan tro på sig selv, hvis man ved, at man hører sammen med andre og betyder noget for andre.

En dansk journalist og historiker, som hed Poul Hammerich, rejste for mange år siden, dengang far var dreng, til det smukke og eventyrlige kongerige Nepal, som ligger i Himalayabjergene mellem Indien og Kina. I en fattig og afsidesliggende landsby i Nepal, mødte han en bonde og tog et billede af ham med sit polaroid-kamera – altså sådan et, som fremkalder billederne med det samme - og gav ham fotografiet som en gave. ”Se, det er dig”, sagde den danske turist og pegede på billedet. ”Nej”, sagde bonden til hans overraskelse. ”Det er jo ikke mig.” 

Paul Hammerich spurgte forvirret bonden, om han ikke kunne genkende sig selv og se, at det var ham på billedet. Men manden tog ham så med ind i sit fattige lerklinede hus og viste ham et foto på væggen med hele hans familie og i baggrunden landsbyen og bjergene. ”Det er mig”, sagde han.

Ja, kære konfirmander, jeg håber for jer, at I altid vil have den ydmyghed, at I ved, at et menneske altid er afhængigt af andre – af et fællesskab.

Det fællesskab er selvfølgelig først og fremmest vores familie og andre, f.eks. vores venner, som bekræfter os i, at vi hører hjemme et sted.

Men det er også meget større: Der er f.eks. tusindvis af mennesker, som vi ikke kender, men som alligevel har ydet noget, for at I kan holde fest i dag.

Det flotte tøj, som I har på i dag, er måske syet af arbejdere på en fabrik i Thailand eller i Kina.

Maden som I skal spise senere i dag, har I nok ikke selv tilberedt, og der nogle, som har produceret råvarerne – dyrket kartoflerne og grøntsagerne og passet det kvæg, som leverer stegen.

Den te som I har brygget og drukket i spandevis til alle vores timer sammen torsdag morgen, er blevet høstet af andre mennesker i et land langt herfra.

Vi mennesker er på utallige måder dybt afhængige af utallige andre, og tror vi på Gud, og ikke bare på os selv, så ved vi, at vi er forbundet med alle andre i hele verden, inkl. dem vi måske ikke kan lide eller forstå eller måske bare ikke selv har brug for til at dyrke vores kartofler eller høste vores te.

Derfor tænkte jeg også, at vi dag skulle høre Jesu lignelse om tolderen og farisæeren i templet, selv om vi har gennemgået den i vores timer sammen.

Farisæeren i Jesu lignelse holdt alle Guds bud og drømte sikkert om en bedre og mere retfærdig verden. Men alligevel siger Jesus, at det var den usle tolder og ikke farisæeren, som gik retfærdig hjem.

For farisæeren glemmer, at Guds kærlighed omfatter hele verden og også det fortabte, det mislykkede.  

Farisæeren glemmer, at Guds retfærdighed er større end menneskers retfærdighed, som er den retfærdighed, som siger, at enhver skal have det, som han eller hun har fortjent. 

Farisæeren glemmer, at selv den usle tolder – og dermed enhver af os – rummer meget mere, end det han eller hun ser ud til at rumme. At Gud også har nedlagt noget godt i tolderen, selvom hverken farisæeren eller tolderen selv kan se det. Noget som tolderen engang skal blive til.

Hvad farisæeren i templet glemte, det vil Jesus med denne og alle sine andre lignelser og med hele sit liv og sin tro holde os fast på. Og jeg håber, at I fra jeres konfirmationsforberedelse vil tage det med jer, at vi ikke går i kirke for at få mere tro på os selv, men for at få del i Jesu tro på Gud.

Jesus tvivlede ikke på, at Gud ville stå bag ham, når han tilgav folk deres synder, helbredte de syge og spiste med dem, som blev regnet for urene og holdt udenfor. Jesus troede på gudsrigets komme, og på at alt, som ødelægger livet og skiller mennesker fra hinanden, kan besejres, selv døden. 

Derfor gør evangeliet livet større for den, der hører på det. Når det lærer os at bede og håbe og leve i tro på, at det nok skal gå alt sammen og ender godt. Når det lærer os, hvad Gud kan, så vi ikke kun stoler på det, som vi selv kan.

Kære Emma, Mie, Lily, Thor, August, Christoffer, Joshua, Asta, Walther og Andreas. // Kære Viktor, Clara, Gustav, Josephine, Mathias, Maise, Felix, Laura, Magnus, Ludvig og Liam.

Det har været en fornøjelse for både mig og Grethe at lære jer at kende i vores timer hver torsdag siden august. Tak for godt og muntert samvær!

De fleste af jer har selv valgt jeres eget konfirmationsord, men jeg også valgt et fælles konfirmationsord til jer, som er skrevet af vores apostel Paulus, og det lyder sådan her:

”Åndens frugt er kærlighed, glæde, fred, tålmodighed, venlighed, godhed, trofasthed, mildhed og selvbeherskelse.” (Galaterbrevet 5,22).

Måtte I høste sådanne frugter i jeres eget liv.

Men lov mig bare aldrig at glemme, at det er frugten af noget, som Gud har sået i os i vores dåb, og at Åndens frugter som alt sandt og ægte liv skal have god tid til at spire og udvikle sig, vokse og modnes.

Det gælder også vores tro på den Gud, som Jesus har lært os at kende som vores fælles himmelske fader; Gud som har villet, at vi skulle være til og være lige præcis dem, som vi hver især er, og som derfor også kan forandre os uden tvang, men med kærlighedens og tilgivelsens og det gode eksempels magt.

Kære konfirmander!

Hjertelig tillykke med konfirmationen i dag.

Måtte I og jeres familier få en fantastisk festdag.

Måtte Herren velsigne jer og altid forbavse jer! 

Amen. 

Billeder fra konfirmationerne 24. maj 2025. Hvis man klikker på et billede, bliver det forstørret.