Tale til konfirmationen den 17. maj 2025 i Vestervang Kirke.

Af sognepræst Andreas Peter Dornonville de la Cour.

Salmer: 752 Gud ske tak og lov; 192 Hil dig frelser og forsoner; 289 Nu bede vi den Helligånd; 478 Vi kommer til din kirke Gud: 752 Gå da frit enhver til sit 

Læsninger til dagen: Sl 23 og Joh 10,11-16.

Kære konfirmander og alle som er kommet til Vestervang Kirke i dag.

Tilbage i efteråret, det har været omkring oktober måned og efterårsferien, dengang vi havde været i gang med konfirmationsforberedelsen i omkring to måneders tid, var der en uge, hvor jeg måtte aflyse undervisningen. Jeg husker, at jeg undskyldte meget overfor jer og forhørte mig, om jeg skulle prøve at skaffe en vikar eller lignende… Men det var vist helt ok med jer, så vidt jeg husker…! Årsagen til at jeg måtte aflyse var, at min gamle far var kommet i plejebolig i løbet af sommeren, og det betød, at nu skulle hans hjem, mit barndomshjem, tømmes og ryddes, for nu var det blevet solgt.

I forbindelse med den store oprydning fandt jeg på loftet en gammel skotøjsæske med ting og sager fra den dag, jeg blev konfirmeret, det var den 5. maj i år 2000. Der var hilsner fra dagen og sangark fra de sange, som min søster og moster havde digtet til dagen. Og så var der en hilsen fra kirken, Åbyhøj kirke lige udenfor Århus, og i den hilsen stod de skriftord, som præsten havde valgt til mig dengang. Og sandt at sige: jeg havde glemt alt om de ord, ja, for at være helt ærlig husker jeg intet om det. Jeg håber naturligvis det vil blive noget andet for jer! Men ordene, som min præst havde valgt, var de ord, som jeg netop har læst op i dag fra evangelisten Johannes, og de ord som skal danne udgangspunkt for talen her i dag: 

”Jeg er den gode hyrde. Den gode hyrde sætter sit liv til for fårene.”

For siden jeg fandt de ord på loftet tilbage i oktober måned har jeg gået og grublet over dem. I første omgang på en sådan helt selvoptaget måde: ”Nå, det var så dine ord dengang Andreas, har jeg sagt til mig selv, og se, så gik du hen og blev præst…” ”Det var da nærmest helt profetisk af præsten dengang, at jeg skulle gå hen og blive den gode hyrde for en flok her i kirken.” Og videre spandt min tankerække afsted til, at jeg jo nu også som far og nu senest som hundeejer, også godt kunne forstå mig selv sådan: Som den gode hyrde for min familie og nu inklusiv hund. "Jo, jeg sætter jo ikke sådan rigtigt mit liv til for flokken, sådan som vor Herre siger, men jeg går da ganske ofte på kompromis med mig selv og mine egne behov”, kunne jeg finde på at sige til mig selv, når Tjavs, som vores hund hedder, har meldt sig kl. 5 om morgen, fordi han skal han ud og tisse”.

Nå, spøg til side, for det er - og jeg håber, at I følger mig - alt sammen sagt med et glimt i øjet, hvad jeg netop har sagt. For grundlæggende er der jo tale om en overordentlig misforståelse, når jeg sådan sætter mit ”jeg” ind i det jeg, som taler, når vor Herre taler i Jesus Kristus. Og det er altså den første vigtige lære til mig og til jer konfirmander i dag, når I om lidt hører jeres skriftord; at der i disse ord og i den tale, som lyder igennem ordene, lyder en tale fra Gud til os. Ikke fra os selv til os selv. Men fra Gud til os. Den almægtige taler til os igennem de ord, vi finder i Bibelens tale. 

Kort sagt: ”Jeg” er ikke den gode hyrde, selvom jeg forsøgt så godt, jeg kunne at samle jer konfirmander hos mig i konfirmationsforberedelsens fold igennem det forgangne år. Gud er den gode hyrde. At han er netop det, vores gode hyrde, viser Gud igennem Jesu liv og levned.

