Prædiken til Midfaste søndag holdt i Vestervang Kirke den 30. marts 2025.

Af sognepræst Troels Bak Stensgaard.

Salmer: 747 Lysets engel går med glans; 298 Helligånden trindt om land; 683 Den nåde, som vor Gud har gjort; 459 Herre! Hvor skal vi gå hen; 192/7; 31 Til himlene rækker din miskundhed, Gud.

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes: 

Derefter tog Jesus over til den anden side af Galilæas Sø, Tiberias Sø. En stor folkeskare fulgte ham, fordi de så de tegn, han gjorde ved at helbrede de syge. Men Jesus gik op på bjerget, og dér satte han sig sammen med sine disciple. Påsken, jødernes fest, var nær. Da Jesus løftede blikket og så, at en stor skare kom hen imod ham, sagde han til Filip: »Hvor skal vi købe brød, så disse folk kan få noget at spise?« Men det sagde han for at sætte ham på prøve, for selv vidste han, hvad han ville gøre. Filip svarede ham: »Brød for to hundrede denarer slår ikke til, så de kan få bare en lille smule hver.« En af hans disciple, Andreas, Simon Peters bror, sagde til ham: »Der er en lille dreng her, han har fem bygbrød og to fisk; men hvad er det til så mange?« Jesus sagde: »Få folk til at sætte sig.« Der var meget græs på stedet. Mændene satte sig; de var omkring fem tusind. Så tog Jesus brødene, takkede og delte ud til dem, der sad der; på samme måde også af fiskene, så meget de ville have. Da de var blevet mætte, sagde han til sine disciple: »Saml de stykker sammen, som er tilovers, så intet går til spilde.« Så samlede de dem sammen og fyldte tolv kurve med de stykker af de fem bygbrød, som var tilovers efter dem, der havde spist. Da folk havde set det tegn, han havde gjort, sagde de: »Han er sandelig Profeten, som skal komme til verden.« Jesus forstod nu, at de ville komme og tvinge ham med sig for at gøre ham til konge, og han trak sig atter tilbage til bjerget, helt alene. Amen (Johannesevangeliet 6,1-15).

Kære menighed!

”Enhver skal give, som han har hjerte til – ikke vrangvilligt eller under pres, for Gud elsker en glad giver”. Sådan sagde Paulus til os i dagens epistel (2. Kor. 9,6-11).

For den kristne næstekærlighed er i sit væsen ikke politisk, og er ikke noget, som vi kan lovgive om og dermed påtvinge hinanden. Den kristne næstekærlighed kan tage politiske former, når kristne engagerer sig i politik, men det kan som bekendt være meget forskelligt, om man som kristen vælger at blive højreorienteret eller venstreorienteret. Det afhænger bl.a. af, hvordan vi forstår det enkelte menneskes frihed og ansvar overfor sig selv og sin egen familie og den lige så kristne forpligtelse på at hjælpe de fattige og bidrage til alles fælles bedste. Men den kristne næstekærlighed er altid udsprunget af den erfaring, at man selv har fået så meget og så ufortjent, at man glad og gerne burde dele med andre og ikke kun mele sin egen kage.

Da Jesus i dagens evangelium så folkeskarens nød, så gjorde han fem brød og to fisk til en mængde brød og fisk og mættede dem. Men da Jesus bagefter forstod, at de mætte ville komme og tvinge ham med sig for at gøre ham til deres konge, så trak han sig atter tilbage til bjerget, helt alene, siges det. For et ægte under er selvfølgelig ikke noget, som vi bare kan få gentaget gentage, når vi har lyst, eller sikre os politisk som en rettighed eller en forpligtelse. 

