Prædiken til Fastelavns søndag holdt i Vestervang Kirke den 2. marts 2025.

Af sognepræst Troels Bak Stensgaard.

Salmer: 192 Hil dig frelser; 208 Skriv dig Jesus på mit hjerte; 637 Du som mættes tusind munde; ”Du holdt dig ikke selv for god” (nr. 67 i Joh. Johansens: Min egen salmebog); 474 Jesus Krist, du gav mig livet; ”Når den store sol er slukket” (nr. 218 i Min egen salmebog).

Bibelske læsninger: Salmernes Bog 2; 1. Petersbrev 3,18-22; Matthæusevangeliet 3,13-17.

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus: 

Da kommer Jesus fra Galilæa til Johannes ved Jordan for at blive døbt af ham. Men Johannes ville hindre ham i det og sagde: »Jeg trænger til at blive døbt af dig, og du kommer til mig?« Men Jesus svarede ham: »Lad det nu ske! For således bør vi opfylde al retfærdighed.« Så føjede han ham. Men da Jesus var døbt, steg han straks op fra vandet, og se, himlene åbnede sig over ham, og han så Guds ånd dale ned ligesom en due og komme over sig; og der lød en røst fra himlene: »Det er min elskede søn, i ham har jeg fundet velbehag!« Amen (Matthæusevangeliet 3,13-17).

Kære menighed!

Den morgen, hvor Rusland angreb Ukraine for tre år siden – den 24. februar 2022 - havde jeg om eftermiddagen en gudstjeneste på Montebello Plejehjem. Efter gudstjeneste bad to af plejehjemmets beboere mig om at sige lidt til opmuntring og trøst på grund af situationen i Ukraine, som jeg slet ikke havde berørt i min prædiken. ”Vi er bange”, sagde den ene, og den anden var også meget berørt af situationen. Måske fordi de to i deres ungdom havde levet med angsten for en alt ødelæggende atomkrig mellem Sovjetunionen og Vesten, og nu følte denne angst komme igen.  

Men jeg havde ikke hørt nyheder den dag, og vidste ikke, at krigen allerede var begyndt.

Derfor stod jeg og klogede mig politisk for at berolige dem: Putin er grundlæggende et kynisk og rationelt magtmenneske og vil sikkert ikke begynde en stor angrebskrig med uoverskuelige og farlige konsekvenser, forklarede jeg. ”Tja, jeg er nu ikke så sikker på, at Putin er så rationel”, indvendte en af de to stille. Da jeg kom hjem og tændte for fjernsynet, måtte jeg jo også æde mine egne ord om Putins rationalitet i mig.

Dengang for tre år siden talte mange om en ny verdensorden, og det gør mange også nu efter mødet mellem den amerikanske og den ukrainske præsident i forgårs, som endte i en diplomatisk katastrofe for rullende kameraer. Ja, bare rolig, jeg skal ikke forsøge at kloge mig igen politisk, men verdenssituationen synes p.t. mere kaotisk og uforudsigelig end nogensinde under denne forfærdelige krig. Men måske den ældgamle Davidsalme (Sl. 2) fra Det gamle Testamente, som vi hørte først i dag fra alteret, har noget vigtigt at sige os i netop denne situation.

Det er en salme, som måske stammer helt fra kong Davids tid, og som ifølge en udbredt teori blev brugt ved den rituelle kroning af en ny leder, altså ved indsættelse af en ny konge i Jerusalem. Sådan forklarer den moderne bibelvidenskab nemlig disse mærkelige ord: ”Du er min søn, jeg har født dig i dag.” Salmen afspejler i hvert fald ældgamle forestillinger i om kongen som guddommelig, som vi især kender fra Egypten, hvor Farao blev regnet for at være solens søn.

Men selv om den bibelske salme taler om en konge, som er guddommelig, og som skal herske over folkeslagene, så lægger den ikke skjul på, at der er langt fra salmens ord om kongens som Guds mægtige søn, som skal herske over alverden, og så til virkelighedens verden. Derfor begynder salmisten i Bibelen med undrende at spørge: Hvorfor er nationer i oprør og hvorfor lægger folkeslag planer, som ikke kan lykkes? Hvorfor rejser jordens konger sig mod Herren og hans salvede?

