Prædiken til 22. søndag efter Trinitatis holdt i Vestervang Kirke den 27. oktober 2024.

Af sognepræst Troels Bak Stensgaard.

Salmer: 749 I østen stiger; 331 Uberørt at byens travlhed; 289 Nu beder vi den Helligånd; 487 Nu fryde sig hver kristen mand; 192/vers 7; 260 Du satte dig selv i de nederstes sted.

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus: 

På den tid kom disciplene hen til Jesus og spurgte: »Hvem er den største i Himmeriget?« Han kaldte et lille barn hen til sig, stillede det midt iblandt dem og sagde: »Sandelig siger jeg jer: Hvis I ikke vender om og bliver som børn, kommer I slet ikke ind i Himmeriget. Den, der ydmyger sig og bliver som dette barn, er den største i Himmeriget; og den, der tager imod sådan et barn i mit navn, tager imod mig. Men den, der bringer en af disse små, som tror på mig, til fald, var bedre tjent med at få en møllesten hængt om halsen og blive sænket i havets dyb. Ve verden for det, der fører til fald. Vel må der komme fald, men ve det menneske, som bliver årsag til fald. Hvis din hånd eller fod bringer dig til fald, så hug den af og kast den fra dig; du er bedre tjent med at gå lemlæstet eller vanfør ind til livet end med begge hænder eller fødder i behold at kastes i den evige ild. Og hvis dit øje bringer dig til fald, så riv det ud og kast det fra dig; du er bedre tjent med at gå ind til livet med ét øje end med begge øjne i behold at kastes i Helvedes ild. Se til, at I ikke ringeagter en af disse små. For jeg siger jer: Deres engle i himlene ser altid min himmelske faders ansigt. For Menneskesønnen er kommet for at frelse det fortabte. Hvad mener I? Hvis en mand har hundrede får, og ét af dem farer vild, lader han så ikke de nioghalvfems blive i bjergene og går ud og leder efter det vildfarne? Og lykkes det ham at finde det, sandelig, jeg siger jer, han glæder sig mere over det end over de nioghalvfems, der ikke fór vild. Således er det jeres himmelske faders vilje, at ikke en eneste af disse små skal gå fortabt.« Amen (Matthæusevangeliet 18,1-14).

Kære menighed!

Jeg vil gerne begynde med en scene fra en lille fin roman ved navn ”Vidunderbarn”, som er skrevet af den norske forfatter Roy Jacobsen. Romanen foregår i starten af 1960erne i en boligblok uden for Oslo, hvor den 12-årige Finn bor med sin mor, som kæmper for at holde skindet på næsen som alenemor med halvdagsjob.

En dag Finn og hans mor er på badeferie på en norsk ø svømmer Finn og en kammerat pludselig udad, mens moren ligger og tager sol. Da hun ser dem svømme væk fra stranden, rejser hun sig og lægger den ene hånd over øjnene som en skygge. Sådan står hun – og jeg citerer - som ”en statue af alle de mødre, der har stået på samme måde på strand efter strand, sommer efter sommer, i land efter land, op gennem historien og set det, de elsker højest af alt, forsvinde ud i fortabelsen.” De to drenge bliver mindre og mindre ”inden de forsvinder helt ind i den horisont, der hedder døden og evigheden”, står der også. 

Der sker ikke en drukneulykke, men noget andet og symbolsk. For da Finn kommer i land på den anden siden af bugten, står han ligesom i et fremmed land, hedder det, og ser tilbage ”på skulpturen af alle mødre, som stadig stod så lillebitte og sendte sin varme og sine formaninger og skrækvisioner og alt det, en mor skal udstråle, af sted gennem verdensrummet.”  Han vinker til hende, vender sig og går ind i skoven – væk fra sin mor. 

Sådan må vi alle forlade barndommens trygge verden, ligesom vores børn siden hen må forlade os og leve deres eget liv. Det kan til tider gøre ondt, men vi kan ikke blive ved med at hænge i mors skørter hele livet eller passe på vores store børn. 