Et under er noget ubegribeligt, som overgår enhver forstand og alle vores egne forsøg på at sikre os selv. Det er, hvad Jesus vil have os at indse ved først at spørge Filip: ”Hvor skal vi købe brød, så disse folk kan få noget at spise?” Men Filip forstår Jesus ganske bogstaveligt og svarer opgivende, at selv 200 denarer – hvilket svarede til en arbejders indkomst på 200 dage – ikke er tilstrækkeligt til at købe bare en smule mad til hver. Og Andreas tænker lige så forstandsmæssigt som Filip, og peger på den lille dreng, som står hos dem med sine fem bygbrød og to fisk. ”Men hvad er det til så mange?”, spørger Andreas ligeledes opgivende.

Vi får ikke at vide, hvad den lille dreng tænker, men det kan ikke være tilfældigt, at den lille dreng stilles i modsætning til de to voksne disciple. For sådan vil fortællingen sige, at underet ikke er til at forstå, hvis vi kun ser det med den voksnes skepsis – eller kun bedømmer det ud fra de økonomiske og politiske realiteter - og ikke ser med barnets øjne eller med barnets tro.

Jeg forestiller mig, at den lille dreng har set de mange sultne mennesker, og så er han gået hen til Jesus og disciplene og sagt som det mest selvfølgelig i verden: ”Her er min madpakke, som mor har lavet til mig, men jeg vil da godt dele med jer alle sammen.” 

[Bernardo Strozzi, 1581 - 1644, bespisningsunderet i ørkenen]

Da Jesus så så barnets tro på, at alt er muligt, så blev det udgangspunkt for underet, hvor lidt brød og fisk blev til mad til flere tusind mennesker. Vi kan ikke gøre Jesus det nummer efter. Heldigvis. For hvis vi kunne, så ville vi nok i modsætning til Jesus lade os vælge til konger eller præsidenter, og det er farligt, hvis mennesker får megen magt, og især hvis magten over andre legitimeres religiøst, hvilket vi for tiden kan se prominente eksempler på i både Øst og Vest. Men til gengæld sker der andre og bare lidt mere langsommelige undere på markerne hvert eneste år. Når lidt korn bliver til meget. Eller i havene, hvor nogle få fisk bliver til mange, mange flere. Det er det under – den overflod – der hvert eneste år brødføder milliarder af mennesker på jorden.

Der sker undere hele tiden, men normalt er vi blinde og behøver hjælp for at se dem, dvs. for at indse, hvor mirakelløs verden og livet er, hvis vi ser med troens øjne. Men hvis vi først indser det, så kan vi måske også i os selv finde en gavmildhed, som vi ikke troede, vi havde, og få mod til at engagere os, selv når der koster os noget.

Vi mennesker er jo ikke bare avancerede dyr, som er resultatet af alles kamp for at overleve.

Det kan ellers godt få indtryk af, når man f.eks. ser på verdens skæve gang i sit fjernsyn og ser, hvordan de store fisk for tiden prøver at æde de små.

Men vi er skabt i Guds billede med et moralsk ansvar for hinanden og for den øvrige skabning.

Der er bare en hel del ting, som vi ikke engang kan beskytte os selv imod, endsige andre.

Og så længe, der har været mennesker til, har man tænkt sig, at livet og mennesket også har en fjende. Uden for os selv. Men også indeni. Fjenden er f. eks fristelsen til at vende ryggen til livet med andre mennesker i bitterhed og vrede. Eller fristelsen til ligefrem hellere at ville dø end leve. 

Der er ingenting, der hjælper os bedre mod denne fristelse, end sammen med andre mennesker at holde fast i troen på, at Gud har skabt livet godt, trods alt. Derfor er der også altid en mening med os. For livet er værd at leve, og mennesker er værd at elske. Det er vi som kristne i vor dåb blevet kaldede til at tro på og bevidne med vores ord og gerninger.

Og vi lever som bekendt i tider, hvor kriserne synes at stå i kø, og hvor der er nok at være urolig over. Men de første kristne var faktisk langt mere overbeviste end os om, at de levede i de sidste tider, og alligevel var de så fulde af håb for fremtiden og glæde, at de etablerede et revolutionerende nyt socialt fællesskab, som verden aldrig før havde set. Et fællesskab hvor livet ikke består i at have og forbruge og sikre sig selv, men i gavmildt at give og tjene.

