Prædiken til sidste søndag i kirkeåret holdt i Vestervang Kirke den 24. november 2024.

Af sognepræst Troels Bak Stensgaard.

Salmer: 732 Dybt hælder året i sin gang; 308 Helligånd vor sorg du slukke; 689 Hvor ser der ud i verdens ørk; 319 Vidunderligst af alt på jord; 754 Se, nu stiger solen; 673 O Guddoms-sol fuldstærk og blid.

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus: 

På den tid tog Jesus til orde og sagde: »Jeg priser dig, fader, himlens og jordens Herre, fordi du har skjult dette for vise og forstandige og åbenbaret det for umyndige; ja, fader, for således var det din vilje. Alt har min fader overgivet mig, og ingen kender Sønnen undtagen Faderen, og ingen kender Faderen undtagen Sønnen og den, som Sønnen vil åbenbare ham for. Kom til mig, alle I, som slider jer trætte og bærer tunge byrder, og jeg vil give jer hvile. Tag mit åg på jer, og lær af mig, for jeg er sagtmodig og ydmyg af hjertet, så skal I finde hvile for jeres sjæle. For mit åg er godt, og min byrde er let.« Amen (Matthæusevangeliet 11,25-30).

Kære menighed!

I denne uge har krigen i Ukraine har raset de første 1000 dage, og ukrainerne fik lov til at bruge amerikanske missiler i en del af Rusland, som grænser op til Ukraine. Hvilket nok gør os alle endnu mere urolige for, hvad det kan ende med.

Krigen fik mig til at tænke på et interview med biskop Niels Henrik Arendt, som døde i 2015.

Arendt fortalte nemlig om, hvordan han i sin ungdom som så mange andre i starten af 1960erne var grebet af frygt for en altødelæggende tredje verdenskrig med atomvåben. Efter sin konfirmation var han i tvivl om, hvorvidt han overhovedet kunne kalde sig troende, når han var så optaget af denne frygt. Han havde også dårlig samvittighed på grund af sin ungdommelige livsglæde, fortæller han. For hvordan kunne denne livsglæde forenes med de dystre udsigter for klodens fremtid?

En slags løsning på disse overvejelser kom gennem fordybelse i Jakob Knudsens kendte salme ”Se nu stiger solen af havets skød”, eller som Niels Henrik Arendt selv forklarede: ”Det var ordene i salmen – ’at mig dagen fryder trods synd og nød’ - der fik mig til at indse, at jeg godt kunne tro på Gud, selvom jeg var bange for mørket eller forelsket i pigerne”. Sådan sagde biskop Arendt og fortsatte: ”Salmen blev en tilladelse til at favne livet på godt og ondt med Guds velsignelse. Den lærte mig, at tro ikke behøver at blive truet, når den udsættes for anfægtelse, tvivl og uro, men kan styrkes. Barnetroens trygge, enkle kammer er det bedste for barnet. Insisterer man på at blive siddende derinde som voksen, bliver ens tilværelse forløjet. Det fine er, at den voksne kan genvinde barnets almueagtige fromhed netop ved at udsætte sin tro for livets sorger og glæder. Når man har erfaret, at man lever på kanten af livet og kun holdes oppe, fordi Gud vil det, kan der opstå en næsten barnlig taknemmelighed og fortrøstning.”

Anfægtelsen, tvivlen og uroen havde biskoppen imidlertid stadigvæk en gang imellem. Hvilket Niels Henrik Arendt gjorde rede for på følgende måde: ”Min datter fortalte om et pressefoto fra Dafur. Det viser et barn, der kravler mod en Røde Kors-lastbil i det fjerne, mens en grib kredser over det. Fotografen havde taget sit eget liv efterfølgende. Det billede af barnet kan jeg ikke lægge bort, selv om jeg ikke engang har set det. Findes der en kærlig Gud? En mening med tilværelsen? Troen fylder meget i mit liv, men aldrig uanfægtet. Nogle kan konstatere af et ærligt hjerte, at de aldrig har tvivlet. Det kan jeg ikke. Indimellem må jeg beslutte mig for at skubbe den eksistentielle tvivl fra mig. Ingen har godt af at begive sig så dybt ind i tvivlen, at den bliver til fortvivlelse.”

Det sagde biskop Niels Henrik Arendt. Men hvordan kan vi skubbe den eksistentielle tvivl fra os, sådan som han anbefaler?

