Prædiken til 3. søndag efter påske holdt i Vestervang Kirke den 11. maj 2025.

Af sognepræst Troels Bak Stensgaard.

Salmer: 726 Gak ud, min sjæl, betragt med flid; 218 Krist stod op af døde; 206 Vor frelser, du som døde; Johannes Brahms: Ihr habt nun Traurigkeit (arien fra Deutsche Requiem blev fremført af Julie Meera Albertsen som solist samt af Vestervang Kirkes øvrige kor); 667 Skulle jeg dog være bange; 192/vers 7; 30 Op, alle, som på jorden bor.

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes:

Jesus sagde: »En kort tid, så ser I mig ikke længere, og atter en kort tid, så skal I se mig.« Da sagde nogle af hans disciple til hinanden: »Hvad er meningen med det, han siger til os: En kort tid, så ser I mig ikke, og atter en kort tid, så skal I se mig? og: Jeg går til Faderen?« De sagde altså: »Hvad mener han med at sige: En kort tid? Vi forstår ikke, hvad han taler om.« Jesus vidste, at de ville spørge ham, så han sagde til dem: »I spørger hinanden, hvad jeg mente, da jeg sagde: En kort tid, så ser I mig ikke, og atter en kort tid, så skal I se mig? Sandelig, sandelig siger jeg jer: I skal græde og klage, men verden skal glæde sig. I skal sørge, men jeres sorg skal blive til glæde. Når kvinden skal føde, har hun det svært, fordi hendes time er kommet; men når hun har født sit barn, husker hun ikke mere sin trængsel af glæde over, at et menneske er født til verden. Også I sørger nu, men jeg skal se jer igen, og da skal jeres hjerte glæde sig, og ingen skal tage jeres glæde fra jer.« Amen (Johannesevangeliet 16,16-22).

Kære menighed!

Jeg har et par gange bisat folk, som havde siddet i fængslet i mange år, hvad der selvsagt havde været svært for deres børn, som i deres opvækst så havde måttet undvære deres far.

Ved de bisættelser har jeg valgt at prædike over Jesu ord på korset til røveren ved hans side i Lukasevangeliets beretning om langfredag: ”Sandelig siger jeg dig: I dag skal du være med mig i paradis.” For når der ligger en røver i kisten, så hører man, hvor stor en trøst de ord rummer. Den almægtige Gud bliver i Jesus et menneske og lider og dør foragtet og forladt af selv sine venner, men dette sker, for at Gud bedre kan høre en stakkels og døende røvers bøn: ”Jesus, husk mig, når du kommer i dit rige.”

”Sandelig siger jeg dig: I dag skal du være med mig i paradis.”

Paradis er et persisk ord, som betyder en have omkranset af en mur.

Hvis en persisk konge ville vise en af sine undersåtter en helt særlig hæder, så kunne kongen officielt udnævne ham til haveledsager, dvs. så fik man lov til at vandre med kongen i hans have.

Det var m.a.o. mere end udødelighed, som Jesus lovede den angrende røver. Det var ærespladsen ved hans egen side: De skulle sammen vandre i de himmelske haver.

Det er som om, at der med dette billede siges, at den himmelske glæde ikke er en grænseløs frihed eller en frihed til at gøre, hvad man selv vil.

Der findes som bekendt mange slags glæder, og deriblandt en ofte stakåndet og til tider måske ubevidst endda fortvivlet glæde, som udspringer af, at man vil nyde mest muligt af denne verdens goder og glæde sig over dem, inden det er for sent, men dybest set vil dette, fordi man anser verden for endeløs, uden nogen dybere mening eller formål, og måske gerne vil fortrænge dette.

Denne fortvivlede glæde er det stik modsatte af den glæde, som møder os gennem hele bibelen, og som udspringer af den bibelske grundholdning, at verden trods alt ondt – trods synd og skyld - er Guds gode skabning og skabt som et hjem til os mennesker.

