Prædiken til søndag septuagesima holdt i Vestervang kirke den 16. februar 2025.

Af sognepræst Andreas Peter Dornonville de la Cour.

Salmer; 30 Op, alle som på jorden bor; 412 Som vintergrene; 289 Nu bede vi den helligånd; 170 Fra verdens morgenstund udgår; 476 Kornet, som død i jorden; 721 Frydeligt nu med jubelkor.

Bibelske læsninger fra alteret: Jeremias’ Bog 9,22-23; 1. Korintherbrev 9,24-27.

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus: 

Jesus sagde: »Himmeriget ligner en vingårdsejer, der tidligt om morgenen gik ud for at leje arbejdere til sin vingård. Da han var blevet enig med dem om en dagløn på en denar, sendte han dem hen i sin vingård. Ved den tredje time gik han ud og så nogle andre stå ledige på torvet, og han sagde til dem: Gå I også hen i min vingård, så skal jeg betale, hvad I har ret til. De gik derhen. Igen ved den sjette og den niende time gik han ud og gjorde det samme. Ved den ellevte time gik han derhen og fandt endnu nogle stående dér, og han spurgte dem: Hvorfor har I stået ledige her hele dagen? De svarede ham: Fordi ingen har lejet os. Han sagde til dem: Gå I også hen i min vingård. Da det blev aften, sagde vingårdens ejer til sin forvalter: Kald arbejderne sammen og betal dem deres løn, men sådan, at du begynder med de sidste og ender med de første. Og de, der var blevet lejet i den ellevte time, kom og fik hver en denar. Da de første kom, troede de, at de ville få mere; men også de fik hver en denar. Da de fik den, gav de ondt af sig over for vingårdsejeren og sagde: De sidste dér har kun arbejdet én time, og du har stillet dem lige med os, der har båret dagens byrde og hede. Men han sagde til en af dem: Min ven, jeg gør dig ikke uret. Blev du ikke enig med mig om en denar? Tag det, der er dit, og gå! Jeg vil give den sidste her det samme som dig. Eller har jeg ikke lov til at gøre, hvad jeg vil, med det, der er mit? Eller er dit øje ondt, fordi jeg er god? Sådan skal de sidste blive de første, og de første de sidste.«  Amen (Matthæusevangeliet 20,1-16). 

I Faderens og Sønnens og Helligåndens navn. Amen.

For et par år eller 10 siden var det på højeste mode at tale om konkurrencestaten. Ordet er politologisk begreb, hvormed vi kan beskrive, hvilken type samfund vi lever i. Og fortegnet for dette samfund er altså konkurrencen. Konkurrence udadtil stater mellem stater sådan som vi er vidner til i disse tider. Men så sandelig også konkurrencen indadtil borgere mellem borgere. Andre gange taler vi om vores samfund som et velfærdssamfund, et tillidssamfund, et retssamfund eller som et demokrati. Men når vi taler om konkurrencestaten, så taler vi altså om konkurrencen som det afgørende prisme, hvorigennem dynamikkerne i vores samfund kan forstås: Som et menneskeliv i konstant konkurrence. 

Konkurrencen er et ord, vi normalt kender fra sportens verden. Ordet stammer fra latin og betyder noget i retning af at løbe sammen med og imod hinanden. 

I konkurrencestaten gælder det også om at komme først. Komme med på toget. Det gælder om at få de rigtige venner og bekendte, komme i den rigtige skole, få de bedste karakterer, så man kan komme ind på den rigtige uddannelse, så man kan få den rigtige karriere, så man kan få det rigtige hus og de rigtige børn, for så kan de igen få de rigtige venner, komme i den rigtige skole, få de bedste karakterer og… ja, I forstår vel nok pointen, håber jeg.

Man bliver helt forpustet bare ved tanken. Og det bliver mange mennesker jo så også helt reelt. Børn og unge, voksne og ældre. Skolevægring og mistrivsel er fænomener, som jeg efterhånden har hørt så meget om, at jeg vægrer mig ved overhovedet at tale om det…

Og dog står jeg her og nævner det, fordi Paulus jo i dag i sit brev til menigheden i den pulserende havneby Korinth bruger netop konkurrencebilledet fra sportens verden til at beskrive – ikke livet i samfundet – men livet i Kristus, og han skriver: ”Ved I ikke, at de, der er med i et løb på stadion, alle løber, men kun én får sejrsprisen.” 

– Jo, jo, det ved vi jo godt, og det vidste korintherne så sandelig også. Det er sportens verden og liv, Paulus taler om, men hvordan kan vi forstå det, når vi taler om et liv i Kristus? ”Løb, sådan at I vinder den! Løb, sådan at I er den, der går af med sejrskransen.”