Tja, vi hører i dagens prædikentekst nogle ord, som Jesus siger umiddelbart efter, at han selv har mødt både modstand og ligegyldighed i Galilæas byer og især hos dem, som troede at kende Guds veje, de lærde, farisæerne og de skriftkloge. Men det er meget sigende, synes jeg, at Jesus så ikke bliver en bitter eller kynisk mand på grund af denne afvisning. I stedet for takker Jesus Gud for, at det, som Gud har skjult for de vise og forstandige, er åbenbaret for små eller umyndige.

Selv om Jesus blev forkastet, hvilede han i troen på Gud som sin fader, og var overbevist om, at højt hævet over den brogede verden er Gud, og at Gud ved, hvad han gør, og har sine egne veje, som verdens vise ikke forstår. 

Måske vi tænker, at det er unfair, at Gud skjuler vigtig viden for de kloge og intelligente mennesker, som har ansvar for andre, og at farisæerne og de skriftkloge og præsterne ikke kan bebrejdes, at de afviste Jesus, når Gud skjulte sandheden for dem.

Men så kan vi i grunden ikke sige andet, end at evangelisten Matthæus og de andre gamle teologer formåede at holde to sandheder sammen, som for os synes logisk at udelukke hinanden: At Gud på den ene side er almægtig og har tjek på alt, hvad der sker, og dog er mennesker frie og ansvarlige for deres valg og handlinger. 

Når det er svært for os at forene de to tanker, er det fordi, at vi næsten ikke kan lade være med at opfatte Guds væsen og især hans magt ud fra vores egne ønsker om at have magt og styr på alt. Men Gud og mennesker er ikke på samme plan og kan ikke sammenlignes, som om vi med vores magt kunne konkurrere med Gud, og side op og ned sættes der i Det nye Testamente spørgsmålstegn ved vores opfattelser af magten. 

Derfor begynder det med, at den almægtige usynlige Gud åbenbarer sig i det lille afmægtige barn Jesus i krybben i provinsen Judæa, så langt væk fra magtens korridorer som tænkes kan. Og vores magt hvis sprog er tallet, den fysiske og økonomiske styrke, sættes fra da af i relief af den kærlighed, der kommer til orde i dette barns liv og skæbne.    

”Jeg har besluttet, at jeg hos jer ikke vil vide af andet end Jesus Kristus og det som korsfæstet”. Sådan skriver Paulus tilsvarende i sit første brev til menigheden i Korinth, og apostlen er selvfølgelig helt på det rene med, hvor problematisk og provokerende det lyder.

I det samme brev skriver Paulus endda næsten det samme, som Matthæus i dagens tekst refererer Jesus for at have sagt: ”Det, som er dårskab i verden, udvalgte Gud for at gøre de vise til skamme, og det, som er svagt i verden, udvalgte Gud for at gøre de stærke til skamme, og det, som, verden ser ned på, og som ringeagtes, det, som ingenting er, udvalgte Gud for at gøre det, som er noget, til ingenting, for at ingen skal have noget at være stolt af overfor Gud.” 

Det kun at ville prædike Jesus Kristus som den korsfæstede er med andre ord det samme, som Jesus priser Gud for at skjule for vise og forstandige og åbenbare for umyndige. Det er at tale om Gud og se Gud i Kristus - ikke som den almægtige og derfor fjerne i forhold til vores erfaringer - men som den medlidende og nærværende. For kristendommen og troen på Kristus befrier os ikke fra vores liv, hvor der også er modgang og sorg og tvivl. 

”Men i øvrigt i disse tider er det vel en velsignelse at have et menneske at dele de vigtigste ting i livet med og sammen vokse.”. Sådan skrev en gammel kollega, som snart kan fejre guldbryllup, til mig i går aftes, og det er smukt og sandt, selv om det ikke er alle, som har et menneske at dele livet med, og selv om der er byrder, som vi ikke kan bære selv for vores elskede.

Men prædikenen om den korsfæstede og opstandne frelser er et tilsagn om Guds nærvær, så vi ved, at ingen skal bære deres byrder alene.

Og tilsvarende siger Jesus i dag, at hans budskab om Guds rige nok er for alle, men at riget kun åbner sig for dem, som har erfaret deres egen begrænsning:

”Kom til mig, alle I, som slider jer trætte og bærer tunge byrder, og jeg vil give jer hvile. Tag mit åg på jer, og lær af mig, for jeg er sagtmodig og ydmyg af hjertet, så skal I finde hvile for jeres sjæle. For mit åg er godt og min byrde er let.”