Den anden forbryder ved Jesu side på Golgata deltog i den almene forhånelse af den korsfæstede frelser og spottede ham med ordene: ”Er du ikke Kristus? Frels dig selv og os!” Men den angrende røver vedkendte sig sin skyld og irettesatte sin røverkammerat med ordene: ”Frygter du ikke engang Gud, du som har fået den samme dom? Og vi har fået den med rette; vi får kun løn, som forskyldt, men han har intet ondt gjort.”

Sådan knytter påskeevangeliet den synd og skyld, som alle kan se, sammen med den Gud, som ingen kan se, og forkynder netop dermed, at skellet mellem verden, sådan som verden blev skabt til at være, og verden, som den er, er overvundet i Kristi død og opstandelse.

Derfor har vi nu i troen adgang til en anden glæde end den flygtige jordiske. En glæde som vi kun kan tage imod i tro på syndernes forladelse – i tro på at vi ikke kan eller skal frelse os selv – i tro på, at Kristus på korset én gang for alle har overvundet alt, hvad der skiller os fra hinanden og fra Gud og skænket verden en helt ny begyndelse, som vi hver især selv fik del i i vor dåb.

Det er, hvad Paulus kalder for korset dårskab, som gør al menneskelig visdom til skamme, for det er én stor modsigelse af alle de måder, hvorpå vi selv prøver at sikre vores glæde, men måske netop derved spærrer vejen for den himmelske glæde, som evangeliet vil skænke os, og som vi kun kan tage imod.

For hvorfor glæder vi os i grunden så lidt?

Tja, vi mennesker er grundlæggende vanedyr og tryghedsnarkomaner, og vi frygter måske forandringer mere, end vi vil indrømme over for os selv.

Noget i os vil helst, at alting skal være, som det altid har været. 

Vi ønsker måske i virkeligheden, at vores børn forbliver små og ikke flytter hjemmefra for at skabe deres eget liv. 

Eller vi frygter alderdommens skavanker og hvordan det vil indskrænke vores muligheder.

Vi hænger måske fast i de samme gamle kedelige rutiner på vores arbejde eller i trivielle og nedslidende personlige forhold. 

Hvorfor? Fordi vi har vænnet os til tingenes tilstand, og fordi vi frygter forandringer og især det ukendte og det, som vi ikke kan kontrollere”

Derfor vil vi ofte helst holde fast i det tilvante eller vente på, at de nye forhold og muligheder, som vi jo også længes efter, er blevet fuldstændig ufarlige at give sig i kast med.

Men glæden kræver ifølge sit væsen at vi giver slip på selvkontrollen og lader os fylde af glæden, og det er noget, som vi åndeligt godt kan arbejde på at blive bedre til.

De virkelige forandringer i vort eget liv kommer jo sjældent som ved et trylleslag, selv om det til tider kan føles sådan.

Forandringer kræver tid som livet selv, og rummer altid konsekvenser, som vi ikke kan overskue på forhånd. Og forandringer har altid en pris, som kan gøre ondt at betale.

Det gælder i vores personlige liv, men også for samfundet som sådan.

Tænk blot på, hvad klimakrisen kræver af mod og vilje til forandringer i vores tilvante livsstil.

Eller tænk på, hvad det vil koste os - og det er uendeligt meget mere end de stigende militærudgifter - at skabe en varig og retfærdig fred i denne opsplittede verden. 

Tænk på, hvad Jesus sagde om den himmelske glæde i sin bjergprædiken – om saligheden eller glæden ved at være sagtmodig og sørge og tørste og sulte efter retfærdigheden i tro på, at man engang skal mættes – eller om glæden ved at give afkald på verdens guld og gods eller ved at stifte fred og forfølges på grund af retfærdigheden og bede for selv sine fjender og vende den anden kind til og vinde sit liv ved at miste det.

Den himmelske glæde koster noget, for forandringen har altid en pris. 