Det var med andre ord dengang slet ikke så entydigt, hvem der herskede i verden, eller hvem der havde kontrol! Og selv den legendariske kong David var aldrig bare tilnærmelsesvis så mægtig som den guddommelige hersker, der beskrives i salmen: Israel var aldrig en supermagt, og allerede efter Davids søn Salomon var Israels tid som regional stormagt forbi. Men alligevel eller måske netop derfor bad fromme jøder denne salme århundrede efter århundrede, hvor Israel blev erobret af den ene magt efter den anden, og salmen blev en del af jødernes bibel og fromhedsliv.

Hvorfor? Fordi mennesker i urolige og svære tider altid længes efter en stærk og retfærdig leder, som kan sikre fred og retfærdighed til alle. Men Davidsalmen synes tydeligt nok at sige, at Guds magt ikke er en diktators magt, som med vold og magt gennemfører sin egen orden. ”Lykkelig hver den, som tager sin tilflugt hos ham”, hedder det i salmens sidste linje, og i mange af de andre Davidsalmer i Det gamle Testamente hører vi, at det retfærdige menneske, den der handler ret og lever efter Guds lov, er sårbar og ofte forfølges af denne verdens magthavere.

Derfor vil de gammeltestamentlige salmer ligesom profeterne altid få os til at vælge: Hvem stoler vi på i en kaotisk verden? Sætter vi vores lid til de magthavere, som vi kan se, eller til den Gud, som vi ikke kan se . . . til magtens rå styrke eller til retfærdigheden? Til kærligheden kunne vi med et kerneord i Det nye Testamente også sige!

Derfor rummer dagens evangelium også en klar advarsel mod enhver lederdyrkelse, og især dem, som legitimerer sig selv religiøst.

Vi hører om Johannes Døber, som ville bane vejen for en ny leder, Guds udvalgte Messias, ved at kalde til omvendelse, så Johannes døbte med vand alle dem, som lovede bod og bedring.

Men så kom Jesus til ham, og Johannes vidste, at Jesus var Guds udvalgte; den unikke leder; undtagelsesmennesket; den stærkere, som skulle komme efter ham selv og som skulle døbe eller rense verden med ild og Helligånd. 

[Jesu dåb. Illustration fra den såkaldte Hitda-Codeks fra o. år. 1020]

Døberen vidste at hans egen dåb så at sige var det rene vand ved siden af dette, som han så i Jesus.

Men til Johannes’ store overraskelse, så ville Jesus alligevel døbes af ham.

Og så gik Jesus ned i vandet til alle de andre syndere, selv om han selv var uden synd og i princippet gav Johannes ret i, at han ikke havde brug for hans dåb.

”Lad det nu ske”, siger Jesus, og ”for således bør vi opfylde al retfærdighed”.

Det betyder, at vi der i vores dåb fik del i Jesu dåb skal stræbe efter at indrette samfundet retfærdigt.

Men at det går galt, hvis vi glemmer en anden og større retfærdighed end den, som deler mennesker op i de rigtige og de forkerte. Nemlig den retfærdighed der kommer til udtryk i, at Jesus lader sig døbe med den dåb, som er for syndere og skyldnere, selvom han selv er uden synd og skyld.                                                    

Jesus kom til Johannes og blev døbt for at lære os ydmyghed, sagde Dionysos bar Salibi og med ham hele den oldkirkelige tradition.

”Jeg trænger til at blive døbt af dig, og du kommer til mig”, siger Døberen, og bliver dermed også til en model for al sandt lederskab.

For det at være en sand leder er ikke at stå på sin ret og kræve respekt fra andre og måske puste sig forfængeligt op. Det er derimod at kende til sine egne begrænsninger og vide, at man også selv har brug for den renselse, den omvendelse, som Johannes’ dåb var udtryk for.

Vores liv i den moderne vestlige verden er i stigende grad præget af en noget for noget-tankegang. 

Du skal respektere mig, sådan som jeg er, du skal respektere min styrke, mit land og reglerne i mit rum, i mit firkantede eller runde eller måske ovale værelse, så respekter jeg dig, sådan som du er.

