Prædiken til reformationsfejring i Vestervang mortensaften, den 10. november 2024.

Af sognepræst Andreas Peter Dornonville de la Cour.

Program for reformationsgudstjenesten kl. 17.00: DDS 336 Vor Gud han er så fast en borg; Rom 13,1-10 + Den nikænske trosbekendelse; 52 Du, Herre Krist; prædiken; musik ved organist Leif Valbjørn og sanger Maria Blum Bertelsen; 487 Nu fryde sig hver kristen mand; 785 Tunge mørke natteskyer. Efter gudstjenesten fulgte fællesspisning og et foredrag om Luther ved sognepræst, ph.d. Lars Vangslev.

Epistlen skriver apostlen Paulus til romerne:

Alle skal underordne sig under de myndigheder, som står over dem, for der findes ingen myndigheder, som ikke er fra Gud, og de, som findes, er forordnet af Gud. Den, der sætter sig op imod dem, som har en myndighed, står derfor Guds ordning imod, og de, der gør det, vil pådrage sig dom. De styrende skal jo ikke skræmme dem, der gør det gode, men dem, der gør det onde. Vil du slippe for at frygte myndighederne, så gør det gode, og du vil blive rost af dem; for de er Guds tjenere til dit eget bedste. Men gør du det onde, må du frygte. Ikke for ingenting bærer myndighederne sværd; de er Guds tjenere og skal lade vreden ramme dem, der gør det onde. Derfor skal man underordne sig, ikke kun for vredens, men også for samvittighedens skyld. Derfor betaler I jo også skat, og de styrende er Guds tjenere, når de tager vare på det. Giv alle, hvad I skylder dem: den, der har krav på skat, skat; den, der har krav på told, told; den, I skylder frygt, frygt; den, I skylder ære, ære. Amen (Romerbrevet 13,1-10).

Kære Menighed!

Det er blevet Mortens aften, og vi er samlede i Vestervang kirke for at fejre denne aften og med den reformationen og den arv og tradition, som vi bærer vidne om i dag 500 senere.

Aftenen i aften har som bekendt sit navn fra den helgenkårede franske Sankt Martin af Tours. Historien om den hellige Martin begynder i 316, hvor han menes at være født som søn af en romersk tribun i netop byen Tours. Som 15-årig gik han ind i den romerske hær, men da han som 18-årig blev kristen, forlod han hæren for at blive missionær i stedet. Senere blev han udnævnt til biskop i Tours inden han døde i 397, 81 år gammel, på en missionsrejse. I 659 blev han ophøjet til katolsk helgen som den første, der ikke også havde lidt martyrdøden, og dagene mellem hans dødsdag den 8. november og hans begravelses 11. november blev helligdage i hans navn.

Der findes flere legender om Martin af Tours. Den mest berømte er den, som også forbinder ham med den Mortensaften, som vi fejrer i dag.

Legenden lyder, at Martin var en meget ydmyg mand, og han var ikke på nogen måde interesseret i forfremmelse. Så selv da alle pegede på den vellidte Martin, da der skulle vælges en ny biskop i byen Tours, gjorde han alt, hvad han kunne for at undgå det. Da man kom for at indsætte ham som biskop, gemte han sig derfor i en gåsesti. Men da gæssene begyndte at skræppe og larme, blev han opdaget og trukket ud af sit skjul. Modvilligt blev han derfor tvunget til bispesædet, og angiveligt udnyttede han sin nye stilling til at hævne sig over selvsamme dyr, der havde afsløret hans skjulested. Derfor opfordrede han hver familie til en gang om året at slagte og spise en gås. Ja, sådan lyder en version af legenden. En anden version fortæller, at selv gæssene ønskede den gode Martin som biskop, og derfor røbede hans gemmested… 

Uanset om den ene eller anden version gælder, så er der et tema i disse fortællinger om den hellige Martin, som jeg i dag gerne vil forbinde med det menneske, som i dag den 10. november i 1483 blev født og således fik sit navn efter helgendagen: Nemlig det tema som handler om det ufrivillige mandat til at rejse sig iblandt sine ligemænd og påtage sig en offentlig rolle med alt, hvad dertil hører af mulige omvæltninger og indgriben i verdens gang. For når vi i dag samles i den evangelisk-lutherske folkekirke, ja, så var det vist da egentlig ikke det, som lå den tyske doktor i teologi Martin Luther på sinde dengang. Tværtimod så bød forestillingen om, at en ny kirke skulle dannes i hans navn ham inderligt imod. For der var, og er kun én hellig, almindelig og apostolisk kirke, som vi netop har bekendt, og det er Jesu Kristi kirke.

