Prædiken til 2. søndag i fasten holdt den16. marts 2025 i Vestervang Kirke.

Af sognepræst Andreas Peter Dornonville de la Cour.

Salmer: 741 Op, min sjæl, thi sol er oppe; 582 At tro er at komme; 410 Som tørstige hjort; 461 Jesus Kristus er til stede; 474 Jesus Krist, du gav mig livet; Jeg er i Herrens hænder

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus: 

Jesus gik bort derfra og drog til områderne ved Tyrus og Sidon. Og se, en kana'anæisk kvinde kom fra den samme egn og råbte: »Forbarm dig over mig, Herre, Davids søn! Min datter plages slemt af en dæmon.« Men han svarede hende ikke et ord. Og hans disciple kom hen og bad ham: »Send hende væk! Hun råber efter os.« Han svarede: »Jeg er ikke sendt til andre end til de fortabte får af Israels hus.« Men hun kom og kastede sig ned for ham og bad: »Herre, hjælp mig!« Han sagde: »Det er ikke rigtigt at tage børnenes brød og give det til de små hunde.« Men hun svarede: »Jo, Herre, for de små hunde æder da af de smuler, som falder fra deres herres bord.« Da sagde Jesus til hende: »Kvinde, din tro er stor. Det skal ske dig, som du vil.« Og i samme øjeblik blev hendes datter rask. Amen (Matthæusevangeliet 15,21-28).

At høre Guds Ja under hans Nej.

Først en bøn:

”Gud, du må ikke træde ud af denne verden. Nu gælder det om at holde fast. Jeg vil holde Gud fast lige her hos mig. Du skal blive her, Gud – du må ikke gå fra mig i denne verden. Om jeg så skal lægge mig ned på alle fire og ydmyge mig selv helt og aldeles foran alle de mennesker, hvis domme jeg allerede kender. Om det er for dig, om det er det, der skal til for at holde dig fast, for at holde dig her hos mig, så vil jeg gøre det. Jeg vil skrige, råbe og kaste mig ned foran dig uanset hvad så hele verden siger. For jeg har brug for dig, og din hjælp mod alle mine fjender, imod den sygdom, som har ramt min datter. Tårer er blevet mit brød dag og nat, giv mig blot en smule af dit brød, det beder jeg om”.

Nogenlunde sådan forestiller jeg mig den kana’anæiske kvinde komme løbende Jesus i møde i dagens evangelium fra Matthæus. Jesus og disciplene befinder sig i området omkring to af datidens store og livlige havnebyer Tyrus og Sidon. De er altså på udebane. Dette møde finder ikke sted i det hjemlige, landlige miljø i det jødiske Galilæa. Og det er da også en fremmed, som kommer til Jesus i dag. En ”kana’anæisk kvinde” skriver Matthæus, og hermed betegner han kvinden som værende ud af områdets oprindelige folk.

Kvinden kommer med andre ord ud af en anden kultur end den jødiske, som er Jesus’. Hun er ikke en del af det Guds folk, som Gud stiftede en pagt med århundreder forinden igennem folkets stamfader Abraham. Gud viste sig for og kaldte på Abraham flere gange igennem hans liv. Gud havde udset sig Abraham som sin, opsøgte ham og gav ham det opdrag at bryde op fra sin hjemstavn i nutidens Irak og søge hen og slå sig ned i et andet land, Kana’ans land, og det land skulle væres hans og hans efterkommeres.

Mennesket Jesus er sådan en efterkommer. Men kvinden ser i ham noget mere. Hun forventer noget mere. I hendes desperation, hendes datter er alvorligt syg, tændes et spinkelt, men umådeligt stærkt håb i ordet om, at denne mand, Jesus, en tømrersvend fra Nazareth, skulle være så magtfuld, at han skulle være i stand til at hjælpe hende. 

Kvinden, som kommer til Jesus, er ikke afklaret, hun er ikke i ro, hun er ikke i balance. Tværtimod. Hun er totalt ude af den. Og hun finder frem, fortæller Matthæus. Hun finder frem til Gud ved at skrige og råbe og kaste sig ned. Og så bliver hun afvist. Først med ordene: ”Jeg er ikke sendt til andre end til de fortabte får af Israels hus”. Det er svært ikke at høre andet end en afvisning, et temmelig stort nej heri. Men kvinden bliver ved. Ikke i en stolt kamp. Men i en håbløs desperation: ”Herre, hjælp mig”. 