Med sin fine poetiske skildring af drengen Finn, der tager et af sine første skridt ud af mors favn, og beslutter sig for at vove sig ud på dybt vand, mens moderen står tilbage på stranden som ”en statue af alle mødre til alle tider”, får Roy Jacobsen sagt noget alment menneskeligt, som jeg tror, at de fleste voksne kan genkende. På et tidspunkt begynder barnet at træffer sine egne beslutninger og begynder så småt at stå på egne ben og finde sin egen vej i livet. Det kan til tider gå voldsomt til og især i overgangsårene – i teenagealderen – eller det kan være en gradvis overgang, men det er naturens lov, og selv om det kan være vemodigt at tænke på, så er der nok alligevel ingen forældre, der ønsker at slippe for den erfaring.

Ja, kære menighed, jeg kom nok i tanke om romanen ”Vidunderbarn” fordi vi i dag har konfirmand-forældremøde efter gudstjenesten, og hvor jeg i år endda selv er med som både præst og far.

Men jeg kom også i tanke derom, fordi vi i dag som den første bibellæsning ved denne gudstjeneste hørte en stærk profeti fra Esajas-bogen i Det gamle Testamente (Es 49,13-18), som stammer fra den meget vanskelige tid i Israels historie, mere end 500 år før Jesu før Jesu fødsel, hvor det jødiske folk var deporteret til Babylon. 

Jerusalem eller Zion lå dengang øde og forladt hen. Det var ikke på grund klimaforandringer og oversvømmelser som i Thomas Vinterbergs aktuelle undergangsfilm ”Familier som vores”, som TV2 sender 2. afsnit af i aften, og hvor hele Danmark må evakueres på grund af menneskabte oversvømmelser. Det var fordi, at datidens østlige supermagt Babylon havde erobret Israel i år 586 før Kristi fødsel og ødelagt Jerusalem og ført folket i eksil. Men i denne svære og tilsyneladende håbløse situation lyder det så trodsigt og insisterende i den ældgamle profeti:

Glemmer en kvinde sit diende barn?

Glemmer en mor det barn, som hun fødte?

Hvor meget mindre kan Gud da glemme sit folk og det forladte og ødelagte land, lyder profetens argument. 

Som den ødelagte by og dens mure skal genopbygges – og hvem kan derved i dag undgå at tænke på ødelagte byer i Ukraine eller i Gaza? - sådan skal selv den ødelagte natur engang nyskabes, for himlen skal råbe af fryd og jorden juble, hørte vi også Esajas profetere, og andre steder taler profeten om, at når folket vender hjem fra sit babylonske fangenskab, så skal selv ødemarken blomstre som en rosengård.

Det er det håb, som vi altid samles om her i kirken, og som Jesus i dagens evangelium uddyber ved hjælp af en slags happening, hvis provokerende karakter vi nok har svært ved at fatte i dag.

For disciplene kommer og spørger Jesus, hvem som er størst i Guds rige. Men Jesus svarer ikke direkte på deres spørgsmål. I stedet for opfører han en slags lignelse, idet han kalder på et lille barn og sætter det i deres midte. ”Hvis I ikke omvender jer og bliver som børn, kommer I slet ikke ind i Himmeriget”, siger han. Og det lyder smukt og opbyggeligt, men på Jesu tid var barnet ikke som for os et ideal eller et billede på f.eks. det spontane, ægte, fromme og uskyldige eller på det, som har en helt særlig værdi, fordi det har uendelige potentialer og fremtiden for sig, og som er centrum for familielivet. Barnet var derimod dengang snarere et billede på det, som endnu ikke er færdigt og brugbart, på det betydningsløse og det svage. Sat på spidsen så man dengang på barnet ligesom vi i vores samfund i dag ofte ser på de gamle på plejehjemmene.

Så når Jesus bruger barnet som et forbillede for disciplene, så er det for at få dem og os til at erkende vores egne begrænsninger og for at lære os at give slip på ønsket om selv at være midtpunkt for andres opmærksomhed og beundring. Men det kan vi kun blive gode til, hvis vi indser, at vi dybest set intet har, som vi ikke har fået givet, fået betroet og kun har til låns, og at fremtiden dybest set ikke kun afhænger af vores egne potentialer og kompetencer eller kræfter.

Disciplene troede, at de skulle være store i Guds rige ved selv at være i centrum og dermed genstand for andres beundring, men Jesus satte da et lille snoldet barn i deres midte. Akkurat ligesom han så ofte henledte disciplenes opmærksomhed på outsiderne i datidens samfund, de hjælpeløse og de foragtede, de fremmede, de fattige og de syge, synderne og tolderne. Og så sagde han ovenikøbet, at den, som tog imod et sådant barn, tog imod ham. Akkurat som han så ofte sagde, at den, som vil være stor, skal tjene andre og ikke tænke på sig selv.

Når Jesus dernæst så stærkt advarer mod at bringe ”en af disse små, som tror på mig, til fald”, er det for mig at se især en advarsel mod at bilde os selv eller vores børn ind, at alting afhænger af os selv.

Vi forældre skal selvfølgelig – om end gradvist og forsigtigt – introducere vores børn til livets barske realiteter. Vi skal lære dem – og selvfølgelig især ved selv at være gode forbilleder - at gøre sig umage med livet og stå på egne ben og tage ansvar for andre. Men vi skal også at lære dem at vedkende sig de svage sider og skrøbeligheder, som vi alle har, hvis man kigger os efter i sømmene.

Astrid Lindgren har engang sagt det på følgende måde: Pak ikke dine børn ind i vat, nej, pak dem ind i stærke fortællinger.

Og til sidst i dag fortæller Jesus os en fortælling om en hyrde, der forlader de 99 får oppe i bjergene for at opsøge og frelse det ene vildfarne får.

Vi hører måske let fortællingen, som om disse 99 får i bjergene er os selv. Og så tænker vi måske sentimentalt – ’åh, hvor er det dog smukt, at Gud bruger tid på det stakkels vildfarne får’ – og vi tænker vel dermed også, at det kristne budskab særligt er for de andre – de sorte eller vildfarne får – så det ikke rigtigt udfordrer vort eget liv på nogen virkelig glædelig eller forpligtende og forandrende måde. Men den gamle kirke forstod teksten helt anderledes. For den var Kristus selvfølgelig hyrden, som forlader sin høje himmel. De 99 får er til gengæld de hellige engle, som Kristus forlader i bjergene eller i himlen. For i Kristus bliver Gud menneske. I Ham bevæger Gud sig ned fra det høje til det lave, fra himmel til jord, for at ophøje det ydmyge og ringe. 

Det vildfarne får er m.a.o. menneskeslægten som sådan, eller det er hver eneste af os.

Der er os, der alt for ofte søger opad for at få ære og magt eller ønsker at være i centrum og have kontrol over tingene.

Der er os, der skal lære at give slip på det, som vi ofte alt for krampagtigt holdt fast i. 

Det kender vi til fra vores arbejde, men måske især fra vores personlige familieforhold, at kun hvis vi giver slip på noget af ansvaret og slækker viljen til at kontrollere alting, kan fastlåste situationer løsnes og resultere i noget frugtbart.

Derfor kan det til tider kræve hård åndelig selvdisciplin at blive stor i Guds rige, dvs. at ydmyge sig og blive som et barn i Jesu forstand.

Det koster nemlig noget at lære slippe det tyngende ansvar og lægge det over på Gud.

For lige så let det er at tage sine sejre forfængeligt, lige så uundgåeligt er det, at vores nederlag rammer os på selvfølelsen.

Jeg tror det er, hvad Jesus vil sige med sine svære og voldsomme billeder i dagens tekst, om at det er bedre at blive druknet eller lemlæstet end at blive årsag til fald. 

Vi må til tider alle ofre noget, som vi har svært ved at give slip på, og måske er det endda det, som vi elsker højest af alt. Men tør vi det, så kan der til gengæld ske noget nyt, som kan binde os til hinanden på et andet plan. For kun ved at indse vores egen begrænsning får vi del i den trøst og i det håb for fremtiden, som går som den røde tråd igennem hele bibelen og i ethvert kristent menneskeliv: I det levende håb ved Jesu Kristi opstandelse fra de døde, som første gang lød over os, da vi som små og hjælpeløse blev båret op til den kristne dåb og signet med Kristi kors, og som lyder igen i livets anden ende, når vi ligger i kisten og intet mere kan.

Vi forstår det ikke med vores forstand, men det er vel vort hjertets inderste længsel, for:

Glemmer en kvinde sit diende barn?

Glemmer en mor det barn, som hun fødte?

Selv om de skulle glemme, glemmer jeg ikke dig.  

Amen