Fordi de i deres dåb havde fået del i kraften fra Jesu død og opstandelse – eller i en kærlighed stærkere end alt, hvad der kan skille os ad, stærkere end selv døden, som tilsyneladende altid gør det til sidst.

Fordi de i nadverens fællesskab - i den nadver, som dengang var et rigtigt mættende fælles måltid - blev ét med Kristus og så, at den gavmildhed og overflod, som Kristus havde givet folkeskarerne på bjerget i ørkenen del i, var noget, som de i nadverens sakramente selv fik del i.

Fordi brødet, som ved spisningsunderet i ørkenen først blev delt i mange stykker og bagefter samlet i de tolv kurve, var et tegn på, ja på en dyb måde var forbundet med Kristi eget legeme, som snart skulle sønderbrydes på korset og siden skulle uddeles til og mætte alverden.

Derfor siges det i evangeliet, at resterne af den lille drengs fem bygbrød blev samlet i tolv kurve, for disse tolv kurve symboliserer Israels tolv stammer, men også de tolv disciple og dermed det nye universelle gudsfolk. 

Derfor har det også en dybere symbolsk betydning, når det i dagens evangelium tilsyneladende tilfældigt nævnes, at "påsken, jødernes fest, var nær".

Derfor måtte Jesus’ kongetrone være det kors på Golgata, som vi her i fastetiden nærmer os dag for dag. Det kors der er en dom over de utallige måder, hvorpå vi forvalter vor rigdom for at sikre os selv på andres bekostning. Det kors som holder os fast på, at Gud aldrig tvinger os, og at vi aldrig kan fralægge os vores egen frihed og vores eget ansvar og skyld for vores tvetydige verden og for hinanden. Sådan som vi i grunden altid gør ved kynisk at gøre verden til en håbløs eller til en gudløs affære.

Så kære menighed, måske skulle vi mætte i stedet for at forsøge at sikre os selv lære af de sultne – eller med Jesu ord i Bjergprædiken lære af de fattige og af dem, der lider og tørster efter retfærdighed, hvad tro, håb og kærlighed virkelig betyder!

Og så bare her til sidst: Dette lærte den svenske præst Torgny Wirén, da han i en påske i anden halvdel af 1990erne besøgte det berømte kloster Taizé i Frankrig. Der var efter fem års myrderier netop blevet skrevet under på en våbentilstand i den brutale og blodige borgerkrig mellem de tre etniske grupper i Bosnien, serbere, kroater og muslimer. Derfor kom Torgny Wirén til at bo sammen med en gruppe unge fra Bosnien, og en af de unge bosnierne i Taize, en 17-årig pige, som boede kun 25 km uden for Sarajevo, blev interviewet af fransk TV. 

”Hele din ungdom er blevet ødelagt af krigen”, sagde den franske journalist, og stillede hende så sit spørgsmål: ”Hvordan kan du fortsætte med at tro på en god og kærlig Gud, efter alt det onde, du har oplevet?” Pigen så forbavset ud, og så sagde hun tre ting:

-        ”Tror du, at det er Gud, som har ført krig i Bosnien?”.

-        ”Og hvordan tror du, at vi havde klaret alle disse svære lidelser, al sorg og al skræk, hvis ikke Gud havde givet os kraften?”.

-        ”Og hvordan kan du bilde dig ind, at vi tør tro på fremtiden – en fremtid hvor bosnier, serbere og kroater lever side og side – hvis ikke Gud er med os?”