Hvortil Jesus svarer: ”Det er ikke rigtigt at tage børnenes brød og give det til de små hunde”. Endnu et nej. Endnu en afvisning. Der er tilsyneladende ingen vej ind til Guds hjælp for denne kvinde. Guds barmhjertighed for denne kvinde er lukket land. Guds nåde er stængt. Og så alligevel ikke. ”Kvinde, din tro er stor.” Hendes tro hænger måske sammen med dybden af hendes nød. Og troen er så stor, at Guds nej til hende, to gange nej faktisk, ved troens vej viser sig som Guds ja til hende: ”Det skal ske dig som du vil. Og i samme øjeblik blev hendes datter rask”, fortæller Matthæus.

[Ludovico Carraci (1555-1619): Kristus og den kana'anæiske kvinde]

Denne fortælling hos Matthæus spejler et afgørende aspekt ved troen i Kristus: Den Kristus-troende må gøre sig rede til at blive afvist. Ikke bare af omverden som da disciplene forsøger at holde kvinden væk fra Jesus. Men af Gud selv. Mange vil uvægerligt igennem sit trosliv erfare netop det. At han eller hun afvises af Gud selv. Gud kan synes tavs, uengageret, ikke til stede i vores verden, både den store, som vi deler, og den mindre, som vi anser for vor egen. Når Gud er tavs sådan, når han ikke griber ind, så hører vi et nej. Andet kan vi ikke.

Og dog hører troen et skjult ja i dette nej. Hermed mener jeg ikke en form for magisk tænkning med mulighed for, at alt kan blive vendt fra ondt til godt på mystisk-magisk vis. Ej heller mener jeg en form for positiv tænkning, hvor vi ved hjælp af tankens, viljens og overbevisningens kraft kan få drejet livet i den rigtige retning. Nej, det skjulte ja i Guds nej til os er helt reelt. Der er noget i os, som Gud afviser helt og aldeles. Noget han må sige nej til i os. 

Jamen, denne kvinde, siger vi, hvad skulle hun have gjort dog, hvad er det dog i hende, som skulle afvises på denne måde? Svare klart på det, kan jeg ikke. Det er ikke for mennesker at svare på, hvad som Gud må afvise i den anden. Det er ikke for mennesker at kaste dom over vores nabo. Den egentlige dom over et menneske er Guds. Og dommen lyder igennem påskedagene, som vi nærmer os. Her tager Gud al menneskets skyld på sig i døden på korset. Korset er som sådan Guds store nej til os, kunne man sige. Og dog hviler i korset Guds skjulte ja: I den gerning viser Gud sin kærlighed og barmhjertighed for os. Det er kristendommens gåde, at det forholder sig sådan. En gåde som kun kan blive synlig for os igennem troens øjne. En gåde som vi kan få del i, når vi om lidt samles til nadveren, hvor vor Herre giver sit legeme og blod for os, så vi kan få del i ham.

I nadveren er der tale om en forening og en solidaritet mellem Gud og menneske, som er en anden, end den Abraham gjorde med Gud. Abraham og hans efterkommere var oprindeligt udvalgte af Gud blandt alle folk. Den kana’anæiske kvinde og alle os andre med hende kan ikke henvise vores relation til Gud og hans barmhjertighed igennem andet end den tro, som viser sig i vor allerdybeste nød.

”Du skal blive her. Du må ikke forlade denne verden. Og lade os alene i verden.” Sådan lyder det fortvivlede menneskes skrig til Gud. Kunne vi nå frem til Gud ad egen vej, ad meditationens, ligevægtens, balancens, retfærdens vej, som det anbefales mange en søgende menneskesjæl at begive sig ud på, så er det dog ikke vejen til Kristus. Svære kampe i en indre og ydre modstand er en del af vejen til Kristus, når vi ihukommer den kana’anæiske kvinde. Selv derhen hvor vi kan føle os aldeles forladt af Gud og hans barmhjertighed. 

Gå nu om lidt til hans nadver og hør deri, at han er brødet, og at brødet er givet til dig. Og selvom alverden og Gud selv skulle sige noget andet, så sig da i dit hjerte med Kingos ord fra salmen, som vi begyndte med i dag: 

Lad i dag min sjæl opsanke
nåde-smuler ved dit bord!

Så skal du høre Guds ja lyde under hans nej.

Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden, som det var i begyndelsen, således også nu og altid og i al evighed. Amen.