Hvis sejrskransen er et liv i Kristus, så må vejen derhen være noget andet end stadions løbebane. Vejen mod Kristus går igennem korset, igennem al verdens modgang. Og sejrskransen må findes i tornekroningen, ikke i laurbærkransen. Med andre ord - når Paulus bruger konkurrencebilledet i dagens brev til korintherne, så er der tale om en ganske anden konkurrence, end den vi lever i i dagens og verdens konkurrencesamfund, hvor kampen om status og hæder æder angste sjæle op.

I konkurrencestatens kamp uddeles status horisontalt, mennesker imellem. Den deles efter skiftende tidsånder og svært gennemskuelige mønstre. Den gennemgående konstant i denne kamp om status og anerkendelse er menneskets længsel efter samme. Jeg kunne også have nævnt magt og penge, men i grunden tror jeg, at disse dækker over to andre grundlæggende behov i menneskelivet, nemlig anerkendelse og sikkerhed eller tryghed. Ethvert menneske længes efter det. Selv de allerstørste kanoner og stjerner.

Men den status, den sejrskrans, som Paulus taler om, er en ganske anden. Det er den, som kommer fra Gud. Det er den, som kommer fra vingårdsejeren i Matthæus’ lignelse, den vingårdsejer som giver samme løn, uagtet hvor mange timer du har lagt i vingården. Jamen strider de to billeder da ikke imod hinanden: PÅ den ene side Paulus’ billede fra sportens og konkurrencens verden, fra stadionløbet, hvor sejren gives til den bedste sportsmand, den som har været mest stræbsom og vedholdende og fokuseret i sin træning – og så på den anden side Matthæus’ billede fra arbejdslivet, hvor den normale logik smadres, og der pludselig gives samme løn for ulige arbejde? 

For en umiddelbar betragtning måske! Men holder vi de to billeder sammen, siges alligevel mere om det kristne liv, end det ene kunne gøre bare alene. For begge siger de jo noget afgørende og sandt om kristenlivet.

Matthæus først: I Guds rige er vi alle stillet i en enhed. Og til Guds rige kommer vi – ikke fordi vi arbejdet så og så meget – til Guds rige kommer vi, fordi Gud kalder på os, sådan som vingårdsejeren kalder på daglejerne. Fra tidlig morgen til den tredje, sjette, niende og i den ellevte time går husbonden ud og søger stedse nye arbejdere til sin mark. Ofte foranlediges vi til sammen med de tidligst kaldte arbejdere at forarges. Men er det ikke mindst lige så forunderligt at tænke sig denne vingårdsejer, som på trods af at dagen snart er omme, og natten er nær, går ned på pladsen og kalder arbejdere til sig på ny? Det er et billede fuld af nåde. Et billede på Gud som igen og igen kalder på os. Om vi stået ledige og inaktive hele dagen eller hele vort liv, han kommer tilbage igen og igen og kalder os til sig. Til et liv i hans vingård, et liv i enhed med alle andre, som også er kaldede. Her gælder konkurrencen og statuskampen ikke længere, her er status og værdighed givet med det kald, som har lydt til os.

Det bedste billede vi har på denne enhed i Guds rige, er givet os i sakramenterne dåb og nadver. I dåbens sakramente kalder Gud på det enkelte menneske, til en ny status og til evigt liv. I alterets sakramente samles vi i menigheden høj som lav og modtager brødet og vinen i enhed for vor Herre. Sådan siger lignelsen og disse to sakramenter det samme til den, som hører.

Men hvad så med Paulus? Aner vi nutidens præstationssamfund snige sig frem i apostlens tale? I så fald ville det være en fejltolkning, fordi Paulus i al sin tale om Kristus peger på, at den værdighed og status, som et menneske skænkes i troen på ham, er af en helt anden karakter end den, som verden og samfundet kan give. Når Paulus taler om at være hård ved sin krop og tvinge den til at lystre, taler han ikke om at gå i fitnesscenter og spise rigtigt. Når Paulus taler om kroppen, taler han om alt det, som vi som mennesker naturligt begærer og søger efter. Verdens anerkendelse, verdens status, verdens tryghed og sikkerhed. Hvis sejrskransen er Jesu Kristi tornekrone, består dysten i at forsage alt det, som kan skille os fra at nå frem. Og det der kan skille os derfra, ja, det er jo i sandhed den statuskamp, vi alle befinder os i. Alles kamp mod alle. Det stadionløb deltager den kristne ikke i. For du er kaldt ind i vingården.

Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden, som det var i begyndelsen, således også nu og altid og i al evighed. Amen.