Hvis vi husker på, hvad Jesus selv led i verden, så ved vi godt, at hans ord ikke er en billig trøst eller en flugt fra verdens problemer. Og selv om Jesus lover at give os den hvile og fred, som vi ikke kan give os selv, så betyder det ikke, at vi som kristne ikke skal anstrenge os. Tværtimod.  

Det er ikke let at elske Gud af hele sit hjerte og sin næste som sig selv, endsige at elske sine fjender og bede for dem og alt det andet, som Jesus f.eks. kræver af os i sin Bjergprædiken.

Men at det ikke er let, betyder ikke, at vi ikke skal forsøge. For at være et kristent menneske er ikke at vende ryggen til verdens udfordringer og problemer eller til det, der er svært i vores personlige liv. Det gjorde Jesus jo heller ikke, da han levede her på jorden.

Tro er at leve med det, der er svært, og måske gør ondt, eller i hvert fald en bøn om at få kraft og styrke og indre sjælefred til at gøre det – en måske afmægtig bøn med tomme hænder om at få mod til at leve en tilværelse, som vi dybest set aldrig selv kan forstå eller magte. Så sandt som livet ikke tilhører os selv, men er noget, som vi fik som en gave og en opgave. Men det er også derfor, at der altid er håb.

Det håb som profeten Mika satte så velgørende og nødvendige ord på i dagens første bibellæsning om en kommende herlighedstid uden krig og vold (Mikas Bog 4,1-3).

Fordi Han, der kræver alt af os, skænker os alt.

Fordi vi er i Guds hånd og har lov til at overlade vores bekymringer for alt det, som vi ikke selv kan kontrollere, til ham.

Fordi intet kan give sjælen mere ro og hvile end evangeliets for forstanden ubegribelige og forargelige påstand, at de kors, som vi hver især selv må bære, er Guds egen vej i denne verden.

Det er den fred eller hvile, som Kristus vil skænke os. 

”Kom til mig”, siger Jesus, og at komme til Jesus er at lære af hans sagtmodighed og ydmyghed i den forstand, at vi lytter til hans ord og tror på deres magt til gradvist at forandre verden og os selv indefra, selv om vi ikke altid kan se det.  

Og denne sagtmodighed og ydmyghed kan måske også gøre os bedre til at se Guds herlighed på uventede steder og på overrumplende måder, så vi ser alt det gode, som der også er i verden, og så ”mig dagen fryder trods synd og død”.  Fordi vi så ikke længere kun fokuserer på det, som vi selv kan, og ikke stirrer os blinde på det onde og grimme i tilværelsen.

Derfor vil jeg gerne slutte med et andet pressefoto end det uhyggelige, som biskop Arendts datter havde fortalt ham om. Billedet har jeg ikke selv set, men det må have mindet temmelig meget om det foto, som I har fået udleveret i dag, og hvor vi ser en pige stå på en pløret og møgbeskidt gade fyldt med affald. Bag hende ser vi en stribe meget usle hytter i et (vistnok) indisk slumkvarter, som er bygget af stråmåtter og presenninger, og som vidner om en opvækst i den dybeste fattigdom. Men den lille pige står med sin hund i favnen og ser så glad ud:

Det billede, som jeg jeg ikke har set, og derfor ikke kan vise jer, så den amerikanske teolog David Bentley Hart i en avisartikel om mennesker på samfundets absolutte bund i Yemen. I billedets baggrund var en samling hytter, som var bygget af papkasser og små stykker af stof, og omgivet af den golde og ufrugtbare jord i den solsvedne ørken. Men i billedets forgrund dér stod en køn lille pige, klædt i laser, skriver David Bentley Hart, med armene bredt ud som i et favntag og med et ansigtsudtryk fuld af glæde - og dansede. Det var selvfølgelig et hjerteskærende billede, når man tænkte på den lille piges baggrund. Men det var ligesom det billede, som I har fået udleveret, også et billede af noget fantastisk og eventyrligt: Et barn der danser af glæde midt i en trøstesløs ørken. Fordi den glæde, som kom til verden sammen med hende, da hun blev født, gør, at hun ikke kan lade være med at danse, som om hun var i paradis.

Denne lille dansende pige i Yemen med hendes medfødte glæde, der trodsede al verdens nød og elendighed, blev for den amerikanske teolog et billede på, at selvom vores verden er så ufuldkommen og langt fra perfekt som den er, så rummer den dybest nede en helt ufattelig og uudryddelig godhed. En godhed som vi ser skinne med guddommelig glans i ansigtet på den fattige pige på det billede, som I har fået udleveret, og som vi som kristne er kaldede til at se i verden og vidne om. 

Amen