Ikke desto mindre samles vi her i 2024 i en dansk, kirkelig tradition, som har fået sit umiskendelige særegne præg. Og ligeså sandt er det, at kirken forandredes radikalt med de begivenheder, vi i dag kalder for reformationen. ”Sådan står vi i dag, vi kan ikke andet, så hjælpe os Gud!”. Sådan vil jeg sige med et let omskrevet citat af de ord, som Luther selv knyttede til sin tale foran rigsdagen 16. april 1521 i Worms, hvor han nægtede at tilbagekalde sin kritik af kirkens misbrug med den følge, at han endte med at blive kætterdømt.

Kirken er en anden i dag, må vi altså bare sige, end den var på reformationens tid. Eller lad mig præcisere: Kirkens rolle i samfundet, kirkens magt, kirkens status, kirkens opbygning er en anden i dag – og dog er kirken som Jesu Kristi kirke, hvori evangeliet om Kristus forkyndes, den samme til evig tid. I udseende, skikke og klædedragt kan den tage sig forskellig ud, men hvor to eller 3 forsamles i vor Herres navn, og hans nåde og trøst forkyndes gennem ord og sakramenter, der er kirken sandt og evigt tilstede – uanset hvor på jorden og til hvilken tid.

Men rundt omkring kirken er der dog alligevel en række samfundsforhold, som har ændret sig afgørende siden dengang Paulus skrev til menigheden i Rom om at tage sig i agt for myndighederne, og Martin gemte sig blandt gæssene, og Luther i disse novemberdage i 1524 kunne se et begyndende bondeoprør tage form i de tyske stater. Det er historiens, samfundets og verdens gang, vi taler om, som aldrig står stille, men ændrer sig omkring den kirke, som dog er evig og én. Og sådan også nu i en uge, hvor USA har valgt deres kommende 47.tyvende præsident. En præsident som der findes mange holdninger til, som uanset hvordan vi vender og drejer det, vækker til forargelse og frygt hos nogle, til jubel og optimisme hos andre. I hvert fald derovre på den anden side af Atlanten.

Der er så mange ting, vi ikke forstår om dem derovre – og omvendt! Men lad os nu alligevel prøve for eksempel ved at  sammenligne vor tids samfundsforhold med denne historiske beskrivelse af samme på Luthers tid:

”Næsten hele Europa havde senmiddelalderen igennem været præget af tilbagevendende uroligheder og oprør i bondestanden. Dette skyldtes først og fremmest den krise, som landbruget siden det 14. århundrede havde været kastet ud i. En lang række faktorer – pestepidemier med deres kraftige reduktion af folketallet, krige og misvækstår – havde skabt forhold, der gjorde det vanskeligt for bønderne at klare sig. Situationen blev yderligere skærpet ved, at byerne og deres erhverv, der byggede på pengeøkonomien, oplevede en opblomstring med høje lønninger og varepriser. Denne højkonjunktur fik den forarmede bondestand ingen del i” (Torben Christensen, Luthers Skrifter i Udvalg, bd. 4, s. 211).

Lyder det som en beskrivelse af samfundsforhold, som vi kan genkende? For mig lyder det velkendt og sammenligneligt, hvis blot man skifter bondestand ud med ”arbejderklassen og dem, der bor på landet og uden for de store byer”.

Spørgsmålet er nu: Hvordan forholder vi kristne os nu til verden og dens gang i lyset af talen fra Paulus i Romerbrevet og fra ja, vor Herre selv, når han siger ”Giv Guds, hvad Guds er, og kejserens, hvad kejserens er”?

Med disse skriftsteder har kirken igennem tiden forsøgt at skelne mellem, hvad der hører verden til, og hvad der hører kirken til. Og således også reformatorerne og Luther. Men uanset denne skelnen skal et afgørende ord siges først: Det hele hører Gud til. Og begge riger fører til Gud og leder os frem til ham. I verden leder Gud os igennem den verdslige indretning, igennem loven, om det er demokratiets, diktaturets, velfærdsstatens, eller hvad vi nu kan tænke. Gud taler til os igennem verdens gang og tugt. I åndens rige leder han os ved ordet og ved evangeliets glæde og trøst, som kommer fra Kristus.

I kirkens forsamling sidder vi her under denne Kristi tiltale i dom og nåde. Men under samme tiltale befinder vi os altså også lige udenfor. Og Gud virker begge steder. Der er altså ikke tale om, at herinde er Gud til stede i sin ånd, mens verden derude er tom og forladt og uden hans nærvær. Og nok er der heller ingen herinde, der nogensinde kunne finde på at sige sådan. Men det er alligevel en misforståelse, som er vundet frem i vores moderne historie - særligt måske i den protestantiske del af verden - at Jesu ord om kejser og Gud vitterligt betyder, at der findes to verdener, en som er kejserens, og en som er Guds. Nej, der er kun én verden, ligesom der er én kirke. Men hvor vi i kirkens fællesskab ingen anden magt end ordets kender, så hører der til samfundets fællesskab en anden brutal og rå magt, nemlig volden, eller det som reformatorerne kalder sværdet, og som i Paulus’ ord i sidste ende stammer fra Guds vrede.

Sådan kommer Gud til os både igennem sin vrede og sin trøst, igennem sin lov og sit evangelium. Hvordan afgør vi nu i grunden, hvornår og hvordan vi skal handle? Hvordan afgør vi os i forhold til verdens gang?

Det gives der jo intet enkelt svar på! Men her på Mortens aften kan vi måske påkalde os reformationens arv og gerning på denne vis: At vi lader os mindes om, at Gud kalder os frem her i kirken, men så sandelig også udenfor den, igennem alle de roller og embeder, hvori vi lever. Som mor og far, som barn, og søskende, som mormor og morfar, farmor og farfar, som pensionist, som præst, som den, der har tid, som den, der ikke har tid. Gud kalder på os og kalder os frem til at gøre hans gerning, som er denne: ”Vær ingen noget andet skyldig end at elske hinanden; for den, der elsker andre, har opfyldt loven.” Er kaldet for stort, er der for mange eller for meget, der kalder på os, kan vi føle os utilstrækkelige. Er kaldet for småt, er der for få, kan vi føle os nyttesløse og ubrugelige. Gud kalder på os igennem de følelser, som der rammer os. Jeg er din, og du er min, uanset hvad du der føler, gå nu og vær et menneske i fællesskab med de mennesker, du lever sammen med. Verdensfreden og himmel på jord og i USA er ej dit bord, men til at leve med dine naboer og familie kalder han dig frem, og han lader gæssene skræppe op, om du gemmer dig bag ved dem. Måske han en dag stiller dig helt ud på kanten, hvor du må bekende: Her er jeg, jeg kan ikke andet, så hjælpe mig Gud. I kirkens fællesskab samles vi, der kan vi finde ly en stund ved Herrens grønne vange og hvilens vande. Måske, beder vi om i dag, kan vi bære noget af det med ud herfra. For bønnens magt er et langt stærkere våben til at afvende samfundets onder end oprør og revolution. Og sådan beder vi hver dag søndag for vort lands og verdens magthavere. Alle de som kaldt frem til at udøve et embede her på jorden.

Jeg vil slutte min prædiken i aften med et lidt længere citat af Kaj Munk, fra en prædiken han holdt i efteråret 1942, over Matthæusevangeliets beretning om kejserens og Guds mønt:

”Giv kejseren, hvad kejserens er, og Gud, hvad Guds er. Den kristne har sit hjem i begge de to vældige riger. Men sker det, at de støder sammen, da ved han strax, til hvem han pligter mest.

Det er meget godt alt sammen, men kristendommen skal nu være upolitisk, hævder man. Hvem bestemmer det? Kristendommen tager ikke imod ordre af nogen.

Jajada. Lad os så sige, at den ER upolitisk. Naa, er den det? Ja, såmænd. Det er lige så rigtigt, som det er galt.

Man kan være højremand og kommunist og alt det derimellem og samtidig et kristent menneske. For så vidt er det rigtigt. Kristendommen vil vise sig i måden, hvorpå man er højremand eller kommunist. Men skal det forstås sådan, at kristendommen pænt har at holde sin næse fra denne verdens ting, så er det løgn.

Lad os endelige ikke få politik i kirken, siges der. Det hører vi om i radioen og læser om i aviserne; lad os være fri for det i Guds hus.

Men hvordan hører vi om det i radioen og fra avisen? Det kunne være, at vi i Guds hus skulle høre om det på en ganske anden måde, end vi er vant til. Netop. I Guds hus skal vi høre om det, der sker ude i verden, sat i forhold til Guds ord.”

Amen.