Det er sjældent, at jeg har set en journalist stå så nøgen tilbage, uden flere spørgsmål, skriver Torgny Wirén. Den franske journalist havde set krigens elendighed fra sin sofa, og kunne tillade sig selv at stille spørgsmålet, om Gud virkelig eksisterede. Pigen kom derimod fra fem år med krig og havde ikke kunnet undvære Gud i sin kaotiske og utrygge verden. Og den svenske præst følte sig også ramt, så det sved. For han var jo som den franske journalist vokset op i et land, hvor intet kunne bringe uorden i velfærden og i Sveriges dengang så højt besungne tryghed. 

Og så skriver Torgny Wiren til sidst i sin tekst fra 1997 følgende: ”Pigens svar føltes som drengens råb i ”Kejserens nye klæder”. Det var hende, der fik mig til at indse, hvor nøgne vi egentlig er og hvor uhyggeligt hurtigt velfærden kan rykkes væk under os. Vor tryghed er ikke så uforanderlig og fast funderet, som jeg troede. Alting kan rykkes væk, alt kan ødelægges. Med chokerende tydelighed indså jeg, at der kun var en eneste ting, som holdt, uanset hvad der sker med vor arme verden, uanset hvad der sker med mig som person. Uanset hvordan fremtiden vil blive, forstod jeg, at der kun er en ting tilbage, som kan give mig virkelig tryghed, at der kun er en ting, som er min længsel og kærlighed værdig. Det er Gud og kun Gud.” Sådan skrev Torgny Wirén. 

Det er ikke os eller vores tro, som skal fortjene eller vise os værdige til Guds kærlighed, men Gud elsker os alligevel, og kun Gud er vores tro og længsel værdig.

Vi skal elske vores næste som os selv, siger Jesus, men hvis vi ikke elsker Gud som Gud, så gør vi os selv eller andre til guder, og det kan intet menneske bære. Og når Gud er skjult til stede i manden på korset, så kan hans rigdom og godhed være til stede overalt og altid overrumple os. Så kan Gud vise sin herlighed i fem brød og to fisk ude i en øde og ufrugtbar ørken. Men også i vort eget liv. 

Amen. 

Henvisninger og noter:

1. Når jeg i prædikenen påpeger, at de første kristne så deres nadver i lyset af evangeliet om bespisningssunderet i ørkenen, og at nadveren, som dengang bestod af et rigtigt fællesmåltid, samtidig var et tegn, som holdt dem fast i godheden i vores tvetydige verden, skyldes det et spændende anonymt oldkirkeligt skrift "Didaké" eller "De tolv apostles lære", som stammer fra første halvdel af det 2. århundrede. Manuskriptet til "Didaké" blev først fundet i Konstantinopel/Istanbul i 1873, men dets indhold er i store træk også kendt fra andre oldkirkelige skifter. 

Ifølge dette skrifts anvisninger, skal menigheden ved deres fælles måltid eller nadver før brødets brydes bl.a. sige følgende, som tydeligvis referer til bespisningsunderet i ørkenen: "Som dette brød var spredt på bjergene og samledes og blev ét, lad således din menighed samles fra jordens ender og ind i dit rige."

Og efter at have spist sig mætte, skal menigheden bl.a. takke med ordene: "Du, almægtige hersker, skabte alt for dit navns skyld. Mad og drikke har du givet mennesker at nyde, for at de skulle takke dig, men os har du skænket åndelig mad og drikke og evigt liv ved din tjener."

"Didake" er oversat til dansk og kommenteret af Bent Noack og kan læses i "De apostolske Fædre" (udg. af N.J. Cappelørn m.fl.), København 1985.

2. Torgny Wirén og Mats Johansson: Under overfladen. En andagtsbog for unge og andre voksne. Unitas Forlag 2000 (oversat til dansk af Carina Hansen fra den svenske originaludgave fra1997).

3. Sammenhængen i oldkirken mellem Bespisningsunderet i ørkenen og den kristne nadver kan man se i de berømte mosaikker fra det 5. århundrede i kirken Sant'Apollinare Nuovo i Ravenna, hvor der overfor hinanden er henholdsvis en nadverscene med brød og fisk og en fortolkning af bespisningsunderet: