Prædiken til 24. søndag efter Trinitatis holdt i Vestervang Kirke den 10. november 2024.

Af sognepræst Troels Bak Stensgaard.

Salmer: 754 Se, nu stiger solen; 478 Vi kommer til din kirke Gud; 674 Sov sødt barn lille; 276 Dommer over levende og døde; 192/7; 752 Morgenstund har guld i mund.

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes: 

Jesus sagde til dem: »Min fader arbejder stadig, og jeg arbejder også.« Derfor var jøderne endnu mere opsat på at slå ham ihjel; for ikke blot brød han sabbatten, men han kaldte også Gud sin fader og gjorde sig selv Gud lig. Jesus sagde til dem: »Sandelig, sandelig siger jeg jer: Sønnen kan slet intet gøre af sig selv, men kun det, han ser Faderen gøre; for hvad Faderen gør, det samme gør også Sønnen. For Faderen elsker Sønnen og viser ham alt, hvad han selv gør; og han skal vise ham endnu større gerninger, så I skal undre jer. For ligesom Faderen oprejser de døde og gør dem levende, således gør også Sønnen dem levende, han vil. Faderen dømmer heller ingen, men hele dommen har han overdraget til Sønnen, for at alle skal ære Sønnen, ligesom de ærer Faderen. Den, der ikke ærer Sønnen, ærer ikke Faderen, som har sendt ham. Sandelig, sandelig siger jeg jer: Den, der hører mit ord og tror ham, som har sendt mig, har evigt liv og kommer ikke for dommen, men er gået over fra døden til livet. Sandelig, sandelig siger jeg jer: Den time kommer, ja, den er nu, da de døde skal høre Guds søns røst, og de, der hører den, skal leve. For ligesom Faderen har liv i sig selv, således har han også givet Sønnen at have liv i sig selv. Og han har givet ham magt til at holde dom, fordi han er Menneskesøn. I skal ikke undre jer over dette, for den time kommer, da alle de, der er i gravene, skal høre hans røst og gå ud af dem – de, der har øvet det gode, for at opstå til liv, men de, der har gjort det onde, for at opstå til dom.« Amen (Johannesevangeliet 5,17-29).

Kære menighed!

Forrige onsdag døde Erik Clausen, den kendte filminstruktør, skuespiller, musiker, billedkunstner, debattør og gøgler.

"Clausen hvem?", spørger de unge sikkert, men blandt os, som er lidt op i årene, er vi nok mange, som føler, at vi med Clausens død har mistet noget om ikke ærkedansk, så i hvert fald ærkekøbenhavnsk fra en mere eller mindre svunden tid.

Jeg tænker selvfølgelig på f.eks. Erik Clausens slagfærdige og ofte barokke humor og især på hans mange kærlige filmportrætter af helt almindelige mennesker og ofte af de skæve eksistenser på samfundets bund; på hvordan han var stærkt politisk engageret, men aldrig reducerede livet til politik. For den gamle gøgler havde et godt blik for det brogede menneskeliv, det skæve og anarkistiske, som man godt kan savne nu om dage. 

Som I nok kan fornemme, så vil jeg gerne se det interview med Erik Clausen, som TV2 sender i aften som nyeste afsnit af deres serie med kendte døende danskere, ”Det sidste ord”, og hvor Clausen sikkert leverer en svanesang, som er værd at lytte til. Og jeg har allerede set et lille fint interview på DR’s hjemmeside med titlen ”Erik Clausen sidste tanker om døden”, og jeg vil gerne bruge det som en slags indgang til dagens svære bibelske tekster om dommedag og det evige liv.

[Erik Clausen, 7. marts 1942 - 30. oktober 2024. Foto: Wikipedia]

”Jeg tror på et liv efter fyraften”, sagde Erik Clausen.

Det var godt at høre i en tid, hvor mange mennesker – og især præster, påstår min kone - tror, at arbejdet er selve meningen med livet.

Eller som den engelske komiker John Cleese engang sagde: Selv om arbejdsliv og karriere tit fylder meget i avisernes nekrologer, så er det kun i de færreste, at de nærmeste ligefrem beklager sig over, at afdøde var for lidt på kontoret, eller hvor han eller hun nu arbejdede. 

Det var dog ikke Clausens mening, så vidt jeg forstod ham, at der er liv efter døden i anden forstand, end at man lever videre i de andres minder, for han sagde også: ”Du er først død, når du er glemt.”

Men Erik Clausen spurgte til gengæld, mens han kiggede direkte ind i kameraet: ”Har du bare været en nikkedukke, som gjorde, hvad der blev sagt, eller har du udtryk dig, elsket, grinet og haft gode venner og forskellige former for kærlighed?” 

Det var en god opsang! For Clausen har jo ret, når han sagde, at det er en tragedie, hvis man ikke har fået noget ud af livet, mens man var levende. Men det var også som om, at han syntes, at så er det bare ærgerligt eller tragisk for alle de sløve nikkedukker, som aldrig tager sig sammen til at slå i livets bolledej og leve livet som ham selv. 

Der er selvfølgelig ting i mit eget liv, som jeg fortryder, men jeg fortryder især, at jeg har fortrudt mange ting i stedet for at konfrontere dem, sagde den aldersmærkede Clausen også, og knyttede med et glimt i øjet sine hænder som en gammel bokser, der er klar til at tage endnu en runde i ringen.

Hvilket også var godt sagt, men jeg er jo ikke præst for ingenting, og der er vel ting og fejltagelser i vores liv, som vi ikke selv kan konfrontere og overvinde, og hvor vi må tro på den tilgivelse, som kun Gud kan skænke os?

Det bedste var nu alligevel, da Clausen blev bedt om at nævne et godt minde, og så fortalte om dengang, hvor han blev far, og for første gang oplevede, hvad han selv kaldte for den totale frihed, og som vel at mærke bestod i at få hans egne individuelle muligheder indskrænkede: ”Jeg blev fri for at være midtpunkt i mit eget liv”, forklarede han. Nu var der nemlig nogen, som havde brug for ham ”til at lege, til at fortælle, til at skabe tryghed, til at købe ind, til at gå i svømmehallen, lære dem at cykle, lære dem at sige ’rød front’ og mange andre ting."

Ja, Erik Clausen havde selvfølgelig ikke været den ægte Clausen, hvis det der med 'rød front' ikke lige var kommet med i sætningen. Men han har ret i, at vi skal gøre os umage med livet og bruge det til noget godt og forsøge at sætte spor i andre - og især i dette med, at sand frihed er at tænke mindre på sig selv og sin egen livskvalitet og mere på andre – at sand frihed er at være fri for at være midtpunkt i sit eget liv, som han så velgørende sagde.

For mig at se er det også, hvad dagens bibeltekster om dommen og det evige liv vil holde os fast på.

Det er blevet svært for mange moderne mennesker i dag at forbinde noget som helst – og i hvert fald noget positivt og livsbekræftende - med den gamle kristne tale om en dommedag ved tidernes ende. Det betyder bare ikke, at vi har lagt tanken fuldstændigt bag os. For det er en del af vores kristne arv – bevidst eller ubevidst - at hver dag på en måde opfattes som en dommens dag. For vi ved, at vores handlinger har betydning, og at gårsdagens handlinger ikke kan gøres om i morgen. Vi accepterer det som det, der giver livet tyngde, og at der derfor er noget, som vi hver især skal nå, inden det er for sent. 

”Du kan ikke sidde på plejehjemmet og ærgre dig”, sagde Erik Clausen, og selvfølgelig skal man ikke sidde og ærgre sig gul og blå over det, som man ikke kan lave om. Men nogle gange kan man ikke lade være med at ærgre sig, og hvis vi voksne ikke spørger os selv – i hvert fald en gang imellem – om vi gør det godt nok, og mere eller mindre ærligt aflægger regnskab over vort eget liv, så er det nok mest af alt udtryk for, at vi er blevet temmelig glemsomme, selv om vi måske endnu ikke er havnet på et plejehjem med dementafsnit. Og når vi på den måde alligevel slæber den gamle kristne dommedagstanke med os, så skulle vi måske hellere købe hele pakken igen! For livet bliver på den ene side overfladisk og for let og ligegyldigt, hvis vores handlinger ikke bedømmes og ikke har betydning. Men livet bliver på den anden side også uudholdeligt tungt, hvis det alene er op til os selv at holde regnskab og dømme os selv og hinanden. 

Vi er gode til at dømme hinanden eller os selv. Og til at se hårdt og fordømmende på andre. Eller på os selv. Derfor er det måske bedst, hvis dommen blev taget ud af vores hænder og igen lagt i hænderne på en mere barmhjertig dommer end os selv. Hvis vi overlader dommen til Gud, og dvs. til Kristus. For som det så klart hedder i dagens evangelium: ”Faderen (…) dømmer ingen, men hele dommen har han overdraget til Sønnen.” Til ham der siger: ”Den, der hører mit ord og tror ham, som har sendt mig, har evigt liv og kommer ikke for dommen, men er gået over fra døden til livet.” Den der hører sønnens røst – evangeliet – har allerede evigt liv og kommer ikke for dommen, siges det her. Men til sidst i dagens tekst siges det også: ”Den time kommer, da alle de, der er i gravene, skal høre Sønnens røst og gå ud af dem – de, der har øvet det gode, for at opstå til liv, men de, der har gjort det onde, for at opstå til dom.” Og de to sætninger lyder selvmodsigende. Men den selvmodsigelse er netop spændingen eller paradokset eller de to poler i et kristent menneskes liv.

Jeg er et menneske på denne jord med fejl og mangler – og med en død og en dom, der venter mig forude.

Og dog er jeg et Guds barn, som i dåben fik det løfte, at Gud deler alt med mig – og at jeg allerede her og nu har del i hans evighed og han i min endelighed.

Jeg er en synder og en retfærdig på samme tid, sagde Martin Luther, som blev født i dag, på mortens- eller martinsaftens-dag for præcist 541 år siden.

Jeg bør og kan elske de andre mere, og og dog kan jeg hvile i troen på at være elsket som den jeg er.

Vi lever kun én gang på denne skønne jord.

Derfor skal vi elske livet og dem, som vi har fået at lave sammen med, og ikke udskyde glæden.

Derfor siger Jesus til os i dagens evangelium:  ”Sandelig, sandelig siger jeg jer: Den time kommer, ja, den er nu, da de døde skal høre Guds søns røst, og de, der hører den, skal leve.”

For det evige liv begynder her og nu, idet jeg ser min næste og mig selv som elsket af Gud. 

Det er, siger Jesus, et liv som sættes fri af dødens herredømme. Det betyder ikke, at døden ikke længere spiller nogen rolle. Men det betyder, at døden ikke længere skal herske over os, og at du skal elske livet på trods af alt, som truer med at ødelægge det.        

Eller som vi begyndte denne gudstjeneste med at synge:

Jeg vil ånde luften i fulde drag,

synge Gud en sang for den lyse dag.

takke ham, at morgnen mig end er sød,

at mig dagen fryder, trods synd og død.

Du skal elske livet her og nu. Trods det der gør ondt. Du skal ikke gøre det som en jubeloptimist eller som en, som lukker øjnene for livets realiteter eller for sine egne fejl. Du skal gøre det af den eneste grund, at det evige liv er noget, som ikke venter engang i fremtiden, men skænkes dig her og nu. Det er begyndt med Jesu opstandelse, og du fik del i det ved din dåb, og det er overalt, hvor livet forandres ved hans opstandelseskraft. 

Du skal ikke skal frygte den kommende dom, men tro på, at den er i hænderne på en barmhjertig dommer, som vi vil synge lige om lidt.  

Og du kan tro på det, fordi den livsangst, som gør, at vi ofte dømmer os selv og hinanden ude, eller udskyder virkelig at leve livet, at den brydes ned, hvor synder forlades i Jesu navn. 

Amen