Men Gud er ikke fanget i den tankegang. Han elsker og giver sig hen til døden med en kærlighed, som tåler alt, udholder alt, tror alt. Han elsker verden og har ikke brug for at begrunde sin kærlighed. Han er ligeglad med, hvem der har fortjent hans kærlighed, og hvem der ikke fortjener den. Derfor er hans kærlighed sårbar eller forsvarsløs. Fordi den er betingelsesløs og ikke har andet end sig selv at sætte sin lid til. Men det er også derfor, at det kristne budskab har denne magnetiske kraft og kan give trøst og håb i selv de sværeste situationer. Fordi vi her møder en kærlighed, som ikke kan true os. For hvordan kan vi sige nej til den konge, som kun vil os det godt og som vil dele alt med os? 

Vi vil gerne hæve os over andre, og kan vi ikke gøre det konkret, så kan vi altid hæve os over dem moralsk. Men vi kan kun være fælles med andre om noget, hvis der er noget, som er større end det, der adskiller os. Noget som forpligtiger os, men ikke tvinger os, og som vi dybest set alle kun kan tage imod, og som dermed gør os alle lige.

Og så bare lige til sidst: Vi synger i dag hele tre salmer af Johannes Johansen, den legendariske biskop over Helsingør stift og store salmedigter, som nu på tirsdag den 4. marts ville have kunnet have fejret sin 100 års-fødselsdag, hvis han ikke var død i 2012.

Der er mange historier i omløb om biskop Johansens festlige sider. Da Vestervang Kirke i 1991 kunne fejre 25-års jubilæum, og der var lejlighed til at opleve, hvorfor vores kirke af nogle kaldes for Festervang, så tog Johannes Johansen f.eks. gevaldigt del i festen, og på et tidspunkt manglede biskoppen en god cigar, som vores daværende organist, Leif Valbjørn, så heldigvis kunne forsyne ham med. ”Han lovede mig”, har Leif siden fortalt, ”at jeg fik min tak i himmerige, så nu håber jeg, at vi begge havner dér.”

Ja, dér håber jeg sandelig også selv at havne, og måske endda få en god cigar, men når jeg til tider gribes af tvivl, så trøster jeg mig med, at for biskop Johansen hang evighedshåbet sammen med, at han som en god lutheraner vidste noget om det mørke, som er i verden og inde i ethvert menneske, og som så ofte møder os hans salmer. Det gælder også i den ellers så poetiske og livsbekræftende aftensalme, ”Når den store sol er slukket”, som står på det udleverede sangark, og som vi skal synge til sidst i dag, og som i mange år har været min egen favorit, når mine børn skulle puttes. Ligesom det også gælder for Johansens langt mere kendte og elskede aftensalme: ”Du som har tændt millioner af stjerner”, som slutter med verset:

Du som har tændt millioner af stjerner,

mørket i verden vil du byde trods.

Du er vor Far, den der vogter og værner,

Lys i det mørke, som kommer fra os.

Eller som Johansen formulerede det engang i en prædiken over evangeliet om Jesu dåb, hvortil han også skrev den anden salme, som I har fået udleveret på sangarket: ”Jesu dåb er også din dåb. Dermed er du den enkelte anbragt i slægtens sammenhæng. Du står last og brast med alle andre, du får noget med at gøre. Noget af deres mørke og umulighed hviler over dig . . . Du kan ikke sige: ”Jeg er sgu min egen – hvad rager det mig?”. Jo, du kan godt sige det sådan, men det er løgn, snyderi, et moderne fornemt flugtforsøg . . . . .”

Men så pegede biskoppen også på, at dåben ikke kun er at få del i Jesu og dermed i alles død, men også at få del i opstandelsens håb, og sagde følgende: 

 ”Jo ældre man bliver, og jo mere man skuffes af sig selv og andre, des gladere, synes jeg, man bliver for sin barnedåb, at Guds velbehag, blidt som en due, dalede ned over mig. Mens jeg intet selv kunne sige, lød faderrøsten for første gang ind i mit lille liv: Dette er mit barn, det elskede!”

Amen.

[Johannes Johansen, 4. marts 1925 - 20. februar 2012, salmedigter og biskop over Helsingør Stift 1980-95. Johansen har fået 14 originale salmer og to bearbejdninger optaget i Den Danske Salmebog. I 1996 udgav han samlingen "Min egen Salmebog" med hele 292 salmer fra hans hånd. Portrættet er fra 1986, malet af Astrid Eugenie Doxrad og ophængt i Sct. Olai Kirke/Helsingør Domkirke.]