Og det betyder først og fremmest, at den Gud, som vi samles omkring i den kristne kirke, viser sig for os som den, der har omsorg for sin flok –  for flokken som hele og den enkelte i flokken – disse ting kan ikke skilles ad. 

At leve i den tro, at Gud er den gode hyrde også for mig og for den sammenhæng, jeg lever i - min familie, mit land, min fremtid - det er at leve i tryghed og tillid til, at Guds gode vilje gælder mig og mit liv. Det er at leve sit liv i lyset af vor dåbs gave og gode budskab. I ordene fra salme 23 i det gamle testamente hører vi om netop sådan en tillid og tro.  Og for hver dag vi lever i samme tillid og tro, må vi takke, for da er flokken vi lever i, sammenhængen vi lever i, blevet til Guds levende rige midt iblandt os.

Men at leve i denne tro er altid udsat, fordi menneskelivet i sin grund er udsat. Og når vi oplever, at en i vores flok bliver syg eller dør, en fra vores familie eller en af vores venner, så rystes vi i vores tillid. Hegnet omkring det som er vores verden, vores sammenhæng, vil blive væltet i livets løb. Og den jordplet, som før var vores velsignede græsmark, er ikke mere den samme. Det vil ske før eller siden. I billedet af fårene som græsser giver vor Herre os jo netop et billede på et liv og en sammenhæng, som ikke er beskyttet af mure og volde, men i stedet af det hegn, som må være mobilt og bestandigt må flyttes, så fårene kan finde nye steder at græsse.

Sådan er fårenes – og altså vores liv udsat for alt det, der foregår omkring os og simpelthen tilstøder os. Men der kan også ske det, mens vi går og græsser og har det godt os på vor velsignede græseng, at en idé begynder at sprede sig iblandt os, at vi kan klare os lige så godt uden den hyrde. Måske er vi endda faktisk bedst til selv at styre dette liv og denne græseng? Vi behøver slet ikke, at en hyrde i dagens løb vandrer iblandt os og om natten lægger sig til at sove i lågen, så vi bliver inde og ulvene ude. ”Hvad godt har han egentlig nogensinde gjort for mig?” ”Er han overhovedet klar over, hvem jeg er, og at jeg findes i denne store flok?” Sådan kan vi spørge i vores overmod. Og omvendt når vi mangler mod: ”Hvad skal verden med sådan en som mig?” ”Hvad skal Gud med sådan en som mig?”

Svaret her i kirken i dag, svaret som lyder igennem Bibelens tale, er: Såmænd ikke andet end hvad dine forældre vil med dig, dine søskende og dine gode venner, og som den gode hyrde med sin flok: Han vil følge dig, se dig vokse. Han vil trøste dig, når du møder nederlag og svigt. Han vil være med i alle farer. For Gud er ikke ligeglad, han er ikke en daglejer betalt bare for i dag, han er den gode hyrde, og du, som hører disse ord, er én blandt mange i hans flok. Ligesom du er én blandt dine søskende i din familie, én blandt dine klassekammerater, men Gud husker dig og kender dig og taler til dig netop igennem disse mennesker, som han har sat dig iblandt og igennem dette liv, som han givet dig. Og han fortæller dig, at du er elsket og værnet i ham midt i denne store sammenhæng. 

Hvad skal du, kære konfirmand, nu stille op med det? Jo, for det første skal du huske det og ikke glemme det ligesom jeg, hvor der skulle gå 25 år før jeg fandt ordet frem fra en gammel skotøjsæske. Du skal huske på, hvad der bliver sagt til dig i dag og alle dage her i kirkens fællesskab: Den Gud, der taler til dig her, ser dig og kender dig, midt i flokken ganske vist. Du er en del af en sammenhæng, en familie, en klasse, et land og et samfund. Og det er inde i den sammenhæng, at Gud taler til dig. Løft blikket, se op, tage vare på din næste i flokken, det kan du godt for der en bag dig, som allerede tager vare på dig.

Så kære Konfirmander, tillykke med dagen i dag, tillykke til jeres familier og kære, at I er her i dag som en del af jeres flok og på den måde viser hinanden, at det levende ord findes midt iblandt os, når vi samles i vor Herre Jesu Kristi navn. Amen.