Det var, hvad Jesus forsøgte at lære disciplene denne sidste aften, hvor de var sammen med Jesus på normal eller jordisk vis.

”En kort tid, så ser I mig ikke længere, og atter en kort tid, så skal I se mig”, sagde Jesus.

Men disciplene forstod ikke, hvad han talte om. De kunne ikke forstå, at det fællesskab, som de havde haft med Jesus de sidste tre år, nu skulle være forbi. De kunne ikke fatte, at enden på alt dette kunne rumme en helt ny begyndelse.

Sådan som vi heller ikke selv følelsesmæssigt kan rumme den tanke, at det også kan være en ny begyndelse, når vi mister den, som vi virkelig elsker.

Men selv i den største smerte kan en ny glæde være på vej, siger evangeliet.

”I skal græde og klage, men jeres sorg skal blive til glæde”.

Det er det store løfte, som er over vort liv som kristne.

Sorgen skal ikke bare afløses af glæde, men sorgen skal blive til glæde, siger Jesus.

Det varer kun en kort tid, siges det igen og igen, og vi ved alle, at tiden oplever vi forskelligt, når vi prøver at holde den fast, og når vi lader den gå sin gang.

Derfor er glæden heller ikke noget, som vi krampagtigt skal fremtvinge. 

Ligesom den fødende kvinde ikke kan fremtvinge sin fødsel, men må give sig veerne og smerten i vold i tro på, at nyt liv og en ny stor glæde er på vej.

Vi må ofte vente på forandring og til tider udholde ting, som gør ondt, men vi kan også i ventetiden forandres.

Og til tider mærker vi, at selv om vi er til stede i øjeblikket og sanser nuet i både krop og sind, så bæres vi samtidigt af noget andet og har ligesom vores plads i en større, levende sammenhæng, som har både en begyndelse og ende.

Det er en erfaring, som vi voksne måske i særdeleshed gør os, når vi giver slip på os selv i sang for at blive båret af musikkens toner og rytme.

For musikken og sangen kan bedre end det talte ord formidle erfaringer af den himmelske glæde, som Jesus lovede disciplene, og som ingen kan tage fra os; den himmelske glæde, som evangeliet vil skænke os, og som vi her i kirken altid svarer på med musikken og sangens lovprisning.

Og gid vi alle i nådefulde momenter da virkelig må føle os som født på nu og hensat til paradiset – ja, som engle i Guds himmel – når vi igennem den fælles lovprisning – i musikken og sangen – får skænket en forsmag af den himmelske glæde, og også dermed tager del i den nye verdens skabelse, hvor syndens og dødens magt er brugt.

Ja, det kan siges på mange måder, men det siges bedst med sang, og det er i dag mors dag, og også af den grund er jeg glad for, at vores organist Morten Poulsen og vores kor – med Julie MeeRa Albertsen som solist – ved denne gudstjeneste vil fremføre femte del af Johannes Brahms tyske requiem.

Den store komponist skrev nemlig sit requiem efter sin mors død i 1865, og arien, som vi skal høre om lidt, består af følgende løfterige bibeltekster:

Først synger solisten ordene fra dagens evangelium:

”I sørger nu, men jeg skal se jer igen, og da skal jeres hjerte glæde sig, og ingen skal tage jeres glæde fra jer.”

Hvorefter koret med et citat fra profeten Esajas synger: 

”Jeg vil trøste jer, som en mor trøster (sit barn).”

Og solisten svarer med ord fra den gammeltestamentlige apokryf ”Siraks bog”:

”Se på mig: Jeg har en kort tid arbejdet og haft møje, men jeg har fundet stor trøst.”

Og til slut i arien gentages Jesu forjættelse, som han sagde til sine disciple skærtorsdag aften, men også siger til os i dag: ”Jeg skal se jer igen.”

Amen.

Den tyske komponist Johannes Brahms, 1833-1897, skrev i årene 1865-67 sit store requiem eller dødemessen over hans mor, som døde i begyndelse af 1865.